Bekendtgørelse om produktionsafgift ved slagtning og eksport af svin
BEK nr 253 af 26/04/1999
§ 1
For hvert svin herunder søer, orner, polte og smågrise som er produceret i Danmark og som slagtes og ved offentlig kontrol ubetinget godkendes til menneskeføde, skal erlægges en afgift. Afgiftspligten omfatter også svin, der slagtes for private til eget forbrug.
Afgiften udgør 8,05 kr. pr. svin med en indvejet, slagtet vægt på til og med 109,9 kg og 20,10 kr. pr. svin med en indvejet, slagtet vægt på 110 kg og derover.
Ved indvejet, slagtet vægt forstås vægten af en svinekrop med hoved og tæer men uden flomme i varm tilstand under slagtningen.
§ 2
For svin, der slagtes på eksportsvineslagterier, påhviler det vedkommende slagteri/slagtehus hos leverandøren at opkræve det i § 1 nævnte afgiftsbeløb og hver uge at indsende indberetning til Svineafgiftsfonden, c/o Danske Slagterier, Axelborg, 1609 København V, girokonto nr. 8 00 07 86, om antallet af de i den foregående kalenderuge slagtede og godkendte svin i hver af de 2 vægtkategorier og at afregne den herefter skyldige afgift med nævnte fond.
For svin, der slagtes i private slagtehuse, påhviler det slagteren at indbetale det i § 1 nævnte afgiftsbeløb til Svineafgiftsfonden, c/o Danske Slagterier, Axelborg, 1609 København V, girokonto nr. 8 00 07 86, senest 14 dage efter en foretagen slagtning. Indbetalingskort fås udleveret af den kontrollerende dyrlæge, hvem det påhviler umiddelbart efter den foretagne kontrolstempling at indsende indberetning til nævnte fond om antallet af slagtede svin i hver vægtkategori.
Afgiftsbeløbet skal anføres i slagterivirksomhedens løbende afregning til svineproducenterne.
§ 3
For hvert svin herunder søer, orner, polte og smågrise der er produceret i Danmark og som udføres levende her fra landet, skal eksportøren erlægge en afgift, der udgør 8,05 kr. for svin med en levende vægt på til og med 135 kg og 20,10 kr. for svin med en levende vægt på over 135 kg.
Det påhviler eksportøren senest 14 dage efter eksporten at afgive indberetning til Svineafgiftsfonden, c/o Danske Slagterier, Axelborg, 1609 København V, om den stedfundne eksport med oplysning om antallet af levende svin i hver vægtklasse og samtidig til Svineafgiftsfondens girokonto nr. 8 00 07 86 at indsende den herefter skyldige afgift.
§ 4
Beløb, der ikke indbetales rettidigt, tillægges en rente på 1,3 pct. månedligt for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.
§ 5
Der er udpantningsret for forfaldne beløb, herunder for de i § 4 nævnte rentebeløb.
§ 6
Den, der overtræder eller forsøger at overtræde §§ 2-4 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 25 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 10. maj 1999.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 56 af 23. januar 1997 om afgift ved slagtning og ved eksport af svin.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 26. april 1999, den 26. april 1999
/Henrik Dam Kristensen Fl. Duus Mathiesen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999