TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om revisorkandidatuddannelsen

BEK nr 610 af 18/08/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Formålet med revisorkandidatuddannelsen er at kvalificere de studerende til at udøve revision af private og offentlige virksomheder og institutioner. Uddannelsen omfatter den teoretiske del af uddannelsen til statsautoriseret revisor.

Stk. 2

Uddannelsen foregår på handelshøjskolerne, Odense Universitet og Aalborg Universitet.

§ 2

Uddannelsen er normeret til 2 studenterårsværk. Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i ét år.

Stk. 2

Uddannelsen skal være afsluttet senest 5 år efter, at den studerende er begyndt på uddannelsen. Institutionen kan i særlige tilfælde dispensere herfra.

§ 3

Den, der har gennemført revisorkandidatuddannelsen, har ret til at betegne sig candidatus/candidata mercaturae et auditoris (cand. merc. aud.).

Adgangsforudsætninger

Adgangsforudsætninger

§ 4

Adgang til revisorkandidatuddannelsen har den, som har bestået én af følgende eksaminer:

  1. Den almene erhvervsøkonomiske eksamen (HA).
  1. Den økonomiske kandidateksamen (cand. oecon.).
  1. HD-dimittender, der har eksamen i regnskabsvæsen eller i finansiering og kreditvæsen, og som har bestået en prøve inden for udvalgte emner i erhvervsøkonomi og i nationaløkonomi efter institutionens nærmere bestemmelse. Pensum til prøverne fastsættes således, at der forudsættes en arbejdspræstation af den adgangssøgende på 150 arbejdstimer. Dokumentationen for studieegnethed, jf. 1. pkt., giver adgang til alle institutioner, hvor uddannelsen foregår. Den optagende institution kan fastsætte, at prøven i erhvervsøkonomi erstattes af en særskilt studieegnethedsbedømmelse af HD-hovedopgaven.
  1. Ansøgere, der har bestået en revisoruddannelse fra en handelsskole, og som har bestået den under nr. 3 nævnte prøve i nationaløkonomi samt prøver inden for fagområderne investering og finansiering, informatik/edb, statistik, organisation, afsætningsøkonomi, og erhvervsøkonomiske planlægnings- og optimeringsmetoder. Pensum til prøverne, inklusive prøven i nationaløkonomi udgør et studenterårsværk.
  1. Ansøgere, der har bestået den teoretiske del af uddannelsen til registreret revisor dels på en handelsskole, dels på en handelshøjskole. Adgang sker på baggrund af en individuel vurdering af, hvorledes og med hvilke fag uddannelsen er sammensat. Den under nr. 3 nævnte prøve i nationaløkonomi samt de under nr. 4 anførte fagområder vil danne udgangspunkt for vurderingen af, hvilke fagområder uddannelsen skal suppleres med for at sikre, at ansøgeren besidder kundskaber med en faglig bredde og dybde, der svarer til, hvad der kræves ved den almene erhvervsøkonomiske eksamen (HA).

§ 5

Institutionen kan i særlige tilfælde give adgang til uddannelsen for ansøgere, som ikke har det adgangsgrundlag, der er anført i § 4, men som på grundlag af anden videregående uddannelse skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.

Stk. 2

Tilladelsen kan betinges af, at ansøgeren består én eller flere supplerende prøver, der sikrer, at ansøgeren besidder kundskaber med en faglig bredde og dybde, der svarer til, hvad der kræves ved den almene erhvervsøkonomiske eksamen (HA).

Uddannelsens indhold

Uddannelsens indhold

§ 6

Uddannelsen omfatter følgende fagområder:

  1. Revision. Fagområdet omfatter navnlig revisionsteori, revisionsprincipper og -metoder, revisionsplanlægning, revisionserklæringer, revisionsret og revisionsetik.
  1. Regnskabsvæsen. Fagområdet omfatter navnlig regnskabsvæsenets organisation, intern økonomiinformation, budgettering og ekstern regnskabsaflæggelse.
  1. Skatteret. Fagområdet omfatter navnlig indkomstskatteret, bo- og gaveafgift, merværdiafgift, andre indirekte skatter og miljøafgifter samt skatteforvaltningsret.
  1. Erhvervsret. Fagområdet omfatter navnlig selskabsret, finansieringsret, insolvensret og familie- og arveret.

§ 7

Studerende, som er optaget efter § 4, nr. 3, skal inden et år efter optagelsen bestå én eller flere særligt tilrettelagte prøver i udvalgte erhvervsøkonomiske områder.

Stk. 2

Pensum fastsættes af institutionen, så der forudsættes en arbejdspræstation af de studerende på mellem 300 og 400 arbejdstimer.

§ 8

I studiet indgår et seminararbejde, hvis nærmere indhold og omfang fastsættes af institutionen.

§ 9

Den studerende skal udarbejde et speciale, hvis emne skal være godkendt af en lærer, som institutionen har udpeget.

§ 10

Arbejdet med seminaropgaven og med specialet er normeret til i alt ½ studenterårsværk.

§ 11

De nærmere bestemmelser om undervisningens tilrettelæggelse og om normeringen af de forskellige studieaktiviteter inden for studietidsrammen fastsættes af institutionen.

Eksamen m.v.

Eksamen m.v.

§ 12

For eksamen, herunder prøveformer, bedømmelse, eksamensbeviser, klage over eksamen m.v. gælder reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet samt bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.

§ 13

Inden for hvert af fagområderne efter § 6 skal den studerende bestå mindst én mundtlig prøve og én skriftlig prøve, dog højst tre prøver. Den studerende kan vælge at afløse to af de mundtlige prøver med afløsningsopgaver.

Stk. 2

Der gives 1 karakter for hver prøve, 1 karakter for seminararbejdet og 1 karakter for specialet.

Stk. 3

Institutionen kan fastsætte, at seminararbejdet bedømmes som Bestået/Ikke bestået.

§ 14

Ved bedømmelse medvirker censorer, som er beskikket af Undervisningsministeriet.

Stk. 2

Seminararbejdet bedømmes alene af vejlederen af vedkommende seminargruppe.

Stk. 3

En studerende kan forlange en ny bedømmelse af seminararbejdet under medvirken af en censor. Anmodningen herom skal være skriftlig og begrundet og skal være indgivet til institutionen senest ugedagen efter, at bedømmelsen er offentliggjort.

§ 15

Hvis en studerende for anden eller tredie gang ønsker at indlevere et speciale, jf. § 9, kan institutionen bestemme, at den studerende skal vælge et nyt emne.

Andre regler

Andre regler

§ 16

Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning, jf. universitetslovens § 5 og § 8.

Stk. 2

Studieordningen skal indeholde regler om:

  1. Adgangsforudsætninger.
  1. Mål for, indhold og tidsmæssigt omfang af de enkelte fagområder samt fagområdernes placering i studieforløbet.
  1. Seminaropgaven og specialet.
  1. Særligt tilrettelagte prøver
  1. Eventuelt særlige krav til undervisnings- eller arbejdsformer.
  1. Eventuelt særlige krav til undervisnings- eller eksamensfordringer.
  1. Eksamensfordringer for de enkelte prøver samt regler om beregning af gennemsnit for uddannelsen.
  1. Meritoverførsel.
Stk. 3

Studieordningen kan indeholde hjemmel for institutionen til at dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.

Stk. 4

Inden en studieordning vedtages og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til fællesudvalget nedsat i henhold til § 17. Derudover indhentes en udtalelse fra censorformandskabet, jf. bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet. Andre institutioner, der udbyder uddannelse, der er omfattet af denne bekendtgørelse, orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen.

Stk. 5

Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.

Stk. 6

Ved udstedelse af en ny studieordning og ved væsentlige ændringer heri fastsættes overgangsordninger i studieordningen.

Stk. 7

Studieordninger og ændringer heraf sendes til de andre institutioner, fællesudvalget, censorerne og Undervisningsministeriet til orientering.

§ 17

Der nedsættes et fællesudvalg med repræsentanter for uddannelsesinstitutionerne og for interesserede organisationer. Undervisningsministeriet fastsætter, hvilke organisationer der kan repræsenteres i fællesudvalget. Udvalget er rådgivende over for institutionerne og Undervisningsministeriet om uddannelsen.

§ 18

Beståede uddannelseselementer eller dele heraf ved en af institutionerne, der udbyder revisorkandidatuddannelsen, ækvivalerer tilsvarende uddannelseselementer ved de andre institutioner, der udbyder uddannelsen.

Stk. 2

Institutionen kan i hver enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer eller dele heraf fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer eller dele heraf, der er omfattet af denne bekendtgørelse. Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelsesdele.

Stk. 3

Ved godkendelse efter stk. 2 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.

§ 19

Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen.

Stk. 2

Undervisningsministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 2, stk. 2, § 5, § 7, stk. 2, § 15, § 16, stk. 3, § 18 stk. 2, og § 21, stk. 3 og 4.

§ 20

Klager over institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til institutionen. Institutionens afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.

Stk. 2

Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Ikrafttræden m.v.

Ikrafttræden m.v.

§ 21

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1998.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 190 af 31. marts 1987 om revisorkandidatuddannelsen ophæves.

Stk. 3

Institutionen fastsætter overgangsregler for studerende, der er begyndt på uddannelsen før den 1. september 1998, og som ønsker at færdiggøre uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 4

Institutionen afgør, hvornår der sidste gang afholdes prøver efter de hidtidige regler.


Undervisningsministeriet, den 18. august 1998, den 18. august 1998

/Margrethe Vestager Karen Plessing/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998