TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om revision af kommunernes og amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område

BEK nr 105 af 16/02/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på revisionen af regnskaber for de udgifter, som ifølge lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension, lov om delpension, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om børnetilskud og forskudsvis udlagte børnebidrag, er omfattet af ordninger om refusion eller tilskud i øvrigt fra staten.

Stk. 2

I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager kommunalbestyrelsen de opgaver, som er henlagt til amtsrådene.

§ 2

Vedkommende kommunes eller amtskommunes revisor udfører revisionen.

§ 3

Revisionen skal udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, som det er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Det skal efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter, samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Der skal foretages en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og ved driften af de virksomheder, der er omfattet af regnskabet.

Stk. 2

Revisor efterprøver ved revisionsbesøg i løbet af året, om kommunens eller amtskommunens forretningsgange er hensigtsmæssige og betryggende, herunder sagsbehandlingen inden for de berørte områder og anvendelsen af edb-systemer.

Stk. 3

Revisionen skal tilrettelægges blandt andet under hensyn til dens betydning for de statslige myndigheder. Særlige regler om revision af kommunernes regnskaber

§ 4

Revisionen af personsager skal omfatte et antal sager inden for hvert enkelt hovedområde af de sociale ydelser, samt for hver enkelt af de konti, for hvilke der skal ske personbogføring, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kommunernes og amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område.

Stk. 2

Udvælgelsen af stikprøver skal ske med særlig vægt på nyetablerede personsager og på sagsområder og sager, hvor der ved tilkendelse eller beregning af ydelser indgår et skøn. Udtagelsen af stikprøver skal endvidere ske ud fra et væsentlighedskriterium, hvori der kan indgå forhold af økonomisk, sagsbehandlingsmæssig, principiel og lokal karakter.

Stk. 3

Revisor efterprøver, om man ved sagsoprettelse og ved opfølgning udnytter mulighederne for at foretage, evt. elektronisk, kontrol af oplysninger om økonomiske forhold, herunder at der i fornødent omfang sker sammenholdelse af oplysninger fra forskellige registre, bl.a. for at sikre, at der ikke udbetales uforenelige ydelser.

Stk. 4

Revisor efterprøver, om der ved sagsbehandlingen er taget hensyn til principielle afgørelser, der er truffet af decisionsmyndigheden og ankeinstanser.

Stk. 5

Revisor påser, at inddrivelse af underholdsbidrag og af ydelser med tilbagebetalingspligt foretages i overensstemmelse med love og administrative forskrifter herom. Særlige regler om revision af amtskommunernes regnskaber

§ 5

Revisor skal efterprøve om

  1. aktiviteter efter lov om social service § 94, stk. 1, er i overensstemmelse med reglerne herom,
  1. der er taget hensyn til principielle afgørelser, der er truffet af decisionsmyndigheden og ankeinstanser, og om
  1. løn og andre ansættelsesvilkår for personalet følger de bestemmelser, der til enhver tid gælder herom.
Stk. 2

Revisor skønner, om det samlede antal pladser, personale, lokaler, inventar, maskiner, materiel m.v. har været udnyttet hensigtsmæssigt, og om driftsudgiften ligger på et rimeligt niveau i forhold til udnyttelsesgraden.

§ 6

Revisor påser vedrørende anlægsarbejder, at

  1. der har været afholdt licitation,
  1. bygge- og ibrugtagningstilladelse foreligger,
  1. der er aflagt regnskab for anlægsudgifterne i overensstemmelse med Indenrigsministeriets regler herom,
  1. kapitalomkostningerne er anmeldt til refusion i overensstemmelse med reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse om kommunernes og amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område, og at
  1. der snarest muligt udarbejdes endeligt regnskab.

§ 7

Udføres opgaver for amtskommunen af private, som ikke har egen revision, efterprøver amtskommunens revisor ud over de i §§ 3, 5 og 6 nævnte revisionsarbejder, om opgaverne drives i overensstemmelse med bestemmelserne i grundlaget for driften af tilbuddet i form af vedtægt, aftale eller andet.

Stk. 2

For private, som har egen revision, skal amtskommunen sikre sig, at revisionen er bekendt med de særlige krav, der stilles i denne bekendtgørelse og i bekendtgørelsen om kommunernes og amtskommunernes herunder Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område. Amtskommunens revisor må for disse institutioner m.v. påse, at regnskabet er undergivet betryggende revision.

§ 8

For de institutioner m.v., der er nævnt i § 7, stk. 2, påhviler det bl.a. institutionens revisor at udføre de i § 3, og §§ 5 og 6, og § 7, stk. 1, nævnte revisionsarbejder og at påtegne regnskabet herom, samt at afgive revisionsberetning i overensstemmelse med reglen i § 13 for så vidt angår institutionens forhold.

Stk. 2

Regnskabet, påtegnet af revisor og et eventuelt anlægsregnskab, skal sammen med revisionsberetningen afgives til amtskommunen inden for den frist, amtskommunen fastsætter.

Stk. 3

Revisor skal straks give institutionen og vedkommende amtskommune meddelelse, hvis der ved revisionen konstateres lovovertrædelser eller tilsidesættelse af forskrifter, der skønnes at have betydning i forbindelse med midlernes forvaltning. Revisors adgang til oplysninger m.v. for kommuner og amtskommuner

§ 9

Kommunen og amtskommunen skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser m.v., som revisor finder nødvendige. Kommunen og amtskommunen skal yde revisor den bistand, som revisor anser for påkrævet for at udføre hvervet. Opgørelse af statsrefusion for kommuner og amtskommuner

§ 10

Den endelige årlige refusionsopgørelse og opgørelse af tilskud med tilhørende specifikationer skal revisor forsyne med påtegning om, at opgørelsen er revideret, og at revisionen er udført i overensstemmelse med kommunens eller amtskommunens revisionsregulativ og denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Påtegningen skal indeholde revisors erklæring om, at opgørelsen er foretaget i overensstemmelse med gældende bestemmelser.

§ 11

Hvis revisor har påpeget, at beløb med urette er anmeldt til refusion, eller at der er hjemtaget for store tilskud fra staten, skal revisor påse, at der sker tilsvarende fradrag i beløb, der senere anmeldes til refusion, henholdsvis kommer til udbetaling i form af tilskud. Beretning om revisionen for kommuner og amtskommuner

§ 12

Revisor skal hvert år, senest samtidig med afgivelse af beretning om revisionen af kommunens eller amtskommunens øvrige regnskaber, afgive beretning om revisionen i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 2

I beretningen redegøres tillige for den udførte revision samt for alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Desuden redegøres der for forhold af principiel eller økonomisk betydning, som revisor finder anledning til at fremdrage, herunder tilfælde hvor fortolkning af gældende regler giver anledning til tvivl. I beretningen redegøres i et særskilt afsnit for revisionen af udgifter, der er eller kunne være anmeldt til statsrefusion efter de særlige regler om finansiering af udgifter vedrørende flygtninge.

Stk. 3

Der redegøres i beretningen om revision af kommuners regnskaber, herunder personsager, jf. § 4, for, i hvilket omfang kommunen har sikret kontrol af de oplysninger om økonomiske forhold, som modtagere af ydelser har givet.

Stk. 4

Der redegøres i beretningen nærmere for omfang og resultater af de stikprøver, der er foretaget, jf. § 4 ovenfor. Herunder skal der redegøres for karakteren af eventuelle fejl og mangler.

Stk. 5

Beretningen skal indeholde orientering om det samlede omfang af ydelser ydet med tilbagebetalingspligt, dvs. tilgang og afgang i løbet af regnskabsåret samt status ved regnskabsårets udgang.

§ 13

Senest samtidig med at revisionsberetninger m.v. for kommunens eller amtskommunens regnskaber sendes til den kommunale tilsynsmyndighed, sender kommunalbestyrelsen eller amtsrådet den i § 12 nævnte beretning sammen med svar på eventuelle revisionsbemærkninger i 2 eksemplarer til Socialministeriet. Samtidig sendes 1 eksemplar af besvarelsen til revisor.

Stk. 2

Socialministeriet gennemgår revisionsberetningerne og tager stilling til revisionsbemærkninger vedrørende de i § 1 nævnte områder. Ministeriet meddeler kommunalbestyrelsen eller amtsrådet og revisor de afgørelser af spørgsmål af betydning for statsrefusionen og tilskud samt den vejledning, som gennemgangen har givet anledning til. Rigsrevisors tilsyn med kommuner og amtskommuner

§ 14

Rigsrevisor udøver tilsyn med de i § 1 nævnte områder i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 og 6 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 2

Rigsrevisor kan af kommunen og amtskommunen forlange alle sådanne oplysninger, som efter hans skøn er af betydning for tilsynet, jf. § 12 i nævnte lov. Ikrafttræden

§ 15

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1998 og finder anvendelse fra og med revisionen af regnskaberne for 1998.

Stk. 2

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 925 af 2. december 1993 om revision af amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område, og nr. 926 af 2. december 1993 om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område, finder fortsat anvendelse for revisionen af regnskaber for tidligere år samt for første halvår 1998.

pre_paragraph I medfør af § 85, stk.1, jf. § 2, stk. 4, i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område, fastsættes: Revisionens udførelse for kommuner og amtskommuner samt Københavns og Frederiksberg Kommuner


Socialministeriet, den 16. februar 1998, den 16. februar 1998

/Karen Jespersen Peter Juul/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998