TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse

BEK nr 92 af 09/02/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Der kan opnås uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og orlov til uddannelse efter lov om orlov til følgende uddannelser, jfr. dog §§ 2, 3 og 4:

  1. Uddannelser oprettet ved lov eller i henhold til lov, og i øvrigt uddannelser, der udbydes af uddannelsesinstitutioner, der er oprettet eller godkendt ved lov eller i henhold til lov.
  1. Uddannelser på Danmarks Forvaltningshøjskole, Den Kommunale Højskole og Dansk Kommunalkursus, dog med den begrænsning, at deltagerne ikke må have en forudgående uddannelse ud over erhvervsuddannelsesniveau.
  1. Private uddannelser, der berettiger til Statens Uddannelsesstøtte, eller som er godkendt efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser.
  1. Undervisning i henhold til kapitel 4 i lov om støtte til folkeoplysning, som udbydes af kredse tilknyttet de landsdækkende oplysningsforbund, der gennem Oplysningsforbundenes Fællesråd modtager tilskud i henhold til lov om visse spil, lotterier og væddemål; desuden uddannelsesforløb på husholdningsskoler, håndarbejdsskoler, daghøjskoler eller folkehøjskoler. Til disse uddannelsesforløb kan der dog kun opnås orlov til uddannelse i op til 24 uger.
  1. Uddannelser, der udbydes af faglige organisationer til deres ledige medlemmer (dog bortset fra dimittender med mindre end 6 måneders ledighed), og som er målrettet imod at skaffe deltagerne beskæftigelse inden for områder, hvor der efter Arbejdsformidlingens skøn er eller inden for en kortere tid kan forventes at opstå mangel på arbejdskraft. Til disse uddannelser kan der dog kun opnås orlov til uddannelse i op til 24 uger.
  1. Uddannelsesforløb, der udbydes med tilskud i overensstemmelse med bestemmelser fastsat i henhold til lov om administrationen af tilskud fra Den Europæiske Socialfond.
  1. Uddannelser i udlandet, der er oprettet ved lov eller i henhold til lov i det pågældende land, eller som er anerkendt af det pågældende lands nationale uddannelsesmyndigheder.

§ 2

Der kan ikke opnås uddannelsesgodtgørelse eller orlov til uddannelse til:

  1. Lange og mellemlange videregående uddannelser, samt korte videregående uddannelser, der som bifag, sidefag el. lign. knytter sig til en forudgående videregående uddannelse, bortset fra uddannelser, der udbydes efter lov om åben uddannelse eller tilsvarende lovgivning. Ved afgørelsen af, om der er tale om en mellemlang eller lang videregående uddannelse, tages der udgangspunkt i Dansk Uddannelses Nomenklatur.
  1. Virksomhedsinterne, herunder virksomhedsrekvirerede kurser, der retter sig mod indehavere og ansatte i virksomheden, med mindre de er led i et jobrotationsprojekt.

§ 3

Der kan ikke opnås orlov til uddannelse til uddannelses- eller kursusforløb, hvis indhold overvejende er af hobby- og fritidskarakter.

Stk. 2

Grundlaget for vurderingen af, om der er tale om et hobby- eller fritidsbetonet forløb, er den orlovssøgendes individuelle uddannelses- og beskæftigelsesmæssige baggrund.

§ 4

Der kan ikke opnås uddannelsesgodtgørelse eller orlov til uddannelse til følgende uddannelser, medmindre disse udbydes efter lov om åben uddannelse eller tilsvarende lovgivning:

  1. Efter- og videreuddannelse af socialrådgivere ved de sociale højskoler.
  1. Efter- og videreuddannelse af lærere, pædagoger m. fl. på Danmarks Lærerhøjskole, Institut for Idræt ved Københavns Universitet, Institut for Idræt ved Odense Universitet, Danmarks Pædagoghøjskole, Specialkursus i Husholdning, Nordisk Højskole for Husholdnings-videnskab, sløjdlærerskoler, seminarier og Den Frie Lærerskole.
  1. Kurser på Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.
  1. Voksenpædagogiske kurser.
  1. Cand. pæd.-uddannelsen.
  1. Videreuddannelserne på Danmarks Sygeplejehøjskole.
  1. Videreuddannelsen for ergo- og fysioterapeuter.

§ 5

Arbejdsformidlingen kan med baggrund i retningslinier fastsat af det regionale Arbejdsmarkedsråd og ud fra et konkret skøn over den pågældendes ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov fravige den tidsmæssige begrænsning i § 1, stk. 1, nr. 4 ved bevilling af orlov til uddannelse til personer, der har et helt særligt behov for et længerevarende forløb.

§ 6

Arbejdsformidlingen kan med baggrund i retningslinier fastsat af det regionale Arbejdsmarkedsråd og ud fra et konkret skøn over den lediges ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov bevillige uddannelsesgodtgørelse til uddannelser, der ikke er omfattet af § 1, herunder fravige § 2, nr. 1 og § 4.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 1998.

Stk. 2

Ledige, som er påbegyndt eller har modtaget et konkret tilbud om uddannelse med uddannelsesgodtgørelse inden bekendtgørelsens ikrafttræden, kan fortsætte eller påbegynde dette efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3

For så vidt angår ansøgninger om orlov til uddannelse har bekendtgørelsen virkning for ansøgninger, der er modtaget og stemplet som indgået hos Arbejdsformidlingen, i arbejdsløshedskassen eller på uddannelsesstedet den 1. marts 1998 og senere.

Stk. 4

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 981 af 21. november 1996 ophæves.

pre_paragraph I henhold til § 27, stk. 1, i lov nr. 434 af 30. juni 1993 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 508 af 18. juni 1997, som ændret ved lov nr. 1077 og lov nr. 1082 af 29. december 1997, og § 3, stk. 2 og 3, i lov om orlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 1996, som ændret ved lov nr. 980 af 17. december 1997 og lov nr. 1077 af 29. december 1997, fastsættes efter forhandling med undervisningsministeren:


Arbejdsministeriet, den 9. februar 1998, den 9. februar 1998

/Jytte Andersen Merete Vinje/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998