Bekendtgørelse om supplerende tilskud til elproduktion
BEK nr 799 af 23/10/1997
§ 1
Der kan i særlige tilfælde ydes et supplerende tilskud til naturgasbaserede decentrale kraftvarmeværker.Tilskuddet ydes med indtil 3 øre pr. kWh for elektricitet, der er ydet tilskud til efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 798 af 23. oktober 1997. Anvendes der andre brændsler end naturgas på værket, kan der kun ydes et supplerende tilskud til den del af elproduktionen, som er produceret på grundlag af naturgas. Tilskuddet kan maksimalt gives for en periode på 5 år.
Det er en betingelse for ydelse af supplerende tilskud efter stk. 1, at elproducenten kan godtgøre, at tilskuddet er nødvendigt for at fastholde en pris for levering af varme, der ikke overstiger den pris, der ville være gældende ved gasfyret fjernvarme.
Energistyrelsen fastsætter og offentliggør en referencepris for gasfyret fjernvarmeproduktion, der sammen med oplysninger om det enkelte værks driftsøkonomiske forhold danner grundlag for vurdering af, om der kan meddeles tilsagn om tilskud efter stk. 1 til elproducenter.
Tilskuddet ydes efter ansøgning til Energistyrelsen.
§ 2
Ansøgninger om tilsagn om tilskud efter § 1, stk. 1, indsendes til Energistyrelsen. Ved ansøgning skal der anvendes særlige ansøgningsskemaer, som er udarbejdet af Energistyrelsen.
Ansøgningsskemaet skal være fuldstændigt udfyldt og være underskrevet af en for selskabet tegningsberettiget person. Ansøgningsskemaet skal endvidere være påtegnet af en registreret eller statsautoriseret revisor. Ansøgningsskemaer, der er mangelfuldt udfyldt eller ikke opfylder kravene om dokumentation, kan returneres af Energistyrelsen.
Ansøgningsskemaer skal være Energistyrelsen i hænde senest den 31. januar 1998. Ansøgninger modtaget efter dette tidspunkt vil ikke kunne komme i betragtning.
Modtagertidspunktet regnes som det tidspunkt, hvor ansøgningen i korrekt udfyldt stand modtages i Energistyrelsen.
Energistyrelsen kan efter behov i henhold til stk. 3 fastsætte tidspunkter for fornyede ansøgninger om supplerende tilskud. Tidsfrist for indsendelse af ansøgninger ved en fornyet ansøgningsrunde kan dog tidligst fastsættes til den 31. december 1998.
§ 3
På grundlag af oplysningerne i de indkomne ansøgninger vurderer Energistyrelsen, om der kan meddeles tilsagn om supplerende tilskud efter § 1, stk. 2.
Ved vurderingen efter stk. 1 vil der blive lagt vægt på de driftsøkonomiske forhold for elproduktionsanlægget, herunder tal for:
- Produktionsprisen
- Pris- og leveringsvilkår for naturgas
- Indtægter fra salg af elektricitet
- Afskrivninger
- Renter
- Tilslutningsafgift
- Drift og vedligeholdelse i øvrigt
§ 4
Meddeler Energistyrelsens tilsagn om supplerende tilskud, ydes tilskuddet med indtil 3 øre pr. kWh for den mængde elektricitet, som afregnes med elforsyningsselskabet.
Energistyrelsens tilsagn om tilskud efter stk. 1 meddeles som et maksimalt årligt tilskudsbeløb, uanset at mængden af elektricitet der afregnes med elforsyningsselskabet vil kunne berettige et højere årligt tilskudsbeløb.
Tilskuddet kan maksimalt gives for en periode på 5 år.
Energistyrelsen kan tilbagekalde et tilsagn, såfremt der konstateres væsentlige ændringer i grundlaget for tilsagnsgivningen, eller hvis der er afgivet urigtige oplysninger.
Energistyrelsen foretager på grundlag af årsregnskabet, som skal være påtegnet af en registreret eller statsautoriseret revisor, en årlig efterregulering af tilskuddet, såfremt årsregnskabet eller enkelte poster afviger væsentligt fra det budgetterede.
Udbetaling af tilskud
Udbetaling af tilskud
§ 5
Supplerende tilskud i henhold til kapitel 1 udbetales af Energistyrelsen.
Samtidig med meddelelsen af tilsagn om supplerende tilskud efter § 4 fremsender Energistyrelsen et skema, som skal anvendes ved ansøgning om udbetaling af tilskud.
Ansøgninger om udbetalinger af supplerende tilskud indsendes kvartalsvis til Energistyrelsen senest 21 dage efter udløbet af et kvartal. Ansøgningen skal være underskrevet af en for selskabet tegningsberettiget person og være påtegnet af en registreret eller statsautoriseret revisor. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at der foreligger dokumentation fra elforsyningsselskabet for afregning af den mængde elektricitet, der ansøges om udbetaling af tilskud til.
Klage
Klage
§ 6
Afgørelser om ydelse af supplerende tilskud til elproduktion efter §§ 3 og 4 kan indbringes for Energiklagenævnet.
Klage efter stk. 1 skal være skriftlig og begrundet.
Klage skal indgives til Energiklagenævnet senest 4 uger efter modtagelsen af Energistyrelsens afgørelse.
Energiklagenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet.
Straffebestemmelser
Straffebestemmelser
§ 7
Den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger om forhold der har betydning for vurderingen efter § 3, stk. 1, og § 5, stk. 3, straffes med bøde med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Forskellige bestemmelser, ikrafttræden
Forskellige bestemmelser, ikrafttræden
§ 8
Energistyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for revisionen, herunder indholdet af en revisionsprotokol, i en revisionsinstruks.
§ 9
Såfremt Energistyrelsen konstaterer, at der er ydet for stort eller uberettiget tilskud, afkræves selskabet det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.
Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt til Energistyrelsen, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales, dog mindst 50 kr.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 1997.
Energistyrelsen, den 23. oktober 1997, den 23. oktober 1997
/Ib Larsen Thomas Bastholm Bille/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997