Bekendtgørelse om fordeling og forrentning af beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsskadestyrelsen efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade
BEK nr 937 af 15/12/1998
§ 1
De af Arbejdsskadestyrelsen efter § 5, stk. 6, § 47 og § 49, stk. 2, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade forskudsvis udlagte beløb fordeles og forrentes efter reglerne i denne bekendtgørelse.
En arbejdsgiver, som efter lovens § 74, 2. punktum, er fritaget for at afgive risikoen efter loven til et forsikringsselskab, der er meddelt koncession til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, sidestilles i denne bekendtgørelse med et sådant forsikringsselskab.
§ 2
Forskudsvis udlagte beløb efter lovens § 5, stk. 6, § 47 og § 49, stk. 2, fordeles for hvert kalenderår efter reglerne i § 3 på de forsikringsselskaber som tegner arbejdsulykkesforsikringer.
§ 3
Udbetalingerne vedrørende ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed fordeles på de forsikringsselskaber, som dækker disse risici. Det enkelte forsikringsselskabs andel af udgifterne i et kalenderår opgøres som forsikringsselskabets andel af erstatningsudgifterne i kalenderåret til méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning.
Ved beregningen af erstatningsudgifterne efter stk. 1, ses der bort fra den andel, der hidrører fra de efter lovens § 5, stk. 5 ikke forsikringspligtige.
Ved opgørelsen af erstatningsudgifterne ses der bort fra udgifter i henhold til § 5, stk. 6, § 47 og § 49, stk. 2, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Erstatningsudgifterne opgøres som summen af godtgørelser for mén og éngangserstatninger samt hensættelser til dækning af fremtidige løbende erstatninger for erhvervsevnetab, som Arbejdsskadestyrelsen har tilkendt i kalenderåret.
§ 4
I marts måned beregner Arbejdsskadestyrelsen et endeligt bidrag svarende til styrelsens samlede forskudsvis udlagte beløb i det foregående kalenderår.
Bidragene tillægges et rentebeløb, beregnet på grundlag af den af Nationalbanken opgjorte dag-til-dag pengemarkedsrente. Renten beregnes som halvdelen af den gennemsnitlige rente i det foregående år.
Meddelelse om de forskudsvis udlagte beløb, det samlede endelige bidrag og den enkeltes andel heraf samt det tillagte rentebeløb udsendes inden udgangen af marts måned. Bidraget skal indbetales senest 14 dage efter meddelelsens dato.
§ 5
Denne bekendtgørelse træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. januar 1999.
Fra samme dato ophæves Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 67 af 25. januar 1995 om fordeling og forrentning af beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsskadestyrelsen efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1150 af 13. december 1996, jf. dog stk. 3.
Det endelige bidrag for forskudsvis udlagte beløb vedrørende 1997 og 1998 efter § 5, stk. 3, § 6, stk. 3, § 48 og § 51, stk. 2, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, opkræves inden udgangen af marts 1999 efter reglerne i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 67 af 25. januar 1995 med senere ændringer.
Beløb efter stk. 3 skal betales senest 14 dage efter, at Arbejdsskadestyrelsen har meddelt den betalingspligtige størrelsen af beløbet. Ved beregning af de endelige beløb vedrørende 1998 anvendes samme fordelingstal som ved beregningen af det endelige bidrag vedrørende 1997.
Arbejdsskadestyrelsen, den 15. december 1998, den 15. december 1998
/F. B. Svarrer Ole Pontoppidan/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1998
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1998