Bekendtgørelse om statstilskud til omstilling af elopvarmede bygninger til fjernvarme- eller naturgasforsyning
BEK nr 548 af 26/06/1997
§ 1
Der kan gives statstilskud til installation af centralvarmeanlæg i elopvarmede bygninger, som er beliggende i områder, hvor der findes fjernvarme- eller naturgasforsyning, eller som i den kommunale planlægning i henhold til lov om varmeforsyning er udlagt til forsyning med fjernvarme eller naturgas.
Tilskud kan gives til:
- en- og tofamiliehuse, ejerlejligheder, udlejningsejendomme, kollegier og andre fælles boliginstitutioner, private andelsboligforeninger m.v., som lovligt anvendes til helårsbeboelse, og
- bygninger, der af staten, amtskommuner, kommuner eller selvejende institutioner og lignende anvendes til offentlige formål, herunder administration, undervisning, sundhedsvæsen, ikke kommerciel servicevirksomhed og lignende, og som er beregnet til regelmæssig brug.
Tilskuddet ydes til bygningsejere, herunder afdelinger af almennyttige boligorganisationer, selvejende institutioner og private boligforeninger m.v.
I bygninger til kombineret bolig- og erhvervsbrug ydes der kun tilskud til den del, der anvendes til beboelse.
Tilskud gives til installation af centralvarmeanlæg i hele bygningen. Elsparefonden kan træffe bestemmelse om, at der kan gives tilskud til centralvarme i de øvrige dele af en bygning, som allerede delvis er opvarmet med centralvarme, jf. dog § 6, stk. 6, nr. 4.
§ 2
Tilskud er betinget af:
- at bygningen er registreret som elopvarmet i Bygnings- og Boligregistret (BBR),
- at bygningen tilsluttes til fjernvarme- eller naturgasforsyning ved afslutningen af arbejdet og
- at elopvarmningsanlæg, som ikke er fast indbyggede, nedtages i de dele af bygningen, hvor der installeres centralvarmeanlæg.
Hvis der ikke er forsyningsmulighed ved afslutningen af arbejdet, er tilskud betinget af, at forsyningsvirksomheden forpligter sig til at etablere et midlertidigt varmeforsyningsanlæg i bygningen.
§ 3
Det er en betingelse for at yde tilskud, at den kollektive varmeforsyningsvirksomhed, som bygningen skal tilsluttes, tilkendegiver overfor Elsparefonden, at virksomheden vil yde et rimeligt økonomisk bidrag, som nævnt i stk. 2, til gennemførelsen af omstillingen.
Bidraget anses for rimeligt, hvis dets størrelse i et rimeligt omfang modsvarer den selskabsøkonomiske fordel for forsyningsvirksomheden ved at tilslutte pågældende bygning eller bygningskategori, men dog ikke overstiger den selskabsøkonomiske fordel. Ved opgørelsen af bidraget kan forsyningsvirksomheden medtage ydelser som nævnt i stk. 3, som virksomheden allerede har ydet til omstillingen af pågældende elopvarmede bygninger.
Bidraget skal have en form, der er egnet til at fremme omstillingen, såsom nedsættelse af tilslutningsafgiften, introduktionsrabat på levering af energi, tilskud til installationsarbejder eller anden lignende økonomisk ydelse.
Der kan dog ydes tilskud, uanset at forsyningsvirksomheden ikke bidrager til omstillingen som nævnt i stk. 1, hvis forsyningsvirksomheden godtgør, at tilslutningen af bygningen ikke indebærer en selskabsøkonomisk fordel.
Elsparefonden kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes forsyningsvirksomhederne skal dokumentere deres bidrag overfor fonden. Elsparefonden kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at forsyningsvirksomhederne skal indsende oplysninger til fonden om tilslutningsvilkår og tekniske vilkår for forsyning af forbrugerne.
§ 4
Der kan ikke gives tilskud efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse, hvis der ydes tilskud til de tilskudsberettigede arbejder fra andre statslige tilskudsordninger.
Der kan ikke gives tilskud til bygninger, der er omfattet af en beslutning i henhold til kap. II og III eller § 72 i lov om byfornyelse og boligforbedring, såfremt beslutningen omfatter installation af centralvarme eller varmt brugsvand i bygningen.
Der kan ikke gives tilskud til bygninger, hvor der er nedlagt forbud mod benyttelse efter § 73 i lov om byfornyelse og boligforbedring, med mindre kommunalbestyrelsen har godkendt et forbedringsforslag for bygningen ifølge lovens § 75. Tilskud kan ikke udbetales, med mindre benyttelsesforbudet er ophævet.
Der kan ikke gives tilskud til bygninger, der påregnes nedrevet inden for en kortere årrække.
Tilskudsberettigede arbejder
Tilskudsberettigede arbejder
§ 5
Tilskuddet gives til installation af centralvarme i bygningen inklusive installationer til fremføring af varmt brugsvand, men eksklusive det dertil hørende opvarmningsanlæg. Som tilskudsberettigede arbejder regnes endvidere automatik til begrænsning af energiforbruget.
Hvis særlige fredningsmæssige eller bygningstekniske forhold gør det praktisk umuligt at installere centralvarmeanlæg i bygningen, gives tilskuddet til følgende foranstaltninger:
- bygningsisolering,
- lavenergi- vinduer og
- andre lignende energibesparende foranstaltninger.
I bygninger som nævnt i stk. 2 kan der tillige gives tilskud til installation af bygas- opvarmningsanlæg med tilhørende rørføring, hvis der er mulighed for bygasforsyning i pågældende område. Bestemmelserne i § 2 og § 16, stk. 2, om tilslutning til forsyningsnettet finder tilsvarende anvendelse ved tilslutningen til bygasnettet med de ændringer, der følger af forholdene.
§ 6
Tilskud ydes til pågældende installationsarbejde med materialer og ledsagende nødvendige følgearbejder samt til teknisk rådgivning og bistand i forbindelse med arbejdets gennemførelse. Tilskud ydes ikke alene til indkøb af materialer.
Tilskudsberettigede arbejder og udførelser skal være i overensstemmelse med gældende forskrifter og standarder. Tilskudsberettigede centralvarmeanlæg skal udføres som almindeligt anerkendt installation, f.eks. et væskebårent radiatorsystem, et gulvvarmeanlæg eller et luftopvarmet system med fordeling til de enkelte rum. Anlægget skal forsynes med radiatortermostatventiler eller andet tilsvarende reguleringsudstyr.
Tilskud er betinget af, at det tilhørende opvarmningsanlæg er indrettet til opvarmning af brugsvand.
Elsparefonden kan træffe bestemmelse om, at tilskud er betinget af, at centralvarmeanlægget og det tilhørende opvarmningsanlæg eller de i § 5, stk. 2 og 3, nævnte installationer og materialer opfylder nærmere angivne krav til energieffektivitet, holdbarhed og nedsat miljøbelastning. Elsparefonden offentliggør de nævnte bestemmelser.
Hvis der skal udarbejdes en energimærkning for pågældende bygning ifølge lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger, er tilskud betinget af, at der er blevet udarbejdet en gyldig energimærkning. Elsparefonden kan bestemme, at tilskud i andre, nærmere angivne tilfælde er betinget af, at der bliver udarbejdet en energimærkning af bygningen.
Der kan ikke ydes tilskud til:
- brugte eller renoverede anlæg,
- separate anlægskomponenter eller anlægskomponenter, der ikke nødvendigt indgår i et almindeligt velfungerende centralvarmeanlæg,
- særligt luksusprægede materialer eller installationer,
- installationsarbejder i sekundære rum, tilbygninger, garager og lignende, som ikke anvendes til bolig- eller institutionsformål, eller som kun lejlighedsvis kræver opvarmning,
- stikledninger og tilslutningsafgifter til kollektiv varmeforsyning,
- finansieringsudgifter.
§ 7
Tilskud er betinget af, at arbejdet udføres af en virksomhed, som er registreret efter momsloven, og som driver bygge- og anlægsvirksomhed.
Tilskud er endvidere betinget af, at det tilskudsberettigede arbejde ikke er påbegyndt, før der meddeles tilsagn om tilskud. Omstilling af en elopvarmet bygning anses for påbegyndt, når installationen af centralvarmeanlægget påbegyndes fysisk i bygningen. Kontrahering, indkøb af materialer, installation af opvarmningsanlæg samt tilslutning til forsyningsnettet anses ikke for påbegyndelse.
Fordeling af tilskudsmidler, tilskudsstørrelser m.v.
Fordeling af tilskudsmidler, tilskudsstørrelser m.v.
§ 8
Elsparefonden afsætter årligt tilskudsmidler til at omstille elopvarmede bygninger i nærmere bestemte prioriterede områder, som er geografisk afgrænsede. Elsparefonden udvælger et prioriteret område ud fra en vurdering af, hvorvidt det vil medføre særlig væsentlige miljøfordele at omstille elopvarmede bygninger i området til kollektiv varmeforsyning, og hvorvidt det vil være økonomisk fordelagtigt at foretage en samlet omstilling af bygningerne.
Elsparefonden udpeger en koordinator for hvert område, som skal gennemføre en kampagne for omstillingen af elopvarmede bygninger i en nærmere fastsat periode med samlet behandling af tilskudsansøgninger, fordelagtige priser for installationsarbejder m.v., jf. § 12.
Inden Elsparefonden udbyder opgaven som koordinator, indhenter fonden oplysninger fra pågældende forsyningsvirksomhed om dens bidrag til omstillingen, jf. bestemmelserne i § 3, og om tilslutningsvilkår og tekniske vilkår for forsyning af forbrugerne.
§ 9
Elsparefonden afsætter endvidere årligt tilskudsmidler til omstilling af elopvarmede bygninger uden for de i § 8 nævnte prioriterede områder. Elsparefonden kan træffe beslutning om fordeling af disse tilskudsmidler mellem større geografiske områder.
Elsparefonden kan dog bestemme, at der ikke gives tilskud efter stk. 1 i et nærmere bestemt område, hvis fonden inden for en periode af højst 3 år forventer at udvælge dette område som prioriteret område efter bestemmelserne i § 8.
I de i stk. 1 nævnte områder udpeger Elsparefonden en koordinator, som behandler ansøgninger om tilskud fra de enkelte bygningsejere. Elsparefonden kan tillige træffe bestemmelse om, at der i nærmere angivet omfang skal tilvejebringes fordelagtige standardpriser for installationsarbejder.
Pågældende forsyningsvirksomhed indsender oplysninger om dens bidrag til omstillingen, jf. bestemmelserne i § 3, i forbindelse med den enkelte bygningsejers ansøgning om tilsagn om tilskud. Elsparefonden kan dog anmode forsyningsvirksomhederne om at indsende oplysninger om bidrag til bygninger i deres forsyningsområde i en nærmere angivet periode.
§ 10
Elsparefonden fastsætter størrelsen af tilskud til omstilling af elopvarmede bygninger og til de i § 5, stk. 2 og 3, nævnte foranstaltninger. Tilskud kan fastsættes for hvert af de i §§ 8 og 9 nævnte områder. Tilskud fastsættes inden udpegningen af koordinatoren.
Tilskud fastsættes på grundlag af en vurdering af miljømæssige, samfundsøkonomiske og brugerøkonomiske hensyn.Tilskudsstørrelser for de enkelte kategorier af bygninger og arbejder fastsættes ud fra objektive og gennemsigtige kriterier.
Tilskud kan ikke overstige 75 % af de godkendte tilskudsberettigede omkostninger incl. moms.
Elsparefonden fastsætter tillige kriterier for beregningen af tilskud samt frister for indgivelse af ansøgning om tilsagn om tilskud.
Elsparefonden offentliggør oplysninger om tilskudsstørrelser, retningslinier for beregning af tilskud, frister for ansøgninger om tilskud samt oplysning om, hvortil ansøgninger indsendes.
§ 11
Elsparefonden fastsætter en årlig tilsagnsramme for tilskudsgivningen i hvert af de i §§ 8 og 9 nævnte områder. Hvis Elsparefonden finder, at tilsagnsrammen for et område i et år ikke udnyttes i rimeligt omfang, kan Elsparefonden træffe bestemmelse om overførsel af midler til tilsagnsrammen i samme år for et andet område.
Ansøgninger, der af bevillingsmæssige årsager ikke kan imødekommes i det enkelte finansår, tildeles plads på systemets venteliste i den rækkefølge, hvori de indgår.
Ansøgninger om tilskud til de i § 5, stk. 2 og 3, nævnte foranstaltninger indsendes i forbindelse med ansøgninger om tilskud til omstilling af elopvarmede bygninger i pågældende område. Tilsagn gives inden for de tilsagnsrammer, der er fastsat for området.
Elsparefonden kan indgå rammeaftaler med leverandører, installatører og andre om standardpriser for leverancer, arbejder og tjenesteydelser i forbindelse med omstillingen af elopvarmede bygninger. Koordinatoren og installatører, der udfører tilskudsberettigede arbejder, skal have adgang til at kunne benytte de indgåede aftaler.
§ 12
Koordinatoren skal behandle ansøgninger om tilsagn og udbetaling af tilskud og yde information og vejledning til tilskudsmodtagere efter fondens nærmere bestemmelse. Fonden kan endvidere bestemme, at koordinatoren skal bistå ansøgerne med udarbejdelse af ansøgninger.
I prioriterede områder indgår koordinatoren endvidere efter Elsparefondens nærmere bestemmelse rammeaftaler med installatører og andre virksomheder om standardpriser for nærmere angivne tilskudsberettigede arbejder. Tilskudsmodtagerne skal have adgang til at kunne benytte de indgåede aftaler.
I andre områder, jf. § 9, kan Elsparefonden beslutte, at koordinatoren skal indgå aftaler som nævnt i stk. 2.
I prioriterede områder kan Elsparefonden beslutte, at koordinatoren skal tilbyde tilskudsmodtagerne at udbyde tilskudsberettigede arbejder samlet på disses vegne og kontrahere med installatører m.v. om arbejdets udførelse.
Elsparefonden kan dog beslutte, at fonden helt eller delvis selv udfører de ovennævnte opgaver, herunder de opgaver, som påhviler koordinatoren ifølge §§ 16-19.
§ 13
Elsparefonden udbyder koordinatorens opgaver, jf. § 12, mellem forsyningsvirksomheder og andre virksomheder, organisationer m.v. efter gældende regler om udbud af offentlige tjenesteydelser. En forsyningsvirksomhed, der har indsendt en anmeldelse om bidrag efter bestemmelserne i § 3, kan deltage i et udbud på lige fod med andre.
Elsparefonden kan udbyde koordinatorens opgaver samlet eller fordelt i flere entrepriser efter fondens nærmere bestemmelse.
I udbuddet skal Elsparefonden udbede sig fornødne oplysninger fra tilbudsgiverne med henblik på, at fonden kan vurdere tilbuddene efter bestemmelserne i stk. 3. Fonden skal herunder udbede sig oplysninger om, hvilke rammeaftaler tilbudsgiveren kan stille til rådighed, jf. § 12, stk. 2.
Elsparefonden antager det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Ved vurderingen af tilbuddene skal fonden tage hensyn til miljømæssige og samfundsøkonomiske forhold med henblik på at opnå størst mulig miljømæssig virkning af tilskudsmidlerne. Endvidere skal der tages hensyn til en effektiv anvendelse af tilskudsmidlerne, den tekniske kvalitet af tilbuddene og deres brugerøkonomiske konsekvenser. Elsparefonden kan forkaste et udbud, hvis de modtagne tilbud ikke findes fordelagtige.
§ 14
Aftalen mellem Elsparefonden og koordinatoren om gennemførelsen af de udbudte opgaver indgås for en nærmere angivet periode, men med forbehold for aftalens ophør i efterfølgende finansår.
Aftalen skal indeholde:
- angivelse af opgavernes omfang samt aktivitetsplan og budget,
- tilsagnsramme for pågældende år,
- nærmere bestemmelser om koordinatorens udførelse af opgaverne, herunder om regnskabsaflæggelse og afrapportering til Elsparefonden samt
- bestemmelser om vederlag til koordinatoren, om aftalens opfyldelse og opsigelse samt om eventuel betaling for særlige ydelser fra koordinatoren.
Elsparefonden underretter koordinatoren om tilskudsstørrelser og -kriterier og andre forhold, som koordinatoren skal iagttage.
§ 15
Koordinatoren skal aflægge regnskab til Elsparefonden for anviste udbetalinger af tilskud, ledsaget af fornøden dokumentation for, at betingelserne for udbetalingen er opfyldt.
Koordinatoren skal ved udførelsen af sine opgaver handle uafhængigt af andre økonomiske interesser. Koordinatoren skal ved regnskabsaflæggelsen gøre rede for eventuelle muligheder for sammenstød med andre økonomiske interesser.
Koordinatoren skal efter anmodning meddele Elsparefonden alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for fondens tilsyn med udførelsen af opgaverne.
Bestemmelserne om udbud af offentlige arbejder finder anvendelse ved udbud af tilskudsberettigede arbejder.
Elsparefonden kan fastsætte nærmere regler om udførelsen af koordinatorens opgaver ifølge ovenstående bestemmelser.
Ansøgning om tilsagn om tilskud
Ansøgning om tilsagn om tilskud
§ 16
Bygningsejeren indsender ansøgning om tilsagn om tilskud til koordinatoren. Ansøgning om tilskud til bygninger, der er opdelt i ejerlejligheder, indsendes samlet af ejerforeningen. Ansøgningen skal udfærdiges på særlige skemaer, der rekvireres hos koordinatoren.
Ansøgningen om tilsagn skal vedlægges:
- en erklæring fra forsyningsvirksomheden om, at virksomheden er villig til at forsyne bygningen med fjernvarme eller naturgas, samt hvornår nettilslutning vil finde sted,
- en erklæring fra bygningens ejer om, at vedkommende som betingelse for tilskud forpligter sig til at tilslutte bygningen til fjernvarme eller naturgasforsyning, når der er forsyningsmulighed,
- en bekræftelse, indhentet gennem kommunen, af, at bygningen er beliggende i et område, der er udlagt til kollektiv varmeforsyning,
- dokumentation fra BBR af, at bygningen er elopvarmet, og af bygningens etageareal,
- godkendelse fra bygningsmyndigheden, hvis installationen skal godkendes af denne myndighed,
- energimærkning, hvor dette kræves efter bestemmelserne i § 6, stk. 5.
På bygningsejerens anmodning indsender pågældende forsyningsvirksomhed en meddelelse til Elsparefonden om bidrag til omstillingen, jf. bestemmelserne i § 3, med mindre forsyningsvirksomheden allerede har givet meddelelse til Elsparefonden.
§ 17
På grundlag af ansøgningen kan koordinatoren meddele skriftligt tilsagn om tilskud på Elsparefondens vegne. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes.
Oplysninger i BBR om bygninger, arealer, anvendelse og opvarmningsform samt oplysninger i energimærkning og energiplan om bygningens energimæssige forhold lægges til grund ved fastsættelsen af tilskud.
Udbetaling af tilskud
Udbetaling af tilskud
§ 18
Bygningsejeren indsender ansøgning om udbetaling af tilskud til koordinatoren. Ansøgningen skal udfærdiges på et særligt skema, som fremsendes til ansøgeren sammen med meddelelsen af tilsagn om tilskud.
Koordinatoren behandler ansøgningen om udbetaling og anviser godkendte tilskud til udbetaling fra Elsparefonden.
Ansøgningen skal vedlægges følgende oplysninger:
- regninger for de udførte arbejder, påført de leverende firmaers SE- numre og med oplysning om, hvilket arbejde der er udført, og angivelse af arbejdsperioden.
- dokumentation for, at anlægget er blevet indberettet til BBR,
- dokumentation for, at øvrige betingelser for tilskud er opfyldt,
- godkendelse af installationsarbejdet, hvis arbejdet skal godkendes af bygningsmyndighederne.
§ 19
Tilskuddet kan kun udbetales, hvis arbejdet er afsluttet inden for den i tilsagnet fastsatte frist, og ansøgningen om udbetaling er indsendt senest 6 måneder efter denne frist, samt hvis de ovenfor anførte betingelser i øvrigt er opfyldt.
Koordinatoren kan meddele fristforlængelse, hvis der foreligger særlige grunde, og begrundet ansøgning om fristforlængelse er indsendt inden fristens udløb.
Tilskuddet kan kun udbetales til tilsagnsmodtageren. Efter tilsagnsmodtagerens begæring kan koordinatoren dog overføre et meddelt tilsagn om tilskud til et penge- eller realkreditinstitut, som yder lån til finansiering af anlægget.
Forskellige bestemmelser, ikrafttræden
Forskellige bestemmelser, ikrafttræden
§ 20
Elsparefonden kan træffe afgørelse om, at tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen, eller hvis betingelserne for at yde tilsagn ikke længere er til stede. Hvis tilskuddet er udbetalt, kan det kræves tilbagebetalt.
Når koordinatoren under varetagelsen af sine opgaver bliver opmærksom på forhold, som omhandlet i stk. 1, skal koordinatoren forelægge sagen til afgørelse for Elsparefonden.
§ 21
Elsparefondens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.
Koordinatorens afgørelser om tilsagn om tilskud og om udbetaling af tilskud kan indbringes for Elsparefonden.
Elsparefondens og koordinatorens afgørelser om udbud kan påklages efter gældende bestemmelser om klager over udbud af offentlige arbejder og ydelser.
§ 22
Ifølge § 8, stk. 1, i lov om Elsparefonden straffes den, der giver urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgning om tilsagn eller om udbetaling af tilskud, med bøde eller hæfte, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Der kan ifølge denne bestemmelses stk. 2 pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 23
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1997.
Energistyrelsen, den 26. juni 1997, den 26. juni 1997
/Ib Larsen Flemming Secher/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997