TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om førelse af affaldsjournal (*

BEK nr 529 af 20/06/1997

DanmarkBekendtgørelse1997

§ 1

Ethvert skib med en bruttotonnage på 400 eller derover, og ethvert skib, der er godkendt til at befordre 15 personer eller flere, skal være forsynet med en affaldsjournal. Af affaldsjournalen skal det fremgå, hvorledes skibets affald er blevet behandlet.

Stk. 2

Skibe, der har en sejladstid på en time eller mindre og som er godkendt til befordring af 15 personer eller flere, er ikke omfattet af kravet i denne bekendtgørelse om affaldsjournaler.

§ 2

» Skib« omfatter i denne bekendtgørelse et fartøj af en hvilken som helst type, som bruges i havmiljøet, herunder platforme, når de fremdrives for egen kraft, forhales eller bugseres.

Stk. 2

» Affald« omfatter i denne bekendtgørelse enhver form for levnedsmiddel-, husholdnings-, eller driftsaffald, som fremkommer ved skibets normale drift og som bortskaffes løbende eller periodevis. »Affald« omfatter alene ubrugelige, unødvendige eller overskydende stoffer eller materialer. Frisk fisk eller dele deraf samt stoffer eller materialer, som er omfattet af havmiljølovens kapitel 2-6 og 10, udgør ikke affald.

§ 3

Affaldsjournalen udgives ved miljøstyrelsens foranstaltning.

Stk. 2

Enhver affaldsjournal skal opbevares i 2 år efter datoen for sidste indførelse.

Affaldsjournalens førelse

Affaldsjournalens førelse

§ 4

Affaldsjournalen skal føres af skibsføreren eller af en ansvarlig officer.

Stk. 2

I de tilfælde hvor affaldsjournalen føres af den ansvarlige officer, skal skibsføreren påse, at journalen føres forskriftsmæssigt og skal for hver udskreven side kontrollere journalen. Skibsføreren skal give journalen påtegning om den stedfundne kontrol.

§ 5

Affaldsjournalen skal føres i overensstemmelse med den i affaldsjournalen indeholdte anvisning.

Stk. 2

Indførelser i affaldsjournalen skal foretages på flagstatens officielle sprog og på engelsk eller fransk.

Stk. 3

Affaldsjournalen skal føres tydeligt, og intet blad må udrives. Det, der en gang er indført, må ikke raderes eller på anden måde gøres ulæseligt. Bliver det nødvendigt at foretage rettelse i journalen, skal rettelsen tilføjes som anmærkning.

Straf og ikrafttræden

Straf og ikrafttræden

§ 6

Den, der overtræder bekendtgørelsens § 1, stk. 1, § 3, stk. 2, § 4, eller § 5 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3

På Grønland og Færøerne kan der for overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Stk. 4

Er overtrædelsen begået af Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 64 i landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., kan der pålægges hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2

For skibe, der er bygget før denne dato, fastsættes ikrafttrædelsesdatoen til den 1. juli 1998.

Stk. 3

Miljø- og energiministeren fastsætter tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden for Grønland.


Miljø- og Energiministeriet, den 20. juni 1997, den 20. juni 1997

/Svend Auken Hans Henrik Christensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1997
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1997