Bekendtgørelse om opkrævning af afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler
BEK nr 115 af 19/02/1998
§ 1
Afgiften beregnes og opkræves af Centralregisteret for Motorkøretøjer efter de nedenfor anførte regler. Centralregisteret varetager samtlige oppebørselsforretninger.
§ 2
Afgiften beregnes på grundlag af de ved registreringen eller ved senere anmeldelser tilvejebragte oplysninger om bilens drivkraft, brændstofforbrug og eventuelt egenvægten, jf. lovens § 3.
Hvis der efter bilens registrering sker ændringer med bilen, som er af betydning for afgiftens beregning, påhviler det ejeren (brugeren) straks at gøre anmeldelse herom til et motorkontor. Ændringerne har afgiftsmæssig virkning fra og med anmeldelsesdatoen.
§ 3
Afgiften forfalder til betaling ved afgiftsperiodens begyndelse, jf. lovens § 4, stk. 2. Ved registrering af en bil fastsættes en hovedforfaldsmåned. Sidste rettidige betaling er den 8. i måneden efter afgiftens forfaldstid, medmindre anden dato er anført på indbetalingskortet.
Afgiften for afgiftsperioden afkræves den, der på afgiftens forfaldstid var registreret som bilens ejer. Var der tillige registreret en bruger, opkræves afgiften dog hos denne. De udsendte opkrævninger skal indeholde oplysning om afgiftens størrelse, forfaldsdag, sidste rettidige betalingsdag og afgiftsperioden.
Sker indbetaling af afgift ikke rettidigt, udskrives der erindringsskrivelse. For udskrivning af erindringsskrivelse opkræves efter lovens § 11, stk. 3, et gebyr, der inddrives på samme måde som rentetillæg i henhold til lovens § 11, stk. 2.
§ 4
Ved første opkrævning af afgift beregnes et reguleringsbeløb for perioden fra den 1. i hovedforfaldsmåneden til registreringsdatoen. Ved afmelding af bilen afkortes afgiftsperioden med de resterende dage af perioden, jf. lovens § 4, stk. 3.
Ved anmeldelse af ny ejer (bruger) eller ændring af betydning for afgiftens beregning gælder tilsvarende regler.
Ved beregning af reguleringsbeløb og refusionsbeløb efter stk. 1 og 2 regnes med 30 dage i måneden.
§ 5
I ganske særlige tilfælde, hvor afmelding af bilen har været forhindret f.eks. på grund af havari i udlandet, eller hvor en stjålet bil efter længere tids forløb ikke er bragt til veje, kan centralregisteret, hvor omstændighederne taler derfor, fritage bilen for afgift for den resterende del af afgiftsperioden regnet fra det tidspunkt, centralregisteret fastsætter som afmeldingstidspunkt.
§ 6
Ansøgningen om fritagelse for betaling af afgift i henhold til § 5 rettes til et motorkontor eller til centralregisteret. Ved ansøgningens indgivelse skal medfølge bilens registreringsattest og dokumentation for omstændighederne, der kan begrunde tilbagebetalingen af afgiften.
Forinden en stjålet bil kan fritages for afgift i henhold til stk. 1, skal der være foretaget politianmeldelse af tyveriet.
Ud over de i stk. 1 anførte bevisligheder kan centralregisteret om fornødent kræve yderligere bevisligheder.
§ 7
Eventuelle godtgørelsesbeløb på under 10 kr. tilbagebetales ikke.
Tilbagebetaling af godtgørelsesbeløb sker til den, der fremlægger afgiftskvitteringen. Kan afgiftskvitteringen ikke fremlægges, tilbagebetales afgiften til den, i hvis navn bilen på afgiftens forfaldstidspunkt var registreret.
§ 8
Ansøgning om fritagelse for betaling efter § 5 skal fremsættes inden 1/2 år efter datoen for køretøjets afmelding.
Klageinstans
Klageinstans
§ 9
Landsskatteretten påkender klager over centralregisterets afgørelser af spørgsmål om afgift efter lovens §§ 1-6.
Reglerne i skattestyrelseslovens kapitler 3 og 3A finder anvendelse ved klage til Landsskatteretten efter stk. 1.
Klage over afgørelser, der ikke er omfattet af stk. 1, kan indbringes for Told- og Skattestyrelsen. Fristen for klage er 3 måneder. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1998.
§ 11
Bekendtgørelsens regler for klage har virkning for klager, der indgives den 1. april 1998 eller senere. Klager, der er indgivet til Skatteministeriets departement inden denne dato, færdigbehandles af Skatteministeriets departement.
Skatteministeriet, den 19. februar 1998, den 19. februar 1998
/Carsten Koch K. Aasberg Karlsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1998
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1998