Bekendtgørelse om undersøgelse af sikkerhedsmæssige hændelser på jernbane
BEK nr 1169 af 29/12/1999
§ 1
Denne bekendtgørelse gælder for behandlingen af sikkerhedsmæssige hændelser på jernbane på dansk territorium, jf. lovens § 4.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Sikkerhedsmæssige hændelser: enhver hændelse, hvor der er sket skade på personer, materiel eller infrastruktur, eller hvor sikkerheden har været udsat for fare eller kunne være blevet udsat for fare, samt hændelser med farligt gods, der lækker eller lugter.
- Mindre hændelser (småsager): de sikkerhedsmæssige hændelser, hvor der kun er opstået mindre skader, og hvor der samtidig ikke har været væsentlig fare for trafiksikkerheden.
§ 3
Jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere, der er impliceret i en sikkerhedsmæssig hændelse, skal underrette Jernbanetilsynet herom, jf. bilag 1.
I forbindelse med underretningen skal der gives oplysninger om:
Ved straks-underretning af Jernbanetilsynet, jf. pkt. I i bilag 1, skal der gives oplysning om en repræsentant for virksomheden på uheldsstedet.
Der skal ikke ske underretning om mindre hændelser (småsager). Jernbanetilsynet kan dog i særlige tilfælde bestemme, at der skal ske underretning om sådanne hændelser.
- hændelsens karakter,
- tidspunkt og sted for hændelsen,
- omfanget af skaden (personer, materiel, anlæg og miljø),
- hvilke jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere, køretøjer m.v. der har været indblandet, og
- hvem der hos pågældende jernbanevirksomhed og jernbaneinfrastrukturforvalter er ansvarlig for den videre kontakt til Jernbanetilsynet.
§ 4
Jernbanetilsynet undersøger sikkerhedsmæssige hændelser på baggrund af underretning i henhold til § 3, medmindre trafikministeren nedsætter en særlig Havarikommission efter lovens § 4, stk. 2.
Implicerede jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere iværksætter selv undersøgelse af sikkerhedsmæssige hændelserogmindre hændelser (småsager) inden for eget område.
Jernbanevirksomheders og jernbaneinfrastrukturforvalteres undersøgelse af sikkerhedsmæssige hændelser koordineres med Jernbanetilsynet og udføres i overensstemmelse med Jernbanetilsynets eventuelle anvisninger.
Jernbanetilsynet kan basere sine undersøgelser helt eller delvist på undersøgelser foretaget af de implicerede jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere.
§ 5
I forbindelse med Jernbanetilsynets undersøgelse af en sikkerhedsmæssig hændelse udpeger Jernbanetilsynet en undersøgelsesleder. Jernbanetilsynet underretter de implicerede jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere om, hvem der er udpeget som undersøgelsesleder.
Undersøgelseslederen bestemmer omfanget af og formen for de undersøgelser, der iværksættes, herunder om anvendelsen af eventuelle eksterne eksperter.
De implicerede jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere skal efter anmodning fra undersøgelseslederen bistå denne i undersøgelserne samt stille alt relevant materiale til rådighed.
Undersøgelseslederen kan afhøre eller lade foretage afhøring af enhver person, som må formodes at kunne give oplysninger af betydning for undersøgelsen. Afhøringen sker under hensyntagen til retsplejelovens regler om beskyttelse i forbindelse med afhøringer af sigtede og vidner.
Undersøgelseslederen afgør, hvilke relevante instanser og personer der kan deltage i undersøgelserne.
§ 6
Jernbanevirksomhederne og jernbaneinfrastrukturforvalterne udarbejder rapporter på baggrund af undersøgelser af sikkerhedsmæssige hændelser og af mindre hændelser (småsager).
§ 7
Implicerede jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere skal træffe sådanne foranstaltninger, at oplysninger af betydning for undersøgelsen ikke går tabt.
Ved undersøgelse af sikkerhedsmæssige hændelser må logningsudstyr, herunder båndoptagelser, kun udlæses af undersøgelseslederen eller efter tilladelse fra denne.
Ved undersøgelse af sikkerhedsmæssige hændelser må det implicerede jernbanemateriel, infrastrukturdele, genstande m.v. ikke fjernes eller ændres, og sikringsanlæg må ikke betjenes uden tilladelse fra undersøgelseslederen. Dette gælder dog ikke indgreb, der er nødvendige i forbindelse med redningsindsatsen over for personer og for at hindre yderligere skader.
Bevis- og dokumentationsmateriale, der indgår i en undersøgelse, skal opbevares på betryggende vis.
§ 8
Ved Jernbanetilsynets undersøgelse af sikkerhedsmæssige hændelser skal dokumentation og udtalelser m.v. foreligge hos Jernbanetilsynet inden for en frist, der fastsættes af Jernbanetilsynet.
§ 9
Oplysninger vedrørende en igangværende undersøgelse af en sikkerhedsmæssig hændelse er fortrolige, jf. straffelovens § 152, stk. 3, og må kun videregives til udenforstående af Jernbanetilsynet eller efter aftale med Jernbanetilsynet.
§ 10
Alle sikkerhedsmæssige hændelser, herunder mindre hændelser (småsager), skal registreres hos de jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere, der har været impliceret i hændelsen. Registreringen skal som minimum indeholde de i § 3, stk. 2, nævnte oplysninger samt oplysninger, som er nødvendige til gennemførelsen af foranstaltninger med henblik på forebyggelse af tilsvarende hændelser.
Registreringerne skal være umiddelbart tilgængelige for Jernbanetilsynet.
Jernbanevirksomhederne og jernbaneinfrastrukturforvalterne skal hvert år inden 1. april til Jernbanetilsynet indsende en sammenfattet rapport over foregående års registreringer.
§ 11
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelserne i § 3, § 4, stk. 2 og 3 , § 5, stk. 3, § 7, § 8, § 9 og § 10.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2000.
Trafikministeriet, den 29. december 1999, den 29. december 1999
/Sonja Mikkelsen Henrik Holtermann/
Bilag 1
Underretning i forbindelse med sikkerhedsmæssige hændelser, jf. § 3, stk. 1.
I. Underretning straks
Ved følgende sikkerhedsmæssige hændelser skal Jernbanetilsynet straks underrettes på vagttelefon 33 14 70 80:
- Situationer hvor tog er impliceret i kollision eller afsporing uanset form og omfang.
- Påkørsler i jernbaneoverskæringer uanset omfang.
- Ulykker hvor personer omkommer eller kommer alvorligt til skade, dog ikke ulykker, hvor der formodes at være tale om selvmord eller selvmordsforsøg, og hvor politiets første undersøgelser ikke giver anledning til at antage andet.
- Rangeruheld med betydelige materielle skader.
- Brand i tog, herunder i trækkraftenheden.
- Uheld med farligt gods, der lækker eller lugter.
- Situationer hvor sikkerheden i øvrigt har været udsat for alvorlig fare.
II. Underretning senest efter 3 hverdage
Ved følgende sikkerhedsmæssige hændelser skal Jernbanetilsynet underrettes snarest muligt og senest tre hverdage efter, at hændelsen er indtruffet. Underretningen gives så vidt muligt skriftligt:
- Selvmord og selvmordsforsøg.
- Overtrædelse af sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med signalforbikørsel, klargøring/rangering, og andre forhold, såfremt sikkerheden har været i fare.
- Situationer, hvor der i øvrigt er sket skade på personer, materiel eller infrastruktur, eller hvor sikkerheden har været udsat for fare eller kunne være blevet udsat for fare, medmindre disse er omfattet af de under pkt. I anførte situationer.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999