Bekendtgørelse om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter samt forsøgsfiskeri m.v.
BEK nr 440 af 09/06/1999
§ 1
Strukturdirektoratet træffer afgørelse om:
Strukturdirektoratet udøver ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris beføjelser efter produktudviklingslovens § 15, stk. 2, om fravigelse af tidsfrist og § 19, stk. 1, om eftersyn m.m.
Strukturdirektoratets afgørelser efter stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
- tilsagn om tilskud i henhold til produktudviklingslovens kapitel 2, jf. dog produktudviklingslovens § 7, stk. 2,
- tilsagn om tilskud i henhold til produktudviklingslovens kapitel 2 a,
- tilsagn om tilskud til egentlig markedsføring i henhold til denne bekendtgørelses kapitel 4, for så vidt angår produkter, der er omfattet af produktudviklingslovens kapitel 2 og 2 a, jf. dog produktudviklingslovens § 7, stk. 2,
- tilsagn om tilskud i henhold til strukturlovens § 4 for så vidt angår fremme af fiskeri og fiskeopdræt på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag, og
- bortfald af tilsagn om tilskud og tilbagebetaling af udbetalt tilskud, jf. produktudviklingslovens §§ 16 og 20.
§ 2
De i produktudviklingslovens § 6 og 7 fnævnte rådgivende udvalg og det i samme lovs § 12 nedsatte Bevillingsnævn for Jordbrugs- og Fiskeriprodukter nedsættes for perioder af 4 år.
Det i produktudviklingslovens § 6 nævnte rådgivende udvalg træffer afgørelse om tildeling af tilskud til de i produktudviklingslovens § 7, stk. 2, nævnte projekter.
Bevillingsnævnet for Jordbrugs- og Fiskeriprodukter træffer afgørelse om tildeling af tilskud til de i produktudviklingslovens § 8 nævnte projekter, jf. lovens § 12, stk. 1.
§ 3
Strukturdirektoratet varetager det i produktudviklingslovens § 6 nævnte rådgivende udvalgs sekretariatsopgaver og gennemfører udvalgets afgørelser vedrørende de i produktudviklingslovens § 7, stk. 2, nævnte projekter.
Strukturdirektoratet varetager sekretariatsopgaver for det i produktudviklingslovens § 7 f nævnte rådgivende udvalg.
Strukturdirektoratet varetager sekretariatsopgaver for Bevillingsnævnet for Jordbrugs- og Fiskeriprodukter og gennemfører nævnets afgørelser.
§ 4
Ansøgninger om tilskud til projekter vedrørende produktudvikling inden for økologisk jordbrug forelægges Det Økologiske Fødevareråd til udtalelse, inden der træffes afgørelse om tildeling af tilskud.
Ansøgninger om tilskud til projekter i henhold til strukturlovens § 4 for så vidt angår fremme af fiskeri og fiskeopdræt på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag forelægges det i produktudviklingslovens § 7f nævnte rådgivende udvalg til udtalelse, inden der træffes afgørelse om tildeling af tilskud.
§ 5
Tilskud kan ydes til de i produktudviklingslovens kapitel 2 nævnte projekter vedrørende produkt- og markedsudvikling.
§ 6
Tilskud kan ydes til de i produktudviklingslovens § 3 nævnte ejere eller forpagtere af jordbrugsbedrifter, grupper eller sammenslutninger af ejere af jordbrugsbedrifter og virksomheder og institutioner og lignende.
§ 7
Tilskud til de i produktudviklingslovens kapitel 2 nævnte projekter ydes med 40% af meromkostningerne i forbindelse med udviklingsarbejdet, jf. dog stk. 2 og 3.
Tilskud ydes med mindre end 40% af meromkostningerne, hvor dette antages at være et tilstrækkeligt incitament til gennemførelse af produktudviklingsarbejdet.
Tilskud ydes med indtil 50% af meromkostningerne,
Det i stk. 3, nr. 4, nævnte tilskud vil kunne ydes til markedsudvikling af produkter, der har modtaget tilskud til deres udvikling i medfør af produktudviklingsloven, såvel som produkter, der ikke har modtaget sådant tilskud.
- hvor projektet vedrører udvikling inden for økologisk jordbrugsproduktion, i overensstemmelse med reglerne om økologisk jordbrugsproduktion og betingelserne for markedsføring af økologiske levnedsmidler, eller anden jordbrugsproduktion baseret på reduceret anvendelse af pesticider eller handelsgødning,
- hvor værdien af ansøgerens egen arbejdsindsats, der i øvrigt ikke er støtteberettiget, jf. dog stk. 5, udgør en væsentlig del af de samlede omkostninger ved projektet,
- hvor projektet er et forprojekt, der har til formål at undersøge mulighederne for at formulere et egentligt projekt, eller
- hvor projektet vedrører oplysning om videnskabelig viden, undersøgelser af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringsstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring og deltagelse i messer og lignende, jf. stk. 4.
- hvor ansøger besidder en unik viden om f.eks. biologiske, veterinærmæssige, regnskabsmæssige eller EDB-mæssige teknikker kombineret med jordbrugsfaglig viden, og
- hvor omstændighederne indebærer, at andre ikke kan erstatte denne viden.
Strukturdirektoratet kan dispensere fra reglen om, at der ikke ydes tilskud til ansøgerens egen arbejdsindsats,
Tilskud til de i stk. 3, nr. 1-3, nævnte projekter kan ikke overstige 12.500 ECU.
Procentgrænserne i stk. 1-3 kan fraviges, når særlige omstændigheder taler derfor.
§ 8
De i § 7 nævnte meromkostninger, der opgøres med fradrag af merværdiafgift, jf. lovens § 5, stk. 1, omfatter udgifter til direkte løn, konsulentbistand, materialer, særligt udstyr m.v., der kan henføres til projektet.
Tilskud kan ikke ydes til
Salgsværdien af produkter udviklet som led i projektet modregnes ved opgørelsen af omkostningerne.
Såfremt udstyr eller inventarinvesteringer har en værdi efter projektets afslutning, fastsættes der senest i forbindelse med slutudbetaling af tilskuddet en scrapværdi. Denne værdi modregnes i opgørelsen af de i § 7 nævnte meromkostninger.
- reklamekampagner, jf. dog kapitel 4,
- anlægsinvesteringer, bortset fra bygnings- og inventarinvesteringer, der er nødvendige forudsætninger for at gennemføre projektets forsøgs- og udviklingsfaser,
- andel i afskrivninger, generelle drifts- og serviceudgifter m.v., bortset fra den andel, der er en nødvendig forudsætning for at gennemføre projektets forsøgs- og udviklingsfaser, eller
- dækning af tabt produktion for ansøger på arealer eller i lokaler, hvor udviklingsarbejdet gennemføres.
Strukturdirektoratet kan dispensere fra kravet om opgørelse af meromkostninger med fradrag af merværdiafgift, hvis tilskudsmodtageren ikke er momsregistreret.
§ 9
Ved tildeling af tilskud til de i lovens kapitel 2 nævnte projekter vil der blive lagt vægt på arbejdsmiljøaspektet, samt på at projektet ikke har uhensigtsmæssige konsekvenser for miljø eller dyrevelfærd.
§ 10
Tilskud kan ydes til projekter vedrørende produkt- og markedsudvikling inden for produktionsområder, der traditionelt henregnes under jordbrugets og fiskeriets forarbejdnings- og forædlingssektorer, samt
Afgrænsning af hvilke projekter til forarbejdning og forædling af jordbrugs- og fiskeriprodukter, der kan opnå tilskud, foretages med udgangspunkt i bilag II til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Tilskud kan endvidere ydes til projekter til forarbejdning af jordbrugs- og fiskeriprodukter til varer, der ikke er omfattet af bilag II til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, hvis projektet vedrører udvikling af produkter, der
- til aktiviteter, som er nødvendige forudsætninger for en erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejdet, jf. de i § 12, stk. 3, nr. 4 nævnte projekter, og
- til aktiviteter i forbindelse med forberedelse af et projekt, der har til formål at undersøge mulighederne for at formulere et egentligt produktudviklingsprojekt.
- er biprodukter opstået ved forarbejdning af basisjordbrugs- eller basisfiskeriprodukter, og som indebærer en bedre udnyttelse af basisprodukterne, således at indtægterne for producenterne af de pågældende basisprodukter øges,
- er nye produkter, der væsentligt øger afsætningsmulighederne for de pågældende basisprodukter, eller
- medfører nye afsætningsmuligheder af væsentlig betydning for de pågældende basisprodukter.
§ 11
Tilskud kan ydes til de i produktudviklingslovens § 9 nævnte private erhvervsvirksomheder, grupper af private erhvervsvirksomheder m.v. og forsknings- og forsøgsinstitutioner. Der kan herunder navnlig ydes tilskud til de erhvervsrettede forskningsinstitutioner.
Ved tildeling af tilskud vil der især blive lagt vægt på projekter inden for markedsorienteret videreudvikling, forbedring og nyudvikling, navnlig med hensyn til udvikling og anvendelse af ny teknologi i produktionsprocessen for at fremme produkters kvalitet og nyhedsværdi.
§ 12
Tilskud til de i produktudviklingslovens kapitel 3 nævnte projekter ydes med 40% af meromkostningerne i forbindelse med udviklingsarbejdet, jf. dog stk. 2-6.
Tilskud ydes med mindre end 40% af meromkostningerne, hvor dette antages at være et tilstrækkeligt incitament til gennemførelse af produktudviklingsarbejdet.
Tilskud ydes med indtil 50% af meromkostningerne,
Det i stk. 3, nr. 4, nævnte tilskud vil kunne ydes til markedsudvikling af produkter, der har modtaget tilskud til deres udvikling i medfør af produktudviklingsloven, såvel som til produkter, der ikke har modtaget sådant tilskud.
- hvor mere end 50% af de samlede projektomkostninger anvendes på grundforskning,
- hvor projektet vedrører udvikling i forarbejdning af økologiske jordbrugsprodukter, i overensstemmelse med betingelserne for markedsføring af økologiske levnedsmidler,
- hvor projektet er et forprojekt, der gennemføres af en lille eller mellemstor virksomhed, og som har til formål at undersøge mulighederne for at formulere et egentligt projekt, eller
- hvor projektet vedrører oplysning om videnskabelig viden, undersøgelser af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring og deltagelse i messer og lignende.
Tilskud til de i stk. 3, nr. 1-3 nævnte projekter kan ikke overstige 100.000 ECU.
Den i stk. 1 angivne støttesats kan udgøre mere end 40%, når udviklingsarbejdet gennemføres af forsknings- eller forsøgsinstitutioner, og resultaterne af dette udviklingsarbejde offentliggøres, så snart de foreligger.
§ 13
De i § 12 nævnte meromkostninger, der opgøres med fradrag af merværdiafgift, jf. lovens § 11, stk. 1-3, omfatter udgifter til direkte løn, konsulentbistand, materialer, særligt udstyr m.v., der kan henføres til projektet.
Tilskud kan ikke ydes til
De for et projekts gennemførelse nødvendige indirekte fællesudgifter som husleje, bygningsudgifter og administration m.v. fastsættes til en fast fælles procentsats på 20% af de samlede meromkostninger, når projektet gennemføres af forsknings- og forsøgsinstitutioner.
Procentsatsen i stk. 3 kan fraviges, når forsknings- og forsøgsinstitutioner i forbindelse med et konkret projekts gennemførelse kan dokumentere indirekte fællesudgifter i et højere niveau end 20%.
- reklamekampagner, jf. dog kapitel 4,
- anlægsinvesteringer, bortset fra bygnings- og inventarinvesteringer, der er nødvendige forudsætninger for at gennemføre projektets forsøgs- og udviklingsfaser,
- andel i afskrivninger, generelle drifts- og serviceudgifter m.v., bortset fra den andel, der er en nødvendig forudsætning for at gennemføre projektets forsøgs- og udviklingsfaser, eller
- dækning af tabt produktion for ansøger på arealer eller i lokaler, hvor udviklingsarbejdet gennemføres.
Salgsværdien af produkter udviklet som led i projektet modregnes ved opgørelsen af omkostningerne.
Såfremt udstyr eller inventarinvesteringer har en værdi efter projektets afslutning, fastsættes der senest i forbindelse med slutudbetaling af tilskuddet en scrapværdi, som modregnes i opgørelsen af de i § 12 nævnte meromkostninger.
Strukturdirektoratet kan dispensere fra kravet om opgørelse af meromkostninger med fradrag af merværdiafgift, hvis tilskudsmodtager ikke er momsregistreret.
§ 14
Ved tildeling af tilskud til de i lovens kapitel 3 nævnte projekter vil der blive lagt vægt på arbejdsmiljøaspektet, samt på at projektet ikke har uhensigtsmæssige konsekvenser for miljø eller dyrevelfærd.
§ 15
Tilskud kan ydes til markedsføringsaktiviteter, herunder lancering ved brug af massemedier (reklamekampagner) udført af branchesammenslutninger o.l. omfattende jordbrugs- og fiskeriprodukter.
Det i stk. 1, nævnte tilskud vil kunne ydes til markedsføring af produkter, der har modtaget tilskud til deres udvikling i medfør af produktudviklingsloven såvel som produkter, der ikke har modtaget sådant tilskud.
§ 16
Tilskud til de i § 15 nævnte aktiviteter ydes med indtil 50% af meromkostningerne.
§ 17
Tilskud kan ydes til forsøgsfiskeri, akvakultur, videnskabelige undersøgelser og produktudvikling i den primære fiskerisektor med henblik på bl.a. de formål, som er nævnt i produktudviklingslovens § 7a og med henblik på fremme af fiskeri og fiskeopdræt på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag, jf. strukturlovens § 4.
Endvidere kan der i henhold til produktudviklingslovens § 7 b ydes tilskud til markedsføring af produkter fra den primære fiskerisektor.
§ 18
Tilskud kan ydes til de i produktudviklingslovens § 7 c nævnte ejere eller forpagtere af danske erhvervsfiskefartøjer, virksomheder, institutioner, organisationer og lignende, hvis det sandsynliggøres, at resultatet af det pågældende projekt vil blive umiddelbart anvendeligt i den primære fiskerisektor.
§ 19
Tilskud efter produktudviklingslovens kapitel 2 a ydes med indtil 50% af meromkostningerne i forbindelse med udviklingsarbejdet, jf. dog stk. 3 og 4.
Det i stk. 1 nævnte tilskud vil kunne ydes til markedsudvikling af produkter, der har modtaget tilskud til deres udvikling i medfør af produktudviklingsloven, såvel som produkter, som ikke har modtaget sådan tilskud.
Den i stk. 1 nævnte procentgrænse kan udgøre mere end 50 %, hvis projektet indeholder et betydeligt grundforskningselement.
Procentgrænserne i stk. 1 kan fraviges, hvis særlige omstændigheder foreligger.
§ 20
Der kan ikke ydes tilskud til projekter, hvor de tilskudsberettigede meromkostninger udgør mindre end 40.000 kr.
§ 21
De i § 19 nævnte meromkostninger, der opgøres med fradrag af merværdiafgift, jf. produktudviklingslovens § 7 e, stk. 1, omfatter udgifter til direkte løn, konsulentbistand, materialer, særligt udstyr m.v., der kan henføres til projektet.
Tilskud kan ikke ydes til
De for et projekts gennemførelse nødvendige indirekte fællesudgifter som husleje, bygningsudgifter og administration m.v. fastsættes til en fast fælles procentsats på 20% af de samlede meromkostninger, når projektet gennemføres af forsknings- og forsøgsinstitutioner.
Procentsatsen i stk. 3, kan fraviges, når forsknings- og forsøgsinstitutioner i forbindelse med et konkret projekts gennemførelse kan dokumentere indirekte fællesudgifter i et højere niveau end 20%.
- reklamekampagner, jf. dog kapitel 4
- anlægsinvesteringer, bortset fra bygnings- og inventarinvesteringer, der er nødvendige for at gennemføre af projektets forsøgs- og udviklingsfaser,
- andel i afskrivninger, generelle drifts- og serviceudgifter m.v., bortset fra den andel, der er en nødvendig forudsætning for at gennemføre projektets forsøgs- og udviklingsfaser, eller
- dækning af tabt produktion for ansøger på lokaliteter, hvor udviklingsarbejdet gennemføres, jf. dog § 23, stk. 4.
Såfremt udstyr eller inventarinvesteringer har en værdi efter projektets afslutning, fastsættes der senest i forbindelse med slutudbetaling af tilskud en scrapværdi, som modregnes i opgørelsen af de i § 19 nævnte meromkostninger, jf. dog § 23, stk. 3.
Strukturdirektoratet kan dispensere fra kravet om opgørelse af meromkostningerne med fradrag af merværdiafgift, hvis tilskudsmodtager ikke er momsregistreret.
§ 22
Ved tildeling af tilskud til de i lovens kapitel 2 a nævnte projekter vil der blive lagt vægt på arbejdsmiljøaspektet, samt på at projektet ikke har uhensigtsmæssige konsekvenser for miljø eller dyrevelfærd.
§ 23
De tilskudsberettigede meromkostninger i forbindelse med forsøgsfiskeritogter er meromkostninger forbundet med driften af fartøjet i den periode, forsøgsfiskeritogtet gennemføres. Meromkostningerne omfatter udgifter til olie, proviantering, vedligeholdelse, løn til besætning m.v.
Tilskud til fiskeredskaber og materiel forudsætter, at disse er nødvendige for forsøgets gennemførelse. Der vil kun i særlige tilfælde kunne ydes tilskud til faste installationer ombord (anskaffelse, montering eller ændringer).
Tilskud kan ydes i form af lån af et særligt fiskeredskab, som efter forsøget afleveres til Strukturdirektoratet eller købes af fiskeren til en af Strukturdirektoratet fastsat scrapværdi.
Tilskud kan ved særligt risikobetonede forsøgsfiskeritogter ydes i form af en minimumsgaranti, dvs. et fastsat beløb pr. fiskedag, hvori fratrækkes værdien af fangsten.
Det kan stilles som betingelse for tilskud, at der ombord på fartøjet under togtet er videnskabelige observatører, som i samarbejde med tilskudsmodtager gennemfører forsøgsfiskeritogtet i overensstemmelse med projektbeskrivelsen. Endvidere kan det stilles som betingelse, at der deltager et videnskabeligt institut i planlægningen og afrapporteringen af togtet.
§ 24
Der kan stilles krav om fremlæggelse af projektregnskaber, logbogsblade, afregninger for fangsten m.v. som dokumentation for, at projektet er gennemført i overensstemmelse med aftalen. Projektregnskaber skal være attesterede af statsautoriseret eller registreret revisor. Afregninger for fangsten skal være attesteret af statsautoriseret eller registreret revisor eller af bank.
Endvidere kan Strukturdirektoratet stille krav om afrapportering, herunder hvilke oplysninger, der skal fremgå af rapporten, udformning samt tidsfrister for indsendelse.
§ 25
Ansøgning om tilskud indsendes til Strukturdirektoratet på en særlig blanket, der fås hos direktoratet.
Ansøgningsfristen for ansøgninger om tilskud i henhold til § 17 (forsøgsfiskeri mv.) er 1. februar, 1. april, 1. august og 1. november.
§ 26
Projekter skal gennemføres på de vilkår og inden for de tidsfrister, der fastsættes i en tilskudsaftale mellem ansøger og Strukturdirektoratet.
Såfremt projekter gennemføres med deltagelse af flere personer, virksomheder, fartøjer eller forsknings- og forsøgsinstitutioner, kan Strukturdirektoratet stille krav om, at der udarbejdes en samarbejdsaftale mellem parterne, og at der blandt deltagerne udpeges en ansvarlig for projektets gennemførelse og økonomi.
Tilskud ydes kun, hvis virkningerne af projektet kan påregnes inden for en periode på 5 år fra projektets begyndelse. Strukturdirektoratet kan fravige denne frist, når særlige omstændigheder foreligger.
§ 27
Tilskud udbetales mod dokumentation af de med projektet forbundne meromkostninger. Ved anmodning om udbetaling skal der udfærdiges en opgørelse på en særlig blanket, der fås hos Strukturdirektoratet, jf. dog stk. 4. For så vidt angår de i kapitel 2 nævnte projekter, skal opgørelsen være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor eller en landøkonomisk konsulent. Opgørelsen af meromkostninger i forbindelse med de i produktudviklingslovens § 7, stk. 2, kapitel 2a og 3 nævnte projekter skal være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor. Hvis tilskudsmodtager er en statslig forskningsinstitution, skal opgørelsen af meromkostningerne være attesteret af den for projektet økonomisk ansvarlige.
Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at de anførte udgifter er betalt, samt at projektet gennemføres efter de godkendte planer.
Strukturdirektoratet kan dispensere fra kravet om, at udgifter, jf. stk. 2, skal være betalt,
For så vidt angår de i kapitel 5 nævnte projekter, kan der i stedet stilles krav om, at tilskud udbetales ved indsendelse af originale og kvitterede bilag. Hvis der ikke indsendes originale og kvitterede bilag, skal der ved påtegning af en statsautoriseret eller registreret revisor fremgå, at udgiftsbilagene er kontrollerede, betalte og i overensstemmelse med de aftaler, der lå til grund for leveringen eller det udførte arbejde.
- hvor ansøger er en nyetableret virksomhed, og
- hvor omstændighederne taler for, at der undtagelsesvis er behov for at stille risikovillig kapital til rådighed.
§ 28
Tilskud kan udbetales i rater, når omstændighederne taler herfor.
§ 29
Strukturdirektoratet forestår den kontrol, der er nævnt i produktudviklingslovens § 19.
Med henblik på at kontrollere gennemførte foranstaltninger efter produktudviklingsloven har Strukturdirektoratet mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til jordbrugsbedrifter eller andre virksomheder, der drives af tilskudsmodtageren. På tilsvarende måde har Strukturdirektoratet adgang til bedrifternes og virksomhedernes regnskaber, forretningsbøger m.v.
Tilskudsmodtageren har pligt til at ledsage eller lade en stedfortræder ledsage kontrolpersonalet og yde den nødvendige bistand ved kontrollen.
Tilskudsmodtageren skal i mindst 5 år fra seneste tilskudsudbetaling opbevare skatte-, moms- og driftsregnskaber, der vedrører det tilsagnsår, som udbetalingen sker for.
§ 30
Strukturdirektoratet fastsætter en instruks for regnskabsføring af tilskudsberettigede udgifter og for registrering af tilskudsberettigede aktiviteter.
Strukturdirektoratet fastsætter en instruks for gennemførelse af revision af regnskab og regnskabsaflæggelse.
§ 31
Tilskud bortfalder eller nedsættes, hvis der i finansieringen af projektet indgår andre offentlige tilskud. Dette gælder dog ikke tilskud fra EU-ordninger, som forudsætter national medfinansiering, såfremt det samlede offentlige tilskud ikke overstiger det maksimale tilskud efter den pågældende EU-ordning.
Strukturdirektoratet kan dispensere fra kravet om modregning af andre offentlige tilskud til de i stk. 1, nævnte projekter når:
Til projekter, hvor der ydes tilskud efter § 12, stk. 6, bortfalder eller nedsættes tilskuddet ikke, selvom der i finansieringen indgår andre offentlige tilskud, herunder midler ydet i medfør af § 7, stk. 1, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 65 af 9. februar 1996 og fra EU-ordninger. Tilskud bortfalder eller nedsættes dog, såfremt det samlede offentlige tilskud overstiger det maksimale tilskud efter den pågældende EU-ordning.
- tilskudsmodtager er en branchesammenslutning eller lignende, og
- projektet vedrører undersøgelse af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringsstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring, deltagelse i messer og lignende.
§ 32
Tilskud skal tilbagebetales med tillæg af renter beregnet fra fremsættelsen af kravet om tilbagebetaling med en rentesats, der svarer til diskontoen + et procenttillæg på 2%, hvis projektet udnyttes kommercielt. Strukturdirektoratet fastsætter rentesatsen for 1/2 år ad gangen den 1. oktober og 1. april.
Kravet om tilbagebetaling bortfalder hvis,
Strukturdirektoratet kan fravige kravet om tilbagebetaling, når særlige omstændigheder taler herfor, jf. produktudviklingslovens § 20, stk. 3 og 4.
For hvert projekt fastsætter Strukturdirektoratet tilbagebetalingsperioden, der maksimalt kan udgøre 5 år fra projektets afslutning.
- det ydede tilskud til projektet er mindre end 25.000 kr., eller
- tilskudsmodtager i forbindelse med tilskud ydet i henhold til kapitel 2 og 5, afstår fra at søge beskyttelse af enerettigheder til de nye produkter og produktionsmetoder, jf. produktudviklingslovens § 20, stk. 2.
Tilbagebetalingskravet beregnes i form af en afgift på den omsætning, herunder licensindtægter og lignende, som skabes gennem projektet. Strukturdirektoratet fastsætter afgiften som en procentdel af denne omsætning, og afgiften beregnes fra det tidspunkt, hvor produktet markedsføres. Tilbagebetalingsprocenten fastsættes således, at det ydede tilskud kan forventes tilbagebetalt inden for den i stk. 4, nævnte tilbagebetalingsperiode. Tilbagebetalingskravet kan ikke overstige det udbetalte tilskud med tillæg af påløbne renter, jf. stk. 1.
Tilbagebetalingskravet opgøres på baggrund af en opgørelse over den omsætning, som skabes gennem projektet. Opgørelsen skal være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Den i stk. 6 nævnte revisorattesterede opgørelse over omsætning indsendes til Strukturdirektoratet senest 18 måneder efter, at tilskudsmodtageren første gang udbyder og markedsfører det tilskudsberettigede projekts produkter eller produktionsprocesser.
Såfremt tilskudsmodtager inden udløbet af de i stk. 7 nævnte 18 måneder standser markedsføringen af det tilskudsberettigede projekts produkter eller produktionsprocesser, fremsættes der ikke tilbagebetalingskrav. Strukturdirektoratet kan, når særlige omstændigheder foreligger, forlænge de nævnte 18 måneder til 24 måneder.
Såfremt det udviklede produkt eller den udviklede proces kun indgår marginalt i det solgte produkt, kan Strukturdirektoratet give dispensation til, at det pågældende produkt ikke indgår i opgørelsen af omsætning i henhold til stk. 6.
Der beregnes ikke rente af tilbagebetalingskrav for projekter, der modtager tilskud i henhold til den fødevareteknologiske forsknings- og udviklingsindsats (FØTEK).
Det i stk. 1 nævnte krav om tilbagebetaling gælder ikke for tilskud ydet i medfør af strukturlovens § 4.
§ 33
For så vidt angår tilskud ydet til branchesammenslutninger og lignende, kan Strukturdirektoratet frafalde kravet om tilbagebetaling, når resultaterne kommercialiseres af en bredere kreds.
§ 34
Strukturdirektoratet kan bestemme, at tilsagn om tilskud bortfalder helt eller delvist, og at udbetalte tilskud skal tilbagebetales, hvis
- ansøgeren ikke længere opfylder betingelserne for at få tilskud,
- ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for tildeling af tilskuddet,
- vilkårene for tildelingen af tilskuddet ikke opfyldes, eller
- forudsætningerne for tilsagn om tilskud falder bort eller ændres væsentligt, f.eks. ved en virksomheds ophør, konkurs, afhændelse eller overdragelse af produktions- og salgsrettighederne.
§ 35
Efter produktudviklingslovens og strukturlovens § 23, stk. 1, straffes den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til disse love eller i medfør af de i lovene fastsatte regler, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, eller som forsøger herpå.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 36
Strukturdirektoratet kan bestemme, at ansøgning om tilskud, der er fremsendt i henhold til lov om tilskud til produktudvikling i jordbruget, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 27. februar 1990, eller lov nr. 365 af 10. juni 1987 om tilskud til produktudvikling i forarbejdning m.v. af jordbrugsprodukter, kan behandles i henhold til lovbekendtgørelse nr. 617 af 18. juli 1995 om tilskud til produktudvikling af jordbrugs-, skovbrugs og fiskeriprodukter m.v. som ændret ved lov nr. 480 af 12. juni 1996.
§ 37
Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. juni 1999. Strukturdirektoratet kan bestemme, at ansøgninger indkommet inden denne dato kan behandles i medfør af nærværende bekendtgørelse.
Bekendtgørelse nr. 934 af 25. oktober 1996 om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter m.v. ophæves, bortset fra at den fortsat er gældende for tilsagn om tilskud, der er afgivet inden den 25. juni 1999.
Bekendtgørelse nr. 23 af 21. januar 1988 om tilskud til produktudvikling i jordbruget og bekendtgørelse nr. 73 af 12. februar 1988 om tilskud til produktudvikling i forarbejdning m.v. af jordbrugsprodukter er fortsat gældende for tilsagn om tilskud, der er afgivet inden den 31. december 1991. Bekendtgørelse nr. 122 af 20. februar 1992 om tilskud til produktudvikling i forbindelse med Det Fødevareteknologiske Forsknings- og Udviklingsprogram er fortsat gældende for tilsagn om tilskud, der er afgivet inden den 9. december 1992.
Bekendtgørelse nr. 741 af 16. august 1994 om tilskud til produktudvikling af jordbrugs-, skovbrugs- og fiskeriprodukter er fortsat gældende for tilsagn om tilskud, der er afgivet inden den 28. juli 1995. Bekendtgørelse nr. 618 af 18. juli 1995 om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter er fortsat gældende for tilsagn om tilskud, der er afgivet inden den 5. november 1996.
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel
1 Indledende bestemmelser Kapitel
2 Produkt- og markedsudvikling i det primære
jordbrug Kapitel
3 Markeds- og produktudvikling i forarbejdning og forædling af
jordbrugs- og fiskeriprodukter Kapitel
4 Kollektiv markedsføring af jordbrugs- og
fiskeriprodukter Kapitel
5 Forsøgsfiskeri og produktudvikling m.v. i den primære
fiskerisektor Kapitel
6 Almindelige bestemmelser
1.1. Ved reklamekampagne forstås i dette dokument enhver aktion,
der ved brug af massemedier (såsom presse, radio, TV og plakater) som
instrument er bestemt til at tilskynde forbrugeren til køb af det
pågældende produkt. Det drejer sig altså ikke om kampagner
i videre forstand såsom oplysninger om videnskabelig viden,
organisering af messer og udstillinger, deltagelse i sådanne og
lignende public relations, herunder stikprøver og
markedsundersøgelser.
1.2. I så godt som alle medlemsstater medvirker det offentlige i
reklamekampagner for landbrugsprodukter enten ved direkte tilskud over
offentlige budgetter eller ved hjælp af statslige indtægter,
navnlig fra skattelignende afgifter eller obligatoriske bidrag.
Sådan offentlig indgriben i de frie markedskræfters spil
kan ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner forvride
konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.
Kommissionen finder det nødvendigt at lægge så faste
rammer som muligt herfor.
1.3. Den utilstrækkelige sammenhæng i Traktatens skelnen
mellem landbrugsprodukter, der er optaget i dens bilag II, og dem, der falder
udenfor, og ønsket om en konsekvent EF-politik med hensyn til
statsstøtte har fået Kommissionen til også at lade denne
rammeordning gælde for støtte til reklame for varer uden for
bilag II, der overvejende indeholder produkter, som er anført i
bilag II (bl.a. mejeriprodukter, korn, sukker og ethanol) i forarbejdet
form (f.eks. yoghurt med frugt, tilberedninger af mælkepulver med
kakao, blandinger af smør og vegetabilske fedtstoffer, bageri- og
konditorivarer og spiritus), som i det følgende benævnes
»tilknyttede produkter«.
Denne rammeordninger gælder imidlertid ikke for
reklamestøtte for fiskerivarer, der vil komme ind under en specifik
rammeordning.
1.4. Hvis sådan støtte ikke ganske enkelt skal være
driftsstøtte til erhvervsdrivende, der direkte eller indirekte drager
fordel af subventionerede reklamekampagner, men skal kunne betragtes som
forenelige med det fælles marked i henhold til EØF-Traktatens
artikel 92, stk. 3, litra c), må det kræves, at en given
reklamekampagne
ikke ændrer handelsvilkårene i et omfang, der strider mod
den fælles interesse (jf. nedenstående punkt 2), og
fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller visse regioner ved
at fremme afsætningen af deres specifikke produktioner (jf.
nedenstående punkt 3).
Der er anledning til at gå frem i denne orden ved
undersøgelse af foreneligheden i hvert tilfælde af
reklamestøtte; i tilfælde af udelukkelse fra forenelighed
ifølge et af nedenstående negative kriterier bliver
spørgsmålet om, hvorvidt støtten er berettiget
ifølge et af de i punkt 3 omhandlede kriterier derfor
meningsløst og formålsløst.
Støtte som omhandlet i artikel 92, stk. 1, er pr.
definition en støtte, der fordrejer eller truer med at fordreje
konkurrencevilkårene, men ifølge samme artikels stk. 3,
litra c), kan den ikke i sig selv forkastes, medmindre den gør det
på en måde, der strider mod den fælles interesse, hvis krav
er præciseret i denne rammeordning under hensyntagen til målene i
Traktatens artikel 39.
Men den fælles interesse står skarpt over for den slags
støtte i følgende tilfælde:
2.1.1. For at være sikker på, at der ikke foreligger nogen
fare for en sådan overtrædelse, opfordrer Kommissionen
medlemsstaterne til, hver gang de giver meddelelse om forslag til
reklamestøtte at give forsikringer med hensyn til overholdelse af de
retningslinjer, som Kommissionen sideløbende har afstukket på
dette område (jf. punkt III.1 i bilaget 1)
2.1.2. Skønt de af Domstolen formulerede kriterier i
forbindelse med artikel 30 kun gælder for reklamekampagner igangsat
på den intervenerende medlemsstats territorium, så må de
samme kriterier rent logisk gælde i forbindelse med artikel 92 for
subventionerede reklamefremstød på en anden medlemsstats
område af økonomiske grunde, således, at der sikres ens
konkurrencevilkår i Fællesskabet.
2.1.3. Hvis et tilsvarende reklamefremstød derimod gælder
forbrugerne i tredjelande, er problematikken mere indviklet. Kommissionen
må i denne henseende forbeholde sig sin stilling til et senere
tidspunkt, idet omfanget og indholdet af de reklamefremstød, som
tredjelande foranstalter for deres landbrugsprodukter i Fællesskabet,
må tages i betragtning.
Der kan ikke være nogen fælles interesse, som berettiger
til støtte af reklame, der direkte tager sigte på produkterne
fra en eller flere bestemt virksomheder; det drejer sig om ren og skær
driftsstøtte, der er uforenelig med det fælles marked.
Selv om der ikke foreligger noget, der strider mod den fælles
interesse, er dette ikke nok til, at Kommissionen betragter en støtte
til reklame som forenelig med det fælles marked. Det er tillige
nødvendigt, at en sådan støtte letter udviklingen af
visse erhvervsgrene eller regioner ved at fremme afsætningen af deres
produkter.
Kommissionen finder i overensstemmelse med sine generelle
retningslinjer 2) , at denne positive betingelse er opfyldt,
når den reklame, der ydes støtte til, vedrører et af
følgende tilfælde:
Reklame kan bidrage til udvikling af visse erhvervsgrene eller
regioner ved at fremme afsætningen af de pågældende
produktioner. Denne betingelse er principielt opfyldt, hvis den
pågældende produktion kommer fra en af de sektorer, der er
præget af strukturbestemte overskud på EF-plan.
Støtte til reklame for afsætning af overskudsproduktioner
medvirker til gennemførelsen af to af formålene i artikel 39
(sikring af landbrugsindkomsterne og stabilisering af markederne).
Sådan støtte er endvidere af EF-interesse rent finansielt ved at
give en besparelse af EUGFL-midler.
For at få reduceret produktionen af produkter, af hvilke der er
overskud, bør man fremme produktionen af landbrugsprodukter, der er
nye på fællesskabsplan, eller som erstatter
overskudsproduktioner, forudsat at der altid er interne
afsætningsmuligheder for disse i Fællesskabet (f.eks. olie- og
proteinafgrøder). Dog udelukkes støtteforanstaltninger for
imitationsprodukter eller landbrugsproduktsubstitutter 3) .
Reklame kan hjælpe til at fremme nye produkter, der kommer fra
en alternativ produktion, som er ønskværdig, idet en spredning
af produktionen kan bidrage til at gøre Fællesskabets
landbrugspotentiel mere værdifuldt, samtidig med at det undgås,
at der skabes overskud, eller at disse vokser.
3.1.1. Støtte til reklame kan vise sig berettiget, når det
gælder afsætning af produkter - selv sådanne, der ikke er
overskud af - fra visse regioner i Fællesskabet, men som er produkter,
der endnu ikke er tilstrækkeligt kendt i de øvrige regioner.
3.3.2. Ud fra samme betragtning kan der også ydes støtte
til reklame for produkter fra særligt ugunstigt stillede områder,
jf. artikel 92, stk. 3, litra c), og eventuelt litra a).
Som sådanne betragtes regioner, der på det EF-politiske
plan med hensyn til landbrugsstrukturer nyder
præferencebehandling.
3.4. Udvikling af små og mellemstore virksomheder
Støtte til reklame kan have en ganske særlig berettigelse
i sektorer, hvor fremstillingen af de landbrugsprodukter eller tilknyttede
produkter, som dette dokument omfatter, i vidt omfang finder sted på
små og mellemstore virksomheder eller bedrifter, som ikke selv er
udrustet til at gøre den krævede indsats for at reklamere for
deres produktion, og for hvilke reklameudgifterne ville overstige den
forventede fordel.
En sådan berettigelse er endnu stærkere i de
tilfælde, hvor de små og mellemstore virksomheder er udsat for en
skarp konkurrence fra konkurrerende produkter - navnlig
substitutionsprodukter - der markedsføres i Fællesskabet af
meget magtfulde virksomheder eller af tredjelande, der anvender betydelige
midler til reklame for og fremme af deres produkter.
3.5. Reklame for sunde produkter af høj kvalitet
3.5.1. Det er Kommissionens opfattelse, at forbrugerne på
mellemlang og lang sigt er rede til at betale for en ensartet og konstant
kvalitet, hvorfor reklame er et ganske særligt effektivt middel med
henblik på at udvikle de landbrugsaktiviteter, dette kræver.
Flere medlemsstater har fastsat en særlig kvalitetskontrol for
landbrugsprodukter; når produkterne svarer til de fastsatte
kvalitetsnormer, som stiller større krav eller er mere specifikke end
EF-retsforskrifterne eller den nationale lovgivning, kan de bringes i
handelen forsynet med en særlig garantietiket, der følges af en
tilsvarende reklame, hvortil der ydes støtte.
I det omfang dette virkelig tager sigte på et højt
kvalitetsniveau og ikke bare bruges som påskud for »chauvinistiske«
tendenser, jf. punkt 2.1, må Kommissionen se velvilligt på det.
Den vil dog ikke kunne være indforstået med støtte til
reklame for en garantietiket, hvis hovedformål er at understrege
produktets nationale eller regionale oprindelse.
Det samme gælder i endnu højere grad for produkter, for
hvilke der ydes passende garantier for, at de ikke indeholder stoffer, hvis
forekomst er forbudt ud over en bestemt dosis, som er fastsat i den nationale
lovgivning eller i EF-retsforskrifterne.
3.5.2. Desuden har Kommissionen allerede understreget den interesse,
Fællesskabet har i at imødekomme forbrugernes interesser, idet
forbrugerne i stadig højere grad lægger vægt på
levnedsmidlers »naturlige« karakter og deres næringsværdi;
Fællesskabet har således forbudt skadelige stoffer og tilskyndet
til, at der anvendes sunde sorter samt gives forbrugerne nødvendige
oplysninger og garantier med henblik på at genoprette et
tillidsforhold, der vil få positive virkninger på
forbruget 4) .
Kommissionen vil herefter stille sig velvilligt også til
støtte til reklame for landbrugsprodukter fra såkaldt
økologisk produktion på betingelse af, at der kan gives
forbrugerne tilstrækkelige garantier.
Selv i tilfælde hvor statsstøtte til reklame for
landbrugsprodukter ikke ændrer handelsvilkårene i et omfang, der
strider mod den fælles interesse (jf. punkt 2), og selv om den kan
fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller visse regioner (jf. punkt 3),
vil statsstøtte altid kunne ændre de normale
handelsmønstre mellem medlemsstaterne for et givent
landbrugsprodukt.
Set ud fra den fælles interesse er der således grund til
at søge yderligere garantier med henblik på at undgå, at
handelsvilkårene ændres til fordel for medlemsstater, der bruger
betydelige summer på reklame for deres karakteristiske produkter, og
til skade for medlemsstater, som - især af budgethensyn - må
begrænse sådan reklameindsats for deres typiske produktioner.
4.1. Det forekommer rigtigt, at Fællesskabet i sin stillingtagen
til statsstøtte i sine betragtninger medtager den finansielle indsats,
som erhvervskredsene selv yder for de pågældende aktioner. Det
bør derfor bestemmes, at direkte støtte (der kommer fra et
almindeligt offentligt budget) principielt ikke må overstige det
beløb, som erhvervet selv anvender til en given reklamekampagne;
erhvervet skal altså afholde mindst 50% af omkostningerne, hvad enten
det er i form af frivillige bidrag eller i form af opkrævning af
skattelignende afgifter eller tvungne bidrag 5) .
4.2. De tilfælde, hvor der findes tilsvarende
EF-aktionsprogrammer (mejeriprodukter, olivenolie osv.), bør lades ude
af betragtning i denne sammenhæng med hensyn til anvendelsen af de
midler fra erhvervet, der anvendes i forbindelse med nævnte
EF-aktioner.
4.3. Kommissionen kan dog for at tage hensyn til vægten af de
forskellige positive kriterier, der omhandles i punkt 3.1-3.5,
fastsætte, at førnævnte loft over direkte støtte
(50% af omkostningerne) hæves, navnlig når det drejer sig om
produkter fra små og mellemstore virksomheder eller bedrifter eller fra
visse regioner (punkt 3.3.1 og 3.4).
5.1. For at Kommissionen kan føre tilsyn med, at kriterierne i
denne rammeordning overholdes, bør der fastlægges nærmere
bestemmelser for, hvorledes der gives meddelelse om den
pågældende støtte efter EØF-Traktatens artikel 93,
5.1.1. Kommissionen skal underrettes om enhver støtteordning,
som en medlemsstat agter at indføre, og om enhver ændring i en
allerede eksisterende ordning, idet der anvendes et skema som vist.
Kommissionen godkender ikke længere forslag til nye
støtteordninger, der meddeles den efter Traktatens artikel 93,
stk. 3, og som ikke opfylder kriterierne i denne rammeordning.
5.1.2. Med hensyn til eksisterende støtteordninger på det
pågældende område anmodes medlemsstaterne om inden den 1.
oktober 1987 over for Kommissionen at bekræfte, at de fra den 1. januar
1988 vil overholde rammeordningens bestemmelser, ved i fornødent
omfang at tilpasse deres eksisterende støtteordninger til
rammeordningen. Sker dette ikke, forbeholder Kommissionen sig ret til at
indlede proceduren i EØF-Traktatens artikel 93, stk. 2.
5.1.3. Endvidere forelægger hver medlemsstat, første gang
pr. 1. marts 1989 og derefter ved udgangen af hver periode på to
år, Kommissionen en oversigt over støtteforanstaltninger i den
foregående periode; oversigten skal indeholde følgende:
de pågældende erhvervskredses medfinansiering, opdelt
efter frivillige bidrag og obligatoriske bidrag;
reklamens generelle sigte (de vigtigste berørte sektorer);
5.2 Kommissionen forbeholder sig ret til når som helst at
kontrollere, om en bestemt reklameforanstaltning, hvortil der ydes
støtte, opfylder denne ordnings kriterier. Med henblik herpå
anmoder den i givet fald om alle oplysninger vedrørende en eller flere
bestemte foranstaltninger.
Bilag A til bekendtgørelsens bilag 1 Meddelelse efter EØF-Traktatens artikel 93,
stk. 3 1) , om planlagt støtte til en reklamekampagne
for landbrugsprodukter eller tilsvarende produkter, der ikke henhører
under Traktatens bilag II (Der anvendes et særskilt skema for hver enkelt
kampagne 2) I. Planlagt reklamekampagne 1. Medlemsstat: 2. Produkt: 3. Beskrivelse af den planlagte kampagne(2) og oplysning om dens
varighed, idet der i givet fald henvises til en tidligere tilsvarende
kampagne: 4. Geografisk aktionsområde (hvilket eller hvilke områder),
medlemsstatens eget område eller hvilke andre medlemsstater, hvilket
eller hvilke tredjelande?: 5. Støttemodtager: 6. Reklameorgan (hvis det ikke er støttemodtageren selv, som
gennemfører kampagnen): II. Medfinansiering fra de pågældende erhvervskredse (i national valuta) 1. Samlede omkostninger ved den nu planlagte kampagne: 2. Finansiering ved direkte støtte fra medlemsstaten: 3. Omkostninger, som skal afholdes af de
pågældende ved opkrævning af skattelignende afgifter eller obligatoriske
bidrag: frivillige bidrag: 4. Hvis medfinansieringen fra erhvervet (punkt 3) udgør mindre
end 50% af kampagneomkostningerne, begrundes dette efter punkt 4 i
rammeordningen: III. Medlemsstatens garantier vedrørende den planlagte
foranstaltnings konkrete indhold: dispositioner, der er truffet for at hindre
reklame, der 1. er negativ og strider mod EØF-Traktatens artikel 30 (punkt
2.1 i rammeordningen): 2. er tilrettelagt for bestemte virksomheder (punkt 2.2 i
rammeordningen): IV. Detaljeret positiv begrundelse for støtten efter et eller
flere af de under punkt 3 i rammeordningen anførte kriterier: V. Supplerende bemærkninger (valgfrit): 1) Efter punkt 5.1.1 i rammeordningen
betragter Kommissionen kun meddelelser i overensstemmelse med dette skema som
gyldige efter EØF-Traktatens artikel 93, stk. 3. 2) Det er underforstået, at det kan dreje sig enten om en
specifik eller en ad hoc aktion for en sektor eller om en aktion, der er
sammensat af flere foranstaltninger og/eller vedrører flere
produktsektorer, men danner en helhed med hensyn til målet og den
fulgte strategi. Når medlemsstaten giver meddelelse om en sådan
samling foranstaltninger, skal komplementariteten mellem dem fremgå af
beskrivelsen. I alle tilfælde skal meddelelsen ifølge dette
skema uden nødvendigvis at angive det præcise indhold af hvert
reklamebudskab, der rettes til forbrugerne, på passende måde
bestemt efter den pågældende sag vise, at rammebestemmelserne
overholdes.
Bilag 2 Meddelelse fra Kommissionen vedrørende statslig
medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter og
fiskerivarer (86/C 272/03) Generaldirektoratet for landbrug tilsendte den 18. februar
1985 EF-medlems-staternes faste repræsentationer en skrivelse
vedrørende medlemsstaternes medvirken ved salgsfremmende
foranstaltninger for landbrugsprodukter med særlig henvisning til, at
Domstolen i sag 222/82 (Apple and Pear Development Council) havde afgjort, at
sådan reklamevirksomhed i visse tilfælde ville være i strid
med artikel 30. Medlemsstaternes regeringer blev opfordret til at give
oplysninger om dens medvirken i sådanne reklamefremstød, og
disse oplysninger blev givet. Ni ud af ti medlemsstater, som Kommissionen
henvendte sig til, tilkendegav, at de offentlige myndigheder var involveret i
reklamefremstød for landbrugsprodukter på deres hjemmemarked, og
de hævdede alle, at de kampagner, de medvirkede til, ikke overskred de
grænser, som Domstolen satte i sag 222/82. Efter at have modtaget medlemsstaternes svar har
Kommissionen gennemgået et repræsentativt udvalg af
reklamematerialet. Den har bemærket, at der lægges stor
vægt på det pågældende produkts nationale oprindelse,
især ved brug af medlemsstatens navn, flag eller andet nationalt
symbol. Kommissionen har også bemærket, at i nogle
lande reklameres der for fiskerivarer i lighed med landbrugsprodukter. Selv om Kommissionen erkender, at medlemsstaternes
medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter og
fiskerivarer kan være fordelagtige med hensyn til Fællesskabets
politik i de pågældende sektorer, frygter den, at nogle af de
kampagner, der i øjeblikket føres på medlemsstaternes
områder, kan gå ud over, hvad Domstolens retspraksis
tillader. Kommissionen har derfor fundet det rigtigt at udstikke
retningslinjer for medlemsstaterne på dette felt - jf. bilag. Det er
Kommissionens opfattelse, at hvis disse retningslinjer følges med
hensyn til reklamefremstød for landbrugsprodukter og fiskerivarer, vil
overtrædelse af EØF-traktatens artikel 30 ikke komme på
tale. Kommissionen må forbeholde sig ret til at udstikke
andre retningslinjer i fremtiden, hvis omstændighederne kræver
det, og til at indlede proceduren i artikel 169 i tilfælde af
reklamefremstød, som er i strid med artikel 30. Denne meddelelse berører ikke Kommissionens
stilling med hensyn til andre aspekter af EF-retsforskrifterne på
området, navnlig EØF-traktatens bestemmelser vedrørende
statsstøtte.
RETNINGSLINJER FOR GENNEMGANGEN AF STATSSTØTTE TIL
FISKERI- OG AKVAKULTURSEKTOREN (97/C 100/05) (EØS-relevant tekst)
Bevarelsen af et system med fri konkurrence uden
konkurrenceforvridninger er et af grundprincipperne i Det Europæiske
Fællesskab. Fællesskabets politik for statsstøtte tager
sigte på at sikre fri konkurrence, effektiv fordeling af ressourcerne
og bevarelse af fællesmarkedets enhed. Siden fællesmarkedet blev
oprettet, har Kommissionen derfor altid udvist særlig
påpasselighed på dette område.
Formålet med den fælles fiskeripolitik er at
skabe de nødvendige betingelser for fiskerisektorens levedygtighed og
udvikling. Markedsordningen stabiliserer priserne og harmoniserer
fællesmarkedet. Reglerne for udøvelse af fiskeri giver sikkerhed
for en bedre udnyttelse af de disponible ressourcer med henblik på at
bevare dem på et optimalt niveau samtidig med, at fiskerne garanteres
en relativ stabilitet i adgangen til disse ressourcer; disse foranstaltninger
suppleres med internationale aftaler, der giver mulighed for at opretholde
eller endog udvide adgangen til ressourcer uden for Fællesskabets
farvande. Endvidere er formålet med integreringen af
fiskeristrukturforanstaltningerne i strukturfondene at sikre den strukturelle
tilpasning, der er nødvendig for at nå den fælles
fiskeripolitiks målsætning, ved at gøre støtte til
sektoren betinget af, at målsætningen, som er ligevægt
mellem ressourcer og udnyttelse, følges.
Derfor har statsstøtte kun en berettigelse, hvis
der ved støttens ydelse tages hensyn til målsætningen for
den nævnte politik.
Det er i forhold til denne situation, at Kommissionen vil
forvalte de undtagelser fra princippet om statsstøttes uforenelighed
med fællesmarkedet (EF-traktatens artikel 92, stk. 1), der er omhandlet
i EF-traktatens artikel 92 stk. 2 og 3, og i
gennemførelsesbestemmelser hertil.
Nærværende retningslinjer gælder for
hele fiskerisektoren og omfatter udnyttelse af levende vandressourcer og
akvakultur samt de midler, der anvendes ved produktion, forarbejdning og
afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter, med undtagelse af
aktiviteter af rekreativ eller sportsmæssig, ikke-kommerciel art.
I forbindelse med beslutningerne om tilladelse til
statsstøtte kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om at sende
rapporter om anvendelsen af hver enkelt foranstaltning. Kommissionen
gør opmærksom på, at disse rapporter er en betingelse for
at få tilladelse til at yde støtte. På grundlag af
rapporterne kan det kontrolleres, om støtten er blevet ydet i
overensstemmelse med Kommissionens tilladelse og EF-reglerne, og at den ikke
er blevet anvendt på uberettiget måde.
For at sikre, at fællesmarkedet fungerer efter
hensigten, ser Kommissionen sig i medfør af EF-traktatens artikel 93,
stk. 1, foranlediget til at foreslå medlemsstaterne, at de for de
eksisterende støtteordninger på området anvender de
kriterier, der er fastlagt i nærværende retningslinier.
Nærværende retningslinjer erstatter dem, der
blev udarbejdet i 1994 som følge af fastlæggelsen af den
fælles fiskeripolitik bl.a. ved vedtagelsen af Rådets forordning
(EF) nr. 1624/95 1) og Rådets forordning (EF) nr.
2719/95 2) om ændring af forordning (EF) nr. 3699/93 om
kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri,
akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og
akvakulturprodukter.
1.1 Disse retningslinjer vedrører alle foranstaltninger, som for
en eller flere virksomheder indebærer en finansiel fordel af enhver
art, der direkte eller indirekte finansieres via budgetmidler, som står
til rådighed for offentlige myndigheder (nationale, regionale eller
lokale myndigheder). Støtten kan bl.a. være
kapitaloverførsler, lån til nedsat rente eller
rentegodtgørelser, visse former for offentlige kapitalindskud i
virksomheder, støtte, der finansieres ved hjælp af
formålsbestemte afgiftsprovenuer, samt støtte, der ydes i form
af statsgaranti for banklån eller i form af skatte- og
afgiftsnedsættelser eller -fritagelse, herunder fremskyndede
afskrivninger og nedsættelser af socialsikringsbidrag.
Alle disse foranstaltninger er omfattet af begrebet statsstøtte
som defineret i traktatens artikel 92, stk. 1.
Støtten må ikke have bevarende karakter; den skal
tværtimod virke befordrende for en rationalisering og en
effektivisering af produktionen og afsætningen af fiskerivarer, der
skal lette og fremskynde processen for sektorens tilpasning til den nye
situation, den står overfor.
Støtten skal mere konkret stimulere til gennemførelse af
udviklings- og tilpasningsforanstaltninger, som de normale
markedsvilkår ikke alene kan bringe i stand som følge af
sektorens stive struktur og virksomhedernes begrænsede
finansieringsevne. Den skal føre til varige forbedringer,
således at fiskerisektoren kan fortsætte med at udvikle sig alene
på basis af sin indtjening på markedet. Støtten må
derfor tidsbegrænses, så den kun ydes i den tid, der er
nødvendig til at gennemføre de ønskede forbedringer og
tilpasninger.
- De nationale støtteordninger må ikke være til
hinder for anvendelsen af reglerne i den fælles fiskeripolitik. Det
skal således bl.a. anføres, at eksportstøtte og
støtte i samhandelen med fiskerivarer inden for Fællesskabet
under alle omstændigheder er uforenelig med
fællesmarkedet.
De dele af den fælles fiskeripolitik, der ikke kan betragtes
som fastlagt i udtømmende forskrifter, f.eks. på det
strukturpolitiske område, kan stadig berettige til statsstøtte,
forudsat at støtten udformes under hensyntagen til
målsætningen for de fælles forskrifter, så der ikke
opstår risiko for, at disses fulde virkning trues eller svækkes;
sådanne foranstaltninger skal derfor indgå i de
programmeringsordninger, der omhandles i fællesskabsforskrifterne.
Statsstøtte, der ydes uden krav om en forpligtelse fra
modtagernes side, og som har til formål at forbedre deres
driftsøkonomi (jf. dog punkt 2.10.2), og som andrager beløb,
der er afpasset efter de producerede eller afsatte mængder, varernes
pris, produktionsanlægget eller produktionsmidlerne, og som endelig kun
bevirker en nedsættelse af modtagernes produktionsomkostninger eller en
forbedring af deres indkomst, er, hvis den antager form af støtte til
driften, uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen vil i hvert enkelt
tilfælde undersøge disse former for støtte, når de
er direkte forbundet med en omstruktureringsplan, der skønnes at
være forenelig med fællesmarkedet.
1.3. Ved gennemgangen af støtten anvendes der værdier, der
udtrykkes i bruttosubventionsækvivalenter. Der tages dog hensyn til
alle elementer, der giver mulighed for at evaluere modtagerens reelle
(netto)fordel.
Ved vurderingen af enhver statsstøtteordning tages der hensyn
til den kumulative effekt for modtageren af alle interventioner, der har
karakter af støtte, ydet af offentlige myndigheder i henhold til
fællesskabsbestemmelserne eller nationale, regionale og lokale
bestemmelser, herunder bestemmelser til fremme af regionaludvikling.
Hvis EF's disponible finansielle midler ikke er tilstrækkelige
til medfinansiering af støtteberettigede interventioner, kan den
samlede statsstøtte eventuelt lægges sammen med EF-tilskuddet,
når blot den samlede støttesats, der er fastsat i EF-reglerne,
ikke overskrides.
1.4. Statsstøtte, der finansieres ved hjælp af
skattelignende afgifter, der pålægges andre varer end den
pågældende medlemsstats varer, skal betragtes som uforenelig med
fællesmarkedet. I betragtning af de særlige aspekter ved visse
aktiviteter inden for fiskeri- og akvakultursektoren vil de
støtteordninger, der finansieres ved hjælp af særlige
afgifter, f.eks. skattelignende afgifter, imidlertid blive undersøgt i
hvert enkelt tilfælde i lyset af de kriterier, der er opstillet af
Domstolen, og under hensyntagen til Fællesskabets internationale
forpligtelser.
1.5. Ved brev af 21. december 1978 3) meddelte Kommissionen
medlemsstaterne de samordningsprincipper, som den vil anvende på
gældende eller kommende støtteordninger i Fællesskabets
regioner. Disse principper, som der er redegjort for i den
pågældende meddelelse, finder ikke anvendelse på produkter
i EF-traktatens bilag II, for så vidt angår anvendelsen af
artikel 92, stk. 3, litra c), og derfor vil de dele af de regionale
støtteordninger, der vedrører fiskerisektoren, blive
gennemgået på grundlag af nærværende
retningslinjer
Derimod gælder den metode, der følges ved anvendelse af
artikel 92, stk. 3, litra a), for produkter i EF-traktatens bilag II. I dette
tilfælde er de samordningsprincipper, der skal følges, fastlagt
i Kommissionens meddelelse vedrørende metoden for anvendelse af
EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på
regionalstøtte 4) .
1.6. De kategorier af støtte til fiskeri- og akvakultursektoren,
som ikke er omfattet af disse retningslinjer, undersøges af
Kommissionen i hvert enkelt tilfælde i lyset af den fælles
fiskeripolitiks mål og EF-traktatens artikel 92 og 93.
Samme procedure anvendes for støtteforanstaltninger, som
medlemsstaterne påtænker at iværksætte i
medfør af artikel 16, stk. 2, i forordning (EF) nr. 3699/93.
1.7. Kommissionen vil fortsat supplere eller ændre disse
retningslinjer, efterhånden som den vinder erfaringer under den
løbende gennemgang af statsstøtteordningerne og på
baggrund af den gradvise udvikling i den fælles fiskeripolitik.
2.1.1. Støtte til uddannelse og konsulentvirksomhed
Støtte til faglig og økonomisk uddannelse af
erhvervsudøvere og støtte til udbredelse af ny teknologi og
teknisk eller økonomisk bistand betragtes som forenelig med
fællesmarkedet, forudsat at den kun tilsigter at forbedre
støttemodtagernes kundskaber for dermed at sætte dem i stand til
at udøve deres erhverv mere effektivt.
Støtte til forskning kan betragtes som
forenelig med fællesmarkedet, hvis den ydes under iagttagelse af
EF-rammebestemmelserne for statstøtte til forskning og
udvikling 5) , dog med forbehold af Kommissionens opfølgning
af disse rammebestemmelser (jf. brev til medlemsstaterne SG(96) D/7941 af 11.
september 1996).
2.1.3.1. Uanset bestemmelserne i artikel 12 i forordning (EF) nr.
3699/93 kan støtte til reklame i strengeste forstand, dvs. alle
foranstaltninger, der ved anvendelse af et kommunikationsmiddel har til
formål at opfordre forbrugerne til at købe en bestemt vare,
betragtes som forenelig med fællesmarkedet, forudsat at den omfatter en
eller flere af følgende foranstaltninger:
a) en samlet sektor, vare eller varegruppe, således at bestemte
virksomheder ikke begunstiges
c) reklame for fisk i almindelighed eller reklame
for arter, der ikke hidtil har været anvendt til konsum eller
kun i ringe omfang og ikke er underkastet kvantitative fangstrestriktioner,
og som tillader en fangstforøgelse
af midlertidig, især sæsonbestemt karakter for arter, der
er underkastet kvantitative restriktioner, og hvor udbuddet midlertidigt
overstiger efterspørgslen
b) betingelserne for tildeling af støtten svarer til dem, der er
fastsat i bilag III til ovennævnte forordning, og er mindst lige
så strenge.
2.1.3.3. Støttesatsen, udtrykt i subventionsækvivalenter,
må ikke overstige den samlede sats for statsstøtte og
EF-støtte, som er tilladt i henhold til bilag IV til forordning (EF)
nr. 3699/93.
Støtte, der ydes med henblik på at opnå en bedre
udnyttelse af virksomhedernes udstyr, bl.a til rådgivning inden for den
økonomiske og tekniske forvaltning samt inden for edb, er i princippet
forenelig med fællesmarkedet.
2.2.1. Støtte til endelig oplægning af
fiskerfartøjer
Støtte til endelig oplægning af fiskerfartøjer,
der ikke er forbundet med indkøb eller bygning af et nyt
fartøj, er forenelig med fællesmarkedet, hvis betingelserne i
forordning (EF) nr. 3699/93 for ydelse af EF-støtte er til stede.
Når det drejer sig om fartøjer på under 25
bruttoregisterton (BRT) eller 27 bruttotons (GT), må der kun ydes
statsstøtte til ophugning.
Støtte til midlertidig oplægning af fiskerfartøjer
kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den skal
være en delvis kompensation for indkomsttab i forbindelse med en
midlertidig oplægning som følge af uforudsigelige begivenheder,
der ikke er tilbagevendende, og som skyldes biologiske forhold, jf. dog
bestemmelserne i næste afsnit.
Støtte til begrænsning af fiskeriet, der ydes for at
nå målene i de flerårige udviklingsprogrammer for
EF-fiskerflåden, er ikke forenelig med fællesmarkedet.
Der kan kun ydes støtte til bygning af fartøjer, der er
bestemt til EF-flåden, hvis støtten ydes inden for rammerne af
strukturbestemmelserne. Der kan ikke ydes støtte til værfterne
til bygning af sådanne fiskerfartøjer.
2.2.3.2. Støtte til modernisering af fiskerfartøjer i
aktivitet kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den
opfylder betingelserne i artikel 7 og 10 og i bilag III (punkt 1.4) i
forordning (EF) nr. 3699/93, og hvis skalaerne i bilag IV til
ovennævnte forordning overholdes, og den samlede statsstøtte
udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den
statsstøtte, som er fastsat i bilag IV til nævnte
forordning.
a) støtten omfatter fartøjer, for hvilke der er
påvist, at de kan udøve fiskeriaktiviteter mindst ti år
endnu, og som på købstidspunktet ikke er over ti år gamle,
med mulighed for dispensation i visse tilfælde, som behandles
særskilt
b) støtten skal sætte havfiskere i stand til at erhverve
sig fartøjer på delebasis, for at de kan bevare deres
arbejdsplads, eller give unge fiskere mulighed for at erhverve deres
første fartøj eller bruges til at erstatte et fartøj,
der er gået tabt f.eks. ved forlis, eller i andre lignende
tilfælde, som behandles særskilt
c) støtten udtrykt i subventionsækvivalenter overstiger
ikke halvdelen af den medfinansiering, der er fastsat i bilag IV, når
man følger den skala, som gælder for støtte til bygning
af fartøjer, og som er fastsat i nævnte bilag
d) eventuel støtte, som mindre end ti år tidligere er ydet
til bygning eller modernisering af det berørte fartøj eller til
tidligere køb af samme fartøj, tilbagebetales pro rata
temporis. Medlemsstaten kan dog undlade at kræve tilbagebetaling, hvis
erhververen selv opfylder støttebetingelserne og forpligter sig til at
overtage støttemodtagerens rettigheder og forpligtelser.
2.2.4. Støtte til fællesforetagender kan betragtes
som forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder betingelserne i
EF-reglerne (artikel 9 og bilag III i forordning (EF) nr. 3699/93), og hvis
skalaerne i bilag IV til ovennævnte forordning overholdes, og den
samlede støtte udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger
den statsttøtte, som er fastsat i bilag IV til nævnte
forordning.
2.2.6. Støtte til teknisk bistand på havet er
forenelig med fællesskabsmarkedet, så længe denne bistand
kun tager sigte på umiddelbare behov, som fiskerfartøjerne ikke
selv normalt er i stand til at dække med deres
forhåndenværende udstyr og proviantering.
2.2.7. Støtte til fiskeres aktiviteter i havne
Støtte til drift af havne samt støtte, der ydes direkte
eller indirekte til nedbringelse af de havneafgifter, som fiskere skal
betale, undersøges i hvert enkelt tilfælde.
2.2.8. Støtte til øget bevarelse og bedre forvaltning
af bestandene
Når en medlemsstat i henhold til Rådets forordning
(EØF) nr. 3094/86 af 7. oktober 1986 om fastlæggelse af tekniske
foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne (6) træffer
foranstaltninger til øget bevarelse og bedre forvaltning af bestandene
med det formål at begrænse fangsterne gennem tekniske
foranstaltninger, der går videre end de i nævnte forskrifter
fastsatte mindstekrav, kan statsstøtte til at fremme eller lette
iværksættelsen af sådanne foranstaltninger betragtes som
forenelig med fællesmarkedet, idet hvert enkelt tilfælde dog skal
undersøges for sig. Foranstaltningerne bør ikke gå
videre, end hvad der er strengt nødvendigt for at nå målet
for den tilstræbte bevarelse.
2.2.9. Støtte til bedre fiskerikontrol kan betragtes som
forenelig med fællesmarkedet på betingelse af, at hvert enkelt
tilfælde undersøges, og at støtten skal bruges til at
effektivisere de kontrolforanstaltninger, der er truffet i henhold til
Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en
kontrolordning under den fælles fiskeripolitik.
Hvis støtten vedrører investeringer, som i henhold til
ovennævnte forordning ikke er berettiget til EF-tilskud,
undersøger Kommissionen i hvert enkelt tilfælde, om den er
forenelig med den fælles fiskeripolitiks mål.
Støtte til faciliteter i fiskerihavne, der har til formål
at lette fiskerfartøjers fangstlandinger og proviantering, kan
betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis:
2.5. Støtte til indretning af kystnære
havområder
a) den omfatter kvalitetskontrol, der foretages i medfør af
bindende nationale bestemmelser eller EF-bestemmelser, og dækker
udelukkende de udgifter, der er nødvendige til det formål, eller
den omfatter foranstaltninger, der har til formål at fremme varernes
kvalitet, og den begrænser sig til rådgivning af virksomhederne,
fremme af kvalitetsmærker og overvågning af foranstaltninger
på frivilligt grundlag
b) den ydes uden forskel til de omhandlede varer, der skal
afsættes i den pågældende medlemsstat.
Støtte, der har til formål at forbedre eller
støtte driften af producentsammenslutninger eller -grupper, bortset
fra producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til Rådets
forordning (EØF) nr. 3759/92, er uforenelig med
fællesmarkedet.
Støtte til erhversorganisationer, der ikke er anerkendt i
henhold til EF-reglerne, kan betragtes som forenelig med
fællesmarkedet, hvis støtten ikke overstiger 80 % af
støtten til erhvervsorganisationer, som er anerkendt af EF.
Støtte til foranstaltninger, der iværksættes af
erhvervsdrivende, kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis
den ydes til foranstaltninger af kollektiv interesse og begrænset
varighed, og hvis den bidrager til, at den fælles fiskeripolitiks
mål nås.
Investeringsstøtte til erhvervsfiskeri i ferskvand
(udsætning af fisk, genskabelse af fiskebestanden, indretning af
vandløb og damme) kan betragtes som forenelig med
fællesmarkedet.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 9. juni 1999, den 9. juni 1999
/Henrik Dam Kristensen Søren Sørensen/
Bilag A til bekendtgørelsens bilag 1
Meddelelse efter EØF-Traktatens artikel 93, stk. 31), om planlagt støtte til en reklamekampagne for landbrugsprodukter eller tilsvarende produkter, der ikke henhører under Traktatens bilag II (Der anvendes et særskilt skema for hver enkelt kampagne2)
I. Planlagt reklamekampagne
- Medlemsstat:
- Produkt:
- Beskrivelse af den planlagte kampagne(2) og oplysning om dens varighed, idet der i givet fald henvises til en tidligere tilsvarende kampagne:
- Geografisk aktionsområde (hvilket eller hvilke områder), medlemsstatens eget område eller hvilke andre medlemsstater, hvilket eller hvilke tredjelande?:
- Støttemodtager:
- Reklameorgan (hvis det ikke er støttemodtageren selv, som gennemfører kampagnen):
II. Medfinansiering fra de pågældende erhvervskredse
(i national valuta)
- Samlede omkostninger ved den nu planlagte kampagne:
- Finansiering ved direkte støtte fra medlemsstaten:
- Omkostninger, som skal afholdes af de pågældende
ved opkrævning af skattelignende afgifter eller obligatoriske bidrag:
frivillige bidrag:
- Hvis medfinansieringen fra erhvervet (punkt 3) udgør mindre end 50% af kampagneomkostningerne, begrundes dette efter punkt 4 i rammeordningen:
III. Medlemsstatens garantier vedrørende den planlagte foranstaltnings konkrete indhold: dispositioner, der er truffet for at hindre reklame, der
- er negativ og strider mod EØF-Traktatens artikel 30 (punkt 2.1 i rammeordningen):
- er tilrettelagt for bestemte virksomheder (punkt 2.2 i rammeordningen):
IV. Detaljeret positiv begrundelse for støtten efter et eller flere af de under punkt 3 i rammeordningen anførte kriterier:
V. Supplerende bemærkninger (valgfrit):
- Det er underforstået, at det kan dreje sig enten om en specifik eller en ad hoc aktion for en sektor eller om en aktion, der er sammensat af flere foranstaltninger og/eller vedrører flere produktsektorer, men danner en helhed med hensyn til målet og den fulgte strategi. Når medlemsstaten giver meddelelse om en sådan samling foranstaltninger, skal komplementariteten mellem dem fremgå af beskrivelsen. I alle tilfælde skal meddelelsen ifølge dette skema uden nødvendigvis at angive det præcise indhold af hvert reklamebudskab, der rettes til forbrugerne, på passende måde bestemt efter den pågældende sag vise, at rammebestemmelserne overholdes.
Bilag A til bekendtgørelsens bilag 2
Retningslinjer for medlemsstaternes medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter og fiskerivarer aspekter i forbindelse med artikel 30
- Indledning
Det fremgår klart af Domstolens retspraksis, især i sag 249/81 (»buy Irish«) og 222/82 (Apple and Pear Development Council), at medlemsstaternes direkte eller indirekte medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter på deres hjemmemarked kan indebære overtrædelse af EØF-traktatens artikel 30, hvis visse kriterier ikke er opfyldt. Kommissionen er opmærksom på, at der for tiden løber mange sådanne kampagner i Fællesskabet, og den finder det rigtigt at udstede nedenstående retningslinjer til medlemsstaterne.
Ved fortolkningen af disse retningslinjer skal hensigten eller den indirekte hensigt med reklamemateriale bedømmes ud fra det »budskab«, materialet formidler i tekst eller billeder.
- Retningslinjer
2.1. Salgsfremmende foranstaltninger, som der helt klart ikke kan rettes indvendinger imod i medfør af artikel 30.
2.1.1. Eksportfremmende kampagner, som direkte eller indirekte tilrettelægges af en medlemsstat på en anden medlemsstats marked.
2.1.2. Salgsfremmende kampagner, som tilrettelægges på en medlemsstats hjemmemarked, og som reklamerer for produktet ganske generelt uden nogen henvisning til dets nationale oprindelse.
2.1.3. Kampagner på hjemmemarkedet, der reklamerer for særlige produktkvaliteter eller sorter, selv om de er typiske for den nationale produktion (der er her tale om kampagner, hvor der ikke er nogen speciel henvisning til produktets nationale oprindelse på anden måde, end hvad der fremgår af henvisninger til de pågældende kvaliteter eller sorter eller til den normale beskrivelse af produktet).
2.2. Salgsfremmende foranstaltninger, som er en klar overtrædelse af artikel 30.
2.2.1. Salgsfremmende kampagner, hvor forbrugerne tilrådes at købe indenlandske produkter, simpelthen fordi de er af national oprindelse.
2.2.2. Salgsfremmende kampagner, der går ud på at få forbrugerne til at lade være med at købe produkter fra andre medlemsstater, eller som forklejner sådanne produkter i forbrugernes øjne (negativ reklame).
Direkte udtalelser om en medlemsstats produkt bør ikke være således udformet, at det er underforstået, at en anden medlemsstats produkter nødvendigvis er ringere.
2.3. Salgsfremmende kampagner på en medlemsstats hjemmemarked, som der på grund af henvisninger til produkternes nationale oprindelse kan rettes indvendinger imod ifølge artikel 30, medmindre visse betingelser iagttages.
2.3.1. Salgsfremmende kampagner, som fremhæver sort eller kvalitet af produkter produceret i en medlemsstat, er i praksis ikke begrænset til nationale eller regionale specialiteter, og i mange tilfælde fremhæves de særlige kvaliteter ved produkter produceret i en medlemsstat og deres nationale oprindelse, skønt de samme produkter og kvaliteter produceres andetsteds.
Hvis der lægges urimelig vægt på, at det produkt, kampagnen drejer sig om, er af national oprindelse, kan der være tale om overtrædelse af artikel 30. Kommissionen opfordrer derfor medlemsstaterne til at drage ganske særlig omsorg for, at nedenstående retningslinjer følges omhyggeligt.
Det må gerne fremgå ved tekst eller symbol, hvilket land der er producentlandet, forudsat at der er et rimeligt forhold mellem omtalen af henholdsvis produktkvalitet og -sort og produktets nationale oprindelse. Henvisninger til national oprindelse bør komme i anden række i forhold til det budskab, kampagnen giver forbrugerne, og ikke være hovedårsagen til, at man tilråder forbrugerne at købe produktet.
2.3.2. De produktkvaliteter, som det er tilladt at nævne, omfatter smag, aroma, friskhed, modenhed, prisværdi, næringsværdi, sorter på markedet og brugbarhed (opskrifter osv.). Udtryk som »bedst«, »mest velsmagende« og »fineste« eller »det helt rigtige« eller kampagner, som takket være omtale af produktets oprindelse medfører, at det sælger bedre end andre medlemsstaters produkter, bør undgås. Der bør kun henvises til kvalitetskontrol, hvis der virkelig er tale om en objektiv kontrolordning.
2.3.3. Nogle salgsfremmende foranstaltninger, der omtaler landbrugsprodukters nationale oprindelse, kan - selv om de opfylder ovennævnte kriterier - alligevel udgøre en overtrædelse af EØF-traktatens artikel 30, hvis de går ud på, at en medlemsstat tilsigter at lade et indenlandsk produkt træde i stedet for et produkt indført fra andre medlemsstater (jf. sag 249/81 Kommissionen/Irland (1982), sml. nr. 23)1) . En sådan hensigt kan f.eks. udledes af hovedindholdet i en bestemt salgsfremmende kampagne.
- RGC, s. 4005 ff., særlig s. 4022, bevæggrund 23.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999