TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om opgørelse af moms i forbindelse med byfornyelsesaktiviteter

BEK nr 930 af 15/12/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Refusionsberettigede udgifter efter lov om byfornyelse, som afholdes af kommunen, skal anmeldes til refusion eksklusive den faktisk afholdte moms.

§ 2

For ombygning og nedrivning af ejendomme, der ejes af andre end en kommune, samt for nybyggeri, opgøres støttegrundlaget inklusive den faktisk afholdte moms.

§ 3

For ombygning af kommunale beboelsesejendomme og ejendomme, som kommunen råder over med henblik på ombygning, opgøres ombygningsudgifterne inklusive moms ved låne- og støtteudmålingen, uanset at kommunen har fået refunderet momsen i gennemførelsesfasen, jf. dog §§ 4 -5.

Stk. 2

Afhændes ejendommen i forbindelse med den endelige låneoptagelse, tilbagebetales den refunderede moms til den kommunale momsudligningsordning.

§ 4

I kommunalt ejede ejendomme, hvor ombygningstabet, jf. lov om byfornyelse § 59, stk. 2, overstiger den refunderede moms, og hvor der ikke senest ved kommunalbestyrelsens godkendelse af byggeregnskabet er indgået aftale om salg af ejendommen, optager kommunen i et realkreditinstitut et indekslån, type IS, til finansiering af forskellen mellem ombygningstabet og den refunderede moms.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal endvidere indhente et lånetilbud på et indekslån af samme type på et beløb, der inklusive omkostninger svarer til den refunderede moms af hele ombygningsudgiften. Kommunalbestyrelsen skal stille krav om, at realkreditinstituttet i lånetilbuddet forpligter sig til at udbetale lånet, såfremt ejendommen afhændes med en overtagelsesdag, der ligger senest 5 år efter kommunalbestyrelsens godkendelse af ombygningsregnskabet.

Stk. 3

Sælges ejendommen inden for den i stk. 2 omtalte frist, skal kommunalbestyrelsen optage det lån, der er tilbudt efter stk. 2. Nettoprovenuet af lånet skal med virkning fra overtagelsesdagen indbetales til den kommunale momsudligningsordning.

Stk. 4

Ejer kommunen fortsat ejendommen efter udløbet af den i stk. 2 omtalte frist, kan kommunalbestyrelsen ikke benytte det lånetilbud, der er nævnt i samme stykke.

Stk. 5

Såfremt kommunalbestyrelsen på låneoptagelsestidspunktet med sikkerhed ved, at ejendommen vil forblive i kommunalt eje, reduceres ombygningstabet umiddelbart med den refunderede moms.

§ 5

I kommunalt ejede ejendomme, hvor ombygningstabet, jf. lov om byfornyelse § 59, stk. 2, er mindre end den refunderede moms, og hvor der ikke senest ved kommunalbestyrelsens godkendelse af ombygningsregnskabet er indgået aftale om salg af ejendommen, skal kommunalbestyrelsen i et realkreditinstitut indhente et tilbud på et indekslån type IS på et beløb, der inklusive omkostninger svarer til ombygningstabet.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal stille krav om, at realkreditinstituttet i lånetilbuddet forpligter sig til at udbetale lånet, såfremt ejendommen afhændes senest 5 år efter kommunalbestyrelsens godkendelse af ombygningsregnskabet.

Stk. 3

Forskellen mellem den refunderede moms og ombygningstabet skal umiddelbart indbetales til den kommunale momsudligningsordning.

Stk. 4

Sælges ejendommen senest 5 år efter kommunalbestyrelsens godkendelse af ombygningsregnskabet, skal kommunalbestyrelsen optage det lån, der er tilbudt efter stk. 1. Nettoprovenuet af lånet skal med virkning fra overtagelsesdagen indbetales til den kommunale momsudligningsordning.

Stk. 5

Ejer kommunen fortsat ejendommen efter udløbet af den i stk. 4 nævnte 5 års-periode, kan kommunalbestyrelsen ikke benytte det i stk. 1 nævnte lånetilbud.

Stk. 6

Såfremt kommunalbestyrelsen på låneoptagelsestidspunktet med sikkerhed ved, at ejendommen vil forblive i kommunalt eje, skal kommunalbestyrelsen ikke indhente lånetilbud vedrørende finansiering af ombygningstabet.

§ 6

Áconto hjemtagelse af realkreditlån til finansiering af ombygningstab i ejendomme som nævnt i § 3 kan kun foretages inden for højst 80 pct. af tilsagnet om ydelsesstøtte til ombygningstab eksklusive den refunderede moms på de afholdte udgifter vedrørende hele ombygningen.

§ 7

For nedrivning af kommunalt ejede ejendomme opgøres nedrivningsudgifterne eksklusive moms ved låne- og støtteudmålingen.

§ 8

Kommunens investeringsramme til byfornyelse belastes således:

  1. Refusionsberettigede udgifter, jf. § 87 i lov om byfornyelse, belaster rammen med de faktisk afholdte udgifter eksklusive moms.
  1. De støtteberettigede ombygnings- og nedrivningsarbejder belaster rammen med de faktisk afholdte udgifter inklusive moms, uanset om kommunen i gennemførelsesfasen har fået refunderet momsen via den kommunale momsudligningsordning.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1999 og har virkning for beslutninger, som er truffet efter den 31.december 1997.


By- og Boligministeriet, den 15. december 1998, den 15. december 1998

/PmvebLisbeth Jordan Lars Nielsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998