TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fordeling af Hovedstadsområdets Trafikselskabs nettoudgifter samt afregning af bidragene

BEK nr 712 af 30/09/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Hovedstadsområdets Trafikselskabs nettoudgifter til busdriften fordeles mellem Københavns og Frederiksberg Kommuner og Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner i forhold til deres udskrivningsgrundlag i det år, bidraget vedrører (bidragsåret).

Stk. 2

Udskrivningsgrundlaget opgøres som (amts)kommunens provenu af indkomstskat divideret med udskrivningsprocenten.

§ 2

De nævnte (amts)kommuner meddeler hvert år senest den 1. september inden bidragsåret selskabet størrelsen af det forventede budgetterede udskrivningsgrundlag i bidragsåret.

Stk. 2

Beregningen af de enkelte (amts)kommuners bidrag foretages af selskabet.

§ 3

(Amts)kommunernes bidrag til trafikselskabet efterreguleres for forskellen mellem det forventede og det faktiske udskrivningsgrundlag. Det faktiske udskrivningsgrundlag opgøres af Indenrigsministeriet. For de (amts)kommuner, som for bidragsåret har valgt at budgettere med det statsgaranterede udskrivningsgrundlag efter § 7 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 10 i lov om amtskommunal indkomstskat, indgår det statsgaranterede udskrivningsgrundlag. For øvrige (amts)kommuner indgår udskrivningsgrundlaget for de selvangivne indkomster opgjort på baggrund af den opgørelse af kommunal indkomstskat af de selvangivne indkomster, som foretages af Told og Skat i maj i året 2 år efter bidragsåret.

Stk. 2

Efterreguleringen afregnes i året 3 år efter bidragsåret.

§ 4

Selskabet underretter senest to uger før udløbet af fristen for vedtagelsen af de kommunale budgetter for bidragsåret amtsrådene og kommunalbestyrelserne om størrelsen af de enkelte (amts)kommuners bidrag inklusiv efterregulering, jf. § 3.

§ 5

Bidragene efter § 4 indbetales til selskabet af de enkelte (amts)kommuner med 1/12 den første i hver af månederne i bidragsåret.

§ 6

Tvivlsspørgsmål om beregning og afregning af bidrag afgøres af indenrigsministeren.

§ 7

Bekendtgørelsen har virkning fra og med bidragsåret 1999, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

§ 3 har virkning fra og med bidragsåret 1996.

Stk. 3

Bekendtgørelse nr. 599 af 29. august 1989 om fordeling af Hovedstadsområdets Trafikselskabs nettoudgifter samt afregning af bidragene ophæves.


Indenrigsministeriet, den 30. september 1998, den 30. september 1998

/Thorkild Simonsen Niels Jørgen Mau/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998