Bekendtgørelse om diplomuddannelsen i konkurrence- og eliteidræt
BEK nr 588 af 08/07/1997
§ 1
Diplomuddannelsen i konkurrence- og eliteidræt har til formål at kvalificere den studerende til
- at fungere som elitetræner for landets bedste eliteidrætsudøvere samt til i den forbindelse at indgå i et samarbejde med Team Danmark om den fortsatte udvikling af dansk eliteidræt og
- at fungere som ansvarlig træner på klub- eller specialforbundsplan på et højt fagligt niveau.
Det er uddannelsens mål, at den studerende
- tilegner sig omfattende viden om såvel human-biologiske, humanistisk-samfundsvidenskabelige som organisatoriske, praktiske og pædagogiske emner i relation til konkurrence- og elitetræning generelt samt mere dybtgående i forhold til en specifik idrætsgren,
- gennem det samlede uddannelsesforløb og gennem selvstændigt arbejde med kvalificeret vejledning får viden om de nyeste nationale og internationale udviklingstendenser og forskningsresultater i relation til konkurrence- og eliteidræt og
- opnår viden om og forståelse for at vurdere, analysere, planlægge og bearbejde konkurrence- og eliteudøveres fysiske, psykiske og sociale situation gennem et personligt og fagligt udviklingsarbejde, specielt relateret til en specifik idrætsgren.
§ 2
Uddannelsen udbydes ved Odense Universitet.
Undervisningsministeriet kan godkende, at uddannelsen udbydes ved andre institutioner.
§ 3
Adgang til uddannelsen har ansøgere, der har gennemført en relevant kort eller mellemlang videregående uddannelse på mindst bachelorniveau samt har bestået relevante specialforbundsrelaterede træneruddannelser på højeste niveau. Det er desuden en betingelse, at den studerende under studiet fungerer som træner på elite- eller konkurrenceniveau i klub- eller specialforbundsregi.
Institutionen kan efter en konkret vurdering give adgang til uddannelsen for andre ansøgere, som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.
§ 4
Institutionen fastsætter antallet af ansøgere, der kan optages på uddannelsen.
Uddannelsens struktur, varighed og indhold
Uddannelsens struktur, varighed og indhold
§ 5
Uddannelsen er en videregående deltidsuddannelse, der udbydes som åben uddannelse.
Uddannelsen har et omfang, der svarer til et års heltidsuddannelse (et årsværk). Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.
§ 6
Uddannelsen er opbygget af et antal studieenheder, der omfatter human-biologiske fag, humanistisk-samfundsvidenskabelige fag, praktiske og pædagogiske fag samt projektarbejder.
§ 7
Uddannelsens fagudbud omfatter:
- Tre human-biologiske fag:
a) Arbejds- og træningsfysiologi.
b) Biomekanik.
c) Idrætsmedicin.
- Fire humanistisk-samfundsvidenskabelige fag:
a) Idrætspsykologi.
b) Konkurrence- og eliteidræt.
c) Ledelsesteorier og organisationslære.
d) Metodelære og basal statistik.
- Tre praktiske og pædagogiske fag:
a) Træneren som person.
b) Træneren som underviser.
c) Trænerens værktøjer.
Uddannelsens nærmere indhold og tilrettelæggelse beskrives i en studieordning, jf. § 11.
§ 8
Studiet afsluttes med en række prøver, herunder et eksamensprojekt.
§ 9
Den, der har gennemført diplomuddannelsen i konkurrence- og eliteidræt, har ret til at anvende betegnelsen diplom i eliteidræt.
Eksamen m.v.
Eksamen m.v.
§ 10
For eksamen, herunder prøveformer, bedømmelse, eksamensbevis, klage over eksamen m.v., gælder reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet samt bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.
Andre regler
Andre regler
§ 11
Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning.
Studieordningen skal indeholde:
- Mål for og indhold af de enkelte fag.
- Adgangsforudsætninger, jf. § 3.
- Omfanget af moduler og øvrige studieelementer opgjort i studieenheder.
- Hvilke moduler/fag der er obligatoriske, og hvilke moduler/fag der er valgfri.
- Eventuelle særlige krav til undervisnings- og arbejdsformer, herunder hvor mange studieenheder, der anvendes på skriftlige arbejder.
- Eventuelle særlige krav til undervisnings- og eksamensfordringer, herunder eventuelle bundne forudsætninger i studieforløbet.
- Regler om prøveformer og eventuelle muligheder for valg af prøveformer.
- Antallet af prøver og disses placering i uddannelsesforløbet.
- Fastsættelse af hvilke prøver, der bedømmes under medvirken af ministerielt beskikkede censorer.
Studieordningen kan indeholde hjemmel for institutionen til at dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.
Inden en studieordning fastsættes og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter. Andre udbydere af uddannelsen, jf. § 2, stk. 2, orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen. Derudover indhentes en udtalelse fra censorformandskabet.
Studieordningen og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.
Ved udstedelse af ny studieordning og ved væsentlige ændringer af studieordningen fastsættes i studieordningen overgangsregler.
Studieordningen og ændringer af studieordningen sendes til orientering til censorerne og Undervisningsministeriet.
§ 12
Institutionen kan i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer fra en dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Ved godkendelse efter stk. 1 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.
§ 13
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.
Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 3, stk. 2, § 4 og § 12.
§ 14
Klager over institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til institutionen. Institutionens afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.
Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 15
Hvis ikke andet følger af denne bekendtgørelse, gælder regler i bekendtgørelse om åben uddannelse.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 16
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelse i Lovtidende.
Undervisningsministeriet, den 8. juli 1997, den 8. juli 1997
/Ole Vig Jensen Carl Erik Lautrup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997