TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om betaling for godkendelse og syn m.m. af transportmateriel til letfordærvelige levnedsmidler (ATP)

BEK nr 931 af 09/12/1997

DanmarkBekendtgørelse1997

§ 1

Slagteriernes Forskningsinstitut, ATP-materielkontrollen, Maglegårdsvej 2, 4000 Roskilde, opkræver betaling for godkendelse og syn af isoleret transportmateriel i henhold til Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 801 af 6. december 1991 om international transport af letfordærvelige levnedsmidler (ATP-bekendtgørelsen).

§ 2

For udstedelse af certifikat for nyt materiel betales 405 kr. pr. monteret kuldemaskine samt 810 kr. pr. kuldekasse, som hører til en serie, for hvilken der er udstedt typegodkendelse, jf. ATP-bekendtgørelsens bilag 6, når kuldekassens indvendige længde er under 10 meter. Dog betales der 405 kr. pr. kuldekasse, hvis indvendige volumen er under 2 m3.

§ 3

For udstedelse af certifikat for nyt materiel betales 405 kr. pr. monteret kuldemaskine samt 1.215 kr. pr. kuldekasse, som hører til en serie, for hvilken der er udstedt typegodkendelse, jf. ATP-bekendtgørelsens bilag 6, når kuldekassens indvendige længde er 10 meter eller derover.

§ 4

For materiel, der ikke er omfattet af §§ 2 og 3, betales 1.015 kr. pr. monteret kuldemaskine samt 610 kr. pr. kuldekasse, hvis indvendige volumen er under 2 m3, 1.215 kr. pr. kuldekasse, hvis indvendige længde er under 10 meter, samt 1.825 kr. pr. kuldekasse, hvis indvendige længde er 10 meter eller derudover.

§ 5

For udstedelse af certifikat med begrænset gyldighedsperiode, jf. ATP-bekendtgørelsens bilag 5, pkt. 4(b), og for nyt materiel hørende til en serie, for hvilken der er udstedt typegodkendelse, jf. ATP-bekendtgørelsens bilag 6, betales 405 kr. pr. kuldekasse samt 405 kr. pr. monteret kuldemaskine.

§ 6

Ved fornyelse af et certifikat ved ejerskifte, bortkomst eller omregistrering betales 405 kr.

§ 7

Rejseudgifter i forbindelse med opgaver omfattet af ATP-bekendtgørelsen godtgøres materielkontrollen efter statens takster. Ved planlagte inspektionsrejser bortfalder denne betaling.

Stk. 2

Sker afprøvningen af en kuldekasses isoleringsevne eller af et kulde- eller varmeanlæg efter materielkontrollens anvisning i et særligt afprøvningsrum, skal udgifter til lokaleleje, lys, opvarmning, rengøring og andre med benyttelsen forbundne udgifter godtgøres materielkontrollen efter regning.

§ 8

Hvis godkendelse af materiel eller køleanlæg ikke opnås, bringes taksterne i denne bekendtgørelse ikke i anvendelse. Dog skal der betales for udgifter som nævnt i § 7, stk. 2, for de af materielkontrollen afholdte rejseudgifter samt 600 kr. for hver påbegyndt arbejdstime, som materielkontrollen har anvendt i de foretagne undersøgelser.

Stk. 2

Det efter stk. 1 fremkomne beløb kan ikke overstige det beløb, som skulle have været betalt, hvis godkendelse var blevet meddelt.

§ 9

Udgift til identifikationsmærker betales af vedkommende ejer af transportmateriellet.

§ 10

For materielkontrollens rådgivende virksomhed betales efter samme takst som angivet i § 8. Dog betales der ikke for den første time. Endvidere betales for materielkontrollens rejseudgifter efter statens takster.

§ 11

For erindringsskrivelser vedrørende ikke rettidig betaling opkræves et gebyr på 200 kr.

Stk. 2

Ved for sen betaling opkræves 1,3 pct. af det skyldige beløb pr. påbegyndt måned fra kravets forfaldsdag.

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 14 af 17. januar 1996 om betaling for godkendelse og syn m.m. af transportmateriel til letfordærvelige levnedsmidler (ATP) ophæves.

pre_paragraph I medfør af § 5 i lov nr. 538 af 17. november 1976 om international transport af letfordærvelige levnedsmidler, tekstanmærkning nr. 59 ad § 24 på finansloven for 1998 og efter bemyndigelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsættes:

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1997
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1997