Bekendtgørelse om diplomuddannelsen i familieterapi
BEK nr 668 af 19/08/1997
§ 1
Formålet med diplomuddannelsen i familieterapi er at kvalificere den studerende til at undersøge og behandle familierelaterede problemer i familien og i familiens samspil med omgivelserne. Dette baseres på
- indføring i og anvendelse af teorier og metoder i familieterapi,
- indsigt i egne værdier og holdninger af betydning for udøvelsen af familieterapeutiske opgaver og
- færdigheder i at lede samtaler med par, familier og andre, som familien er i kontakt med.
§ 2
Uddannelsen udbydes ved de sociale højskoler i København og Odense. Undervisningsministeren kan godkende, at uddannelsen udbydes af de sociale højskoler i Esbjerg og Århus.
Uddannelsen er en videregående deltidsuddannelse, der udbydes som åben uddannelse og har en varighed af 1 studieår omregnet til heltid.
Uddannelsen tilrettelægges som et deltidsstudium, men kan også tilrettelægges på fuldtid efter bestemmelserne herom i lov om åben uddannelse.
Uddannelseslængden angiver det antal studenterårsværk, der skal lægges til grund ved planlægningen af uddannelsen. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.
Uddannelsens adgangsforudsætninger og indhold
Uddannelsens adgangsforudsætninger og indhold
§ 3
Diplomuddannelsen i familieterapi er tilrettelagt for studerende, som har en mellemlang videregående uddannelse af socialfaglig, pædagogisk eller sundhedsfaglig art. Den studerende skal endvidere dokumentere mindst 2 års praktisk erhvervserfaring i sit fag.
Højskolen kan i særlige tilfælde give adgang til ansøgere, som ikke opfylder betingelserne i stk. 1, men som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.
Højskolen fastsætter antallet af ansøgere, der kan optages på uddannelsen.
§ 4
Uddannelsen integrerer teoretiske og praktiske aspekter i det familieterapeutiske arbejde. I uddannelsesperioden skal den studerende have mulighed for i praksis at deltage i behandling af par, familier og/eller andre behandlingsmæssige opgaver.
Uddannelsen består af 4 hovedområder:
- Introduktion til familieteori. Heri indgår erkendelses-, videnskabs-, kommunikations- og netværksteori. Sprog, kultur og virkelighed, helhedsforståelse og forskellige teorier og forståelsesmåder i forhold til familien såsom roller, strukturer og mønstre i familiens samspil, familielivsudvikling, traditioner og værdier.
- Familieterapi. Heri indgår indføring i forskellige skoledannelser inden for familieterapi, deres teoretiske og metodiske grundlag og praktiske anvendelsesområder. Problemforståelse og igangsætning af forandringsprocesser.
- Familier i terapi. Heri indgår emnerne børn og unge i familien, parforhold, familier i krise, fastlåste handlingsmønstre i familier, familien og hjælpesystemet, terapeutiske metoder og faglig etik. Supervision.
- Projektopgave.
Bedømmelse m.v.
Bedømmelse m.v.
§ 5
For eksamen herunder prøveformer, bedømmelse, eksamensbevis, klage over eksamen m.v. gælder reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsminsteriet og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.
Andre regler
Andre regler
§ 6
Højskolen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning.
Studieordningen skal indeholde:
- Mål for, indhold af og eksamensbestemmelser i de enkelte studieelementer.
- Adgangsforudsætninger, jf. § 3.
- Omfanget af fag og øvrige studieelementer.
- Eventuelle særlige krav til undervisnings- og arbejdsformer, herunder hvor mange skriftlige arbejder, der indgår i uddannelsen.
- Eventuelle særlige krav til undervisnings- og eksamensfordringer, herunder eventuelle bundne forudsætninger i studieforløbet.
- Eksamensformer for de enkelte prøver.
- Antallet af prøver og disses placering i uddannelsesforløbet.
- Fastsættelse af hvilke prøver, der bedømmes under medvirken af ministerielt beskikkede censorer.
- Hvilke fag der er obligatoriske, og hvilke fag der er valgfrie.
Højskolen kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af højskolen.
Inden en studieordning fastsættes og ved væsentlige ændringer af studieordningen, indhenter højskolen en udtalelse fra censorformandskabet. Andre udbydere af uddannelsen, jf. § 2, stk. 1, orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen.
Studieordningen og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.
Ved udstedelse af ny studieordning og ved væsentlige ændringer af studieordningen fastsættes i studieordningen overgangsregler.
Studieordninger og ændringer af studieordninger sendes til orientering til censorerne og ministeriet.
§ 7
Højskolen kan i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer fra en dansk eller udenlandsk uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Ved godkendelse efter stk. 1 anses uddannelseselementer for gennemført, hvis de er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.
§ 8
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.
Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde der er nævnt i § 3, stk. 2 og 3, § 6, stk. 3 og § 7.
§ 9
Klage over højskolens afgørelse i henhold til denne bekendtgørelse indgives til højskolen. Højskolens afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.
Fristen for indgivelse af klagen er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 10
Hvis ikke andet fremgår af denne bekendtgørelse, gælder reglerne i bekendtgørelse om åben uddannelse.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1997.
Undervisningsministeriet, den 19. august 1997, den 19. august 1997
/Ole Vig Jensen Lone Basse/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997