TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om eftergivelse af studiegæld

BEK nr 178 af 25/03/1999

DanmarkBekendtgørelse1999

§ 1

Bekendtgørelsen gælder for

  1. ansøgninger om eftergivelse af studiegæld,
  1. ansøgninger om forhåndstilkendegivelse om eftergivelse af studiegæld,
  1. tilbagebetaling af studiegæld efter en forhåndstilkendegivelse om eftergivelse af studiegæld,
  1. tilbagebetaling af studiegæld efter en delvis eftergivelse af gælden,
  1. tilbagebetaling af studiegæld efter et afslag på en ansøgning om eftergivelse, og
  1. tilbagebetaling af studiegæld efter et afslag på en ansøgning om en forhåndstilkendegivelse om eftergivelse.

§ 2

Ansøgning om eftergivelse af studiegæld og ansøgning om forhåndstilkendegivelse om eftergivelse af studiegæld sendes til Finansstyrelsen på særlige ansøgningsskemaer.

Stk. 2

Finansstyrelsen kan bede ansøger om oplysninger og dokumentation, som er nødvendig for behandling af ansøgning om eftergivelse eller ansøgning om forhåndstilkendegivelse om eftergivelse af studiegæld, herunder om

  1. personnummer, navn og adresse for ansøger og for børn, som ansøger har forsørgerforpligtelser for,
  1. ansøgers uddannelsesforløb og erhverv,
  1. hvornår ansøger har afsluttet eller afbrudt den første uddannelse, hvortil studielån er optaget, samt perioder hvor ansøger ikke har betalt på studiegælden på grund af fortsat uddannelse og tidspunktet for tilbagebetalingspligtens indtræden,
  1. førtidspension, invaliditetsydelse, ydelser efter lov om social bistand, arbejdsløshed eller lignende,
  1. den samlede studiegæld på ansøgningstidspunktet,
  1. den samlede studiegæld på det tidspunkt, hvor ansøger har indgået den første tilbagebetalingsaftale, for statslån dog tidspunktet, hvor SUstyrelsen eller Finansstyrelsen har fastsat tilbagebetalingens begyndelse,
  1. størrelsen af de tilbagebetalte beløb og tidspunktet for betaling af beløbene,
  1. ansøgers indkomster og særlige udgifter, herunder udgifter i forbindelse med sygdom og handicap samt erhvervsrelaterede udgifter eller særlige udgifter i forbindelse med forsørgerforpligtelser, og
  1. størrelsen og sammensætningen af ansøgers eventuelle anden gæld end studiegæld.

§ 3

Finansstyrelsen kan kræve, at ansøger inden for en nærmere fastsat frist kommer med oplysninger som nævnt i § 1, herunder sender den dokumentation, som er nødvendig for, at ansøgningen kan behandles.

Stk. 2

Hvis ansøger ikke overholder den frist, som fastsættes efter stk. 1, eller hvis ansøgningen er mangelfuld eller urigtig, eller hvis ansøger ikke underskriver den kvittering, der sendes til ansøger som led i behandling af ansøgningen, kan Finansstyrelsen afvise ansøgningen.

§ 4

Finansstyrelsen kan hos pengeinstitutter og SUstyrelsen indhente de oplysninger, som er nødvendige for behandling af ansøgning om eftergivelse eller ansøgning om forhåndstilkendegivelse om eftergivelse af studiegæld, herunder om

  1. størrelsen af betalte beløb på studiegælden, og
  1. studiegældens størrelse

a) på det tidspunkt, hvor uddannelsen blev afsluttet eller afbrudt,

b) på det tidspunkt, hvor tilbagebetalingspligten indtrådte, og

c) på ansøgningstidspunktet.

§ 5

Finansstyrelsen opkræver et gebyr på 250 kr. hos ansøgere om forhånds-tilkendegivelse om eftergivelse af studiegæld. Gebyret tilbagebetales ikke til låntager, selv om Finansstyrelsen ikke kan imødekomme ansøgningen.

§ 6

Hvis ansøger ikke opfylder betingelserne for en hel eller delvis eftergivelse af studiegælden eller for en forhåndstilkendegivelse om eftergivelse af studiegæld, fortsætter tilbagebetalingen af studiegælden på de vilkår, der oprindeligt er aftalt med pengeinstituttet, Finansstyrelsens bankvirksomhed, SUstyrelsen eller Hypotek-banken.

§ 7

Studiegælden tilbagebetales til Finansstyrelsen i overensstemmelse med forhåndstilkendegivelsen, og den månedlige ydelse på studiegælden skal være modtaget af Finansstyrelsen senest den første i hver måned. Betaling til et pengeinstitut senest den første i måneden vil dog være rettidig betaling.

Stk. 2

Det påhviler låntager at sørge for, at de månedlige ydelser på studiegælden står i et rimeligt forhold til låntagers indkomstforhold.

§ 8

Overholder låntager ikke den tilbagebetaling, som er fastsat i forhåndstilkendegivelsen eller senere er godkendt af Finansstyrelsen, bortfalder forhåndstilkendegivelsen. Herunder bortfalder rentefritagelsen, og gælden forrentes på de vilkår, der gælder for misligholdt studiegæld.

Stk. 2

Gæld efter stk. 1 vil blive søgt inddrevet efter de gældende regler for misligholdt studiegæld. Finansstyrelsen fastsætter de månedlige ydelser således, at studiegælden er tilbagebetalt inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode for studiegæld.

§ 9

Finansstyrelsen revurderer forhåndstilkendegivelsen om eftergivelse af studiegæld, når 12-års perioden er gået. En forhåndstilkendegivelse om eftergivelse af studiegæld kan bortfalde, hvis låntager ikke har tilbagebetalt gælden i overensstemmelse med sine indkomstforhold, eller hvis låntagers indkomstforhold er forbedret væsentligt siden forhåndstilkendegivelsen.

Stk. 2

Hvis forhåndstilkendegivelsen bortfalder, genoptager Finansstyrelsen forretningen på de vilkår, der gælder for misligholdt studiegæld.

Stk. 3

Finansstyrelsen fastsætter de månedlige ydelser således, at studiegælden er tilbagebetalt inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode for studiegæld.

§ 10

Den del af studiegælden, der ikke eftergives, skal tilbagebetales til Finansstyrelsen med en fast månedlig ydelse, der skal være modtaget af Finansstyrelsen senest den første i hver måned. Betaling til et pengeinstitut senest den første i måneden vil dog være rettidig betaling.

Stk. 2

Den del af studiegælden, som ikke eftergives, forrentes ikke, jf. dog § 12.

§ 11

Finansstyrelsen fastsætter som udgangspunkt størrelsen af de månedlige ydelser på baggrund af låntagers indkomstforhold. Finansstyrelsen kan dog uanset låntagers indkomstforhold forlange studiegælden tilbagebetalt inden for en rimelig periode.

Stk. 2

Hvis en afgørelse om delvis eftergivelse af studiegæld er begrundet i, at ansøgers tilbagebetaling af studiegæld ikke har stået i et rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til ansøgers indkomster, kan Finansstyrelsen forlænge tilbagebetalingsperioden for studiegæld ud over 15 år.

Stk. 3

Finansstyrelsen kan ikke give henstand med tilbagebetalingen af den del af studiegælden, der ikke eftergives.

§ 12

Hvis låntager ikke overholder den tilbagebetaling, som er fastsat efter §§ 10 og 11, anses gælden for misligholdt og vil blive søgt inddrevet efter de gældende regler herom. Gælden forrentes i så fald med en årlig rentesats svarende til den, der følger af lov om renter ved forsinket betaling.

§ 13

Klager over Finansstyrelsens afgørelser skal være modtaget af Finansstyrelsen senest 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2

Hvis Finansstyrelsen efter en ny vurdering kan give klageren medhold, træffer Finansstyrelsen afgørelse i klagesagen.

Stk. 3

Hvis Finansstyrelsen efter en ny vurdering kan give klageren delvist medhold, skal Finansstyrelsen samtidig oplyse klageren om, at klagen kan fastholdes, hvis Finansstyrelsen får besked herom inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om Finansstyrelsens afgørelse i klagesagen.

Stk. 4

Hvis den oprindelige afgørelse ikke ændres, eller hvis klagen fastholdes, sender Finansstyrelsen klagen til Finansministeriet, som træffer den endelige administrative afgørelse i klagesagen.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 1999.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 13 af 12. januar 1998 om eftergivelse af studiegæld ophæves.


Finansministeriet,, den 25. marts 1999, den 25. marts 1999

/Mogens Lykketoft Hans Henrik H. Østergaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1999
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1999
Bekendtgørelse om eftergivelse af studiegæld | TheLawyer.sh