TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om statstilskud til produktrettede energibesparelser

BEK nr 320 af 03/06/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Der kan gives statstilskud til udvikling, udbredelse og anvendelse af produkter (herunder isoleringsmaterialer, lavenergivinduer, -ruder og -døre, ventilationssystemer og energieffektive opvarmningsanlæg), som er egnede til at fremme varmebesparelser eller effektiv produktion af varme til rumopvarmning og opvarmning af vand, og som er beregnet til eller sædvanligvis anvendes i boliger og offentlige institutioner. Tilskud kan gives til pågældende produkter samt tilhørende installationsmetoder.

Stk. 2

Der kan gives tilskud til produkter, som fører til en væsentligt mere effektiv energiudnyttelse end gennemsnitlige produkter i samme kategori, og til produkter, som fører til en effektiv energiudnyttelse, og som tillige er mindre miljøbelastende end andre produkter i samme kategori. Ved afgørelsen af, om et produkt kan anses for tilskudsberettiget, skal der udover energieffektiviteten lægges vægt på andre miljøforhold, arbejdsmiljø, sikkerhed, samfundsøkonomi og produktets brugsmæssige egenskaber. Ved vurderingen kan der anlægges livscyklus-vurderinger.

Stk. 3

Der kan ikke gives tilskud efter denne bekendtgørelse til elbesparende foranstaltninger. Som et led i tilskud til samlede energibesparelsesaktiviteter, hvori der indgår elbesparende foranstaltninger, kan der dog efter omstændighederne tillige gives tilskud til dækning af den del af aktiviteten, der angår elbesparelser.

Stk. 4

Energistyrelsen træffer bestemmelse om, hvorvidt og i hvilket omfang der kan gives tilskud efter denne bekendtgørelse til aktiviteter, der tillige modtager tilskud fra andre statslige eller kommunale tilskudsordninger, jf. dog § 4, stk. 5.

§ 2

Med boliger menes i denne bekendtgørelse en- og tofamiliehuse, udlejningsejendomme, ejerlejligheder, kollegier m.v., fælles boliginstitutioner, private andelsboligforeninger m.v., som lovligt anvendes til helårsbeboelse.

Stk. 2

Med offentlige institutioner menes i denne bekendtgørelse bygninger, der af staten, amtskommuner, kommuner eller selvejende institutioner og lignende anvendes til offentlige formål, herunder administration, undervisning, sundhedsvæsen, ikke kommerciel servicevirksomhed og lignende, og som er beregnet til regelmæssig brug.

§ 3

Energistyrelsen udarbejder programmer for tilskudsgivningen til nærmere angivne kategorier af aktiviteter samt budget for programmerne i overensstemmelse med bestemmelserne i § 1. Energistyrelsen kan derudover give tilskud til andre aktiviteter, som har væsentlig betydning for de i § 1 nævnte formål.

Stk. 2

Tilskudsprogrammerne udarbejdes for en nærmere angivet periode og vurderes og revideres i lyset af de indhøstede resultater og erfaringer.

Tilskud til udvikling af energieffektive produkter

Tilskud til udvikling af energieffektive produkter

§ 4

Energistyrelsen kan give tilskud til erhvervsvirksomheder, teknisk sagkyndige institutioner eller forskningsinstitutioner til udvikling af energieffektive produkter.

Stk. 2

Tilskud kan gives til følgende aktiviteter med nedennævnte tilskudsstørrelser:

  1. Industriel forskning: indtil 50% af de tilskudsberettigede udgifter.
  1. Udvikling på prækonkurrencestadiet: indtil 25% af de tilskudsberettigede udgifter.
  1. Tekniske feasibility-undersøgelser forud for iværksættelsen af projekter efter nr. 2: indtil 50% af de tilskudsberettigede udgifter.
Stk. 3

Hvis tilskudsmodtageren er en lille eller mellemstor virksomhed, jf. § 6, kan tilskuddet forhøjes med indtil 10%-point.

Stk. 4

Tilskuddet kan gives med indtil 100% af de tilskudsberettigede udgifter i følgende tilfælde:

  1. Hvis det samlede offentlige tilskud fra denne og andre statslige og kommunale tilskudsordninger ikke overstiger 100.000 ECU over 3 år regnet fra det år, hvor det første tilskud bliver udbetalt. Energistyrelsen underretter tilskudsmodtageren om, at det er en betingelse for at modtage tilskud efter denne bekendtgørelse, at de samlede tilskud ikke overskrider den nævnte beløbsgrænse.
  1. Hvis tilskuddet gives til aktiviteter, der gennemføres af højere læreanstalter eller offentlige forskningsorganer uden profit for øje, forudsat at resultaterne stilles til rådighed for virksomheder i EU-medlemslandene på et ikke diskriminerende grundlag.
  1. Hvis Energistyrelsen tildeler en forsknings- og udviklingsopgave efter en offentlig udbudsprocedure i henhold til direktivet 92/50/EØF eller på tilsvarende markedsvilkår, for så vidt angår opgaver, der ikke omfattes af dette direktiv.
Stk. 5

Ved beregningen af tilskudsstørrelserne sammenlægges tilskuddet med eventuelle andre statslige eller kommunale tilskud til den pågældende aktivitet.

Stk. 6

Med hensyn til tilskudsstørrelser, betingelserne for tilskud samt kumulation af tilskud finder EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling og andre relevante EF-rammebestemmelser for statsstøtte i øvrigt anvendelse.

§ 5

De i § 4 nævnte tilskudsberettigede aktiviteter omfatter følgende:

  1. Industriel forskning er planlagt forskning eller kritiske undersøgelser for at erhverve ny viden med henblik på, at denne viden kan udnyttes til udvikling af nye produkter, produktionsmetoder eller tjenesteydelser eller medføre en mærkbar forbedring af de eksisterende produkter, produktionsmetoder eller tjenesteydelser.
  1. Udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet er konkretisering af resultaterne af industriel forskning i en plan, et projekt eller en tegning for nye produkter, produktionsmetoder eller tjenesteydelser, der er ændret eller forbedret, uanset om de er bestemt til salg eller udnyttelse, herunder skabelse af en første prototype, der ikke kan udnyttes kommercielt. Aktiviteterne kan endvidere omfatte konceptmæssig formulering eller udformning af andre produkter, produktionsmetoder eller tjenesteydelser samt de første demonstrationsprojekter og pilotprojekter på betingelse af, at disse projekter ikke kan omdannes eller udnyttes til industriel anvendelse og kommerciel udnyttelse.
  1. Tekniske feasibility-undersøgelser er en afprøvning af, om et projekt er teknisk gennemførligt og relevant.
Stk. 2

Tilskuddet kan ikke gives til rutinemæssige eller regelmæssige ændringer af produkter, produktionslinier, produktionsprocesser, eksisterende tjenesteydelser eller andre igangværende transaktioner, selvom disse ændringer kan indebære forbedringer.

Stk. 3

Tilskuddet kan ikke gives til grundforskning.

§ 6

Ved små og mellemstore virksomheder forstås virksomheder, der:

  1. har under 250 fuldtidsansatte (årsarbejdsenheder) og
  1. har enten en årlig omsætning på ikke over 40 mio. ECU eller en årlig samlet balance på ikke over 27 mio. ECU, jf. i øvrigt bestemmelserne i direktiv 78/660 EØF, som senest ændret ved direktiv 94/8 EF, og
  1. er uafhængige, d.v.s. at en enkelt virksomhed eller flere virksomheder i fællesskab, som ikke opfylder definitionerne under nr. 1-2, ikke besidder 25% eller derover af kapitalen eller stemmerettighederne, jf. dog stk. 2.
Stk. 2

Selvom en virksomhed ikke falder ind under bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, kan den dog anses for uafhængig, hvis

  1. virksomheden ejes af offentlige investeringsselskaber, venture-kapitalselskaber eller institutionelle investorer, forudsat at de hverken kontrollerer virksomheden individuelt eller i fællesskab, eller
  1. kapitalen er spredt på en sådan måde, at det ikke er muligt at afgøre, hvem der ejer den, og virksomheden erklærer, at den med rette kan antage, at en enkelt virksomhed eller flere virksomheder i fællesskab, der ikke opfylder definitionerne på en lille eller mellemstor virksomhed, ikke ejer 25% eller derover af virksomheden.
Stk. 3

Ved afgørelsen af, om en virksomhed falder ind under ovenstående bestemmelser, finder EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder i øvrigt anvendelse.

§ 7

De tilskudsberettigede udgifter til forskning og udvikling omfatter:

  1. Personaleudgifter (forskere, teknikere og hjælpepersonale, der ifølge dokumentation anvendes i forbindelse med den tilskudsberettigede aktivitet).
  1. Udgifter til instrumenter, udstyr og lokaler, der udelukkende og permanent (undtagen i tilfælde af salg) anvendes til aktiviteten.
  1. Udgifter til konsulentbistand og tilsvarende tjenesteydelser, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteten, herunder forskningen, den tekniske viden, patenter osv., der er købt hos udenforstående kilder.
  1. Yderligere generalomkostninger, der er direkte knyttet til aktiviteten,
  1. Andre driftsudgifter (f.eks. materialer, forsyninger og lignende produkter), der er direkte knyttet til forskningsaktiviteten.
Stk. 2

Tilskuddet kan ikke gives til dækning af finansieringsudgifter.

Tilskud til udbredelse m.v. af energieffektive produkter

Tilskud til udbredelse m.v. af energieffektive produkter

§ 8

Energistyrelsen kan give tilskud til følgende aktiviteter til at fremme markedsføringen af energieffektive produkter:

  1. Forberedelse og gennemførelse af aftaler mellem leverandører eller forhandlere eller mellem disse parter indbyrdes, hvorved disse forpligter sig til at ophøre med at markedsføre nærmere angivne produkter med forholdsvis lav energieffektivitet (normer for energieffektivitet).
  1. Forberedelse og gennemførelse af aftaler mellem de samme parter som i nr. 1, hvorved disse forpligter sig til at oplyse om forhold vedrørende energiforbrug og energieffektivitet i forbindelse med salg af nærmere angivne produkter (energimærkning m.v.).
  1. Efteruddannelse og anden information til forhandlere og installatører om energieffektive produkter og om markedsføringen af disse over for forbrugerne.
  1. Efteruddannelse og anden information til installatører om installationsmetoder for produkterne.
  1. Andre lignende aktiviteter til at fremme udbredelsen af energieffektive produkter.
Stk. 2

Tilskud til aktiviteter, som er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, er betinget af, at der er blevet gennemført en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, jf. Erhvervsfremme Styrelsens cirkulære nr. 86 af 16. juni 1995.

Stk. 3

Tilskuddet gives til brancheorganisationer, andre organisationer, sagkyndige institutioner og lignende. Tilskuddet kan endvidere gives til sekretariater, som varetager de tilskudsberettigede aktiviteter.

Stk. 4

Tilskuddet kan ikke gives til en leverandør til markedsføring m.v. af dennes produkter.

§ 9

Energistyrelsen kan give tilskud til boligorganisationer, andre store brugere af tilskudsberettigede produkter eller sammenslutninger af disse til de nedennævnte aktiviteter (køberpolitik):

  1. Anskaffelse af nye energieffektive produkter i større ordrer samt ledsagende installationsarbejder, som er nødvendige af hensyn til anvendelsen af det energieffektive produkt.
  1. Information til afdelinger af boligorganisationer, beboere, ansatte m.v. om anskaffelse og brug af energieffektive produkter.
  1. Forberedelse og indgåelse af aftaler mellem en boligorganisation m.v. og en leverandør om udvikling og anskaffelse af energieffektive produkter.
  1. Andre lignende aktiviteter til at fremme anskaffelsen af energieffektive produkter i ejendomme, der tilhører boligorganisationen m.v.
Stk. 2

Det er en betingelse for at give tilskud til indgåelse af aftaler som nævnt i stk. 1, nr. 3, at tilskudsmodtageren godtgør, at aftalen mellem modtageren og leverandøren er indgået efter en offentlig udbudsprocedure, og at leverandøren ikke i forbindelse med aftalen modtager tilskud, som overstiger de i § 4 nævnte grænser for tilskud.

Stk. 3

Materialer og udførelse ved tilskudsberettigede installationsarbejder skal være i overensstemmelse med gældende forskrifter og standarder.

Stk. 4

Energistyrelsen kan træffe bestemmelse om, at installationer og materialer skal opfylde nærmere angivne krav til energieffektivitet, holdbarhed og nedsat miljøbelastning. Energistyrelsen offentliggør de nævnte bestemmelser.

Stk. 5

Tilskud til et installationsarbejde er betinget af, at arbejdet udføres af en virksomhed, der er momsregistreret efter momsloven, og som driver installationsvirksomhed.

§ 10

Energistyrelsen kan give tilskud til følgende andre aktiviteter, som vedrører udbredelsen af energieffektive produkter og energieffektiv anvendelse af produkterne:

  1. Information og rådgivning af forbrugerne,
  1. Afholdelse af demonstrationer, udstillinger og lignende over for forbrugerne.
  1. Undersøgelser, målinger, demonstrations- og pilotprojekter og lignende vedrørende tekniske og markedsmæssige forhold og forbrugeradfærd og -holdninger samt mulighederne for at påvirke disse forhold.
  1. Information om energieffektive teknologier.
Stk. 2

Tilskuddet gives til brancheorganisationer og andre organisationer, forsyningsvirksomheder, sagkyndige vedrørende tekniske, adfærdsmæssige og markedsmæssige forhold og lignende.

Stk. 3

Tilskuddet kan ikke gives til en leverandør til udbredelse m.v. af dennes produkter.

§ 11

Tilskud efter bestemmelserne i § 8, § 9, stk. 1, nr. 2-4, og § 10 kan gives til dækning af indtil 100% af de tilskudsberettigede udgifter til forberedelse, etablering og drift af aktiviteterne, herunder udgifter til løn, materialer, konsulentydelser, lokaler m.v. Tilskuddet kan ikke gives til dækning af finansieringsudgifter.

Stk. 2

Tilskud til anskaffelse af energieffektive produkter, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, fastsættes således, at tilskuddet udgør op til 100% af forskellen mellem prisen for pågældende produkt og gennemsnitsprisen for produkttypen. Tilskud til ledsagende installationsarbejder kan udgøre op til 75% af de rimelige gennemsnitlige installationsudgifter.

Behandling af sager om tilskud efter kapitel 2 og 3

Behandling af sager om tilskud efter kapitel 2 og 3

§ 12

Ansøgning om tilskud efter bestemmelserne i §§ 4, 8, 9 og 10 indgives til Energistyrelsen. Ansøgningen skal udfærdiges på særlige skemaer efter Energistyrelsens nærmere bestemmelse. Ansøgninger skal indeholde budget for projektet samt oplysning om, hvorvidt projektets gennemførelse, omfang eller tidsplan er afhængig af tilskuddet.

Stk. 2

Energistyrelsen kan udbyde et tilskudsberettiget projekt.

§ 13

På grundlag af ansøgningen kan Energistyrelsen meddele tilsagn om tilskud. Tilsagnsbeløb kan ikke forhøjes.

Stk. 2

Tilsagn om tilskud til forsknings- og udviklingsaktiviteter til en modtager, som ligger over tærskelen for små eller mellemstore virksomheder, jf. § 6, er betinget af, at modtageren ved budgetter og regnskaber m.v. godtgør, at tilskuddet vil tilskynde til gennemførelsen af aktiviteter, som ellers ikke ville være gennemført, eller som ellers ville blive gennemført i mindre omfang eller inden for en længere tidsfrist.

Stk. 3

I tilsagn om tilskud til projekter af længere varighed kan der gives tilsagn om periodisk udbetaling af dele af tilskuddet, efter at tilsvarende delprojekter er gennemført. Tilsagn om periodisk udbetaling er betinget af, at modtageren ansøger herom, og at ansøgningen indeholder tilstrækkelige oplysninger om indholdet og gennemførelsen af de enkelte delprojekter.

§ 14

Tilsagnsmodtageren indsender ansøgning om udbetaling af tilskud til Energistyrelsen efter afslutningen af aktiviteten. Ansøgningen skal udfærdiges på et særligt skema, som fremsendes til ansøgeren sammen med meddelelsen om tilsagn.

Stk. 2

Ansøgningen skal efter Energistyrelsens nærmere bestemmelse vedlægges dokumentation for, at betingelserne for udbetaling af tilskud er opfyldt. Ansøgningen skal tillige vedlægges regnskab for de afholdte aktiviteter, udarbejdet i overensstemmelse med de bestemmelser, som Energistyrelsen fastsætter om regnskabets udformning og om revision af regnskabet.

Stk. 3

Tilskuddet kan kun udbetales, hvis arbejdet er afsluttet inden for den i tilsagnet fastsatte frist og godkendt af Energistyrelsen, og ansøgningen om udbetaling er indsendt senest 6 måneder efter den nævnte frist.

Stk. 4

Udbetaling af tilskud er endvidere betinget af, at aktiviteten ikke er påbegyndt, før der er givet tilsagn om tilskud. Aktiviteten anses for påbegyndt, hvis der er udført arbejder eller gennemført indkøb eller indgået bindende aftale om arbejder eller leverancer vedrørende det tilskudsberettigede formål.

Stk. 5

Udbetaling af tilskud til forsknings- og udviklingsaktiviteter til en modtager, som ligger over tærskelen for små eller mellemstore virksomheder, jf. § 6, er betinget af, at modtageren godtgør, at tilskuddet har haft en tilskyndelsesvirkning som nævnt i § 13, stk. 2. Modtageren skal vedlægge budget og regnskab for sine forsknings- og udviklingsaktiviteter efter Energistyrelsens nærmere bestemmelse.

Stk. 6

Energistyrelsen udbetaler tilskuddet til modtagerens konto i et pengeinstitut. Efter tilsagnsmodtagerens begæring kan Energistyrelsen overføre et meddelt tilsagn om tilskud til et penge- eller realkreditinstitut, som giver lån til finansiering af aktiviteten.

Standardtilskud til individuel anskaffelse af produkter

Standardtilskud til individuel anskaffelse af produkter

§ 15

Energistyrelsen kan give tilskud til individuel anskaffelse af nye energieffektive produkter til anvendelse i boliger og offentlige institutioner. Tilskuddet kan udgøre op til 100% af forskellen mellem prisen for pågældende produkt og gennemsnitsprisen for produkttypen.

Stk. 2

I forbindelse med anskaffelser som nævnt i stk. 1 kan der gives tilskud til installationsarbejder, som er nødvendige af hensyn til anvendelsen af det energieffektive produkt. Tilskuddet kan udgøre op til 75% af de skønnede nødvendige installationsudgifter.

Stk. 3

Tilskud efter stk. 1 og 2 gives under en tidsbegrænset tilskudskampagne efter Energistyrelsens nærmere bestemmelse. Energistyrelsen fastsætter årlige udbetalingsrammer for tilskudsgivningen samt ledsagende information m.v. i de enkelte kampagner.

Stk. 4

Energistyrelsen fastsætter tilskuddet som standardtilskud for pågældende tilskudskampagne. Energistyrelsen offentliggør oplysninger om tilskudsstørrelser, frister for tilskud samt oplysning om, hvorledes tilskud udbetales.

Stk. 5

Energistyrelsen kan fastsætte vilkår for udbetalingen af tilskuddet, herunder at køberen efter styrelsens nærmere bestemmelse afleverer et brugt eksemplar af produktet i forbindelse med anskaffelsen.

§ 16

Energistyrelsen udpeger en koordinator til at gennemføre tilskudskampagner med ledsagende informationsaktiviteter, herunder:

  1. Indgå aftaler med forhandlere om disses medvirken ved udbetalingen af tilskuddet og ved andre aktiviteter i forbindelse hermed.
  1. Indgå rammeaftaler med installatører med henblik på at nedbringe installationsudgifterne.
  1. Udarbejde de i § 17 nævnte kvitteringer og udlevere dem til forhandlerne efter rekvisition.
  1. Påse, at betingelserne for udbetaling af tilskud er opfyldt.
  1. Træffe foranstaltninger til, at brugte produkter kan afleveres og bortskaffes, jf. § 15, stk. 5.
Stk. 2

Energistyrelsen kan dog, hvis forholdene taler for det, selv udføre pågældende opgaver.

§ 17

Ved leveringen af produktet underskriver forhandleren og køberen en særlig kvittering, som forhandleren rekvirerer fra koordinatoren. Ved kvitteringen erklærer forhandleren, at der er anskaffet et tilskudsberettiget produkt, og at eventuelle vilkår, jf. § 15, stk. 5, er opfyldt. Køberen erklærer ved kvitteringen, at anskaffelsen sker til brug i en bolig eller en offentlig institution. Forhandleren sender den underskrevne kvittering til koordinatoren sammen med en kopi af fakturaen for købet.

Stk. 2

Når der gives tilskud til ledsagende installationsarbejder, udleverer forhandleren tillige en kvittering for arbejdets udførelse. Køberen og installatøren underskriver kvitteringen efter udførelsen. Køberen sender den underskrevne kvittering til koordinatoren sammen med kopi af fakturaen for arbejdet.

Stk. 3

Køberen skal på kvitteringen oplyse sin konto i et pengeinstitut med henblik på udbetalingen af tilskuddet.

Stk. 4

Energistyrelsen godkender udbetalingen af tilskuddet efter indstilling fra koordinatoren.

Stk. 5

Energistyrelsen udbetaler tilskuddet til køberens konto i et pengeinstitut. Hvis køberen anmoder herom, kan tilskuddet overføres til et penge- eller realkreditinstitut eller anden virksomhed, som giver lån til finansiering af anskaffelsen.

§ 18

Tilskud er betinget af, at aftalen om købet er indgået i kampagneperioden, og at kvitteringen er underskrevet samtidig med leveringen af produktet eller udførelsen af arbejdet. Fakturaen skal angive dato og andre oplysninger til dokumentation af forholdet. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinier for faktureringen.

Stk. 2

Tilskud til installationsarbejde er betinget af, at arbejdet ikke er påbegyndt før anskaffelsen af produktet, og at arbejdet afsluttes inden for en af Energistyrelsen fastsat frist. Et installationsarbejde anses for påbegyndt ved den fysiske iværksættelse i bygningen.

Stk. 3

Ved tilskud til de installationsarbejder, som er omfattet af § 15, stk. 2, finder bestemmelserne i § 9, stk. 3-5, tilsvarende anvendelse.

§ 19

Opgaven som koordinator udbydes til forsyningsvirksomheder, organisationer og andre relevante parter efter gældende regler om udbud af offentlige tjenesteydelser. Det økonomisk mest fordelagtige tilbud antages.

Stk. 2

Koordinatorens opgaver fastlægges ved aftale med Energistyrelsen. Aftalen skal bl.a. indeholde

  1. rammer for udbetaling af tilskud,
  1. angivelse af et minimum for udbetalinger ifølge aftalen og
  1. nærmere bestemmelser om udførelsen af opgaverne, herunder om kontrolfunktioner og regnskabsaflæggelse.
Stk. 3

Hvis Energistyrelsen finder, at en udbetalingsramme ikke udnyttes i rimeligt omfang, kan styrelsen overføre midlerne til rammen i samme år for et andet tilskudsberettiget område.

Stk. 4

Aftalen skal efter Energistyrelsens nærmere bestemmelse indeholde bestemmelser om, hvad der skal foretages, hvis det i stk. 2, nr. 2, nævnte minimum ikke opnås, herunder hvorvidt aftalen ophører eller rammerne reduceres, jf. stk. 3.

Stk. 5

Koordinatoren skal aflægge regnskab til Energistyrelsen for sine aktiviteter ledsaget af dokumentation efter Energistyrelsens nærmere bestemmelse for, at betingelserne for udbetalingen er opfyldt. Regnskabet udarbejdes i overensstemmelse med bestemmelser om revision, som udarbejdes af Energistyrelsen.

Stk. 6

Koordinatoren skal efter anmodning meddele Energistyrelsen alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for styrelsens tilsyn med udførelsen af opgaverne.

Forskellige bestemmelser, ikrafttræden

Forskellige bestemmelser, ikrafttræden

§ 20

Energistyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen, eller hvis betingelserne for at give tilsagn eller udbetale tilskud ikke længere er til stede. Hvis tilskuddet er udbetalt, kan det kræves tilbagebetalt.

Stk. 2

Når koordinatoren under varetagelsen af sine opgaver bliver opmærksom på forhold som omhandlet i stk. 1, skal koordinatoren forelægge sagen til afgørelse for Energistyrelsen.

§ 21

Energistyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.

Stk. 2

Koordinatorens afgørelser om udbetaling af tilskud kan indbringes for Energistyrelsen.

Stk. 3

Afgørelser om udbud kan påklages efter de bestemmelser, der gælder om klager over udbud af offentlige arbejder og ydelser.

§ 22

Den, der giver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med ansøgningen om tilskud eller om udbetaling af tilskuddet eller undlader at give oplysninger til brug for kontrollen med overholdelsen af vilkår i forbindelse med tilsagn om og udbetaling af tilskud, straffes ifølge § 7, stk. 1, i lov om statstilskud til produktrettede energibesparelser med bøde eller hæfte, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Der kan ifølge lovens § 7, stk. 3, pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 23

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juni 1998.


Energistyrelsen, den 3. juni 1998, den 3. juni 1998

/Ib Larsen Jesper Lorentzen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998
Bekendtgørelse om statstilskud til produktrettede energibesparelser | TheLawyer.sh