Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v. (*
BEK nr 562 af 30/06/1997
§ 1
I nærværende bekendtgørelse forstås ved:
- Effektiv bekæmpelse af rotter: En bekæmpelse, der udøves af autoriseret/bemyndiget personale for at udrydde rotter eller opnå et efter sagkyndigt skøn tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden.
- Byzone, sommerhusområde og landzone: De områder, der efter gældende lovgivning er byzoner, sommerhusområder og landzoner.
- Levnedsmiddelvirksomheder: Virksomheder, der forarbejder, opbevarer, distribuerer eller forhandler spisevarer, drikkevarer, nydelsesmidler eller andre varer, der er bestemt til at fortæres af mennesker.
- Rottesikring af ejendomme: Foranstaltninger på bygninger (herunder afløbssystemer) og grundarealer, så at disse overalt er forsvarligt sikrede mod rotter.
- Forebyggende rottebekæmpelse: Et bekæmpelsesprogram omfattende systematisk udlægning af rottebekæmpelsesmidler i foderdepoter, der tilses og suppleres med bekæmpelsesmidler med passende intervaller.
§ 2
Grundejere skal sikre og renholde deres ejendomme således, at rotters levemuligheder på ejendommene begrænses mest muligt, jf. Miljøstyrelsens vejledninger.
Såfremt en grundejer eller en lejer indgår eller fornyer en aftale med et bekæmpelsesfirma om forebyggende rottebekæmpelse, skal dette meddeles skriftligt til kommunalbestyrelsen. Ligeledes skal en ændring og en ophævelse af en aftale meddeles skriftligt til kommunalbestyrelsen.
§ 3
Enhver, der konstaterer forekomst af rotter, er ansvarlig for, at dette straks anmeldes til kommunalbestyrelsen.
§ 4
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der foretages en effektiv bekæmpelse af rotter (Rattus norvegicus og Rattus rattus).
Kommunalbestyrelsen skal to gange årligt sørge for, at kommunens borgere får fornøden orientering om, at konstaterede forekomster af rotter skal anmeldes til kommunen.
Kommunalbestyrelsen skal undersøge alle ejendomme i landzone for rotter to gange årligt og efter anmeldelse. Kommunalbestyrelsen skal herefter bekæmpe rotterne effektivt. Bekæmpelsen skal ske enten ved kommunens eget personale eller ved en hertil autoriseret person, jf. § 7. I byzoner og sommerhusområder foretages bekæmpelsen efter anmeldelse, medmindre særlige forhold nødvendiggør et regelmæssigt tilsyn. I levnedsmiddelvirksomheder foretages eftersyn for rotter samtidig med de levnedsmiddelhygiejniske tilsyn af den offentlige myndighed, der efter gældende bestemmelser udøver tilsyn. Såvel kommunalbestyrelsen som det levnedsmiddelhygiejniske tilsyn har pligt til at underrette hinanden om konstaterede forekomster af rotter, iværksat rottebekæmpelse el.lign. på disse virksomheder.
Bekæmpelsen af rotter skal foregå i overensstemmelse med de af Miljøstyrelsen udarbejdede retningslinier.
Bekæmpelsen af rotter med kemiske midler må kun foretages af personer, der er autoriseret af Miljøstyrelsen eller bemyndiget af kommunalbestyrelsen samt af personer, der er undergivet en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar.
Kommunalbestyrelsen kan indgå kontrakt om bekæmpelsen med autoriserede personer eller virksomheder, der beskæftiger sig med rottebekæmpelse.
Kommunalbestyrelsen skal føre en kontrolbog el.lign., hvori det registreres, hvilke ejendomme, der er besøgt, tidspunktet for besøgene, om der er rotter på ejendommen, og om der er udlagt gift. Ejendommens ejere eller lejere skal om muligt kvittere for besøget. Kontrolbogen skal til enhver tid være tilgængelig for Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse.
§ 5
Kommunalbestyrelsen skal påse, at grundejerne opfylder deres forpligtelser, og kan meddele grundejerne påbud om undersøgelse samt udførelse af de fornødne foranstaltninger.
Såfremt en grundejer ikke efterkommer et af kommunalbestyrelsen meddelt påbud inden for den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade de manglende foranstaltninger udføre for ejerens regning.
Hvis det af hensyn til en effektiv rottebekæmpelse er nødvendigt, at en ejendom omgående sikres eller renholdes, kan kommunalbestyrelsen straks sætte sådanne foranstaltninger i værk for ejerens regning.
Udgifter afholdt af kommunalbestyrelsen efter stk. 2 og 3, hæfter på ejendommen med fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter, jf. miljøbeskyttelseslovens § 17, stk. 5. Beløbet kan inddrives ved udpantning.
§ 6
Kommunalbestyrelsen skal en gang årligt indsende beretninger om de foranstaltninger, der i det foregående år har været truffet i kommunen til bekæmpelse af rotter, og skal give sådanne andre oplysninger vedrørende bekæmpelsen, som Miljøstyrelsen måtte anmode om.
Autorisation
Autorisation
§ 7
Erhvervsmæssig virksomhed med det formål at bekæmpe rotter må kun foretages af personer, der er autoriserede, eller af personer, der er undergivet en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar.
§ 8
Autorisation meddeles, når ansøgeren over for Miljøstyrelsen ved en prøve har dokumenteret at besidde fornøden viden om rotters levevis og deres bekæmpelse. Denne viden skal omfatte kendskab til rottesikring af bygninger og afløbssystemer og anvendelse af bekæmpelsesmidler i overensstemmelse med de herom fastsatte regler. Miljøstyrelsen fastlægger nærmere omfanget og indholdet af den viden, der skal dokumenteres ved prøven.
Udstedelse af autorisation kan nægtes, hvis den pågældende har en forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.
§ 9
Miljøstyrelsen afholder kurser med henblik på aflæggelse af den i § 8 nævnte prøve. Kursusudgifterne afholdes af kursusdeltagerne.
§ 10
Miljøstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, hvis indehaveren heraf under udførelsen af rottebekæmpelsen gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed, eller hvis denne har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover.
Gebyr
Gebyr
§ 11
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal opkræves gebyr til dækning af omkostningerne ved den kommunale bekæmpelse af rotter.
Gebyret pålægges samtlige faste ejendomme i kommunen og opkræves som en andel af ejendomsværdien.
Kommunalbestyrelsen fastsætter for hvert regnskabsår de nærmere bestemmelser om gebyrets størrelse.
§ 12
Gebyret kan opkræves sammen med de kommunale ejendomsskatter.
Konsulenter
Konsulenter
§ 13
Miljøstyrelsens konsulenter i rottebekæmpelse fører tilsyn med, at kommunalbestyrelsen opfylder de foran nævnte pligter. Konsulenterne kan efter forhandling med kommunalbestyrelsen dispensere fra forpligtelsen til at undersøge alle ejendomme i landzone.
Konsulenterne skal i samarbejde med kommunalbestyrelsen rådgive såvel administration som borgere i bekæmpelsesarbejdet.
Konsulenterne kan påbyde kommunalbestyrelsen at opfylde dens forpligtelser og kan påbyde den at foretage hyppigere eller yderligere foranstaltninger end de allerede trufne.
Konsulenterne kan foretage rottebekæmpelse inden for bestemt afgrænsede områder efter særlige metoder med det formål at afprøve midler eller fremgangsmåder til bekæmpelse.
Klage og straf m.m.
Klage og straf m.m.
§ 14
Kommunalbestyrelsens beslutninger i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 15
Med bøde straffes den, der
- foretager rottebekæmpelse i strid med § 7,
- undlader at efterkomme kommunalbestyrelsens eller Miljøstyrelsens konsulenters påbud inden den angivne frist,
- hindrer de af kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen bemyndigede personer i at foretage de fornødne foranstaltninger til rottebekæmpelse, herunder kontrol med en foretaget bekæmpelse, eller
- tilsidesætter de i § 3, § 4 og § 5 omhandlede pligter.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kap. 5.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 16
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1997.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 576 af 1. august 1991 om bekæmpelse af rotter m.v. og bekendtgørelse nr. 651 af 4. august 1993 om ændring af bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v.
Miljø- og Energiministeriet, den 30. juni 1997, den 30. juni 1997
/Svend Auken Hans Henrik Christensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997