TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v.(*

BEK nr 548 af 23/07/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Strukturdirektoratet træffer afgørelse om tilsagn om og ydelse af tilskud for arealer, der drives økologisk.

Stk. 2

Tilsagnsperioden er mindst fem år. Tilsagnsperioden begynder 1. januar efter seneste ansøgningsfrist, jf. § 2, stk. 2, og slutter 5 år efter påbegyndelsen af omlægningen af det sidste areal, jf. § 3, stk. 1, nr. 1.

§ 2

Ansøgning indgives til Strukturdirektoratet på et skema, der fås ved henvendelse til Strukturdirektoratet.

Stk. 2

Ansøgning om tilsagn og ansøgning om ændring af tilsagn skal være Strukturdirektoratet i hænde inden for perioden 1. november til og med 31. december i året forud for første år i den ansøgte tilsagnsperiode.

§ 3

Tilsagn om ydelse af tilskud er betinget af,

  1. at jordbrugsbedriften er autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion på grundlag af en omlægningsplan, i overensstemmelse med hvilken jordbrugsbedriftens arealer er påbegyndt omlagt senest den 1. januar i det fjerde kalenderår af tilsagnsperioden,
  1. at jordbrugsbedriften opfylder bestemmelserne i Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler, og
  1. at ansøgeren som lovlig ejer eller forpagter driver de arealer, der indgår i jordbrugsbedriften. Er arealerne pålagt landbrugspligt, er det endvidere en betingelse, at arealerne drives i overensstemmelse med reglerne i lov om landbrugsejendomme.
Stk. 2

Ved en jordbrugsbedrift forstås i denne bekendtgørelse en driftsenhed, der anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed. Driftsenheden omfatter samtlige ejede og forpagtede arealer, der personligt eller i selskabsform drives af jordbrugeren eller dennes ægtefælle eller samlever.

Stk. 3

Betingelserne i stk. 1 skal være opfyldt i hele tilsagnsperioden.

Stk. 4

Strukturdirektoratet kan forlænge tilsagnsperioden, hvis omlægningsplanen, jf. stk. 1, nr. 1, forlænges. Forlængelsen af tilsagnsperioden skal svare til den reviderede omlægningsplan meddelt til Plantedirektoratet.

Stk. 5

Strukturdirektoratet kan i særlige tilfælde fravige bestemmelserne i stk. 2.

§ 4

Tilskud udbetales kun for arealer i omdrift og arealer, der anvendes til frugt- og bærproduktion, og kun hvis arealerne dyrkes efter den økologiske produktionsmetode, jf. bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion.

Stk. 2

Tilskud udbetales ikke for arealer, der det pågældende år er udtaget af produktionen, jf. bekendtgørelse om ydelse af støtte til producenter af visse markafgrøder (Hektarstøtteordningen), herunder udtaget til produktion, der er bestemt til andre formål end foder- og levnedsmiddelfremstilling.

§ 5

Der ydes et årligt grundtilskud på 850 kr. pr. økologisk dyrket ha, jf. dog § 8.

Stk. 2

For arealer, der er under omlægning, ydes et årligt tillæg til grundtilskuddet. Tillægget udgør 200 kr. pr. ha, jf. dog § 8, og kan for et bestemt areal højst ydes i 2 sammenhængende år.

Stk. 3

For arealer, der er beliggende inden for de af amtsrådet udpegede særligt følsomme landbrugsområder (SFL-områder), kan der ydes et årligt tillæg på 500 kr. pr. ha, jf. dog § 8, til grundtilskuddet på betingelse af,

  1. at kvælstoftilførslen til arealerne i tilsagnsperioden ikke overstiger 60 pct. af behovet opgjort efter reglerne i bekendtgørelse om behov for tilførsel af kvælstof og indhold af kvælstof i husdyrgødning, jf. bekendtgørelse om grønne marker, sædskifte- og gødningsplaner samt gødningsregnskaber i jordbruget,
  1. at der, uanset jordbrugsbedriftens størrelse, i tilsagnsperioden udarbejdes sædskifte- og gødningsplaner med tilhørende kortskitse, gødningsregnskaber og nøgletal efter reglerne i bekendtgørelse om grønne marker, sædskifte- og gødningsplaner samt gødningsregnskaber i jordbruget, og
  1. at der for de af ansøgningen omfattede arealer, uanset arealernes udnyttelse, i sædskifte- og gødningsplanerne anføres 60 pct. af behovet for tilførsel af kvælstof.

§ 6

Der kan ydes et supplerende omlægningstilskud på 2.000 kr. pr. ha, jf. dog § 8, pr. år i indtil 2 år for arealer, der er under omlægning, og 1.200 kr. pr. ha, jf. dog § 8, året efter, at arealet er færdigomlagt, hvis

  1. bedriften i året forud for autorisationsåret samt fra og med autorisationsåret og frem til udløbet af tilsagnsperioden er uden mælkekvote,
  1. mindst 50 pct. af bedriftens arealer i året forud for tilsagnsperioden dyrkes med afgrøder, der er støtteberettiget efter Hektarstøtteordningen, og
  1. gennemsnitligt mindst 50 pct. af bedriftens omdriftsarealer i tilsagnsperioden dyrkes med afgrøder, der er støtteberettiget efter Hektarstøtteordningen.
Stk. 2

Skovarealer samt arealer, der ikke anvendes landbrugsmæssigt, medregnes ikke i bedriftens arealer i stk. 1, nr. 2.

Stk. 3

Det supplerende omlægningstilskud på 1.200 kr. pr. ha året efter, at et areal er færdigomlagt, ydes kun for arealer, for hvilke, der er ydet supplerende omlægningstilskud under omlægningen, jf. stk. 1.

Stk. 4

Strukturdirektoratet kan i særlige tilfælde fravige bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3.

§ 7

For en jordbrugsbedrift, hvor en allerede etableret svineproduktion omstilles til økologisk svineproduktion, kan det supplerende omlægningstilskud i henhold til § 6, fra den 1. januar, der følger efter tidspunktet for svineproduktionens omstilling til økologiske produktionsforhold, ydes med yderligere 2.000 kr. pr. ha, jf. dog § 8, pr. år i de tre år, der følger umiddelbart efter, at arealet er færdigomlagt, hvis

  1. bedriften i perioden fra året forud for autorisationsåret og frem til omlægningstidspunktet for svineproduktionen har en svineproduktion på mindst 0,8 DE pr. ha, jf. § 28 i bekendtgørelse nr. 1159 af 19. december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.,
  1. bedriftens svineproduktion i tilsagnsperioden er mindre end produktionsniveauet i året forud for autorisationsåret,
  1. svineproduktionen på tidspunktet for omstillingen til økologisk svineproduktion og i resten af tilsagnsperioden er på mellem 0,5-0,7 DE pr. ha,
  1. mindst 50 pct. af bedriftens arealer, jf. § 28, stk. 2, i bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. er færdigomlagt, og
  1. ansøger på tidspunktet for den første ansøgning om tilsagn i henhold til § 6 oplyser, at svineproduktionen omstilles til økologisk svineproduktion.
Stk. 2

Der kan ikke i samme år for et bestemt areal ydes tilskud efter både § 6 og § 7. tk. 3. Strukturdirektoratet kan i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i stk. 1, nr. 1.

§ 8

Tilskud for et areal, der dyrkes efter den økologiske produktionsmetode, kan sammenlagt med tilskud for det pågældende areal, der ydes i henhold til bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og støtte i henhold til Hektarstøtteordningen, højst udgøre 5.000 kr. pr. ha pr. år under omlægningen og højst 4.000 kr. pr. ha efter omlægningen.

Stk. 2

Ydes der tilskud for et areal i henhold til § 7, kan de i stk. 1 omhandlede tilskud for det pågældende areal højst udgøre 5.000 kr. pr. ha om året.

Stk. 3

Overstiger de i stk. 1 og 2 nævnte tilskud de deri nævnte beløb, reduceres tilskuddet til økologisk jordbrugsproduktion tilsvarende.

Stk. 4

Hvis ansøger er et driftsfællesskab skal betingelserne i § 6 og § 7 tillige være opfyldt for hver enkelt deltagende jordbrugsbedrift.

Stk. 5

Strukturdirektoratet kan i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i stk. 4.

§ 9

Hvis en ansøgning omfatter tilskud, der ikke er omfattet af et tidligere meddelt tilsagn, skal der søges om et nyt tilsagn for hele bedriften.

Stk. 2

Tilskud i henhold til § 6 og § 7 ydes ikke for arealer, der før 1. januar 1996 er påbegyndt omlagt til økologisk jordbrugsproduktion, og som omlægges på ny, eller som er udgået af økologisk produktion efter denne dato.

Stk. 3

Til bedrifter, som er autoriseret før den 1. januar 1997, og som har en økologisk svineproduktion, der efter den 1. januar 1997 er omlagt på ny, i henhold til Plantedirektoratets bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion, ydes der ikke tilskud i henhold til § 7.

Stk. 4

Strukturdirektoratet kan i særlige tilfælde fravige bestemmelserne i stk. 2.

§ 10

Forøges bedriften i tilsagnsperioden med nye arealer, og ønskes tilskud for disse arealer, skal de pågældende arealer omfattes af et tilsagn om tilskud. Overstiger forøgelsen 5 ha eller 10 pct. af det oprindelige areal, skal der ansøges om et nyt tilsagn for den samlede bedrift. I tilfælde af, at arealforøgelsen ikke overstiger 2 ha eller i tilfælde af mindre arealforøgelse end nævnt i 2. pkt., kan Strukturdirektoratet efter ansøgning tillade, at de nye arealer indgår i det eksisterende tilsagn.

§ 11

Hvis ejer- eller brugerforholdet ændres for arealer, der er omfattet af et tilsagn om tilskud, kan Strukturdirektoratet efter ansøgning tillade, at de pågældende arealer omfattes af den nye ejer eller brugers tilsagn om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion, jf. dog § 10.

Stk. 2

Hvis den nye ejer ikke har et tilsagn, skal der søges om et sådant.

§ 12

Et areal kan efter ansøgning udgå af tilsagnet, hvis arealet indgår i en jordfordeling eller anden udveksling af lodder, hvor bedriftens samlede areal ikke formindskes.

Stk. 2

Et areal kan efter ansøgning udgå af tilsagnet, hvis arealet, der fragår bedriften

  1. har været omfattet af et tilsagn om tilskud i mindst 5 år, dog mindst 5 år og 9 måneder for så vidt angår tilsagn afgivet i 1997,
  1. har været dyrket efter den økologiske produktionsmetode i den i nr. 1 nævnte periode, og
  1. kun udgør en mindre del af de tilskudsberettigede arealer.

§ 13

Tilskud udbetales årligt med et acontotilskud i marts måned, og et endeligt beregnet tilskud i oktober kvartal. Acontotilskuddet i marts måned udgør 80 pct. af det årlige tilskud i henhold til gældende tilsagn med tilhørende omlægningsplan.

Stk. 2

Ændrede ejer- eller brugerforhold meddelt Strukturdirektoratet efter 1. marts det pågældende år kan ikke indgå i gældende tilsagn for udbetalingen af acontotilskud i marts.

Stk. 3

For arealer på jordbrugsbedrifter, der autoriseres til økologisk jordbrugsproduktion, udbetales der for det første kalenderår af tilsagnsperioden ikke acontotilskud i marts måned.

Stk. 4

Udbetaling af tilskud i oktober kvartal sker efter en af tilskudsmodtager afgivet årlig skriftlig erklæring om, at alle betingelser for tilskud er opfyldt. Erklæringen skal indgives til Strukturdirektoratet senest 3 uger efter, at ansøger er gjort bekendt med grundlaget for det endelige tilskud.

§ 14

Inden for de på de årlige finanslove fastsatte bevillinger til fremme af økologisk jordbrugsproduktion kan der fastsættes selvstændige rammer for de årlige tilsagn om tilskud i henhold til henholdsvis § 6 og § 7.

Stk. 2

Strukturdirektoratet kan i øvrigt, eventuelt efter indhentet udtalelse fra Det Økologiske Fødevareråd, fastsætte principper for prioritering af ansøgningerne.

Demonstrationsprojekter

Demonstrationsprojekter

§ 15

Strukturdirektoratet træffer afgørelse om tilsagn om og ydelse af tilskud til demonstrationsprojekter af betydning for økologisk jordbrug.

Stk. 2

Ved demonstrationsprojekter forstås i denne bekendtgørelse aktiviteter, hvis primære formål er at fremvise og udbrede interessen for økologisk jordbrugsproduktion. Demonstrationsprojekter kan omfatte en eller flere jordbrugsbedrifter, der er autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion, og kan være baseret på forudgående forskning eller pilotprojekter, men må ikke indeholde forskning eller teknologisk udvikling.

Stk. 3

Tilskud efter stk. 1 kan søges af jordbrugere eller sammenslutninger af jordbrugere, der som ejere eller forpagtere driver en jordbrugsbedrift, der er autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion. Tilskud kan endvidere søges af private faglige sammenslutninger, hvis medlemmer driver sådanne jordbrugsbedrifter.

§ 16

Ansøgning indgives til Strukturdirektoratet, der forelægger ansøgningen for Det Økologiske Fødevareråd til udtalelse.

Stk. 2

Det Økologiske Fødevareråd udtaler sig om de tilskudsberettigede omkostninger, jf. § 17.

Stk. 3

Strukturdirektoratet fastsætter tilsagnsperioden. Tilsagnsperioden kan højst være 3 år. Tilskud kan ydes for nye tilsagnsperioder efter, at afrapportering af demonstrationsprojektet er foretaget, jf. § 19.

Stk. 4

Strukturdirektoratet meddeler tilsagn om tilskud på betingelser, der fastsættes i tilsagnet.

Stk. 5

Strukturdirektoratet kan i tilsagnet fastsætte betingelser om, at projektet skal evalueres af en uafhængig part.

§ 17

Tilskud kan ydes med op til 100 pct. af de omkostninger, der er nødvendige for projektets gennemførelse.

Stk. 2

De tilskudsberettigede omkostninger kan omfatte

  1. udgifter til indkøb af varer og tjenesteydelser, opgjort med fradrag af merværdiafgift, herunder konsulentbistand,
  1. udgifter til leje og leasing af udstyr, der er direkte relateret til projektet,
  1. udgifter til uddannelse og instruktion af personale, der er beskæftiget med gennemførelsen af projektet,
  1. udgifter til information og offentlighed, herunder tilrettelæggelse af åbne dage på og fremvisninger af bedriften,
  1. værdiforringelse i projektperioden på investeringer i udstyr, der er direkte relateret til projektet,
  1. udgifter til løn til personale, der er beskæftiget med gennemførelsen af projektet,
  1. udgifter til gennemførelse af projektet, herunder rejseudgifter, leje af lokaler, koordinationsudgifter m.v.,
  1. udgifter til overvågning, afrapportering og evaluering af projektet, og
  1. udgifter til attestation af afholdte udgifter, jf. § 18.
Stk. 3

Omkostninger efter stk. 2, nr. 5, er tilskudsberettigede i forhold til anvendelsen af udstyret i projektet.

Stk. 4

Udgifter efter stk. 2, nr. 6, omfatter ikke udgifter, der afholdes af staten eller kommunerne.

Stk. 5

Udgifter til forskning og teknologisk udvikling er ikke tilskudsberettigede.

§ 18

Tilskud til demonstrationsprojekter udbetales mod dokumentation af de med projektet forbundne tilskudsberettigede omkostninger. Opgørelsen skal udfærdiges på et særligt skema, der fås ved henvendelse til Strukturdirektoratet, og skal være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Stk. 2

Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at de anførte udgifter er betalt, og at projektet gennemføres i overenstemmelse med de betingelser, der er fastsat i tilsagnet, jf. § 16, stk. 4.

Stk. 3

Strukturdirektoratet kan bestemme, at tilskud udbetales i rater, hvis omstændighederne taler herfor.

§ 19

Senest ved udløbet af tilsagnsperioden, jf. § 16, stk. 3, skal demonstrationsprojekter afrapporteres efter retningslinier, der fastsættes af Strukturdirektoratet.

Stk. 2

Afrapporteringen skal indeholde en redegørelse for de aktiviteter, der er gennemført i forbindelse med projektet.

Stk. 3

Der kan ikke træffes afgørelse om ydelse af tilskud for en ny tilsagnsperiode, før afrapporteringen er behandlet af Strukturdirektoratet og Det Økologiske Fødevareråd.

Udviklingsprojekter

Udviklingsprojekter

§ 20

Strukturdirektoratet træffer afgørelse om tilsagn om og ydelse af tilskud til gennemførelse af udviklingsprojekter i forbindelse med indsamling, forarbejdning og afsætning m.v. af økologisk fremstillede jordbrugsprodukter, herunder økologisk fremstillede jordbrugsprodukter til non-food formål.

Stk. 2

Udviklingstilskud kan endvidere ydes til udarbejdelse af undervisnings- og informationsmateriale, undervisning og kursusafholdelse, gennemførelse af forskning og forsøg, herunder markforsøg, og andre foranstaltninger, som er af særlig betydning for udvikling af økologisk jordbrugsproduktion og afsætning af økologiske jordbrugsprodukter, herunder økologisk fremstillede jordbrugsprodukter til non-food formål.

§ 21

Udviklingstilskud ydes med 40 pct. af meromkostningerne ved projektet, opgjort med fradrag af merværdiafgift.

Stk. 2

Tilskud kan ydes med mindre end 40 pct., hvis der er et tilstrækkeligt incitament til gennemførelse af udviklingsarbejdet.

Stk. 3

Tilskud kan ydes med mere end 40 pct., hvis

  1. projektet udføres af forsknings- og forsøgsinstitutioner,
  1. projektet vedrører gennemførelse af forskning og forsøg,
  1. projektet alene vedrører udarbejdelse af undervisnings- eller informationsmateriale,
  1. projektet vedrører informationsvirksomhed, undervisning og kursusafholdelse,
  1. projektet omfatter aktiviteter inden for økologisk jordbrugsproduktion, som er samordnet under landboorganisationernes rådgivningstjeneste,
  1. ydelse af den forhøjede sats må antages at være en forudsætning for at sikre gennemførelsen af et projekt, der skønnes at være af offentlig interesse, og hvor resultaterne af projektet vil blive offentliggjort, så snart de foreligger, eller
  1. særlige grunde i øvrigt taler herfor.
Stk. 4

Tilskud kan ydes med indtil 50 pct. af meromkostningerne, hvis

  1. projektet vedrører anvendelse af økologiske fødevarer i kommunale og amtskommunale institutioner, eller
  1. projektet vedrører oplysning om videnskabelig viden, undersøgelser af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringsstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring og deltagelse i messer og lignende.
Stk. 5

Strukturdirektoratet fastsætter nærmere betingelser for modtagelse af tilskud, herunder vedrørende offentliggørelse af projektets resultater.

Stk. 6

Strukturdirektoratet kan fravige kravet om opgørelse af meromkostninger med fradrag af merværdiafgifter, hvis tilskudsmodtageren ikke er momsregistreret.

§ 22

Ansøgning indgives til Strukturdirektoratet på et skema, der fås ved henvendelse til Strukturdirektoratet. Strukturdirektoratet kan dog godkende ansøgninger uden anvendelse af ovennævnte skema.

§ 23

De i § 21 nævnte meromkostninger omfatter udgifter til direkte løn, konsulentbistand, bygninger og inventar, materialer, særligt udstyr m.v., der kan henføres til projektet, udgifter til oplysning om videnskabelig viden, undersøgelser af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringsstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring og deltagelse i messer og lignende.

§ 24

Tilskud ydet i henhold til § 21 bortfalder eller nedsættes, hvis der i finansieringen af projektet indgår andre offentlige tilskud. Dette gælder dog ikke

  1. tilskud fra EU-ordninger, som forudsætter national medfinansiering, såfremt det samlede offentlige tilskud ikke overstiger det maksimale tilskud efter den pågældende EU-ordning, eller
  1. tilskud fra amter og kommuner, hvor projektet vedrører anvendelse af økologiske fødevarer i kommunale og amtskommunale institutioner.
Stk. 2

Tilskud til de i § 21, stk. 3, nævnte projekter bortfalder eller nedsættes ikke, selv om der i finansieringen indgår midler ydet i medfør af § 7, stk. 1, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m. v., jf. lovbekendtgørelse nr. 65 af 9. februar 1996 og i medfør af EU's støtteordninger. Tilskud bortfalder eller nedsættes dog, hvis det samlede offentlige tilskud overstiger det maksimale tilskud efter den pågældende EU-ordning.

§ 25

Tilskud til udviklingsprojekter udbetales mod dokumentation af de med projektet forbundne meromkostninger. Opgørelsen skal udfærdiges på et særligt skema, der fås i Strukturdirektoratet, og skal være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Stk. 2

Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at de anførte udgifter er betalt, og at projektet gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet.

Stk. 3

Strukturdirektoratet kan bestemme, at tilskud udbetales i rater, hvis omstændighederne taler herfor.

§ 26

Ved udviklingsprojektets afslutning skal projektet afrapporteres efter retningslinier, der fastsættes af Strukturdirektoratet.

Kontrol

Kontrol

§ 27

Strukturdirektoratet og Plantedirektoratet forestår den kontrol, der er nævnt i lovens § 18.

Stk. 2

Med henblik på at kontrollere gennemførte foranstaltninger efter loven har Strukturdirektoratet og Plantedirektoratet, mod behørig legitimation og uden retskendelse, adgang til jordbrugsbedrifter eller andre virksomheder, der drives af tilsagnsmodtageren. På tilsvarende måde har Strukturdirektoratet og Plantedirektoratet, adgang til bedrifternes og virksomhedernes regnskaber, forretningsbøger m.v.

Stk. 3

Tilsagnsmodtageren har pligt til at ledsage eller lade en stedfortræder ledsage kontrolpersonalet og yde den nødvendige bistand ved kontrollen.

Stk. 4

Tilskudsmodtageren skal i mindst 5 år fra seneste tilskudsudbetaling opbevare sædskifte- og gødningsplaner med tilhørende kortskitser samt skatte-, moms-, drifts- og gødningsregnskaber, der vedrører det tilsagnsår, som udbetalingen sker for.

§ 28

Strukturdirektoratet fastsætter en instruks for regnskabsføring af tilskudsberettigede udgifter og for registrering af tilskudsberettigede aktiviteter.

Stk. 2

Strukturdirektoratet fastsætter en instruks for gennemførelse af revision af regnskab og regnskabsaflæggelse.

Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

§ 29

Strukturdirektoratet kan bestemme, at tilsagn om tilskud efter denne bekendtgørelse bortfalder helt eller delvist,

  1. hvis ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
  1. hvis tilsagnsmodtageren tilsidesætter sine pligter efter § 27 eller lovens § 18, stk. 3, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 3, eller pligter i medfør af regler udstedt i henhold til lovens § 18, stk. 1, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 3,
  1. hvis ejer- eller brugerforholdet ændres for arealer omfattet af et tilsagn om tilskud, med mindre arealerne omfattes af den nye ejer eller brugers tilsagn om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion, jf. § 11,
  1. hvis tilsagnsmodtageren ikke fremsender skriftlig erklæring i henhold til § 13, stk. 4, eller opfylder sin underretningspligt i henhold til § 33,
  1. hvis betingelserne for tilskud ikke opfyldes, eller
  1. hvis forudsætningerne for tilskud i øvrigt efter Strukturdirektoratets skøn er væsentligt forrykket.
Stk. 2

I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan Strukturdirektoratet bestemme, at udbetalte tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales.

Stk. 3

Stk. 2 finder normalt ikke anvendelse i tilfælde af force majeure, herunder navnlig,

  1. at tilskudsmodtager afgår ved døden,
  1. at tilskudsmodtager er uarbejdsdygtig i en længere periode,
  1. at en væsentlig del af bedriften eksproprieres, og ekspropriationen ikke kunne forudses på ansøgningstidspunktet,
  1. at der indtræder en naturkatastrofe, som i væsentlig grad berører bedriftens landbrugsareal,
  1. at bygninger, der på bedriften er bestemt til husdyropdræt, ødelægges ved et ulykkestilfælde,
  1. at en epizooti berører hele tilskudsmodtagerens besætning eller en del af denne, eller
  1. at ejer- eller brugerforholdet ændres, jf. stk. 1, nr. 3, og tilskudsmodtager ophører endeligt med landbrugsvirksomhed, efter at tre år af tilsagnsperioden er afviklet, og en indtræden i tilsagnet af den nye ejer eller bruger, efter Strukturdirektoratets vurdering, ikke er gennemførlig.

§ 30

Tillader Strukturdirektoratet, at en ny ejer eller bruger indtræder i et bestående tilsagn, jf. § 11, og bortfalder tilsagnet herefter, jf. § 29, som følge af den nye ejer eller brugers forhold, kan Strukturdirektoratet bestemme, at tilskud, der er udbetalt for arealer omfattet af tilsagnet, inden tilladelse er givet, helt eller delvist skal tilbagebetales af den nye ejer eller bruger.

Stk. 2

Hvis der efter ansøgning er givet et nyt tilsagn i henhold til §§ 9-11, og tilsagn herefter bortfalder i henhold til § 29, kan Strukturdirektoratet bestemme, at udbetalt tilskud i henhold til tidligere meddelte tilsagn, dog maksimalt 5 år tilbage, helt eller delvist skal tilbagebetales.

Stk. 3

Tillader Strukturdirektoratet, at et areal udgår af tilsagnet i henhold til § 12, og bortfalder tilsagn herefter i henhold til § 29, kan Strukturdirektoratet bestemme, at udbetalt tilskud for de arealer, som er udgået af tilsagnet, helt eller delvist skal tilbagebetales.

Stk. 4

Stk. 1 finder ikke anvendelse ved tilskudsmodtagerens død eller ved ekspropriation.

§ 31

Hvis tilsagnsmodtager med forsæt eller ved grov uagtsomhed har afgivet urigtige oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes i henhold til denne bekendtgørelse, kan Strukturdirektoratet, i henhold til art. 20, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) 746/96, bestemme, at tilsagnsmodtageren udelukkes fra fremtidige tilsagn om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion og til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i 2 år fra afgørelsen om udelukkelse.

§ 32

Træffes der afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling efter § 29 eller § 30, tillægges der renter, der beregnes fra udbetalingstidspunktet til tilbagebetaling sker med den rentesats, der er fastsat i renteloven.

Stk. 2

For tilskud ydet til udviklingsprojekter beregnes rentetillægget fra fremsættelsen af tilbagebetalingskravet.

§ 33

Tilsagnsmodtageren er forpligtet til uden ugrundet ophold skriftligt at give Strukturdirektoratet meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald af tilsagn eller tilbagebetaling af tilskud samt om de forhold, der er nævnt i § 10, 2. og 3. pkt.

Stk. 2

Hvis tilsagnsmodtageren ønsker at påberåbe sig de i § 29, stk. 3, nævnte tilfælde af force majeure, skal tilsagnsmodtageren skriftligt give Strukturdirektoratet meddelelse herom og indsende fyldestgørende bevismateriale senest 10 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor tilskudsmodtageren er i stand til at gøre det.

§ 34

Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at tilskudsmodtageren anviser en konto i et pengeinstitut, hvortil tilskuddet kan overføres.

Straffebestemmelser

Straffebestemmelser

§ 35

Efter lovens § 23, stk. 1, straffes med bøde den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til denne bekendtgørelse, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse.

Stk. 2

Efter lovens § 23, stk. 2, straffes med bøde den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til denne bekendtgørelse, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, som giver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold.

Stk. 3

Efter lovens § 23, stk. 3, straffes med bøde den, der overtræder lovens § 18, stk. 3.

Stk. 4

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5

Skønnes en afgørelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Strukturdirektoratet tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning. Det er en betingelse herfor, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde. Retsplejelovens § 930, jf. § 926, finder tilsvarende anvendelse på sådanne tilkendegivelser fra Strukturdirektoratet.

Klageadgang

Klageadgang

§ 36

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Ikrafttrædelse

Ikrafttrædelse

§ 37

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1998 og finder anvendelse for tilsagn om tilskud, der meddeles fra og med den 1. august 1998.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 226 af 25. marts 1997 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 1036 af 17. december 1997 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v. ophæves. Bekendtgørelse nr. 226 af 25. marts 1997 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 1036 af 17. december 1997 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v. er dog fortsat gældende for tilsagn om tilskud, der er meddelt inden den 1. august 1998. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 23. juli 1998 Henrik Dam Kristensen / Nicolaj Ting Mortensen

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998