Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved indeholdelse i løn m.v. for ubetalt kontrolafgift og ekspeditionsgebyr ved kørsel med tog uden for og inden for hovedstadsområdet, bortset fra S-tog
BEK nr 978 af 16/12/1998
§ 1
Finansstyrelsen afgiver pålæg om indeholdelse i løn m.v. for ubetalt kontrolafgift og ekspeditionsgebyr med tillæg af renter og omkostninger.
Pålæg afgives efter forudgående vurdering af skyldnerens personlige og økonomiske forhold, jf. kildeskattelovens § 73, stk. 3.
Pålægget skal være skriftligt og angive indholdet af § 2, § 3 og § 5, stk. 4, samt § 23, stk. 1, i lov om jernbanevirksomhed m.v.
§ 2
Den, der har modtaget pålæg om indeholdelse, skal indbetale indeholdte beløb til Finansstyrelsen. Indbetaling skal ske, efterhånden som indeholdelse finder sted. Beløbene forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen med sidste rettidige indbetalingsdag den 15. i forfaldsmåneden. Er sidste rettidige indbetalingsdag en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.
Ved indbetalingen skal den indeholdspligtige give Finansstyrelsen skriftlig meddelelse om skyldnerens CPR-nummer, navn og adresse, størrelsen af det indeholdte beløb og størrelsen af det indkomstbeløb, hvoraf indeholdelsen er beregnet.
§ 3
Den, der har modtaget pålæg om indeholdelse i løn m.v., skal, hvis skyldneren ikke er eller ophører med at være beskæftiget hos den pågældende, eller udbetaling af indholdelsespligtige ydelser i øvrigt ophører, inden 5 dage give Finansstyrelsen skriftlig underretning herom.
Den indeholdspligtige skal efter anmodning give Finansstyrelsen alle oplysninger om skyldnerens arbejdsforhold og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen. Besvarelse skal ske inden 14 dage efter modtagelse af anmodningen.
§ 4
Skyldneren skal give Finansstyrelsen alle nødvendige oplysninger om personlige og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen og for spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages indeholdelse.
§ 5
Fremsætter skyldneren indsigelse mod beslutningen om lønindholdelse, afgøres spørgsmålet af Finansstyrelsen.
Hvis Finansstyrelsen efter en fornyet vurdering kan give skyldneren medhold i indsigelsen, træffer Finansstyrelsen afgørelse i sagen.
Hvis den oprindelige beslutning om lønindholdelse ikke ændres, eller hvis skyldneren fastholder sin indsigelse, fremsendes sagen af Finansstyrelsen til Finansministeriet, som træffer den endelige administrative afgørelse i sagen.
Iværksættelse af en beslutning om lønindholdelse udsættes ikke ved skyldnerens indsigelse.
§ 6
Beslutningen om lønindholdelse kan indbringes for fogedretten efter reglerne i § 23, stk. 6-9, i lov om jernbanevirksomhed m.v.
Iværksættelse af en beslutning om lønindholdelse udsættes ikke ved indbringelse for fogedretten.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1999.
Trafikministeriet, den 16. december 1998, den 16. december 1998
/Sonja Mikkelsen Lene B. Rasmussen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1998
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1998