TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om aktivering efter integrationsloven

BEK nr 993 af 17/12/1998

DanmarkBekendtgørelse1998

§ 1

Kommunalbestyrelsen skal efter lovens § 23, stk. 1, tilbyde aktivering til en udlænding, der i medfør af lovens kapitel 5 er berettiget til introduktionsydelse.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis undlade at tilbyde en udlænding aktivering, hvis ganske særlige grunde taler derfor, herunder hvis en udlænding på grund af alder, fysiske eller psykiske handicaps, torturoplevelser eller stærke traumer ikke er i stand til at deltage i aktivering.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen kan udskyde tilbuddet om aktivering, hvis ganske særlige grunde taler derfor, herunder hvis en udlænding på grund af sygdom, graviditet, barsel eller manglende anvisning af børnepasning ikke er i stand til at deltage i aktiveringen.

§ 2

Aktiveringen har til formål at fremme nyankomne udlændinges beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder. Aktiveringen skal sammen med danskundervisning og kursus i samfundsforståelse indgå som et led i udlændingens generelle introduktion til det danske samfund, herunder det danske arbejdsmarked.

§ 3

Aktiveringen skal tilrettelægges på grundlag af den enkelte udlændings individuelle forudsætninger og i overensstemmelse med den individuelle handlingsplan, jf. lovens § 19. Tidspunktet for påbegyndelse af aktivering fastsættes så vidt muligt i forbindelse med udarbejdelse af handlingsplanen. Aktiveringen kan løbende revideres og ændres i overensstemmelse med udlændingens aktuelle behov.

Stk. 2

Aktiveringen skal tilrettelægges på en sådan måde, at den tidsmæssigt og geografisk kan kombineres med den enkelte udlændings deltagelse i danskundervisning og kursus i samfundsforståelse.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med den enkelte udlænding ved den nærmere tilrettelæggelse af aktiveringen og eventuel revision heraf, jf. stk. 1. Hvis andre end kommunalbestyrelsen forestår gennemførelsen af aktiviteten, skal den pågældende myndighed, organisation eller virksomhed også inddrages i tilrettelæggelsen.

Stk. 4

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med tilbud om aktivering så vidt muligt give udlændingen flere tilbud at vælge imellem, jf. kapitel 2.

§ 4

Kortvarige vejlednings- og introduktionsprogrammer efter lovens § 23, stk. 2, nr. 1, er kortvarige programmer, der har til formål at skabe klarhed over en udlændings uddannelses- og beskæftigelsesønsker og muligheder med henblik på den videre tilrettelæggelse af aktiveringen.

Stk. 2

Vejlednings- og introduktionsprogrammerne kan ud over vejledning om uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder indeholde mulighed for at afprøve udlændingens beskæftigelsesønsker ved deltagelse i kurser, praktik eller lignende i private eller offentlig virksomheder.

§ 5

Virksomhedspraktik efter lovens § 23, stk. 2, nr. 2, er et forløb, hvor en udlænding tilknyttes en privat eller offentlig virksomhed med henblik på at få kendskab og eventuelt tilknytning til arbejdsmarkedet og en praktisk indføring i nogle af de arbejdsfunktioner, som findes på den pågældende virksomhed, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2

Virksomhedspraktik kanbestå i, at en udlænding følger en erfaren medarbejder i den pågældende virksomhed og så vidt muligt udfører de samme arbejdsfunktioner som denne medarbejder (følordning). Tilbud om en følordning retter sig særligt mod udlændinge, der ikke har specifikke faglige kvalifikationer.

Stk. 3

Virksomhedspraktik kan endvidere bestå i individuel jobtræning, jf. § 22 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Tilbud om individuel jobtræning retter sig særligt mod udlændinge, som besidder faglige kvalifikationer og færdigheder af relevans for virksomheden.

Stk. 4

Arbejdsvilkårene for en udlænding i virksomhedspraktik skal svare til de overenskomstmæssige eller til de vilkår, der sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde. Kommunalbestyrelsen fastsætter efter aftale med arbejdsgiveren arbejdstiden under hensyntagen til udlændingens mulighed for at deltage i det øvrige introduktionsprogram.

Stk. 5

Der ydes ud over introduktionsydelsen et beskæftigelsestillæg pr. aktiveringstime, jf. lovens § 29.

Stk. 6

En udlænding kan være i virksomhedspraktik i en periode på mellem 4 og 26 uger ad gangen. Kommunalbestyrelsen skal påse, at virksomhedspraktikken i den pågældende virksomhed er egnet til at forbedre udlændingens beskæftigelsesmuligheder.

§ 6

Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter lovens § 23, stk. 2, nr. 3, er de uddannelsestilbud, som socialministeren fastsætter i medfør af § 16, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2

Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter er endvidere deltagelse i kurser i henhold til lov om støtte til folkeoplysning og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, selv om disse kurser ikke er omfattet af § 1, stk. 2, i lov om ungdomsvejledning og brobygningsforløb til ungdomsuddannelse.

Stk. 3

De i stk. 1 og 2 nævnte uddannelsesaktiviteter kan ikke indgå som led i aktivering, hvis udlændingens deltagelse heri berettiger til udbetaling af Statens Uddannelsesstøtte, jf. lovens § 25, stk. 5, jf. § 23, stk. 1.

§ 7

Særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter lovens § 23, stk. 2, nr. 4, er individuelt tilrettelagte aktiveringsforløb, hvori en kombination af flere forskellige aktiviteter indgår.

Stk. 2

Forløbet kan ud over at indeholde flere af de i dette kapitel nævnte aktiviteter indeholde andre aktiviteter, herunder deltagelse i alment kvalificerende undervisning og i kurser, der har et erhvervsmodnende eller afklarende sigte.

Stk. 3

Forløbet består af flere aktiviteter, der afvikles samtidig eller i forlængelse af hinanden.

Stk. 4

Forløbet kan have til formål dels at fremme udlændingens faglige kvalifikationer dels at fremme den pågældendes personlige, alment faglige eller kulturelle udvikling.

§ 8

Frivillige ulønnede aktiviteter efter lovens § 23, stk. 2, nr. 5, er aktiviteter, som alene er baseret på frivillig arbejdskraft, og for hvilke der ikke udbetales løn eller andet vederlag. Aktiviteterne kan eksempelvis være deltagelse i projekter i idrætsforeninger, i boligforeninger eller i kulturelle, humanitære og lignende foreninger.

Stk. 2

Frivillige ulønnede aktiviteter kan kun indgå som led i aktivering, hvis kommunalbestyrelsen anser aktiviteterne for at have samfundsmæssig betydning, eller hvis deltagelsen i aktiviteterne har betydning for udlændingens uddannelses- eller beskæftigelsessituation.

§ 9

Voksen- og efteruddannelse efter lovens § 23, stk. 2, nr. 6, er uddannelser, der er omfattet af de regler om uddannelse, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse (positivlisten), som arbejdsministeren fastsætter i medfør af § 27, stk. 1, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og § 3, stk. 2, i lov om orlov.

Stk. 2

Voksen- og efteruddannelse kan kun indgå som led i aktivering, hvis der ikke er rimelig udsigt til, at udlændingen får stabilt, ustøttet arbejde i den periode, uddannelsesforløbet varer.

Stk. 3

Den i stk. 1 og 2 nævnte voksen- og efteruddannelse kan ikke indgå som led i aktivering, hvis udlændingens deltagelse heri berettiger til udbetaling af Statens Uddannelsesstøtte, jf. lovens § 25, stk. 5, jf. § 23, stk. 1.

§ 10

Andre aktivitetstyper end de i §§ 4 - 9 anførte, herunder virksomhedspraktik, der ikke er omfattet af § 5, stk. 2 og 3, kan efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse godkendes af indenrigsministeren som værende omfattet af integrationslovens § 23.

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1999.


Indenrigsministeriet, den 17. december 1998, den 17. december 1998

/Thorkild Simonsen Peter S. Willadsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1998
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1998