Bekendtgørelse om uddannelse i teknologiledelse
BEK nr 666 af 19/08/1997
§ 1
Master in Management of Technology (MMT) er en videregående uddannelse, hvis formål er at kvalificere deltagerne til at påtage sig teknologiledelsesopgaver i private og offentlige virksomheder. Ved teknologiledelse forstås ledelse og planlægning af indførelse og opdatering af ny teknologi til nye produktioner, processer, systemer, organisationer og forretningsmetoder vurderet ud fra forretningsmæssige, økonomiske, miljømæssige og organisatoriske hensyn.
Uddannelsen skal sætte deltagerne i stand til:
- At analysere og vurdere samspillet mellem marked, organisation og teknologi.
- At analysere og vurdere relevante teorier og metoder og at kunne anvende disse kritisk og tilpasset den givne situation med henblik på at træffe beslutning vedrørende udvikling og indførelse af ny teknologi.
- At planlægge og lede teknologiske udviklings- og forandringsprojekter under hensyntagen til økonomiske, miljømæssige og organisatoriske forhold.
§ 2
Uddannelsen er en videregående deltidsuddannelse, der udbydes på Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet som åben uddannelse med et omfang, der svarer til 1,25 års heltidsuddannelse (1,25 årsværk fordelt på to år).
Uddannelsen tilrettelægges som et deltidsstudium, men kan også tilrettelægges på fuldtid efter bestemmelserne herom i lov om åben uddannelse.
De anførte uddannelseslængder angiver det antal årsværk, der skal lægges til grund ved planlægningen af uddannelsen. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.
§ 3
Den, der har gennemført MMT-uddannelsen, har ret til at betegne sig Master in Management of Technology (MMT).
Adgangsforudsætninger
Adgangsforudsætninger
§ 4
Adgang til MMT-uddannelsen forudsætter, at ansøgeren har bestået en relevant videregående uddannelse på mindst bachelorniveau og har mindst 3 års relevant erhvervserfaring.
Universitetet kan i særlige tilfælde give adgang til uddannelsen for ansøgere, som ikke opfylder forudsætningerne i stk. 1, men som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.
Universitetet fastsætter antallet af ansøgere, der kan optages på uddannelsen.
Uddannelselsens indhold og tilrettelæggelse
Uddannelselsens indhold og tilrettelæggelse
§ 5
Uddannelsen omfatter tekniske, organisatoriske og ledelsesmæssige fagområder inden for udvikling og implementering af ny teknologi. Der lægges særlig vægt på behandling af teknologisk forandring og dennes indflydelse på forretningsstrategiske, organisatoriske og miljømæssige forhold. Fagudbuddet omfatter fag inden for teknologiledelse, forretningsudvikling og organisation.
§ 6
Uddannelsen tilrettelægges således, at den veksler mellem undervisning i de nævnte fagområder og selvstudium. Undervisningen vil i høj grad være baseret på cases og tværfagligt projektarbejde, hvor teorier og metoder integreres med konkrete problemstillinger. Projekterne vil hovedsageligt blive gennemført i samarbejde med private eller offentlige virksomheder. Der fokuseres især på den ledelsesmæssige rolle og udnyttelsen af teknologi til opfyldelse af forretnings- eller servicemæssige mål. En eventuel specialisering finder sted i det andet studieår.
§ 7
Uddannelsen afsluttes med et projekt af ca. et semesters varighed under inddragelse af relevante faglige discipliner.
Eksamen m.v.
Eksamen m.v.
§ 8
Eksamen tilrettelægges og gennemføres efter reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet samt bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.
Andre regler
Andre regler
§ 9
Universitetet fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer regler om uddannelsen i en studieordning.
Studieordningen skal indeholde:
- Oplysning om hvilket studienævn uddannelsen hører under.
- Adgangsforudsætninger, jf. § 4.
- Præsentation af emneområderne i uddannelsen.
- Mål for, omfang og indhold af de enkelte fag- og emneområder i uddannelsen.
- Undervisnings- og studieformer.
- Emneområder for eventuelle specialiseringer.
- Eventuelle tidsfrister for gennemførelse af uddannelsen.
- Regler om prøveformer og eventuelle muligheder for valg af prøveformer.
- Antallet af prøver og disses placering i uddannelsesforløbet.
- Fastsættelse af, hvilke prøver der bedømmes under medvirken af ministerielt beskikkede censorer.
Studieordningen kan indeholde hjemmel for universitetet til at dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet.
Inden en studieordning fastsættes og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager universitetet kontakt til aftagerrepræsentanter. Den anden udbyder af uddannelsen, jf. § 2, stk. 1, orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen. Derudover indhentes der udtalelse fra censorformandskabet, jf. bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.
Studieordningen og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.
Ved udstedelse af ny studieordning og ved væsentlige ændringer af studieordningen fastsættes overgangsregler i studieordningen.
Studieordninger og ændringer af studieordninger sendes til orientering til censorkorpset og Undervisningsministeriet.
§ 10
Universitetet kan i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer fra en dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Ved godkendelse efter stk. 1 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.
§ 11
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelser af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.
Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 4, stk. 2 og 3, § 9, stk. 3, og § 10.
§ 12
Klager over universitetets afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til universitetet. Universitetets afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.
Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 13
Hvis ikke andet følger af denne bekendtgørelse, gælder reglerne i bekendtgørelse om åben uddannelse.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 14
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1997. For uddannelsen ved Danmarks Tekniske Universitet har bekendtgørelsen først virkning fra den 1. juni 1998.
Undervisningsministeriet, den 19. august 1997, den 19. august 1997
/Ole Vig Jensen Pia thor Straten/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997