Bekendtgørelse om udviklings- og projektingeniørernes efteruddannelse (UPE)
BEK nr 574 af 04/07/1997
§ 1
Udviklings- og projektingeniørernes efteruddannelse retter sig hovedsageligt mod personer, der er beskæftiget eller ønsker beskæftigelse med udvikling, konstruktion og projektledelse i industrien.
Uddannelsen skal give de studerende faglige forudsætninger for at løse udviklings- og konstruktionsopgaver med anvendelse af nyeste og bedste ingeniørmæssige viden, metoder og værktøjer samt gennemføre, styre og lede udviklings- og konstruktionsprojekter med tilfredsstillende resultat.
§ 2
Uddannelsen udbydes ved Ingeniørhøjskolen i Horsens.
Undervisningsministeren kan godkende, at uddannelsen udbydes ved andre institutioner.
§ 3
Adgang til uddannelsen har ansøgere med en videregående, teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse på mindst bachelorniveau suppleret med mindst 2 års relevant erhvervserfaring.
Institutionen kan efter en konkret vurdering give adgang til uddannelsen for andre ansøgere, som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.
§ 4
Institutionen fastsætter antallet af ansøgere, der kan optages på uddannelsen.
Struktur, varighed og indhold
Struktur, varighed og indhold
§ 5
Uddannelsen er en erhvervsrettet, videregående deltidsuddannelse, der udbydes som åben uddannelse.
Uddannelsen har et omfang, der svarer til 1/2 års heltidsuddannelse (1/2 studenterårsværk). Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.
Uddannelsen er sammensat af kurser (moduler), som kan følges enkeltvis, jf. dog § 6, stk. 3. Kurserne er af varierende varighed, og det enkelte kursus tildeles et antal point fra 1-5. For at gennemføre hele uddannelsen skal den studerende opnå minimum 30 point. Hele uddannelsen strækker sig normalt over 2 år og skal være afsluttet inden for 5 år.
§ 6
Uddannelsens indhold omfatter undervisning med hovedvægt på følgende fagområder:
- Konstruktion og beregning.
- Materialer og procesvalg.
- Styrings- og datateknik.
- Design og produktudvikling.
- Projektledelse.
I undervisningen indgår miljømæssige problemstillinger, der er relevante for det pågældende fagområde.
Institutionen kan bestemme, at gennemførelsen af visse kurser er betinget af, at prøven i et eller flere kurser er bestået, eller at undervisning i et eller flere kurser følges sideløbende.
§ 7
Udviklings- og projektingeniørernes efteruddannelse (UPE) betegnes i engelsk oversættelse som Development and Project Diploma (DPD).
Eksamen
Eksamen
§ 8
For afholdelse af prøver gælder bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet samt bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.
Studieordning
Studieordning
§ 9
Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning.
Studieordningen skal indeholde:
- Regler om erhvervserfaring som adgangsforudsætning, jf. § 3, stk. 1.
- Beskrivelse af mål, indhold og tidsmæssigt omfang og rækkefølge af kurser inden for det enkelte fagområde.
- Beskrivelse af undervisningsformer defineret som klasseundervisning, forelæsninger, øvelser, seminarer, projektarbejde m.v.
- Fastsættelse af point for det enkelte kursus, jf. § 5, stk. 3.
- Betingelser for gennemførelse af visse kurser, jf. § 6, stk. 3.
- Regler om meritoverførsel.
- Regler om prøveformer og eventuelle muligheder for valg af prøveformer.
- Antallet af prøver og disses placering i uddannelsesforløbet.
- Fastsættelse af hvilke prøver der bedømmes under medvirken af ministerielt beskikkede censorer.
Studieordningen kan indeholde hjemmel for institutionen til at dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.
Inden en studieordning vedtages og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter. Andre udbydere af uddannelsen, jf. § 2, stk. 2, orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen. Derudover indhentes en udtalelse fra censorformandskabet, jf. bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.
Ved udstedelse af ny studieordning og ved væsentlige ændringer af studieordningen fastsættes i studieordningen overgangsregler.
Studieordningen og ændringer af studieordningen sendes til orientering til censorerne og til ministeriet.
Andre regler
Andre regler
§ 10
Institutionen kan i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer fra en dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Ved godkendelse efter stk. 1 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.
§ 11
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.
Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 3, stk. 2, § 4, § 6, stk. 3, og § 10.
§ 12
Klager over institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til institutionen. Institutionens afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.
Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Eksamensklager behandles efter reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.
§ 13
Hvis ikke andet følger af denne bekendtgørelse, gælder reglerne i bekendtgørelse om åben uddannelse.
Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden m.v.
§ 14
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1997 og finder anvendelse på studerende, der optages på uddannelsen fra denne dato.
Undervisningsministeriet, den 4. juli 1997, den 4. juli 1997
/Ole Vig Jensen Jens Bang Nielsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997