Bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område (Regler om anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, behandling af klager, praksiskoordinering, amtskommunale brugerråd, statistik m.v.)
BEK nr 11 af 08/01/1998
§ 1
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder ved behandling og afgørelse af sager efter lov om social pension, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om delpension, lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling og lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre mv. Dog gælder lovens § 9 om handlekommunen ikke for lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v., idet det efter denne lov er pågældendes bopælskommune, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg.
§ 2
Lovens kapitel 9 samt §§ 68 og 70 gælder for Den Sociale Ankestyrelses behandling og afgørelse af sager efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, med mindre andet følger af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Lovens kapitel 10 gælder ved klage over afgørelser i følgende tilfælde:
- Sager efter lov om offentlig sygesikring, der vedrører begravelseshjælp, jf. sygesikringslovens § 16, og befordringsgodtgørelse, jf. sygesikringslovens §§ 17 og 18.
- Sager efter lov om en børnefamilieydelse, bortset fra sager om skattepligt efter kildeskattelovens § 1.
- Sager efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag.
§ 3
I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager kommunalbestyrelsen de opgaver, som er henlagt til amtsrådene.
Fælles regler for behandlingen af klagesager
Fælles regler for behandlingen af klagesager
§ 4
Kommunen, amtskommunen, det sociale nævn og Den Sociale Sikringsstyrelse skal genvurdere en afgørelse, som der klages over. Derfor skal klagen indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Hvis klageren sender sin klage direkte til nævnet eller Ankestyrelsen, sendes klagen straks videre til 1. instansen med anmodning om genvurdering, med mindre klagefristen ikke er overholdt.
Hvis en klage ikke er indgivet inden for fristen, skal myndigheden straks sende klagen til ankeinstansen med angivelse af, at klagefristen ikke er overholdt.
§ 5
Hvis myndigheden efter genvurderingen fuldt ud giver klageren medhold, sendes der en ny afgørelse inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.
Hvis myndigheden kun delvist kan give klageren medhold, skal klageren inden 4 uger meddele, om klagen fastholdes. Hvis klageren fastholder klagen, sendes denne inden 14 dage til ankeinstansen med begrundelse for afgørelsen.
Hvis myndigheden ikke kan færdiggøre sin genvurdering inden for fristen på 4 uger på grund af, at der skal skaffes yderligere oplysninger, vurderinger o.lign., skal klageren have besked herom, og om hvornår genvurderingen kan forventes afsluttet.
§ 6
Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres, sendes genvurderingen med begrundelse til ankeinstansen inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.
§ 7
Hvis en klage efter en konkret vurdering må anses for hastende, skal myndigheden straks genvurdere sagen og give klageren meddelelse om resultatet. Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres, sendes sagen straks til ankeinstansen.
Hvis klagen handler om et aktiveringstilbud eller en anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning efter § 13, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik er rimeligt, skal myndigheden straks genvurdere afgørelsen og sende den med begrundelse for afgørelsen til formanden for nævnet, jf. § 16, stk. 2. Øvrige fælles regler
§ 8
Når en klage modtages, afgør formanden eller ankechefen straks, om nævnet eller Ankestyrelsen er kompetent til at behandle klagen.
Hvis dette ikke er tilfældet, får klageren meddelelse om det, og så vidt muligt sendes klagen videre til den rigtige myndighed.
Formanden eller ankechefen påser, om klagefristen er overholdt. Hvis en klagefrist er overskredet, og der ikke er grundlag for at dispensere for overskridelsen, afvises klagen, og meddelelse herom sendes til klageren.
§ 9
Formanden eller ankechefen sørger for, at sagen bliver forsvarligt oplyst og forberedt, herunder med hensyn til lægelige udtalelser og udtalelser fra andre sagkyndige, klageren samt eventuelle andre parter.
§ 10
I den skriftlige bekræftelse af, at klagen er modtaget, skal nævnet eller Ankestyrelsen oplyse, at man, med mindre klageren har indvendinger imod det, eventuelt vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger til brug for sagsbehandlingen. Der sættes en frist for, at klageren kan modsætte sig, at oplysninger indhentes. I ansøgningssager skal klageren gøres opmærksom på, at indsigelse imod at indhente oplysninger vil blive respekteret, og at sagen vil blive afgjort på det foreliggende grundlag, hvilket kan komme klageren til skade.
§ 11
Nævnets og Ankestyrelsens afgørelser skrives ind i et beslutningsreferat. Et medlem kan kræve at få en kort begrundelse for sit standpunkt skrevet ned.
Nævnet og Ankestyrelsen har pligt til at informere Socialministeriet om regler, som giver anledning til administrative vanskeligheder eller fortolkningstvivl.
Nævnet orienterer Ankestyrelsen om sine afgørelser af principiel eller generel betydning.
Det sociale nævn
Det sociale nævn
§ 12
Samtlige medlemmer af nævnet deltager i afgørelser, der træffes efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og lov om delpension.
Nævnet er beslutningsdygtigt, når formanden og 3 andre medlemmer er til stede.
I andre sager deltager ud over formanden medlemmet indstillet af henholdsvis kommuneforeningen, amtskommunen og De samvirkende Invalideorganisationer. Nævnet er i disse sager beslutningsdygtigt, når formanden og 2 andre medlemmer er til stede. Sagsbehandlingen
§ 13
Formanden for det sociale nævn kan overlade formandskabet og sine øvrige beføjelser til medarbejdere fra sekretariatet.
§ 14
Formanden bestemmer, at en sag kan afgøres uden forelæggelse i et møde, hvis formanden skønner, at der er tilvejebragt et forsvarligt grundlag, og at der ikke er tvivl om afgørelsen.
Formanden orienterer medlemmerne om nævnets praksis i disse sager.
Hvis en afgørelse, der er truffet uden forelæggelse i et møde, antages til behandling af Ankestyrelsen, skal sagen forelægges i et møde i nævnet, der kan fastholde den afgørelse, der tidligere er truffet eller træffe en ny afgørelse. Forenklet mødebehandling
§ 15
Sager, som formanden skønner egnet til forenklet mødebehandling, udsendes til medlemmerne med indstilling om afgørelsen. Disse sager kan kræves drøftet på et møde, hvis et medlem anmoder herom. Foreløbige afgørelser
§ 16
Formanden kan træffe en foreløbig afgørelse i tilfælde, hvor det skønnes, at der er tale om en pludseligt opstået trangssituation, hvor der kan ske en væsentlig skade for klageren, hvis sagen skal afvente mødebehandlingen.
Klage over afgørelser om rimeligheden af aktiveringstilbud eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger efter § 13, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik behandles efter stk. 1.
Formandens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal hurtigst muligt behandles i et møde i nævnet. Det henstilles, at afgørelsen efter stk. 2 så vidt muligt behandles i et møde inden 14 dage.
§ 17
En afgørelse, der er truffet på et møde i det sociale nævn, kan kun ændres på et nyt møde i nævnet.
Den Sociale Ankestyrelse
Den Sociale Ankestyrelse
§ 18
Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer.
Socialministeren udpeger de 3 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.
På samme måde som i stk. 2 udpeges 3 stedfortrædere for hvert medlem. En af hver af stedfortræderne for de medlemmer, der er indstillet af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, udpeges efter indstilling fra henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende.
I afgørelser om ret til dagpenge efter bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel deltager de stedfortrædende medlemmer, der er udpeget efter stk. 3, 2. pkt. Endvidere deltager et medlem fra Kommunernes Landsforening samt fra Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Udgifter ved sagernes behandling
Udgifter ved sagernes behandling
§ 19
Kommunen, amtskommunen, statsamtet, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse betaler nødvendige udgifter til lægeerklæringer, undersøgelser, behandlinger, transport o.lign., som myndigheden pålægger borgeren eller klageren, og som ikke afholdes efter anden lovgivning.
Praksiskoordinering og vejledning
Praksiskoordinering og vejledning
§ 20
Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for nævnet, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
§ 21
Ankestyrelsen og nævnene gennemgår som led i opgaven med at koordinere praksis en række ensartede typer af sager i forhold til gældende ret, som fastlagt ved lov, bekendtgørelser og landsdækkende praksis. Samarbejde og vejledning
§ 22
Ankestyrelsen og nævnene samarbejder om praksiskoordineringen. Nævnene foretager efter drøftelse med Ankestyrelsen praksiskoordinering inden for amtet (Københavns og Frederiksberg Kommuner).
§ 23
Hvis Ankestyrelsens og nævnenes undersøgelser viser, at kommunernes og amtskommunernes praksis ikke er i overensstemmelse med gældende ret, skal Ankestyrelsen og nævnene i møder (dialogmøder) med kommunerne og amtskommunerne drøfte de problemer, som undersøgelsen har vist. Ankestyrelsen kan tilsvarende drøfte resultatet af en undersøgelse af nævnenes praksis med nævnene.
§ 24
Ankestyrelsen og nævnene kan ikke som led i opgaven med at koordinere praksis tage underinstansernes afgørelser op af egen drift.
§ 25
Ankestyrelsen udsender generel vejledning om praksis inden for Ankestyrelsens kompetenceområde og offentliggør afgørelser i anonymiseret form, som har principiel eller generel betydning.
Ankestyrelsen yder af egen drift eller efter anmodning konkret vejledning til nævnene om styrelsens praksis samt om fortolkning af retsregler. Vejledning kan også ske i forbindelse med praksiskoordinering.
§ 26
De sociale nævn vejleder af egen drift eller efter anmodning inden for deres område kommunerne og amtskommunerne om praksis. Vejledningen kan også ske i forbindelse med praksiskoordinering.
Det Centrale Koordinationsudvalg
Det Centrale Koordinationsudvalg
§ 27
Chefen for Den Sociale Ankestyrelse nedsætter Det Centrale Koordinationsudvalg.
Ankestyrelsen er sekretariat for udvalget.
Brugerråd i amtskommunerne og i Københavns og Frederiksberg
Brugerråd i amtskommunerne og i Københavns og Frederiksberg
§ 28
I hver amtskommune nedsættes brugerråd, der er rådgivende for amtsrådet og de to kommuner i sociale anliggender, der henhører under deres kompetence.
Initiativet til at nedsætte af brugerrådene påhviler amtsrådene.
§ 29
Brugerrådet består af indtil 7 medlemmer samt stedfortrædere. 3 medlemmer udpeges af De samvirkende Invalideorganisationer i amtskommunen. 2 medlemmer udpeges af amtsrådet efter forhandling med henholdsvis forældrebestyrelserne og forældrerådene som repræsentanter for forældre til børn på henholdsvis dag- og døgninstitutioner under amtskommunerne, jf. dog § 37. 1 medlem udpeges af amtsrådet efter forhandling med beboerrådene som repræsentant for beboere i amtskommunale botilbud efter lov om social service. Der kan yderligere af amtsrådet efter forhandling med brugergrupperne i amtskommunen udpeges 1 medlem som repræsentant for andre brugergrupper i amtskommunen.
Repræsentanter, der udpeges for de enkelte brugergrupper, skal have bopæl i amtskommunen, med mindre der er tale om repræsentanter for forældre til børn på lands- eller landsdelsdækkende institutioner. Amtsrådet skal, når der udpeges medlemmer, drage omsorg for, at repræsentationen er så bred og dækkende som muligt.
Medlemmer af amtsrådet kan ikke være medlemmer af brugerrådet, jf. dog § 37.
Brugerrådet virker i en 4-årig periode, svarende til de kommunale råds valgperiode, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nye medlemmer udpeges. Brugerrådets opgaver
§ 30
Det påhviler amtsrådet at informere brugerrådet om udviklingen i amtskommunen inden for det sociale område og inden for tilgrænsende områder, der har betydning for rådets virksomhed.
§ 31
Brugerrådet kan tage spørgsmål af mere generel karakter vedrørende sociale anliggender op til drøftelse og komme med forslag til initiativer herunder om samordning med andre områder inden for den amtskommunale forvaltning eller i amtets kommuner.
§ 32
Amtsrådet kan forelægge alle spørgsmål af mere generel eller principiel karakter vedrørende sociale anliggender og samordning med tilgrænsende områder for Brugerrådet.
§ 33
Brugerrådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltpersoners forhold, herunder personalesager eller konkrete klagesager, jf. dog §§ 36 - 38. Brugerrådets forretningsorden
§ 34
Brugerrådet udpeger selv sin formand og fastsætter sin forretningsorden.
Indkaldelse til møde kan ske på formandens, et medlems eller amtsrådets initiativ.
Amtsrådets orientering efter § 30 skal finde sted mindst 2 gange årligt.
§ 35
Amtsrådet yder i fornødent omfang sekretariatsmæssig bistand til brugerrådet.
Amtsrådet kan beslutte, at brugerrådets medlemmer skal have diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.
Amtsrådet afholder udgifterne ved brugerrådets virksomhed. Brugerrådets sammensætning ved behandling af klager
§ 36
Klage over amtskommunens tilbud om hjælp efter §§ 71 og 72, jf. § 81, stk. 3, i lov om social service til personer over 67 år, kan behandles af det amtskommunale brugerråd, men ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 37
Ved behandlingen af klager over afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81 i lov om social service, tiltræder 2 medlemmer af amtsrådet brugerrådet. De 2 medlemmer, der er repræsentanter for forældre til børn på henholdsvis dag- og døgninstitutioner under amtskommunerne, deltager ikke i behandlingen af klagesager. Brugerrådets opgaver ved behandling af klager
§ 38
Rådet skal drøfte og videreformidle klager over tildelingen af personlig hjælp og pleje m.v. efter §§ 71 og 72 i lov om social service samt over omfanget og udførelsen af opgaverne. Rådet afgør selv, hvilke klager der skal forelægges amtsrådet. Rådet har ikke kompetence til at omgøre amtsrådets afgørelser om hjælpen. Men rådet kan ved forelæggelse for amtsrådet udtale kritik, komme med forslag til og henstillinger om ændringer m.v. Rådet har mulighed for at tage alle spørgsmål på området vedrørende hjælp og pleje m.v. efter §§ 71 og 72 i lov om social service op til vurdering, både spørgsmål af generel karakter og spørgsmål, der udspringer af konkrete klager.
Statistik
Statistik
§ 39
Kommunerne og de sociale nævn skal til Ankestyrelsen indsende statistikoplysninger om afgørelser i sager om:
- Førtidspension.
- Invaliditetsydelse.
- Bistands- og plejetillæg til førtidspension eller invaliditetsydelse.
- Ændring af førtidspension, invaliditetsydelse og tillæg.
For personer med ophold i udlandet indsender Den Sociale Sikringsstyrelse til Ankestyrelsen statistikoplysninger som anført i stk. 1.
§ 40
Amtskommunerne og de sociale nævn indsender statistikoplysninger om afgørelser i sager om støtte til køb af bil m.v. efter § 99 i lov om social service til Ankestyrelsen.
§ 41
Oplysningerne efter §§ 39 og 40 skal afgives på særlige skemaer, som udsendes af Ankestyrelsen.
Skemaerne skal sendes til Ankestyrelsen samlet en gang om måneden og skal omfatte alle sager, der blev afsluttet den foregående måned. Afslutningsdatoen er den dato, hvor afgørelsen er sendt til ansøgeren. Samtidig sendes oplysninger om antallet af indgåede nye sager om pension m.v., jf. § 39, i afgørelsesmåneden. Særlig fremsendelsesblanket til opgørelse heraf udsendes af Ankestyrelsen. Blanketten og statistikskemaerne sendes senest den 7. i måneden efter afslutningsmåneden.
§ 42
Kommunerne og Den Sociale Sikringsstyrelse skal indsende statistikoplysninger om udbetaling af personlige tillæg efter § 17 i lov om social pension til Socialministeriet om:
- Beløbets størrelse.
- Antal modtagere inden for hver pensionistgruppe.
- Ydelsesart: varmetillæg, tandproteser og tandpleje, briller, fysioterapi, kiropraktorbehandling og fodpleje, medicintillæg og andet.
Oplysningerne kan afgives over Kommunedatas fælleskommunale system for social pension efter indberetning til Kommunedata af kommunernes statistikkoder for personlige tillæg.
§ 43
Det sociale nævn og Den Sociale Sikringsstyrelse indsender senest i februar måned hvert år en opgørelse til Ankestyrelsen over det foregående års sagsantal og gennemsnitlige sagsbehandlingstid fordelt på sagstyper og afgørelsesart.
Oplysningerne kan efter aftale med Ankestyrelsen afgives som led i de sociale nævns indberetning af antallet af ankesager til Danmarks Statistik.
Det Sociale Informations- og Analysesystem
Det Sociale Informations- og Analysesystem
§ 44
Kommuner og amtskommuner medvirker med oplysninger m.v. til Det Sociale Informations- og Analysesystem.
I kommuner og amtskommuner, hvor beslutningskompetencen vedrørende omfang, indhold og kvalitet af indsatsen for dele af det sociale område er lagt til særlige organer, lokalråd, bydelsråd eller kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, medvirker disse organer efter reglerne i denne bekendtgørelse.
I systemet medtages oplysninger om inddragelse af og samordning i forhold til private, der udfører socialt arbejde, herunder om udviklingen i samarbejdet med virksomheder og det frivillige sociale arbejde. Indberetning af oplysninger
§ 45
Kommuner og amtskommuner indberetter oplysninger i henhold til Den Sociale Informations- og Analysesystem til Den Sociale Database.
Oplysningerne i Den Sociale Database ajourføres af kommuner og amtskommuner efter § 46, eller når der lokalt er truffet en ny politisk beslutning om udviklingen i indsatsen på det sociale område.
§ 46
Socialministeriet foretager årligt pr. 1. november et samlet udtræk fra Den Sociale Database af nøgleoplysninger om kommuners og amtskommuners beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder de mål, som de har sat sig for udviklingen.
I den forudgående april måned udmelder Socialministeriet et skemamateriale til kommuner og amtskommuner. Det angiver de aktiviteter og problemstillinger m.v., som udtrækket efter stk. 1 vil omfatte, samt oplysninger om de pågældende aktiviteter mv. i kommunen eller amtskommunen, som er i Den Sociale Database.
Hvis kommunen eller amtskommunen ikke benytter sig af muligheden for at ajourføre de oplysninger, der findes i Den Sociale Database om omfang og indhold af de sociale foranstaltninger m.v., lægges disse til grund som gældende udtryk for de senest trufne politiske beslutninger.
På grundlag af de indkomne oplysninger m.v., udsender Socialministeriet i april måned i det følgende år en tilbagemelding, der således vil kunne være til rådighed for den forestående budgetlægning i kommuner og amtskommuner. Temaplanlægning, kommunepaneler og særlige undersøgelser
§ 47
Kommuner og amtskommuner har pligt til at medvirke i kommunepaneler, til temaplanlægning og til særlige undersøgelser, således at nødvendige supplerende oplysninger til brug for regeringens og Folketingets arbejde hurtigt kan tilvejebringes.
Når Socialministeriet i forbindelse hermed vil trække oplysninger fra Den Sociale Database, skal ministeriet varsle, hvilke aktiviteter og problemstillinger m.v. der vil blive trukket oplysninger om og på hvilket tidspunkt, så kommuner og amtskommuner får mulighed for at indlægge, henholdsvis ajourføre registrerede oplysninger, jf. § 46, stk. 3. Administration
§ 48
Ankestyrelsen administrerer de centrale funktioner i forbindelse med Det Sociale Informations- og Analysesystem.
Det Sociale Informations- og Analysesystem administreres i samspil med centrale og kommunale informationssystemer på det sociale og tilgrænsende områder, således at dobbeltindberetning af oplysninger undgås.
Kommuners og amtskommuners indsendelse af redegørelser om
Kommuners og amtskommuners indsendelse af redegørelser om
§ 49
Kommuner og amtskommuner udarbejder årligt en redegørelse for udviklingen på det frivillige sociale område. Redegørelsen skal omfatte de aktiviteter, som har fået støtte efter § 115 i lov om social service.
§ 50
Redegørelsen skal udover en beskrivelse af udviklingen omfatte en opgørelse af den samlede udbetalte støtte. Redegørelsen for 1998 skal desuden indeholde en dokumentation for aktivitetsforøgelsen i forhold til den forudgående periode. For de følgende år skal redegørelsen alene omfatte det aktuelle år.
§ 51
Opgørelsen skal indeholde en specifikation på de enkelte støttemodtagere.
§ 52
De frivillige sociale organisationer i kommunen og amtskommunen skal have mulighed for at afgive en kortfattet udtalelse til den kommunale og amtskommunale redegørelse. De indkomne udtalelser vedlægges redegørelsen som bilag til Socialministeriet.
§ 53
Redegørelsen sendes til Socialministeriet senest den 1. juli efter det år, som redegørelsen vedrører.
Ikrafttrædelsesbestemmelse
Ikrafttrædelsesbestemmelse
§ 54
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1998. Samtidig ophæves følgende bekendtgørelser:
- Nr. 122 af 28. marts 1985 om indsendelse af klager over afgørelser truffet af sociale udvalg/magistrater og regionale nævn inden for det sociale område og om genvurdering i forbindelse med klager (Remonstration).
- Nr. 884 af 11. december 1986 om oprettelse af brugerråd i amtskommunerne og i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
- Nr. 920 af 18. december 1991 om forretningsorden for de sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnene.
- Nr. 78 af 31. januar 1992 om forretningsorden for Den Sociale Ankestyrelse.
- Nr. 167 af 14. marts 1995 om sammensætningen af sociale koordinationsudvalg.
Socialministeriet, den 8. januar 1998, den 8. januar 1998
/Karen Jespersen Peter Juul/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1998
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1998