TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om statsgaranterede studielån

BEK nr 281 af 13/05/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Hypotekbanken administrerer statens garantiforpligtelse for studielån i pengeinstitutter og i Hypotekbankens bankvirksomhed.

Stk. 2

Hypotekbanken godkender de formularer, der anvendes ved administrationen af lånet.

§ 2

Tilbagebetalingen i henhold til § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om statsgaranterede studielån udsættes, hvis låntager senere påbegynder eller genoptager en uddannelse, der er godkendt som en uddannelse, der giver ret til statens uddannelsesstøtte, eller er en forskeruddannelse.

Stk. 2

Hypotekbanken kan bestemme, at tilbagebetalingen af lånet skal begynde før det i lovens § 2, stk. 1, nr. 1, fastsatte tidspunkt, når låntager ikke længere kan anses for at være studieaktiv. Garantien ophører i så fald senest 15 år efter, at tilbagebetalingen skal påbegyndes.

Stk. 3

Pengeinstituttet og Hypotekbankens bankvirksomhed kan fra tidspunktet for tilbagebetalingspligtens indtræden, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 1, træffe afgørelse om at udsætte tilbagebetalingen, hvis låntager på grund af arbejdsløshed, sygdom, fødsel eller værnepligt ikke kan indgå en tilbagebetalingsordning. Pengeinstituttet og Hypotekbankens bankvirksomhed kan give udsættelse med tilbagebetalingen i 6 måneder ad gangen i op til 4 år efter uddannelsens ophør. Anmodning om udsættelse herudover skal forelægges Hypotekbanken.

Stk. 4

Afvigelser fra en indgået tilbagebetalingsordning aftales mellem låntager og pengeinstitut eller Hypotekbankens bankvirksomhed.

Stk. 5

Ved afgørelser om udsættelse med tilbagebetalingen efter stk. 3, 1. pkt., og aftaler om afvigelser fra en indgået tilbagebetalingsordning efter stk. 4 skal pengeinstitutterne og Hypotekbankens bankvirksomhed tage hensyn til, at gælden fortsat kan tilbagebetales inden udløbet af garantiperioden, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2.

§ 3

Når et pengeinstitut eller Hypotekbankens bankvirksomhed anmoder Hypotekbanken om at indfri et statsgaranteret studielån, skal følgende vedlægges:

  1. transporterklæring udfyldt med en opgørelse af lånet,
  1. gældsbeviser med tilhørende originale garantierklæringer, og
  1. kopi af pengeinstituttets eller Hypotekbankens bankvirksomheds 3 rykkerskrivelser til låntager.

§ 4

Hypotekbanken kan efter anmodning fra låntager forlænge garantien, når omstændighederne taler for det. Garantien vil normalt ikke kunne forlænges med mere end 5 år.

Stk. 2

Afgørelse om garantiforlængelse træffes på grundlag af en samlet vurdering af låntagers personlige og økonomiske forhold, studielånets hidtidige afvikling, og om restgælden må antages at kunne afvikles inden for den forlængede garantiperiode.

Stk. 3

Hvis låntager tidligere har fået bevilget udsættelse med tilbagebetalingen på grund af arbejdsløshed, sygdom, fødsel eller værnepligt, vil garantien kunne forlænges med udsættelsesperiodens samlede varighed, jf. § 2, stk. 3, hvis låntager skønnes at være i stand til at afvikle studielånet inden for den forlængede garantiperiode.

Stk. 4

Hypotekbanken kan afslå at forlænge garantien, hvis låntager afvikler anden betydelig gæld end studiegæld.

§ 5

Bestemmelserne i lov om statsgaranterede studielån § 1, stk. 3, og § 2, stk.1, nr. 1, om garantiperiodens ophør og om tidspunktet for begyndelsen af tilbagebetalingen af statsgaranterede studielån finder også anvendelse for statsgaranterede lån optaget efter den tidligere uddannelsesstøttelovgivning.

§ 6

Pengeinstituttet og Hypotekbankens bankvirksomhed afgiver årligt inden den 1. februar en opgørelse over hver låntagers statsgaranterede studielån pr. 31. december i det foregående kalenderår. Indberetningen skal for hver studielånskonto, låntager har i pengeinstituttet eller Hypotekbankens bankvirksomhed, indeholde oplysning om:

  1. registreringsnummer,
  1. låntagers cpr-nr.,
  1. låntagers kontonummer, og
  1. saldo pr. 31. december og tilskrevne renter i kalenderåret.

§ 7

Låntagere, der har afbrudt uddannelsen eller har afsluttet uddannelsen inden det tidspunkt, der er angivet i den senest udstedte garantierklæring, eller senest er meddelt låntageren af SUstyrelsen eller Hypotekbanken, skal straks give Hypotekbanken meddelelse herom.

§ 8

Hypotekbanken udarbejder nærmere retningslinier for pengeinstitutternes og Hypotekbankens bankvirksomheds administration af statsgaranterede studielån samt retningslinier for indfrielse af lånene i tilfælde af misligholdelse. Hypotekbanken udarbejder endvidere retningslinier for afgivelsen af den i § 6 nævnte indberetning.

§ 9

Pengeinstitutternes afgørelser efter § 2, stk. 3, kan indbringes for Hypotekbanken, der træffer den endelige administrative afgørelse.

Stk. 2

Hypotekbankens øvrige afgørelser efter lov om statsgaranterede studielån kan indbringes for finansministeren.

Stk. 3

Klager over afgørelser, som Hypotekbankens bankvirksomhed træffer efter § 2, stk. 3, kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, sendes til Hypotekbankens bankvirksomhed. Hvis Hypotekbankens bankvirksomhed efter en fornyet vurdering kan give låntager medhold i klagen, træffer Hypotekbankens bankvirksomhed afgørelse i sagen. Hvis den oprindelige afgørelse ikke ændres eller hvis låntager fastholder sin klage, indbringer Hypotekbankens bankvirksomhed sagen for Finansministeriet.

Fremgangsmåden ved indeholdelse i løn

Fremgangsmåden ved indeholdelse i løn

§ 10

Hypotekbanken giver pålæg om indeholdelse i løn m.v. for indfriede statsgaranterede studielån, herunder renter, omkostninger og udlagte retsafgifter.

Stk. 2

Hypotekbanken giver pålæg efter forudgående vurdering af skyldners personlige og økonomiske forhold.

Stk. 3

Hypotekbanken giver ikke pålæg om lønindeholdelse for skyldnere, der kan dokumentere, at de modtager førtidspension, folkepension, efterløn, dagpenge eller lignende ydelser, medmindre særlige omstændigheder taler herfor. Hypotekbanken giver ikke pålæg om lønindeholdelse for skyldnere, der har fået henstand med tilbagebetalingen af Hypotekbanken eller dennes inkassator.

Stk. 4

Pålægget skal være skriftligt og gengive §§ 11, 12, 14, stk. 4, og 15.

Stk. 5

Der skal gives skyldneren meddelelse, når der er truffet afgørelse om pålægget.

§ 11

Det indeholdte beløb indbetales til Hypotekbanken af den, der har fået pålæg om lønindeholdelsen. Indbetaling skal ske, efterhånden som indeholdelse finder sted. Beløbene forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen. Sidste rettidige betalingsdag er den 15. i forfaldsmåneden. Fristen forlænges til den nærmest følgende hverdag, hvis sidste rettidige betalingsdag er en lørdag, søndag eller helligdag.

Stk. 2

Den indeholdelsespligtige skal ved indbetalingen give Hypotekbanken skriftlig meddelelse om skyldners cpr-nr., navn og adresse, størrelsen af det indeholdte beløb og størrelsen af det indkomstbeløb, indeholdelsen er beregnet af.

§ 12

Den, der har modtaget pålæg om indeholdelse i løn m.v., skal inden 14 dage give Hypotekbanken skriftlig underretning, hvis skyldneren ikke er eller ophører med at være beskæftiget hos den pågældende, eller hvis udbetaling af indeholdelsespligtige ydelser i øvrigt ophører.

Stk. 2

Den indeholdelsespligtige skal efter anmodning give Hypotekbanken alle oplysninger om skyldners arbejdsforhold og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen. Svaret skal gives inden 14 dage efter, at anmodningen er modtaget.

§ 13

Skyldneren skal give Hypotekbanken eller dennes inkassator alle nødvendige oplysninger om personlige eller økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen og for spørgsmålet, om der kan foretages indeholdelse.

§ 14

Klager skyldner over beslutningen om indeholdelse, afgøres spørgsmålet af Hypotekbanken. Klagen sendes til Hypotekbanken inden 2 uger efter, at beslutningen er meddelt skyldneren.

Stk. 2

Hvis Hypotekbanken efter en fornyet vurdering kan give skyldneren medhold, træffer Hypotekbanken afgørelse i sagen.

Stk. 3

Hypotekbanken sender sagen til Finansministeriet, hvis den oprindelige beslutning ikke ændres, eller hvis skyldneren fastholder sin klage. Finansministeriet træffer den endelige administrative afgørelse i sagen.

Stk. 4

Skyldnerens klage udsætter ikke lønindeholdelsen.

§ 15

Reglerne i kildeskatteloven om fortrinsret for skatterestancer berøres ikke af krav på indeholdelse for misligholdt studiegæld. Træffer skattemyndighederne beslutning om indeholdelse, går skattekravet forud.

Stk. 2

Krav på bidragsbetaling, der inddrives ved tilbageholdelse i løn m.v. efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag, fyldestgøres efter skattekrav efter stk. 1, men forud for krav på indeholdelse for indfriede statsgaranterede studielån.

§ 16

Med bøde straffes den, der overtræder §§ 11, 12 og 13.

§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. maj 1998.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 991 af 14. december 1995 om statsgaranterede studielån.


Finansministeriet, den 13. maj 1998, den 13. maj 1998

/Mogens Lykketoft Hans Henrik H. Østergaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998