TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Den Grønne Jobpulje (Pulje til grøn beskæftigelse)

BEK nr 693 af 27/08/1997

DanmarkBekendtgørelse1997

§ 1

Puljen til grøn beskæftigelse, der i det følgende benævnes Den Grønne Jobpulje, har til formål at forbedre miljøet ved at fremme skabelsen af nye arbejdspladser indenfor miljøområdet.

Bestyrelsens virksomhed

Bestyrelsens virksomhed

§ 2

Inden en i henhold til § 5 i lov om grøn beskæftigelse nyudpeget bestyrelse træffer beslutninger om tildeling af støtte fra Den Grønne Jobpulje, skal den udarbejde en overordnet programbeskrivelse, der bl.a. skal indeholde en beskrivelse af resultatkrav, kriterier for målopfyldelse og en evalueringsplan for tilskudsordningen.

§ 3

Bestyrelsen aflægger senest den 1. marts regnskab og beretning for miljø- og energiministeren for puljen virksomhed i det foregående år.

Stk. 2

Regnskabet skal oplyse om den udbetalte og bevilgede støtte i regnskabsåret fordelt på hovedtyper af projekter. Beretningen skal bl.a. indeholde oplysninger om, hvorledes de i loven nævnte formål er tilgodeset.

§ 4

Bestyrelsen skal sikre, at der sker en evaluering af Den Grønne Jobpulje. Senest ved udgangen af 1999 skal der foreligge en første ekstern evalueringsrapport, og senest ved udgangen af 2001 skal der foreligge en ekstern evaluering for den samlede hidtidige periode.

Stk. 2

I evalueringen skal bl.a. indgå en effektvurdering af større og for tilskudsordningen dækkende projekter, hvor de primære evalueringskriterier er antallet af skabte arbejdspladser og miljøeffekten vurderet i forhold til projekternes karakter.

Administrative bestemmelser m.v.

Administrative bestemmelser m.v.

§ 5

Ansøgning om tilskud skal indeholde en redegørelse for projektets forventede miljø- og beskæftigelseseffekt samt for dets langsigtede økonomiske bæredygtighed.

Stk. 2

Bestyrelsen kan stille krav om, at der til brug for behandlingen af en ansøgning foretages en vurdering af arbejdsmiljøkonsekvenser af projektet.

§ 6

Før bestyrelsen træffer beslutning om bevilling til projekter, som tillige vil kunne støttes efter anden lovgivning, skal de myndigheder eller institutioner, der administrerer relevante støtteordninger, kontaktes, med henblik på at sikre koordination med disse støtteordninger.

Stk. 2

Såfremt de i stk. 1 nævnte myndigheder fremsætter ønske om det, eller det i øvrigt skønnes hensigtsmæssigt, skal der indhentes en udtalelse om ansøgningen fra den pågældende myndighed eller institution. Der fastsættes en frist for afgivelse af udtalelsen, der ikke må være under 2 uger.

§ 7

Før bestyrelsen bevilger støtte til projekter, som er af væsentlig betydning for en kommune eller amtskommune, eller som forudsætter kommunal eller amtskommunal medvirken, skal den pågældende kommune eller amtskommune underrettes om ansøgningen og have mulighed for at fremkomme med bemærkninger indenfor en af bestyrelsen fastsat frist, der ikke må være under 2 uger.

Stk. 2

Underretning efter stk. 1 kan undlades, hvis ansøgningen er bilagt en udtalelse fra kommunen eller amtskommunen.

§ 8

Det er en betingelse for ydelse af tilskud, at den tilskudsberettigede del af projektet først påbegyndes, når tilsagn om tilskud er meddelt.

Stk. 2

Ansøgere, der har fået tilsagn om tilskud, skal inden en af bestyrelsen fastsat frist meddele, om tilsagnet vil blive udnyttet. Såfremt bestyrelsen ikke indenfor den fastsatte frist modtager meddelelse om, at tilsagnet vil blive udnyttet, bortfalder tilsagnet.

§ 9

Bestyrelsen kan fastsætte vilkår for tilsagn om tilskud, herunder om reduktion i tilskud og tilbagebetaling, såfremt tilskud fra anden side efterfølgende viser sig at overstige det forudsatte ved tildelingen af støtte efter nærværende lov.

Stk. 2

Bestyrelsen kan bestemme, at tilsagn om tilskud bortfalder, og at udbetalte tilskud skal tilbagebetales, såfremt de af bestyrelsen fastsatte vilkår for tilskud ikke er overholdt.

§ 10

Er tilskud givet, uden at de nødvendige tilladelser i henhold til anden lovgivning til projektets udførelse er opnået, kan bestyrelsen træffe beslutning om, at tilsagn om tilskud bortfalder, og at tilskud skal tilbagebetales.

§ 11

Tilskudsmodtager er forpligtet til at medvirke ved en eventuel ekstern evaluering samt ved information om projektet.

Udbetaling af tilskud m.v.

Udbetaling af tilskud m.v.

§ 12

Tilskuddet kan først udbetales, når det dokumenteres, at projektet er gennemført, og alle udgifter er afholdt, jfr. dog stk. 2.

Stk. 2

Bestyrelsen kan bestemme, at tilskud kan udbetales i rater, der modsvarer de faktisk afholdte udgifter, og at der kan ske hel eller delvis forudbetaling.

Stk. 3

Dokumentationen skal angive samtlige udgifter og indtægter ved projektet i form af en specificeret regnskabsoversigt som minimum i overensstemmelse med budgettets specifikationer.

Stk. 4

For projekter, hvor tilskud udgør 100.000 kr. eller derover, skal regnskabet attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller af den kommunale revision efter bestyrelsens nærmere anvisninger. Dette gælder dog ikke for statsinstitutioner.

Stk. 5

Samtlige regnskabsbilag kan kræves indsendt til gennemsyn.

Klage

Klage

§ 13

Afgørelser om tilskud truffet af en offentlig myndighed, der har fået delegeret beslutningskompetencen vedrørende delpuljer i medfør af § 5, stk. 4 i lov om pulje til grøn beskæftigelse, kan ikke indbringes for bestyrelsen eller anden administrativ myndighed.

Stk. 2

Afgørelser om tilskud truffet af en privat organisation m.v., der har fået delegeret beslutningskompetencen vedrørende delpuljer i medfør af § 5, stk. 4 i lov om pulje til grøn beskæftigelse kan påklages til bestyrelsen.

Stk. 3

Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Stk. 4

Klage indgives skriftligt til den private organisation m.v., der har truffet afgørelsen. Den private organisation m.v. sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen til bestyrelsen ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 14

Den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger efter § 5, kan straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 15

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. september 1997.


Miljø- og Energiministeriet, den 27. august 1997, den 27. august 1997

/Svend Auken Erik Lindegaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1997
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1997