TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode

BEK nr 532 af 08/07/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Indplacering i dagpengeperioden er for et fuldtidsforsikret medlem betinget af, at medlemmet har været beskæftiget som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, jf. lovens § 53, stk. 2, litra a.

Stk. 2

Indplacering i dagpengeperioden er for et deltidsforsikret medlem betinget af, at medlemmet har været beskæftiget som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 34 uger inden for de sidste 3 år, jf. lovens § 53, stk. 2, litra b.

Stk. 3

Indplacering i dagpengeperioden er for et medlem, der har opbrugt sin dagpengeret efter § 6 eller efter § 12, stk. 2, jf. § 20, betinget af,

  1. at et fuldtidsforsikret medlem har været beskæftiget som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år, eller har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i en tilsvarende periode, eller
  1. at et deltidsforsikret medlem har været beskæftiget som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 17 uger inden for de sidste 3 år.
Stk. 4

Efter genoptagelse i en arbejdsløshedskasse af et medlem, som har meldt sig ud af arbejdsløshedskassen, som er slettet på grund af svig eller kontingentrestance, eller hvis medlemskab er annulleret, er indplacering i dagpengeperioden betinget af, at medlemmet opfylder beskæftigelseskravet i stk. 1 eller 2.

Stk. 5

Den i § 1, stk. 1-3, angivne periode, inden for hvilken beskæftigelseskravet skal være opfyldt, forlænges med sammenlagt op til 2 år, hvis der i perioden forekommer følgende forhold

  1. sygdom eller uarbejdsdygtighed af mere end 4 ugers varighed,
  1. perioder med støtte til pasning af handicappet barn efter lov om social service,
  1. perioder med støtte til pasning af alvorligt sygt barn efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,
  1. perioder med støtte til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, efter lov om social service,
  1. perioder med orlov til uddannelse efter reglerne for beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende i henhold til lov om orlov,
  1. perioder med orlov til børnepasning efter lov om orlov,
  1. perioder med fravær på grund af barsel eller adoption efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v.
Stk. 6

De i stk. 5 nævnte perioder skal ligge i en medlemsperiode, for at de kan forlænge den i § 1, stk. 1-3, angivne periode, inden for hvilken beskæftigelseskravet skal være optjent. Lønarbejde

§ 2

Beregning af beskæftigelseskravet foretages på baggrund af opgjorte løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, jf. dog stk. 2-8 og § 3.

Stk. 2

I tilfælde, hvor arbejdstiden anses for ukontrollabel, jf. bekendtgørelse om supplerende dagpenge, lægges det timetal, der er beregnet på grundlag af indtægten, til grund ved opgørelsen af beskæftigelsen.

Stk. 3

Beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt løntilskud, kan ikke medregnes ved beregningen af beskæftigelseskravet, jf. lovens § 53, stk. 3.

Stk. 4

Uddannelse kan i sin helhed medregnes til beskæftigelseskravet, hvis den uddannelsessøgende under hele uddannelsesforløbet

  1. er ansat af en arbejdsgiver og
  1. får udbetalt overenskomstmæssig løn.
Stk. 5

I andre tilfælde end de i stk. 4 nævnte kan den del af en uddannelse, der anses som praktik, medregnes til beskæftigelseskravet, hvis der under praktikken udbetales overenskomstmæssig løn.

Stk. 6

Stk. 4 og 5 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor

  1. uddannelsen indgår som et tilbud i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik,
  1. der er givet uddannelsesorlov i henhold til lov om orlov til uddannelsen, eller
  1. der ydes offentligt tilskud til lønnen.
Stk. 7

Perioder, hvor beskæftigelsen er midlertidigt afbrudt på grund af orlov givet i henhold til lov om orlov eller lov om støtte til voksenuddannelse, kan ikke medregnes ved beregningen af beskæftigelseskravet, selv om arbejdsgiveren udbetaler løn under orloven.

Stk. 8

Det er en forudsætning for anvendelse af stk. 1, 2, 4 og 5, at lønindtægten medtages i medlemmets årsopgørelse.

§ 3

Til beskæftigelseskravet kan, uanset at betingelsen om overenskomstmæssig eller tilsvarende løn i § 2, stk. 1, ikke er opfyldt, medregnes:

  1. Beskæftigelse, der udføres af u-landsfrivillige i forbindelse med frivilligprogrammer, hvortil der ydes bistand i henhold til Lov om Internationalt Udviklingssamarbejde, eller private frivilligprogrammer udført for humanitære organisationer, der er godkendt i henhold til ligningslovens § 12, stk. 3.
  1. Afholdt ferie med feriegodtgørelse samt supplerende feriedage i henhold til ferielovens § 6 a, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge.
  1. Søgnehelligdage i et beskæftigelsesforhold, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge.
  1. Overenskomstmæssige fridage i et beskæftigelsesforhold, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge.
  1. Perioder, hvori en afskediget tjenestemand modtager rådighedsløn.
Stk. 2

Opgørelsen, jf. stk. 1, nr. 2-4, sker efter de af direktoratet fastsatte regler om supplerende dagpenge ved belægning for egen optjent ferie.

§ 4

Perioder, hvor der ifølge overenskomst arbejdes mindre end det for faget gældende normaltimetal, men hvor der udbetales fuld normal løn, sidestilles med beskæftigelse på fuld tid. Selvstændig virksomhed

§ 5

Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis medlemmet godtgør at have udøvet virksomheden i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.

Stk. 2

Udøvelse af selvstændig virksomhed i en delpensionsperiode kan medregnes med den nedsatte arbejdstid, der ligger til grund for tildelingen af delpension.

Stk. 3

Udøvelse af selvstændig virksomhed i perioder, hvor medlemmet har modtaget iværksætterydelse i henhold til lov om arbejdstilbud, etableringsydelse i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, igangsætningsydelse i henhold til lov om social bistand eller lignende, kan ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Stk. 4

Det er en forudsætning for anvendelsen af stk. 1-2, at overskud eller underskud fra virksomheden oplyses til skattevæsenet, og at virksomheden har anmeldt lovpligtige momsangivelser.

Dagpengeperioden og aktivperioden

Dagpengeperioden og aktivperioden

§ 6

Dagpengeperioden er den periode på sammenlagt 104 uger (ydelsesperiode) inden for 36 måneder (referenceperiode), hvor et medlem kan modtage dagpenge i henhold til lovens § 55, stk. 1, jf. dog § 12, stk. 2, og § 14.

Stk. 2

Aktivperioden er den periode på sammenlagt 156 uger (ydelsesperiode) inden for 48 måneder (referenceperiode), hvor et medlem har ret og pligt til at deltage i tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik henholdsvis kan modtage dagpenge i henhold til lovens § 55, stk. 2. Indplacering i dagpengeperioden

§ 7

Indplacering i dagpengeperioden sker - såvel for ydelses- som for referenceperioden - fra det tidspunkt, hvor medlemmet anmoder om og herefter får udbetalt

  1. dagpenge,
  1. efterløn,
  1. delefterløn, eller hvor medlemmet
  1. har ret til dagpenge i henhold til artikel 69 i EF-forordning nr. 1408/71 (Attest E 303),
  1. påbegynder orlov til sabbat i henhold til lov om orlov,
  1. påbegynder orlov til uddannelse efter reglerne for ledige i henhold til lov om orlov eller
  1. som ledig og dagpengeberettiget får udbetalt godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser.
Stk. 2

Et medlem, der er udelukket fra ret til dagpenge som følge af effektiv karantæne, indplaceres fra det tidspunkt, hvor medlemmet ville have været berettiget til ydelse, jf. stk. 1, hvis medlemmet ikke havde været udelukket fra ret til dagpenge.

Stk. 3

For et medlem, der har ret til at overgå til aktivperioden, begynder denne umiddelbart efter udløbet af dagpengeperioden. Fastlæggelse af ydelsesperioder for personer, der medregner forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra et andet EØS-land eller på Færøerne

§ 8

Indplacering af en person, der medregner forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra et andet EØS-land eller Færøerne i henhold til reglerne herom, sker efter § 7, stk. 1.

Stk. 2

Indplacering efter stk. 1 sker med en ledighedsanciennitet svarende til forskellen mellem den periode i EØS-landet eller på Færøerne, som ligger til grund for beregningen af beskæftigelseskravet, og medlemmets beskæftigelse i den pågældende periode. Hvis medlemmet fremlægger dokumentation fra den kompetente myndighed i EØS-landet eller på Færøerne for, at der kun er udbetalt arbejdsløshedsydelser for en mindre del af den periode, hvor beskæftigelseskravet er optjent, lægges denne dokumentation til grund ved indplaceringen.

Stk. 3

Reglen i stk. 2 finder anvendelse på personer, der medregner forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra et andet EØS-land eller Færøerne, og som ikke er indplaceret i en dagpenge- eller aktivperiode. Ret til ny dagpengeperiode

§ 9

Et medlem, der er indplaceret i en dagpengeperiode eller aktivperiode, erhverver ret til en ny dagpengeperiode, når der foreligger 52 henholdsvis 34 ugers beskæftigelse inden for de sidste 3 år, jf. § 1. Beskæftigelsen kan kun indgå i opgørelsen een gang, jf. dog § 1, stk. 4.

Stk. 2

Opgørelsen efter stk. 1 skal i dagpengeperioden foretages

  1. 4 måneder før ydelsesperiodens udløb eller 3 måneder før referenceperiodens udløb,
  1. når medlemmet overgår til orlov til sabbat efter lov om orlov,
  1. når medlemmet har gennemført en uddannelse som nævnt i lovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, og opnår dagpengeret på grundlag af uddannelsen,
  1. når medlemmet fylder 60 år, hvis medlemmet er omfattet af § 20, stk. 2 eller 3, eller
  1. når medlemmet overgår til efterløn.
Stk. 3

For medlemmer, der ved det fyldte 60. år bliver omfattet af 30-måneders-begrænsningen i lovens § 55, stk. 5, skal opgørelsen efter stk. 1 ske 3 måneder før udløbet af ydelsesperioden eller referenceperioden.

Stk. 4

Efter opgørelsestidspunktet i henhold til stk. 2, nr. 1, og stk. 3 skal opgørelsen i den resterende del af dagpengeperioden ske løbende.

Stk. 5

Opgørelsen efter stk. 1 skal for medlemmer i aktivperioden og for medlemmer omfattet af lovens § 55, stk. 4, ske løbende.

Stk. 6

Et medlem, der har opfyldt et beskæftigelseskrav svarende til lovens § 53, stk. 2, som er givet i medfør af bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, erhverver samtidig ret til en ny dagpengeperiode. Forlængelse af referenceperioderne

§ 10

De i § 6, stk. 1 og 2, nævnte referenceperioder forlænges, hvis der i perioderne forekommer følgende forhold, og der ikke udbetales løn,

  1. sygdom eller uarbejdsdygtighed,
  1. perioder med støtte til pasning af handicappet barn efter lov om social service,
  1. perioder med støtte til pasning af alvorligt sygt barn efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,
  1. perioder med støtte til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, efter lov om social service,
  1. perioder med orlov til uddannelse efter reglerne for beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende i henhold til lov om orlov,
  1. perioder med orlov til børnepasning efter lov om orlov,
  1. perioder med fravær på grund af barsel eller adoption efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. eller
  1. perioder med delefterløn.
Stk. 2

Afgørelse af, om der skal ske forlængelse af referenceperioden, træffes på det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen skal opgøre medlemmets hidtidige beskæftigelse efter § 9. Hvis medlemmet på dette tidspunkt opfylder beskæftigelseskravet, indplaceres medlemmet i en ny dagpengeperiode, selv om der er grundlag for at forlænge referenceperioden. Forbrug af ydelsesperioderne

§ 11

Ved opgørelse af de i § 6, stk. 1 og 2, nævnte ydelsesperioder indgår

  1. uger, hvor der er udbetalt dagpenge,
  1. uger, hvor der er udbetalt feriedagpenge, medmindre medlemmet på tidspunktet for afholdelse af ferie med feriedagpenge ikke var indplaceret i en dagpenge- eller aktivperiode, og medlemmet efterfølgende har optjent beskæftigelseskravet, jf. § 1,
  1. uger, hvor der er udbetalt ydelser i henhold til den før 1. januar 1996 gældende § 55, stk. 6, eller i henhold til den før 1. april 1995 gældende § 55, stk. 3,
  1. uger med orlov til sabbat efter lov om orlov,
  1. uger, hvor medlemmet deltager i tilbud efter kap. 5-10 eller § 32 b i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik,
  1. uger, hvor unge deltager i tilbud efter § 32 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvis arbejdsløshedskassen udbetaler ydelse under uddannelsen,
  1. uger, hvor et medlem har orlov til uddannelse efter reglerne for ledige i henhold til lov om orlov,
  1. uger, hvor et ledigt og dagpengeberettiget medlem får godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed eller elevstøtte efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser,
  1. uger, hvor medlemmet helt eller delvist er udelukket fra ret til dagpenge som følge af effektiv karantæne,
  1. uger, hvor medlemmet modtager efterløn,
  1. uger, hvor medlemmet modtager aktivitetsydelse efter lovens § 97 g, og
  1. uger, hvor medlemmet modtager ydelser, der træder i stedet for dagpenge, jf. lovens § 55, stk. 6.
Stk. 2

Uger med ydelser efter stk. 1, som er udbetalt med urette, men som ikke skal tilbagebetales af medlemmet, indgår i de i § 6, stk. 1 og 2, nævnte ydelsesperioder.

Over 50-årige

Over 50-årige

§ 12

Et medlem, der ved udløbet af aktivperioden er fyldt 50 år, og som ved fortsat medlemskab ville kunne opfylde anciennitetskravet for at kunne gå på efterløn ved det fyldte 60. år, bevarer retten til dagpenge til det fyldte 60. år, jf. lovens § 55, stk. 4.

Stk. 2

Et medlem, der er fyldt 60 år, kan højst få dagpenge i 130 uger, jf. lovens § 55, stk. 5. Under 25-årige

§ 13

Et medlem under 25 år, som har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. lovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, eller som har gennemgået et tilbud efter kapitel 11 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, modtager dagpenge efter §§ 6-11, 18 og 19.

§ 14

Et medlem under 25 år, som ikke er omfattet af § 13, modtager dagpenge efter §§ 6-11, 18 og 19, indtil medlemmet har haft 6 måneders ledighed inden for de seneste 9 måneder.

Stk. 2

Ophører dagpengeretten efter stk. 1, vil et medlem, der er omfattet af ret og pligt til tilbud efter kap. 11 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, dog kunne modtage dagpenge, indtil et tilbud påbegyndes eller afslås, forudsat medlemmet opfylder de almindelige betingelser for ret til dagpenge.

Stk. 3

Et medlem, som i mindre end 18 måneder har deltaget i et uddannelsestilbud efter § 32 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, har ret til 50 pct. af højeste dagpengesats, jf. lovens §§ 47 og 70, i perioden, indtil medlemmet påbegynder eller afslår et efterfølgende uddannelsestilbud. Et medlem, som er fyldt 25 år, har dog ret til dagpenge beregnet efter lovens § 51.

Stk. 4

Et medlem, som ikke har fuldført et tilbud om jobtræning efter § 32 b i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, har ret til at modtage dagpenge efter lovens § 55 i perioden, indtil medlemmet påbegynder eller afslår et efterfølgende jobtræningsforløb.

§ 15

Et medlem, hvis dagpengeret er ophørt efter § 14, stk. 1, kan igen modtage dagpenge efter lovens § 55, når medlemmet har gennemført et tilbud efter kapitel 11 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Stk. 2

Et medlem, hvis dagpengeret er ophørt efter § 14, stk. 1, kan igen modtage dagpenge efter § 14, når medlemmet har haft beskæftigelse, hvortil der ikke er ydet offentlig støtte, i mindst 6 måneder (for fuldtidsforsikrede) eller 4 måneder (for deltidsforsikrede) inden for de seneste 9 måneder. De 6 henholdsvis 4 måneders beskæftigelse skal ligge efter det tidspunkt, hvor medlemmet først har haft 6 måneders ledighed inden for de seneste 9 måneder.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 16

Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.

§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. august 1998.

Stk. 2

Samtidig med bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1995 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.

§ 18

Hvis Arbejdsformidlingen ikke kan give et medlem, hvis dagpengeret udløber i perioden indtil 31. december 1998, et tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik efter dagpengeperiodens udløb, kan der i 1998 udbetales dagpenge efter lovens § 51, jf. lovens §§ 47 og 70, indtil et tilbud kan påbegyndes, eller medlemmet afslår dette.

§ 19

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 7, finder ikke anvendelse på medlemmer, der under ledighed forud for den 4. oktober 1995 enten er påbegyndt orlov til uddannelse eller har indgivet ansøgning herom og er påbegyndt orloven senest den 31. januar 1996.

Stk. 2

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 8, finder ikke anvendelse på medlemmer, der under ledighed forud for den 4. oktober 1995 enten er påbegyndt en uddannelse, hvorunder der ydes godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed eller elevstøtte efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, eller har indgivet ansøgning herom og er påbegyndt uddannelsen senest den 31. januar 1996.

Stk. 3

For medlemmer, der er omfattet af stk. 1, forlænges referenceperioden, jf. § 6, svarende til orlovens længde.

§ 20

Bestemmelsen i § 12, stk. 2, finder anvendelse på medlemmer, der indplaceres i en dagpengeperiode efter den 23. november 1994.

Stk. 2

Medlemmer, der senest er eller bliver indplaceret i en dagpengeperiode eller en aktivperiode i henhold til bekendtgørelse nr. 906 af 1. december 1993 om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er ikke omfattet af bestemmelsen i § 12, stk. 2.

Stk. 3

Medlemmer, der er indplaceret i en dagpengeperiode den 23. november 1994 eller tidligere, og som ikke er omfattet af bekendtgørelse nr. 906 af 1. december 1993 om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan efter det fyldte 60. år højst få dagpenge i dagpengeperioden i 30 måneder.

Stk. 4

Medlemmer, der er omfattet af stk. 2 eller 3, kan ikke overgå til aktivperioden efter det fyldte 60. år.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998
Bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode | TheLawyer.sh