Ansøgning om akkreditering til certificeirng, inspektion eller miljøverifikation
BEK nr 10990 af 29/10/1999
§ 1
Forskriften fastlægger, hvilke oplysninger og dokumentation en ansøgning om akkreditering til og fornyelse af:
- skal indeholde for at igangsætte behandlingen.
- Certificering af personer
- Certificering af produkter
- Certificering af kvalitetsstyringssystemer
- Certificering af miljøstyringssystemer
- Inspektion
- Miljøverifikation
§ 2
Ansøgningsblanket med nødvendig tilhørende dokumentationsmateriale indsendes til Erhvervsfremme Styrelsen, DANAK. Yderligere dokumentationsmateriale vil blive rekvireret efter behov.
Ansøgningsblanketter rekvireres hos DANAK.
§ 3
Det samlede ansøgningsmateriale skal dokumentere, at ansøgeren opfylder de relevante krav i den for området gældende bekendtgørelse og de relevante Tekniske Forskrifter.
§ 4
Akkrediteringsområdet skal afgrænses entydigt jf. relevant bekendtgørelse og Teknisk Forskrift.
Hvis den akkrediterede aktivitet er foranlediget af eller primært skal benyttes til opfyldelse af bestemmelser i medfør af lov eller bekendtgørelse, anføres disse bestemmelser i ansøgningen.
Skal akkrediteringen omfatte tredje parts aktiviteter i EF-direktiver om industriprodukter, skal ansøgningen anføre direktiv, aktuelle bilag i direktiv og afgrænsning af produktområde tilligemed eventuelle relevante harmoniserede standarder med tilknytning til direktiv og bilag.
§ 5
Ansøgningsmaterialet skal omfatte en kvalitetshåndbog incl. procedurer og instruktioner.
For ansøgning om akkreditering til miljøverifikation kræves kun dokumentation for systemer til kvalitetskontrol.
§ 6
Redegør ansøgningsmaterialet ikke klart for følgende, skal ansøgningen suppleres med dette:
- Ansøgerens navn, adresse, legale/selskabsretlige status, interne organisation incl. organisationsdiagram, personalemæssige og andre ressourcer.
- Oplysning om økonomisk/organisatorisk tilhørsforhold til anden organisation/selskab/interessegruppe. Er dette tilfældet redegøres for denne organisations formål, selskabsretlige status, vedtægter og aktiviteter tilligemed dokumentation for ansøgerens uafhængighed og uvildighed i relation hertil, samt personalets integritet.
- Oplysning om ansøgerens eventuelle andre aktiviteter end de, der skal akkrediteres.
- Redegørelse for økonomiske forhold for såvel de aktiviteter, der skal akkrediteres, som ansøgerens eventuelle øvrige aktiviteter.
- Dokumentation for uafhængighed, uvildighed og integritet for alt personale, herunder eksterne eksperter og underleverandører ved udførelse af akkrediterede aktiviteter.
- Oplysning om personalets incl. lederens faglige og organisatoriske kompetence. Dokumentationen skal være specificeret på akkrediteringsområdets delelementer. Anvendes eksperter eller underleverandører skal der ligeledes foreligge dokumentation for deres faglige kompetence.
- Dokumenterede metoder og procedurer for aktiviteternes udførelse.
- Dokumentation for sikring af fortrolighed og tavshedspligt.
- Procedurer for behandling af klager over akkrediterede ydelser.
§ 7
Ansøgningen skal indeholde en redegørelse for hidtidige aktiviteter inden for det ansøgte område eller anden aktivitet, der kan dokumentere rutine ved udførelse af de ansøgte aktiviteter.
I ansøgningen oplyses om ansøgte, nuværende eller tidligere godkendelser og akkrediteringer.
§ 8
Ved ansøgning om fornyelse af akkreditering, hvor der samtidigt ansøges om ændring af akkreditering, anføres ansøgt nyt akkrediteringsområde samt redegørelse og dokumentation for ændring.
Stk. 2Ansøgning om fornyelse skal være DANAK i hænde 7 måneder før akkrediteringens udløb.
§ 9
Forskriften træder i kraft den 1. november 1999, og samtidig ophæves Teknisk Forskrift nr. 13 af 13. juni 1997.
Erhvervsfremme Styrelsen, den 29. oktober 1999, den 29. oktober 1999
/Vagn Andersen Bjarne Bang Christensen/
BILAG:
Ingen.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999