Bekendtgørelse om tandplejeres pligt til at føre journal (ordnede optegnelser)
BEK nr 73 af 28/01/1997
§ 1
Pligten til at føre journaler (ordnede optegnelser) over virksomheden gælder enhver tandplejer.
Det påhviler den tandplejer, som er ansvarlig for medhjælperes udøvelse af tandplejervirksomhed, at drage omsorg for, at behandlinger m.v., der udføres af medhjælperne, journalføres.
§ 2
Der skal for hver undersøgt eller behandlet patient føres en journal indrettet efter kartotekssystem (evt. elektronisk).
Røntgenbilleder og kliniske fotografier af en patient er en del af journalen.
Hen- og tilbagevisningsblanketter vedrørende samarbejde med tandlæge er en del af journalen.
§ 3
Optegnelser i journalen skal dateres og signeres. Røntgenbilleder og kliniske fotografier skal registreres med optagelsesdato, patientdata og tandplejerens signatur.
Optegnelser skal foretages i permanent skrift og være let læselige. Når der anvendes forkortelser, skal de umiddelbart kunne forstås af fagfæller.
Optegnelser om tænder og tandflader skal foretages med anvendelse af Haderups nomenklatur eller FDI's (Federation Dentaire Internationale) to-ciffer nummereringssystem.
§ 4
Journalen skal indeholde oplysning om:
- patientens navn, alder (CPR-nummer) og bopæl,
- såvel tidligere som nuværende sygdomme og behandlinger, herunder medicinindtag, som kan have betydning for behandlingen hos tandplejeren (anamnese),
- tandplejerens undersøgelse for sygelige forandringer i tænder, mund og kæber; kliniske og røntgenologiske fund samt diagnoser anføres i fornødent omfang,
- tandplejerens behandling med angivelse af alle væsentlige behandlingselementer samt angivelse af behandlingens art og lokalisering på tænder, tandflader eller i tandkødslommer; ved anlæggelse af infiltrationsanalgesi angives middel, lokalisation og dosis,
- tandplejerens anvendelse af lægemidler til forebyggelse og behandling,
- signatur (navn eller initialer) på den tandplejer, der har foretaget undersøgelse og behandling,
- henvisninger til tandlæge eller til anden tandplejer, samt om meddelelser herfra vedrørende diagnoser, behandlingsplan og udførte behandlinger.
§ 5
Journalen, herunder de tilhørende røntgenoptagelser og kliniske fotografier samt hen- og tilbagevisningsblanketter, jf. § 2, stk. 1-3, skal opbevares i mindst 10 år, regnet fra tidspunktet for den senest foretagne optegnelse.
Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at journalen og dermed opbevaringspligten overdrages til en anden tandplejer eller til en tandlæge, der har taget vedkommende patient i behandling, under forudsætning af, at patienten giver sit samtykke til udlevering.
§ 6
Ophører en tandplejer med at praktisere, bortfalder samtidigt vedkommendes pligt til at opbevare journaler, ligesom der ikke er pligt for en tandplejers arvinger (boet efter en tandplejer) til fortsat opbevaring.
Opbevaringspligtens ophør efter stk. 1 er ikke til hinder for, at tandplejerens journaler overdrages til en anden tandplejer, eller til en tandlæge, som har overtaget vedkommendes klinik eller som tager dennes tidligere patienter i behandling.
Hvis en journal overdrages i medfør af stk. 2, finder bestemmelserne i § 5 anvendelse.
§ 7
Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde i henhold til § 16, stk. 3, i lov nr. 498 af 12. juni 1996 om tandplejere.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. februar 1997.
pre_paragraph (ordnede optegnelser) I medfør af § 9, stk. 1 og 2, i lov nr. 498 af 12. juni 1996 om tandplejere skal tandplejere føre journal over deres virksomhed efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler. De nævnte journaler, herunder røntgenbilleder, skal opbevares i mindst 10 år fra seneste optegnelse. I medfør heraf fastsætter Sundhedsstyrelsen følgende regler:
Sundhedsstyrelsen, den 28. januar 1997, den 28. januar 1997
/Einar Krag Lene Skak-Iversen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997