Bekendtgørelse om reklame for medicinsk udstyr
BEK nr 848 af 18/11/1997
§ 1
Reklame for medicinsk udstyr, som er bestemt til anvendelse på mennesker, skal være fyldestgørende, saglig og må ikke være egnet til at bringe patienters, brugeres eller eventuelt tredjemands sikkerhed eller sundhed i fare.
Reklamens oplysninger skal være i overensstemmelse med det af fabrikanten erklærede formål og anvendelsesområde.
Reklamen må ikke anvende urigtige, vildledende, overdrevne eller mangelfulde angivelser.
§ 2
Rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.
§ 3
Reklamer, der indeholder sammenligninger, skal udformes således, at sammenligningerne ikke er egnet til at vildlede. En sammenligning skal på alle punkter bygge på kendsgerninger, der kan dokumenteres, og det udstyr, der sammenlignes med, må ikke udvælges på illoyal måde.
§ 4
Reklame for medicinsk udstyr må ikke:
- give indtryk af, at det er overflødigt at konsultere en læge eller tandlæge i situationer, hvor behandling af en sådan medicinalperson er relevant,
- give indtryk af, at det er uden risici at anvende det medicinske udstyr,
- give indtryk af, at det almindelige velbefindende kan forringes, hvis det medicinske udstyr ikke bruges,
- udelukkende eller hovedsageligt henvende sig til børn,
- være egnet til at forlede til fejlagtig selvdiagnosticering eller
- på overdreven, skræmmende eller vildledende måde gøre brug af billeder, tegninger e.l. af ændringer i den menneskelige krop, der skyldes sygdomme eller læsioner, eller af det medicinske udstyrs virkning på den menneskelige krop eller dele heraf.
§ 5
Reklame over for andre end personer, der erhvervsmæssigt indkøber, forhandler eller anvender det udstyr, der reklameres for, må ikke
- indeholde en anbefaling fra forskere, medicinalpersoner eller andre personer, sammenslutninger af personer, institutioner, virksomheder e.l., som i kraft af deres anseelse e.l. inden for sundhedsområdet kan tilskynde til at bruge medicinsk udstyr,
- direkte eller indirekte omtale alvorlige sygdomme eller
- indeholde henvisninger til undersøgelser, litterære værker, tidsskrifter e.l.
Der må ikke reklameres for medicinsk udstyr, som udelukkende er beregnet til anvendelse af læger eller tandlæger i forbindelse med behandling af patienter over for andre end læger, tandlæger og personer, der erhvervsmæssigt indkøber medicinsk udstyr.
§ 6
Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 1997.
pre_paragraph I medfør af § 2, stk. 2, og § 6 i lov nr. 368 af 6. juni 1991 om medicinsk udstyr, som ændret ved lov nr. 461 af 10. juni 1997 fastsættes følgende:
Sundhedsministeriet, den 18. november 1997, den 18. november 1997
/Birte Weiss J. Bartels Petersen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997