TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om VækstFondens virke

BEK nr 292 af 11/05/1999

DanmarkBekendtgørelse1999

§ 1

VækstFonden er en offentlig erhvervsfremmeinstitution, der har til formål at styrke erhvervslivets udviklingspotentiale gennem medfinansiering af:

  1. Risikobetonede og perspektivrige udviklingsprojekter i små og mellemstore virksomheder. Udviklingsprojekterne kan være inden for områderne markedsudvikling og forskning og udvikling af produkter, produktionsmetoder eller serviceydelser.
  1. Udviklingsselskaber og innovationsfonde, der investerer i små og uafhængige virksomheder, der igangsætter udviklingsprojekter.
  1. Mindre virksomheders investeringer i væsentlige kapacitetsudvidelser.

§ 2

Formålet med medfinansieringen af forsknings- og udviklingsprojekter er at fremme udviklingen af nye produkter, produktionsmetoder og serviceydelser i små og mellemstore virksomheder. Ved små og mellemstore virksomheder forstås virksomheder, som er omfattet af Europa-Kommissionens definition af små og mellemstore virksomheder i Kommissionens henstilling af 3. april 1996.

Stk. 2

Medfinansiering kan ydes til perspektivrige og risikobetonede projekter, som har en nyhedsværdi. Ved vurderingen af perspektivet i et projekt bør det indgå, om projektet kan få en bredere samfundsøkonomisk betydning, og om der er muligheder for at anvende de udviklede produkter og/eller processer i andre sammenhænge i virksomheden eller i andre virksomheder. Ved vurderingen af et projekts nyhedsværdi bør det indgå, om projektet også har en nyhedsværdi i forhold til andre virksomheder.

Stk. 3

Medfinansiering til forsknings- og udviklingsprojekter ydes i form af tilskud til forprojekter, hvor det undersøges, om der kan udarbejdes et realistisk projekt og i form af lån til egentlige udviklingsprojekter.

  1. Hvis virksomheden ejes af offentlige investeringsselskaber, ventureselskaber eller institutionelle investorer, forudsat at de hverken kontrollerer virksomheden individuelt eller i fællesskab.
  1. Hvis kapitalen er spredt på en sådan måde, at det ikke er muligt at afgøre, hvem der ejer den, og virksomheden erklærer, at den med rette kan antage, at en enkelt virksomhed eller flere virksomheder i fællesskab, der ikke opfylder definitionen på en SMV ikke ejer 25 pct. eller derover af den.

§ 3

Formålet med medfinansieringen af markedsudviklingsprojekter er at fremme små og mellemstore virksomheders introduktion på nye markeder.

Stk. 2

Der kan ydes medfinansiering til perspektivrige og risikobetonede markedsudviklingsprojekter. Medfinansiering ydes til opbygning af international erfaring og ekspertise i virksomhederne. Det er en forudsætning, at der er tale om et nyt geografisk marked for den pågældende virksomhed.

Stk. 3

Medfinansiering af markedsudviklingsprojekter ydes i form af tilskud til forprojekter, hvor det undersøges, om der kan udarbejdes et realistisk projekt, og i form af lån til egentlige udviklingsprojekter.

§ 4

Det er en forudsætning for medfinansiering af udviklingsprojekter, at den ansøgende virksomhed har foretaget en vurdering af projektets miljømæssige og etiske konsekvenser. Det skal indgå som et positivt element i vurderingen af ansøgningerne, hvis ansøgerne kan dokumentere, at der er tale om udvikling af et mere miljøvenligt produkt eller produktionsproces, eller der er tale om et økologisk alternativ.

Stk. 2

Det er endvidere en forudsætning for medfinansiering, at den ansøgende virksomhed kan dokumentere ledelsesmæssig kompetence til at føre projektet ud i livet, samt at der foreligger en veldokumenteret og sammenhængende udviklingsplan, som bl.a. sandsynliggør, at projektet kan gennemføres og vil være rentabelt inden for den betragtede tidsperiode.

Stk. 3

Medfinansiering kan især ydes til projekter med et langt eller mellemlangt sigte, som ikke uden fondens medvirken ville kunne forventes gennemført, eller som vil blive væsentligt fremskyndet som følge af VækstFondens medfinansiering.

Stk. 4

Medfinansiering kan ydes såvel til enkeltvirksomheders projekter som til samarbejdsprojekter mellem flere virksomheder, herunder til virksomheders udgifter i forbindelse med udviklingskontrakter mellem virksomheder og offentlige myndigheder eller institutioner og til kompetenceudvikling i tilknytning til et udviklingsprojekt.

Stk. 5

Medfinansieringen kan udgøre op til 50 pct. af virksomhedernes udgifter til gennemførelse af projektet. VækstFonden vil kunne fastsætte en nedre beløbsgrænse for medfinansieringens størrelse.

§ 5

Lån til udviklingsprojekter tilbagebetales i tilfælde af kommerciel udnyttelse. Der skal endvidere ske tilbagebetaling, hvis virksomheden i øvrigt ønsker at beholde rettighederne til projektet.

Stk. 2

Lån, bortset fra lån til meget risikobetonede udviklingsprojekter, forrentes generelt på et niveau svarende til markedsrenten. Tilbagebetalingen vil maksimalt kunne udgøre det udbetalte beløb med tillæg af tilskrevne renter. VækstFonden vil kunne fastsætte en øvre grænse for tilbagebetalingsperiodens længde. Rentetilskrivningen skal finde sted fra projektets start, men rentebetalingen skal følge tilbagebetalingen.

Stk. 3

Ved lån til meget riskobetonede udviklingsprojekter kan Fonden fastsætte, at der ud over tilbagebetalingen af hovedstolen erlægges en betaling i form af en basisrente og en omsætnings- eller overskudsafhængig betaling. Denne betaling kan udgøre flere gange det lånte beløb. VækstFonden tager stilling til, på hvilken måde betalingen skal ske samtidig med, at der tages stilling til, om der kan ydes medfinansiering. Virksomheden kan købe sig fri af tilbagebetalingsforpligtelsen på vilkår, der fastsættes af VækstFonden, når der indgås aftale om ydelse af lån.

§ 6

Fonden skal i forbindelse med medfinansieringen kunne henvise virksomheder til kvalificeret og uafhængig ledelsesmæssig rådgivning. Rådgivningen skal også kunne omfatte de udfordringer, som erhvervslivet - såvel nationalt som internationalt - vil blive stillet over for i de kommende år på miljøområdet og på det etiske område.

Stk. 2

Virksomhedernes udgifter til denne ledelsesrådgivning kan indgå i medfinansieringsgrundlaget.

§ 7

Formålet med medfinansieringen af innovationsfonde og udviklingsselskaber er at fremme udviklingen af et venturemarked rettet mod små og uafhængige virksomheder og dermed at lette disse virksomheders adgang til risikovillig og kompetent kapital. Ved små og uafhængige virksomheder forstås virksomheder, som er omfattet af Europa-Kommissionens definition af små virksomheder i Kommissionens henstilling af 3. april 1996.

Stk. 2

Medfinansiering af innovationsfonde kan ydes i form af kapitalindskud. Medfinansiering af udviklingsselskaber kan ydes i form af kapitalindskud og garantier.

Stk. 3

Medfinansiering af innovationsfonde og udviklingsselskaber ydes efter et offentligt udbud. Dette udbud foretages efter gældende retsregler for offentlige udbud.

Stk. 4

Det er en forudsætning for medfinansiering af innovationsfonde og udviklingsselskaber, at disse har udarbejdet en redegørelse for, hvordan der vil blive foretaget miljømæssige og etiske vurderinger af investeringsaktiviteternes konsekvenser. Det skal indgå som et positivt element, hvis innovationsfonde og udviklingsselskaber i deres investeringspolitik vil tage hensyn til, om en investering kan medvirke til udviklingen af et mere miljøvenligt produkt eller produktionsproces, eller der er tale om et økologisk alternativ.

  1. Hvis virksomheden ejes af offentlige investeringsselskaber, ventureselskaber eller institutionelle investorer, forudsat at de hverken kontrollerer virksomheden individuelt eller i fællesskab.
  1. Hvis kapitalen er spredt på en sådan måde, at det ikke er muligt at afgøre, hvem der ejer den, og virksomheden erklærer, at den med rette kan antages, at en enkelt virksomhed eller flere virksomheder i fællesskab, der ikke opfylder definitionen på en lille virksomhed alt efter tilfældet ikke ejer 25 pct. eller derover af den.
Stk. 5

VækstFondens kapitalindskud i innovationsfonde og udviklingsselskaber kan maksimalt udgøre 2/3 af den tegnede kapital.

Stk. 6

Innovationsfondene opløses efter en årrække. Tidspunktet for opløsningen fastlægges på etableringstidspunktet. Ved opløsningen deles overskuddet mellem indskyderne, idet der dog i forbindelse med kapitalindskuddet kan fastsættes en øvre grænse for VækstFondens andel af overskuddet.

Stk. 7

Innovationsfondene skal drives af en operatør, som skal kunne dokumentere kompetence vedr. nye, små og innovative virksomheder. Operatøren skal i forbindelse med afgivelse af tilbud på kapitalindskud redegøre for, hvordan der vil blive samarbejdet med innovationsmiljøerne.

Stk. 8

Medlemmer af VækstFondens bestyrelse eller ansatte i VækstFonden kan ikke deltage i bestyrelsen eller ledelsen af innovationsfondene og udviklingsselskaberne, men kan pege på personer, der kan deltage i bestyrelsen. VækstFonden yder ikke honorar til disse personer.

§ 8

VækstFonden kan ligeledes efter et offentligt udbud yde garantier til udviklingsselskaber.

Stk. 2

Til udviklingsselskaber, der investerer i nye, små og uafhængige virksomheder kan der indenfor en fastsat garantiramme ydes garanti for op til 50 pct. af tabene på hver af udviklingsselskabets investeringer.

Stk. 3

Til udviklingsselskaber, der investerer i små og uafhængige virksomheder, kan der inden for en fastsat garantiramme ydes garanti for op til 50 pct. af tabet på udviklingsselskabets samlede investeringer.

Stk. 4

VækstFonden kan fastsætte et årligt gebyr til dækning af Fondens administrationsomkostninger, som udviklingsselskabet skal betale for at være omfattet af garantien. Endvidere betaler udviklingsselskabet, fra og med det syvende år de er omfattet af en garanti, en garantipræmie på 2 pct. p.a. af den tilbageværende garantiramme.

Stk. 5

VækstFonden kan ikke yde garantier til udviklingsselskaber, hvori Fonden har foretaget kapitalindskud.

§ 9

Formålet med medfinansieringen til investeringer i kapacitetsudvidelser er at fremme udviklingen af mindre virksomheder. Ved mindre virksomheder forstås virksomheder med op til ca. 50 ansatte.

Stk. 2

Medfinansieringen ydes i form af garantier.

Stk. 3

Kapacitetsudvidelsen skal være i størrelsesorden 25 pct. eller derover målt i forhold til virksomhedens omsætning det foregående regnskabsår.

Stk. 4

Der kan ikke ydes garanti for omlægning af lån og overtagelse af eksisterende virksomhed eller dele heraf. Der kan ikke ydes garanti for lån til etablering af ny virksomhed. Der kan ikke ydes garanti for lån, der allerede er udbetalt.

Stk. 5

Ansøgning om garanti skal, med udgangspunkt i virksomhedens regnskab og budget for det kommende år, indeholde en veldokumenteret og sammenhængende beskrivelse af projektet, som sandsynliggør, at projektet kan gennemføres og gøres rentabelt.

Stk. 6

Det er en forudsætning for medfinansiering, at projekterne ellers ikke ville være blevet igangsat, eller at de vil blive fremrykket væsentligt som følge af medfinansieringen.

§ 10

Medfinansieringen af kapacitetsudvidelser kan alene ydes som garanti for betaling af lån, som en virksomhed optager i et pengeinstitut m.v. til gennemførelse af investeringen. Garantien gives i form af en selvskyldnerkaution fra VækstFonden for 50 pct. af det tab långiver lider ved, at lånet ikke indfries, og at eventuelt stillede sikkerheder m.v. ikke fuldt ud dækker lånet.

Stk. 2

Fondens bestyrelse fastsætter en risikopræmie, til dækning af administrationsomkostninger og delvis dækning af tab.

Stk. 3

VækstFonden betaler ved forfaldsdag efter påkrav 50 pct. af det forfaldne beløb mod senere endelig opgørelse af tabet efter realisering af sikkerhed m.v.

Stk. 4

Virksomheden hæfter overfor VækstFonden for tilbagebetaling af udbetalte garantibeløb. VækstFonden kan lade sin fordring inddrive gennem Finansstyrelsen.

§ 11

Fondens midler består af den ved etableringen indbetalte indskudskapital og løbende indbetalinger i form af afkast af indskudskapitalen, tilbagebetalte ydelser, renteindtægter, præmieydelser o.l. Samtlige udgifter til Fondens administration afholdes af Fonden.

§ 12

Fondens bestyrelse består af en formand og 5 andre medlemmer, der udnævnes af erhvervsministeren. Bestyrelsen kan vælge en næstformand.

Stk. 2

Formanden og medlemmerne udpeges for indtil 3 år ad gangen og kan udnævnes i alt 2 gange. Medlemmerne afgår på skift. Der kan ikke udnævnes suppleanter.

Stk. 3

Ingen, som er fyldt 67 år, kan udnævnes eller genudnævnes.

§ 13

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Forretningsordenen skal forelægges erhvervsministeren til godkendelse.

§ 14

Personer, der som bestyrelsesmedlem eller på anden måde er beskæftiget med Fondens virksomhed, er forpligtet til at behandle oplysninger, de kommer i besiddelse af fortroligt.

§ 15

Bestyrelsen udarbejder en gang årligt en forretningsplan, som skal godkendes af erhvervsministeren. Forretningsplanen skal være Erhvervsministeriet i hænde senest med udgangen af november måned i året forud for dens ikrafttræden.

Stk. 2

Forretningsplanen skal indeholde en kort beskrivelse af det seneste års aktiviteter, herunder en omtale af de generelle udviklingstendenser i virksomhedernes efterspørgsel efter Fondens produkter. Forretningsplanen skal endvidere indeholde et forslag til, hvor store beløb, der bør afsættes til de forskellige aktivitetstyper det følgende år og begrundelser herfor. Endelig skal forretningsplanen indeholde prognoser for aktiviteten de næste 5 år.

Stk. 3

Efter godkendelse sender erhvervsministeren forretningsplanen til Folketingets Erhvervsudvalg. Såfremt ministeren ikke har kunnet godkende VækstFondens oplæg til forretningsplan, begrundes dette over for Folketingets Erhvervsudvalg.

§ 16

Bestyrelsen træffer afgørelse i ansøgninger om medfinansiering på grundlag af indstilling fra Fondens sekretariat. Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for henlæggelse af visse, ikke principielle afgørelser til sekretariatet. Bestyrelsens afgørelser er endelige.

§ 17

VækstFonden kan indgå aftaler om overtagelse og videreførelse af et projekt, hvortil der er ydet medfinansiering. VækstFonden kan sælge rettighederne til projekter, som Fonden har overtaget.

§ 18

VækstFonden fastsætter nærmere vilkår for medfinansieringen, herunder dokumentationskrav og afgrænsning af medfinansieringsgrundlaget.

  • En repræsentant for Erhvervsministeriet deltager som observatør i bestyrelsens møder.

§ 19

Bestyrelsen aflægger årligt et regnskab samt en beretning om sin virksomhed til erhvervsministeren. Beretningen skal foruden oplysninger om medfinansieringens form og indhold også indeholde oplysninger om, hvilke typer af projekter, der ikke har kunnet opnå medfinansiering.

Stk. 2

VækstFonden fremsender hvert kvartal en opgørelse til Erhvervsministeriet over afgivne tilsagn til hver enkelt aktivitetstype, fordelt på virksomhedsstørrelse, brancher og amter. Opgørelserne skal endvidere indeholde oplysninger om ikke udnyttede tilsagn, fordelt på de enkelte aktivitetstyper og den periode, hvor tilsagnet blev givet, samt om hensættelser.

§ 20

Fondens administration varetages af et selvstændigt sekretariat placeret i Erhvervsfremme Styrelsen.

Stk. 2

Erhvervsministeren udnævner Fondens direktør efter indstilling fra bestyrelsen. Fondens direktør referer i det daglige arbejde til bestyrelsen.

Stk. 3

Fondens øvrige personale ansættes af direktøren, jf. dog stk. 4.

Stk. 4

Dele af Fondens administrative opgaver, f.eks. interne servicefunktioner varetages af Erhvervsfremme Styrelsen mod fuld omkostningsdækning fra Fonden.

§ 21

Fonden tegnes af bestyrelsens formand eller næstformand hver for sig eller af 2 andre bestyrelsesmedlemmer i forening med direktøren.

Stk. 2

Bestyrelsen kan meddele prokura og bankfuldmagter til 2 medarbejdere i forening.

§ 22

Erhvervsministeren fører tilsyn med Fonden, herunder med Fondens anbringelse af midler i overensstemmelse med lovens §§ 3 og 6.

§ 23

Fondens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2

Fondens regnskab revideres af Rigsrevisionen og en statsautoriseret revisor udnævnt af bestyrelsen for 3 år ad gangen. Udnævnelsen skal godkendes af erhvervsministeren og kan til enhver tid tilbagekaldes af bestyrelsen.

Stk. 3

Fondens regnskab udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik.

Stk. 4

Det reviderede regnskab godkendes af bestyrelsen og indsendes til erhvervsministeren inden 6 måneder efter regnskabsårets udgang.

§ 24

Der foretages en ekstern evaluering ca. 3 år efter denne bekendtgørelses ikrafttræden. Herefter foretages der hvert tredje år en ekstern evaluering af Fondens virksomhed, herunder af samspillet med det øvrige erhvervsfremmesystem.

§ 25

Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. maj 1999.

Stk. 2

Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 561 af 30. juni 1995 om VækstFondens virke.


Erhvervsministeriet, den 11. maj 1999, den 11. maj 1999

/Pia Gjellerup Christian Motzfeldt/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1999
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1999