TheLawyer.sh
Tilbage

Teknisk forskrift. Faglig kompetence, miljøcertificering og miljøverifikation

BEK nr 60397 af 25/08/1997

DanmarkBekendtgørelse1997

§ 1

Forskriften fastlægger, hvilke personalemæssig faglig kompetence miljøcertificeringsorganer og verifikatorer skal råde over ved miljøcertificering og verifikation.

Stk. 2

Nødvendig personalemæssig faglig kompetence kan opfyldes af flere personer i forening i et certificeringsorgan, og når miljøverifikator er en virksomhed.

Stk. 3

Personer, der er miljøverifikatorer, skal personligt besidde nødvendig faglig kompetence til at udføre de funktioner, der falder inden for akkrediteringsområdet.

§ 2

Ved miljøauditor forstås en person, der er kvalificeret til at udføre miljøaudit.

Stk. 2

Ved miljøaudit forstås en systematisk og uafhængig undersøgelse for at bestemme, om miljøstyringsaktiviteter og dermed forbundne resultater er i overensstemmelse med planlagte foranstaltninger, og om disse foranstaltninger er ført ud i livet på en effektiv måde, og er hensigtsmæssige til opnåelse af målene.

§ 3

For at et certificeringsorgan henholdsvis en miljøverifikator skal kunne akkrediteres, skal det i § 1 anførte personale opfylde kravene til faglig kompetence, anført i kapitel 3 og 4.

§ 4

Dersom et certificeringsorgan eller en miljøverifikator ikke har eget personale, der fuldt ud dækker den faglige kompetence, som er nødvendig til en given miljøcertificering eller miljøverifikation, kan der til det pågældende delområde anvendes uafhængige, uvildige eksperter med nødvendig supplerende faglig kompetence til støtte for auditorteamet.

Stk. 2

Er ekspertbistand nødvendig for at opfylde kravene til personalets faglige kompetence for en del af et akkrediteringsområde, skal grundlaget for godkendelse af eksperternes faglige kompetence mv. godkendes af DANAK.

Stk. 3

Eksperter behøver ikke at have kompetence til at kunne udføre miljøaudit, jf. § 12.

Stk. 4

Såvel ad hoc anvendte eksperter, jf. stk. 1, som fast tilknyttede eksperter, jf. stk. 2, skal registreres i henhold til §§ 15 og 16.

§ 5

Certificeringsorganets og miljøverifikaorens ledelse skal være kompetent til at fastlægge og bedømme den faglige kompetence, der kræves for at yde certificering, henholdsvis verifikation inden for hver af de erhvervssektorer, akkrediteringsområder omfatter.

Stk. 2

Ledelsen skal være faglig kompetent til at vurdere, om certificeringsorganet, henholdsvis miljøverifikatoren, råder over faglige ressourcer, der er tilstrækkelige til at udføre en konkret opgave, omfattet af akkrediteringsområdet, og skal kunne sammensætte det til opgaven nødvendige vurderingsteam.

Stk. 3

Det akkrediterede organ må ikke påtage sig en opgave, hvor det ikke har den fornødne faglige kompetence.

Stk. 4

Procedurerne for tilbudsgivning og kontraktgennemgang skal omfatte analyse af den konkrete opgaves faglige kompleksitet og faglige niveau, af kapabilitet for opgavens opfyldelse og for sammensætning af vurderingsteam, anvendelse af eksperter og for særlig instruktion af teamet.

Stk. 5

Det skal dokumenteres, at den faglige kompetence vedligeholdes og ajourføres med udviklingen inden for området.

§ 6

Personalet skal have en grunduddannelse som biolog, ingeniør, miljøteknikker eller tilsvarende relevant grunduddannelse.

Stk. 2

Der kan kompenseres for manglende relevant grunduddannelse gennem efteruddannelse og erhvervserfaring.

§ 7

Personalet skal have generelt kendskab til miljølovgivningen og et indgående kendskab til de dele af miljølovgivningen, der vedrører de virksomheder, hvor der skal foretages miljøcertificering eller miljøverifikation.

Stk. 2

Personalet skal have relevant erhvervserfaring med dokumentation for beskæftigelse med opgaver foranlediget af miljølovgivningen, sådom miljøgodkendelser, miljøkontrol/-tilsyn og overholdelse af miljøregulativer, vilkår og påbud mv.

§ 8

Personalet skal have relevant erhvervserfaring med dokumentation for beskæftigelse med produktudvikling og produktionsprocesser samt kendskab til branchespecifikke og virksomhedsspecifikke produktions- og miljøforhold inden for de brancher og virksomhedstyper, hvor der skal foretages miljøcertificering eller miljøverifikation.

§ 9

Personalet skal have kendskab til virksomhedsledelse og ledelsesmetoder.

§ 10

Personalet skal have kendskab til og kunne anvende teknikker mv. til vurdering af miljøforhold m.h.t. ressourceudnyttelse, forureningsbegrænsning, genanvendelse og bortskaffelse af affald mv.

§ 11

Personalet skal have kendskab til og forståelse for indholdet i EU-forordning 1836/93, standarder for miljøstyringssystemer og internationale standarder, fortolkninger og vejledninger med tilknytning til forordningen og standarderne inden for akkrediteringsområdet.

§ 12

Personalet skal have kompetence til udførelse af miljøaudit.

Stk. 2

Kompetence skal omfatte:

  1. Personlige egenskaber som anført i standarden ISO 10011-2 punkt 7-8.
  1. Uddannelse, der sikrer beherskelse af de metoder mv., som anvendes ved auditering af kvalitetsstyringssystemer i henhold til standarden ISO 10011-1.
  1. Beherskelse af metoderne for miljørevision som anført i EU-forordning 1836/93, bilag II.
  1. Jobtræning i miljøauditering, der har omfattet mindst 4 miljøaudit af en samlet varighed på 20 dage omfattende den komplette auditeringsproces. Jobtræningen skal foregå under overvågning og vejledning af en kompetent miljøauditor.

§ 13

Certificeringsorganer skal dokumentere, at miljøauditorer som minimum opfylder kvalifikationskravene i ISO 14012.

Stk. 2

Et auditteam skal foruden auditorkompetence besidde nødvendig faglig kompetence til at kunne foretage en korrekt miljøcertificering.

Stk. 3

Auditteamets medlemmer med faglig indsigt skal specielt vurdere virksomhedens interne miljørevisions resultater og de miljødata, der produceres for styring af miljøpåvirkningerne.

§ 14

Et auditorteam skal beherske det sprog, som den virksomhed anvender, der miljøauditeres.

Stk. 2

Miljøverifikatorer skal beherske det sprog, der anvendes i miljøredegørelsen, i en sådan grad, at de kan vurdere, om miljøredegørelsen opfylder forordningens krav.

§ 15

Certificeringsorganet og miljøverifikatoren skal opretholde og løbende ajourføre dokumentation over personalets kvalifikationer, uddannelse og erfaring.

§ 16

Certificeringsorganet og miljøverifikatoren skal altid kunne dokumentere kvalifikationerne hos personale, der har gennemført eller forventes at gennemføre miljøcertificeringerne og miljøverifikationerne.

Stk. 2

Der skal altid foreligge dokumentation for, hvilke certificeringer og verifikationer, de enkelte medarbejdere har deltaget i.

§ 17

Personalets kompetence skal løbende vedligeholdes ved opdatering af viden om:

  1. Standarder vedrørende miljøstyring og fortolkninger og vejledninger vedrørende standarder og forordningen.
  1. Relevant miljølovgivning, regulativer mv.
  1. Teknikker til vurdering af miljøforhold.
  1. Miljøauditerings- og miljørevisionsmetoder.
  1. "Mindst forurenende teknologier" inden for de brancher akkrediteringen dækker, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst mulige forureningsbekæmpende foranstaltninger.

§ 18

Bedømmelsen af faglig kompetence foretages på baggrund af dokumentationen for personalets faglige kompetence og en overvågning af praktisk udført miljøcertificering eller miljøverifikation.

§ 19

Har certificeringsorganet eller miljøverifikatoren ikke udført miljøauditeringer eller miljøverifikationer, der muliggør jobtræning, jf. § 11, stk. 2, nr. 4, kan dokumentation for tilsvarende kompetence med auditering af kvalitetsstyringssystemer godkendes på betingelse af et tilfredsstillende resultat af DANAK s overvågning af efterfølgende miljøaudit eller miljøverifikation.

§ 20

Forskriften træder i kraft den 1. september 1997.

Stk. 2

Samtidig ophæves Teknisk Forskrift nr. 5.8.02-1 af 19. august 1994: "FAGLIG KOMPETENCE, Miljøcertificering og miljøverifikation."


Erhvervsfremme Styrelsen, den 25. august 1997, den 25. august 1997

/Mette Holst Bjarne Bang Christensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1997
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1997