TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog

BEK nr 63 af 28/01/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Denne bekendtgørelse indeholder bestemmelser om undervisning i dansk som andetsprog for tosprogede elever i børnehaveklasser og i 1.-10. klasse.

Stk. 2

Ved tosprogede børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk.

§ 2

Ved optagelse af tosprogede elever i folkeskolen træffer skolens leder efter en vurdering af elevens behov beslutning om, hvorvidt vedkommende elev skal henvises til særlig undervisning i dansk som andetsprog, jf. § 3 og § 4. I tvivlstilfælde forelægges spørgsmålet for sagkyndige tilknyttet skolevæsenet, der gennemfører en undersøgelse vedrørende elevens sproglige forudsætninger, derunder elevens forhåndskendskab til dansk. Ved afgørelsen lægges der i disse tilfælde vægt på elevernes og forældrenes ønsker.

§ 3

Elever, der ved optagelsen har behov for støtte, men som er i stand til at deltage i den almindelige undervisning, henvises til supplerende undervisning i dansk som andetsprog på hold eller lign., eller der etableres støtteundervisning i klassen. Timetallet til undervisningen fastsættes efter elevens behov.

§ 4

Elever, der ved optagelsen ikke har tilstrækkeligt kendskab til dansk til at kunne deltage i den almindelige undervisning, henvises til en basisundervisning i dansk som andetsprog uden for klassens rammer.

Stk. 2

Undervisningen gives i en af følgende former:

  1. Modtagelsesklasser, hvor eleverne i begyndelsen har alle eller den overvejende del af deres timer, således at de efterhånden får en del af deres timer i en almindelig klasse.
  1. Særlige hold eller lignende eller som enkeltmandsundervisning.
Stk. 3

Elevtallet i modtagelsesklasser må ikke overstige 12 ved skoleårets begyndelse, medmindre klassen undervises af 2 lærere i fællesskab. Det skal tilstræbes, at elevtallet ikke i løbet af skoleåret kommer til at overstige 12. En modtagelsesklasse må højst spænde over 3 klassetrin.

Stk. 4

Elevtallet på hold og lignende i henhold til stk. 2, nr. 2, må ikke overstige 7.

Stk. 5

Timetallet i modtagelsesklasser fastsættes i timeplanen for skolen. Elevernes samlede timetal, herunder eventuelle timer i den almindelige klasse, skal svare til det timetal, som skolens øvrige elever får på det pågældende klassetrin. Timetallet kan dog i en kortere periode efter påbegyndelsen af danskundervisningen - normalt højst 3 måneder - være lavere, dog mindst 20 timer.

Stk. 6

Undervisningen efter stk. 1-3 ophører, når eleverne kan deltage i hele den almindelige undervisning, dog senest efter 2 års forløb. Dette gælder dog ikke for elever, der optages i folkeskolen efter afslutningen af de yngste klassetrin, og som ikke tidligere har modtaget undervisning i at læse.

§ 5

På 8.-10. klassetrin kan der oprettes særlige klasser for elever, der er flyttet til Danmark, efter at de er fyldt 14 år.

Stk. 2

Undervisningen omfatter undervisning i dansk som andetsprog og i folkeskolens almindelige fag for 8.-10. klassetrin, som er tilrettelagt efter elevernes særlige forudsætninger.

§ 6

Elever, der har behov for en basisundervisning i dansk i modtagelsesklasser eller i særlige klasser for 8.-10. klassetrin, jf. § 4 og § 5, kan efter kommunalbestyrelsens beslutning henvises til en anden skole i kommunen, hvis det er påkrævet af pædagogiske hensyn. Efter afslutningen af undervisningen i medfør af § 4 overflyttes eleverne til deres distriktsskole, medmindre de efter forældrenes ønske eller med deres tilslutning forbliver på den skole, hvor skolegangen er påbegyndt.

§ 7

For elever, der under skoleforløbet har behov for særlig støtte, kan der etableres særlig undervisning i dansk som andetsprog på hold eller lignende eller særlig støtte i klassen. Beslutningen træffes af skolens leder efter indstilling fra klasselæreren og efter samråd med eleven og dennes forældre.

§ 8

En elev kan med forældrenes samtykke i ganske særlige tilfælde fritages for undervisningen i et fag, hvis det skønnes umuligt at afhjælpe elevens vanskeligheder gennem supplerende undervisning, jf. folkeskolelovens § 5, stk. 6. Det er en betingelse, at eleven får anden undervisning i stedet.

§ 9

Undervisning i dansk som andetsprog, jf. §§ 3-7, varetages af lærere, der gennem særlig uddannelse eller på anden måde har kvalificeret sig til opgaven. I børnehaveklasser gives undervisningen af pædagoger med tilsvarende forudsætninger.

§ 10

I et bilag til styrelsesvedtægten optages bestemmelser om, på hvilke skoler i kommunen der er oprettet modtagelsesklasser.

§ 11

Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse.

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. februar 1998.

Stk. 2

Bestemmelsen i § 4, stk. 5, sidste pkt., vedrørende et ugentligt timetal på 20 i modtagelsesklasser har først virkning fra den 1. august 1998 for modtagelsesklasser, der den 1. august 1997 var planlagt med 15 ugentlige timer for skoleåret 1997/98.

Stk. 3

§§ 1-11, § 15, stk. 1, og § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., og stk. 2, og § 18 i bekendtgørelse nr. 583 af 20. november 1984 om folkeskolens undervisning af fremmedsprogede elever ophæves.

pre_paragraph I medfør af § 5, stk. 7, og § 30 a i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 561 af 25. juni 1997, fastsættes:


Undervisningsministeriet, den 28. januar 1998, den 28. januar 1998

/Ole Vig Jensen Stig Andersen/

Bilag

Oversigt over fortsat gældende bestemmelser vedr. modersmålsundervisning i henhold til bekendtgørelse nr. 583 af 20. november 1984 om folkeskolens undervisning af fremmedsprogede elever.

IV. Undervisning i modersmål eller evt. nationalsprog

Det påhviler kommunen at tilbyde fremmedsprogede elever, der er optaget i folkeskolen som undervisningspligtige, undervisning i deres modersmål (nationalsprog), medmindre de undervises heri på anden måde. Kommunen har endvidere pligt til efter henvisning fra en friskole eller privat grundskole at modtage fremmedsprogede elever til undervisning i deres modersmål (nationalsprog), såfremt der er indrettet undervisning i det pågældende sprog for elever i området, jfr. § 4, nr. 3, i lov nr. 306 af 8. juni 1977 om friskoler og private grundskoler m.v.

Stk. 2

Har der meldt sig mindst 12 elever til modersmålsundervisning i samme sprog, og kan der tilknyttes en kvalificeret lærer, jfr. § 15, stk. 2, skal undervisningen gennemføres i kommunen i det pågældende skoleår.

Stk. 3

I andre tilfælde skal kommunen henvise eleverne til modersmålsundervisning, der måtte være oprettet af andre kommuner inden for amtsrådskredsen, i hovedstadsområdet af kommuner inden for dette. Hjemstedskommunen afholder de udgifter, der er forbundet med elevernes deltagelse i undervisningen.

§ 13

Formålet med undervisningen er, at eleverne vedligeholder og udvikler deres kendskab til modersmålet (nationalsproget), og til forholdene i hjemlandet.

Stk. 2

Det skal tilstræbes, at eleverne ikke mod forældrenes ønske mister tilknytningen til hjemlandet, og at muligheden for at tage ophold i forældrenes hjemland lettes.

§ 14

Undervisningen kan foruden elevernes modersmål (nationalsprog), omfatte hjemlandets historie, geografi og samfundsforhold m.v. Undervisningen må tage udgangspunkt i elevernes situation her i landet på grundlag af deres beherskelse af modersmålet (nationalsproget) og deres forhåndsviden om hjemlandets kultur. Der skal så vidt muligt tages hensyn til eventuelle ønsker fra forældrenes side.

Stk. 2

Undervisningen, der omfatter 3-5 ugentlige timer, gives normalt uden for elevernes almindelige undervisningstid. Undervisningen kan med forældrenes tilslutning henlægges til lørdage.

§ 15

Undervisning i elevernes modersmål (nationalsprog), jfr. afsnit IV, varetages af lærere fra det pågældende hjemland såvidt muligt med landets læreruddannelse, eller af danske lærere med særlig uddannelse i det pågældende sprog.

§ 16

Befordring til og fra undervisningen sker efter reglerne i folkeskolelovens § 25.

§ 17

Er kommunen forpligtet til at tilbyde modersmålsundervisning i et eller flere sprog, herunder eventuelt ved henvisning til andre kommuner, jfr. § 12, stk. 3, skal det angives i skoleplanen, på hvilken måde denne forpligtelse opfyldes.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998