Bekendtgørelse om regnskab og revision for tilskud i henhold til lov om den fri ungdomsuddannelse
BEK nr 142 af 25/02/1998
§ 1
En uddannelsesansvarlig skole aflægger et særskilt regnskab for tilskud i henhold til lovens § 11. Af regnskabet skal fremgå tilskud til vejledning m.v. og tilskud til uddannelse. Regnskabet udarbejdes i overensstemmelse med regnskabsmodellen, der er optaget som bilag til denne bekendtgørelse. Regnskabet underskrives af samtlige medlemmer af skolens bestyrelse eller indehaveren. Regnskabsåret er kalenderåret.
Regnskabet kan udarbejdes som et delregnskab, som vedlægges skolens samlede årsregnskab. Delregnskabet udarbejdes i overensstemmelse med regnskabsmodellen, der er optaget som bilag til denne bekendtgørelse. Delregnskabet underskrives af samtlige medlemmer af skolens bestyrelse eller indehaveren og indsendes særskilt til Undervisningsministeriet, jf. § 15.
Skolens bestyrelse eller indehaver er ansvarlig for, at regnskabet er rigtigt, og at indberetninger til brug for tilskudsberegningen er opgjort i overensstemmelse med gældende regler herom.
Revision
Revision
§ 2
Regnskaber aflagt af institutioner, der er omfattet af rigsrevisorlovens § 2, revideres af Rigsrevisionen efter bestemmelserne i rigsrevisorloven. Regnskaber aflagt af andre institutioner revideres efter reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 3
Revisionen udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor, Kommunernes Revisionsafdeling, Revisionsdirektoratet for Københavns Kommune eller andre kommunale revisionsorganer.
§ 4
Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Der foretages endvidere en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler, der er omfattet af regnskabet.
§ 5
Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
§ 6
Ved revision af regnskab for tilskud til rådgivning, vejledning og administration kontrollerer revisor, at der foreligger underskrevne og daterede uddannelsesplaner, henholdsvis underskrevne og daterede uddannelsesbeviser for de pågældende elever.
Ved revision af tilskud til uddannelse kontrollerer revisor, at skolens oplysninger til beregning af tilskud er opgjort korrekt, herunder
- at betingelserne for at der ydes tilskud til hver enkelt uddannelsesdel er opfyldt,
- at skolen for uddannelsesaftaler indgået efter den 1. oktober 1997 fører et særskilt regnskab for tilskud til køb af uddannelse for hver enkelt elev,
- at skolen senest 2 måneder efter, at eleven har afsluttet eller afbrudt uddannelsen, har tilbagebetalt eventuelt uforbrugt forskud til køb af uddannelse,
- at antallet af elevuger er korrekt opgjort, herunder at eventuel deltidsuddannelse er korrekt omregnet,
- at der for den enkelte elev ikke er ydet tilskud til mere end 40 elevuger inden for 12 sammenhængende kalendermåneder,
- at der fra skolens side er ført kontrol med elevens deltagelse i den finansierede aktivitet, og
- at tilskuddet ikke er anvendt til dækning af rejse-, opholds- og forsikringsudgifter i forbindelse med udlandsophold.
§ 7
Revisionen kan udføres ved stikprøvevise undersøgelser. Revisionens omfang må tilpasses skolens administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen.
§ 8
Skolen skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af regnskabet og de tilskudsudløsende faktorer. Revisor har adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal have de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.
§ 9
Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks at give skolen meddelelse derom, samt påse at skolens bestyrelse eller indehaveren inden 3 uger giver Undervisningsministeriet meddelelse herom. Revisors bemærkninger sendes sammen med underretningen. Hvis dette ikke sker, underretter revisor snarest ministeriet.
§ 10
Revisor fører en revisionsprotokol. Revisors erklæring vedrørende tilskud i henhold til lovens § 11 kan indgå i skolens almindelige revisionsprotokol. Der indsendes i så fald en særskilt kopi af skolens revisionsprotokol til Undervisningsministeriet, jf. § 12.
I revisionsprotokollen indføres beretning om, hvilket revisionsarbejde der er udført, samt alle væsentlige forhold der har givet anledning til bemærkninger. Specielt oplyses om revisors undersøgelse af samt vurdering og konklusion vedrørende
- skolens interne kontrol og registreringssystemer vedrørende tilskud i henhold til loven og
- sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.
§ 11
Ved revisionen af skolens regnskab indføres beretning
- om revisor opfylder de i lovgivningen indeholdte habilitetsbetingelser,
- om revisor under sin revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om,
- om revisor anser regnskabet for aflagt efter lovgivningens krav til regnskabsaflæggelsen og
- om statstilskuddet er anvendt i overensstemmelse med givne vilkår.
I revisionsprotokollen indføres endvidere oplysninger om særlige kontrolarbejder, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning eller assistance.
§ 12
Skolens bestyrelse eller indehaver er ansvarlig for, at revisionsprotokollen underskrevet af samtlige medlemmer af bestyrelsen eller indehaveren indsendes sammen med regnskabet til Undervisningsministeriet, jf. § 15.
§ 13
For årlige tilskud på til sammen under 100.000 kr. kan revisionsprotokollatet erstattes af en redegørelse fra revisor om væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger.
Påtegning og indsendelse
Påtegning og indsendelse
§ 14
Det reviderede regnskab forsynes med påtegning, hvoraf skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Forbehold skal fremgå af påtegningen.
§ 15
Skolens bestyrelse eller indehaveren er ansvarlig for, at det påtegnede regnskab indsendes til Undervisningsministeriet inden den 1. juli i det efter regnskabsåret følgende år.
Ikrafttræden og overgangsregler
Ikrafttræden og overgangsregler
§ 16
Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. marts 1998 og har virkning for regnskaber for 1997 og følgende år. Bekendtgørelse nr. 559 af 27. juni 1995 om revision af regnskab for tilskud i henhold til lov om den fri ungdomsuddannelse ophæves, men reglerne finder dog anvendelse for regnskaber for 1996 og tidligere år.
§ 17
Revisor kontrollerer, at skolen pr. 1. oktober 1997 korrekt har opgjort saldoen på kontoen for tilskud efter § 11, stk. 1, jf. § 45, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 629 af 18. juli 1997 om den fri ungdomsuddannelse. Når alle uddannelsesplaner, der er indgået før den 1. oktober 1997 er ophørt, kontrollerer revisor, at skolen har opgjort kontoen korrekt og tilbagebetalt uforbrugte tilskud til Undervisningsministeriet.
Undervisningsministeriet, den 25. februar 1998, den 25. februar 1998
/Kim Mørch Jacobsen Anja Wang/
BILAG
Bekendtgørelse af februar 1998 om regnskab og revision for tilskud i henhold til lov om den fri ungdomsuddannelse
Regnskabsmodel for tilskud i henhold til lov om den fri ungdomsuddannelse.
--------------------------------------------------------------------- 199x --------------------------------------------------------------------- Kr. Uger --------------------------------------------------------------------- UDDANNELSESAFTALER INDGÅET INDEN 1. OKTOBER 1997 --------------------------------------------------------------------- (1) Modtaget tilskud til køb af uddannelse --------------------------------------------------------------------- (2) Ikke modtaget tilskud til køb af uddannelse (tilgodehavende) --------------------------------------------------------------------- (3) Regulering fra tidligere år --------------------------------------------------------------------- (4) =(1)+(2) Tilskud til køb af uddannelse +(3) vedr. regnskabsåret i alt --------------------------------------------------------------------- (5) Udgifter til køb af uddannelse --------------------------------------------------------------------- (6)=(4)-(5) Overskud (+) / underskud (-) i regnskabsåret --------------------------------------------------------------------- (7) Overført overskud (+) / underskud (-) fra året før --------------------------------------------------------------------- (8)=(6)+(7) Overskud (+) / underskud (-) overføres til næste år --------------------------------------------------------------------- --------------------------------------------------------------------- 199x --------------------------------------------------------------------- Kr. Uger --------------------------------------------------------------------- UDDANNELSESAFTALER INDGÅET DEN 1. OKTOBER 1997 ELLER SENERE --------------------------------------------------------------------- (9) Modtaget tilskud til køb af uddannelse --------------------------------------------------------------------- (10) Ikke modtaget tilskud til køb af uddannelse (tilgodehavende) --------------------------------------------------------------------- (11) Regulering fra tidligere år --------------------------------------------------------------------- (12)=(9)+ Tilskud til køb af uddannelse (10)+(11) vedr. regnskabsåret i alt --------------------------------------------------------------------- (13) Udgifter til køb af uddannelse --------------------------------------------------------------------- (14) Afregning (tilbagebetaling) vedr. afsluttede uddannelsesplaner --------------------------------------------------------------------- (15)=(12)- Uforbrugt forskud til køb (13)-(14) af uddannelse --------------------------------------------------------------------- (16) Uforbrugt forskud til køb af uddannelse fra tidligere år --------------------------------------------------------------------- (17)=(15)+ Uforbrugt forskud til køb af (16) uddannelse i alt --------------------------------------------------------------------- --------------------------------------------------------------------- 199x --------------------------------------------------------------------- Kr. Uger --------------------------------------------------------------------- (18)=(4)+ Samlet modtaget tilskud til (12) køb af uddannelse (alle aftaler) vedr. regnskabsåret --------------------------------------------------------------------- --------------------------------------------------------------------- 199x --------------------------------------------------------------------- Kr. Uger --------------------------------------------------------------------- (19) Tilskud til vejledning --------------------------------------------------------------------- (20) Ikke modtaget tilskud til vejledning (tilgodehavende) --------------------------------------------------------------------- (21) Regulering af tilskud til vejledning fra tidligere år --------------------------------------------------------------------- Skolens leder: Underskrift -------------------- Navn Bestyrelse: Underskrift Underskrift Underskrift -------------------- ------------------- ------------------- Navn Navn Navn Underskrift Underskift Underskrift -------------------- ------------------- ------------------- Navn Navn Navn Underskrift Underskrift Underskrift -------------------- ------------------- ------------------- Navn Navn Navn
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1998
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1998