Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand
BEK nr 448 af 10/06/1999
§ 1
Denne bekendtgørelse indeholder nærmere bestemmelser om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i børnehaveklasser og folkeskolens 1.-10. klassetrin. Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand gives til elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning.
Formålet med specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand er at fremme udviklingen hos elever med særlige behov i overensstemmelse med de krav, der er angivet i folkeskoleloven, herunder at eleverne ved skolegangens ophør har forudsætninger for fortsat uddannelse, erhvervsmæssig beskæftigelse eller anden beskæftigelse.
§ 2
Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand omfatter:
- Undervisning i folkeskolens fag og fagområder tilrettelagt under særlig hensyntagen til de pågældende elevers indlæringsforudsætninger.
- Undervisning og træning i funktionsmåder og arbejdsmetoder, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af psykiske, fysiske eller sensoriske funktionsvanskeligheder.
- Specialpædagogisk rådgivning til forældre, lærere eller andre personer, hvis indsats har væsentlig betydning for elevens udvikling.
- Særlige undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med undervisningen af eleven.
- Personlig assistance, der kan hjælpe eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.
- Særligt tilrettelagte aktiviteter, der kan gives i tilslutning til elevens specialundervisning.
§ 3
Hvis det antages, at en elev har særlige undervisningsbehov, som ikke kan opfyldes inden for rammerne af den almindelige undervisning, eller hvis elevens skolesituation i øvrigt giver anledning til alvorlig bekymring, indstilles eleven til en pædagogisk-psykologisk vurdering. Indstilling afgives af:
Indstillingen afgives gennem skolens leder. Skolelederen kan endvidere selv afgive indstilling om en pædagogisk-psykologisk vurdering på grundlag af oplysninger, der foreligger i forbindelse med indskrivningen af en elev.
Forældrene eller eleven kan anmode om en pædagogisk-psykologisk vurdering.
Indstilling om en pædagogisk-psykologisk vurdering, jf. stk. 1 og 2, afgives efter samråd med forældrene og eleven. Modsætter forældrene sig, at der foretages en pædagogisk-psykologisk vurdering, kan der kun afgives indstilling herom, hvis skolens leder anser det for absolut påkrævet, at der foretages en vurdering af elevens behov for specialundervisning.
- Klasselæreren, eventuelt på initiativ af elevens øvrige lærere eller andre af skolens medarbejdere med tilknytning til eleven.
- Skolesundhedstjenesten (skolelægen), hvis denne har kendskab til psykiske, fysiske eller sensoriske funktionsvanskeligheder hos eleven, som giver grund til at formode, at eleven har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.
Den pædagogisk-psykologiske vurdering skal resultere i en udtalelse til skolens leder om, hvorvidt eleven har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Er dette tilfældet, skal udtalelsen indeholde et forslag til den nærmere ordning af den specialpædagogiske bistand. I modsat fald kan udtalelsen ledsages af en vejledning til de lærere eller andre, der har afgivet indstilling med angivelse af, hvilke foranstaltninger der må anses for hensigtsmæssige til forbedring af elevens situation.
Udtalelsen, jf. stk. 5, kan indeholde en rapport til skolens leder vedrørende den foretagne pædagogisk-psykologiske vurdering. Der skal udarbejdes en rapport, hvis forældrene ønsker det.
Den pædagogisk-psykologiske vurdering skal efter samråd med forældrene suppleres med udtalelser fra andre sagkyndige i fornødent omfang.
Forslag efter stk. 5 afgives efter samråd med forældrene og eleven. Kan der ikke opnås enighed med forældrene, skal den pædagogisk-psykologiske udtalelse redegøre herfor samt for, hvorvidt den foreslåede specialundervisning eller anden specialpædagogiske bistand vurderes at være absolut påkrævet.
Beslutning om at iværksætte specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand efter folkeskolelovens § 20, stk. 1, træffes af skolens leder. Foreligger der ikke tilslutning fra forældrene, kan der kun iværksættes specialundervisning, såfremt skolens leder finder, at specialundervisning er absolut påkrævet af hensyn til elevens udvikling. Der skal desuden lægges betydelig vægt på forældrenes ønsker med hensyn til den nærmere tilrettelæggelse af specialundervisningen.
Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at henvise en elev til specialundervisning i en anden skole i kommunen end distriktsskolen. Kommunalbestyrelsen kan også henvise elever til specialklasser eller specialskoler i en skole i en anden kommune, som elevens bopælskommune har indgået overenskomst med vedrørende specialundervisning. Forældrenes og elevens ønske med hensyn til den skolemæssige placering skal så vidt muligt følges.
Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om henvisning af en elev til specialundervisning i et dagbehandlingstilbud eller i et anbringelsessted, jf. § 7, nr. 4, og § 18, samt folkeskolelovens § 20, stk. 3, og § 22, stk. 5.
Forældrene skal orienteres om alle indstillinger, rapporter og beslutninger om iværksættelse af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, jf. stk. 1-11.
§ 4
Specialundervisning efter § 7, nr. 1-3, kan iværksættes uden iagttagelse af den i § 3 angivne fremgangsmåde, hvis eleven befinder sig i en særlig vanskelig situation, der nødvendiggør en øjeblikkelig indsats fra skolens side. Der skal dog snarest ske samråd med forældrene og foretages en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis den etablerede specialundervisning skønnes at ville strække sig over mindst 3 uger (15 skoledage).
§ 5
Hvis eleven skønnes at have behov for vidtgående hensyntagen eller støtte, jf. § 3, stk. 5, og folkeskolelovens § 20, stk. 2, forelægger skolens leder efter samråd med forældrene, jf. § 3, stk. 9, forslag herom for kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om indstilling til amtsrådet om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskolelovens § 20, stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager kommunalbestyrelsen de opgaver og beføjelser, som efter reglerne i denne bekendtgørelse er henlagt til amtsrådet.
Amtsrådet træffer, under hensyn til kommunens indstilling og eventuelt efter indhentet udtalelse fra særligt sagkyndige, beslutning om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskolelovens § 20, stk. 2.
Amtsrådet kan træffe beslutning om at henvise eleven til en amtskommunal specialskole eller indgå aftale med fx en kommune, en anmeldt fri grundskole, en godkendt efter-, husholdnings- eller håndarbejdsskole eller med et andet amtsråd om at udføre undervisningen.
Amtsrådet kan træffe beslutning om henvisning af en elev til specialundervisning i et dagbehandlingstilbud eller i et anbringelsessted, jf. § 7, nr. 4, og § 18, samt folkeskolelovens § 20, stk. 3, og § 22, stk. 6.
Amtsrådet skal ved sin beslutning om den nærmere ordning af undervisningen lægge betydelig vægt på forældrenes ønsker. Forældrenes og elevens ønsker med hensyn til den skolemæssige placering skal så vidt muligt følges. Henvisning til specialundervisning i kostskoleform forudsætter samtykke fra forældrene og eleven, medmindre henvisningen finder sted i medfør af folkeskolens § 22, stk. 5 og 6. Bestemmelsen i § 3, stk. 12, finder tilsvarende anvendelse ved iværksættelse af vidtgående specialundervisning.
§ 6
Kommunen henholdsvis amtskommunen følger udviklingen hos elever, der er henvist til specialundervisning, og tager mindst en gang om året stilling til, om specialundervisningen bør fortsætte, ændres eller ophøre.
Beslutning om fortsættelse, ændring eller ophør af specialundervisningen træffes for så vidt angår undervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 1, af skolens leder på grundlag af pædagogisk-psykologisk rådgivning, og af amtsrådet for så vidt angår undervisning efter § 20, stk. 2. Beslutningerne træffes i samråd med forældrene.
§ 7
Specialundervisningen kan gives på følgende måder:
- Eleven bevarer tilhørsforholdet til den almindelige klasse, men således
a) at eleven modtager specialundervisning i et eller flere fag som supplement til den almindelige undervisning, eller
b) at specialundervisning træder i stedet for elevens deltagelse i den almindelige undervisning i et eller flere fag.
- Elevens tilhørsforhold til den almindelige klasse ophører, idet hele undervisningen gives i en specialklasse, der er placeret enten på en almindelig folkeskole eller på en specialskole, herunder en kostskole.
- Eleven har et tilhørsforhold enten til en almindelig klasse eller en specialklasse, men modtager undervisning i begge disse klasseformer.
- Eleven undervises i et dagbehandlingstilbud eller anbringelsessted, jf. § 3, stk. 11, og § 5, stk. 4.
§ 8
Bestemmelser om oprettelse af specialklasser og specialskoler optages i et bilag til vedtægten for styrelsen af kommunens skolevæsen. Det samme gælder oplysning om, hvilke dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder der er indgået overenskomst med, jf. § 18.
§ 9
For specialklasser eller andre alternativer til specialundervisning i de almindelige klasser, jf. § 7, nr. 4, fastsættes særlige timeplaner. Der kan endvidere udarbejdes særlige læseplaner.
Planerne skal omfatte de i folkeskolelovens § 5, stk. 1- 4, og § 8 nævnte fag. Undervisningen kan dog gives eleverne på andre klassetrin end nævnt i de anførte bestemmelser.
Den pågældende skolemyndighed kan tillade, at bestemmelserne i folkeskolelovens § 16, stk. 1 om den ugentlige undervisningstid fraviges af hensyn til en befordringsordning, der er fælles for flere klassetrin, men således, at timetallet på et eller flere højre klassetrin kan være lavere end angivet i bekendtgørelsen mod, at timetallet forhøjes tilsvarende på et eller flere lavere klassetrin.
På 8. og 9. klassetrin kan det fastsættes, at uddannelses- og erhvervsorientering gives som et selvstændigt obligatorisk fag.
På 8.-10. klassetrin kan det fastsættes, at eleverne i en længere periode udsendes i arbejdspraktik i virksomheder eventuelt således, at elevernes undervisningstimetal med forældrenes tilslutning nedsættes til mindst 10 ugentlige timer i en sådan periode.
Amtsrådet kan godkende, at der tilbydes elever, der modtager specialundervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 2, undervisning i 11 år.
§ 10
Undervisningstiden for elever, der modtager specialundervisning, kan med forældrenes samtykke overstige de i folkeskolelovens § 16, stk. 3 og 4, fastsatte maksimale timetal.
En elev kan i ganske særlige tilfælde med kommunalbestyrelsens/amtsrådets godkendelse midlertidigt modtage al undervisning som enkeltmandsundervisning. Undervisningstimetallet kan i så fald nedsættes under det i folkeskolelovens § 16, stk. 1, anførte laveste timetal. Timetallet kan endvidere i andre tilfælde med forældrenes tilslutning nedsættes, hvis elevens helbred ifølge lægeerklæring ikke tillader gennemførelse af fuld undervisning.
§ 11
Har en elev usædvanligt store vanskeligheder i et fag, således at det ikke skønnes hensigtsmæssigt at give eleven specialundervisning i faget, kan eleven med forældrenes samtykke fritages for undervisning i dette fag, dog ikke for så vidt angår dansk og matematik. Afgørelse herom træffes af skolens leder på grundlag af en pædagogisk-psykologisk vurdering, jf. § 3. Hvis eleven er henvist til vidtgående specialundervisning, skal en eventuel fritagelse være indeholdt i beslutningsgrundlaget. Det er en betingelse, at eleven får anden undervisning i timerne for det pågældende fag, jf. dog § 20, stk. 2.
§ 12
Karaktergivning kan efter aftale med eleven og forældrene i et eller flere af de fag, som folkeskolelovens § 13 omfatter, erstattes af en skriftlig udtalelse om elevens standpunkt. Udtalelsen skal bygge på, i hvor høj grad eleven har nået de opstillede mål for undervisningen i de enkelte fag.
§ 13
Hvis karaktergivning i medfør af § 12 erstattes af en skriftlig udtalelse, medtages denne på elevens afgangsbevis.
§ 14
Flytter en elev, der får specialundervisning til en anden skole, herunder til et andet undervisningstilbud uden for folkeskolen, skal skolen orienteres om, under hvilken form specialundervisningen har fundet sted, og skolen kan med forældrenes tilslutning rekvirere rapport og erklæringer m.v., der er udarbejdet i medfør af § 3.
Pædagogisk-psykologiske rapporter m.v. tilintetgøres, når de ikke længere har praktisk betydning, og senest når eleven efter undervisningspligtens ophør udskrives af folkeskolen eller af et undervisningstilbud uden for folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 22. Hvis eleven eller forældrene ønsker det, opbevares rapporten dog, indtil der er forløbet 10 år efter, at eleven er udskrevet af folkeskolen.
§ 15
Hvis en elev ved skolegangens ophør har behov for fortsat specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, specialkonsulentbistand, herunder kuratorbistand eller social rådgivning, orienterer kommunen eleven og forældrene om muligheden for at få denne bistand.
Kommunen skal i fornødent samarbejde med andre myndigheder medvirke til, at eleverne får mulighed for at udnytte deres erhvervsevne bedst muligt, tillige med at de orienteres om deres mulighed for yderligere uddannelse.
§ 16
Specialundervisningen varetages af lærere, der gennem særlig uddannelse, praktisk erfaring eller på anden måde har tilegnet sig de fornødne forudsætninger. I børnehaveklasser kan specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand tillige gives af pædagoguddannet personale med tilsvarende forudsætninger. Det samme gælder med hensyn til specialundervisning i et fag eller fagområder i tilfælde, hvor der i medfør af folkeskolelovens § 25, stk. 3, er etableret samordning af undervisningen i det pågældende fag eller fagområde.
Supplerende specialundervisning, jf. § 7, nr. 1, litra a, kan dog gives af lærere i det pågældende fag, normalt elevens lærer i faget, eller af klasselæreren.
Specialundervisning i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder, jf. § 7, nr. 4 og § 18, og anden specialpædagogisk bistand, jf. § 2, nr. 2, 5 og 6, kan dog også varetages af andet personale med forudsætninger for opgaven.
§ 17
Udgifterne til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i medfør af folkeskolelovens § 20, stk. 1, påhviler kommunen.
Udgifterne til specialundervisning og specialpædagogisk bistand i medfør af folkeskolelovens § 20, stk. 2, påhviler amtskommunen, bortset fra et af undervisningsministeren fastsat takstbeløb pr. elev, som afholdes af elevens hjemstedskommune.
De i stk. 2 nævnte udgifter påhviler dog kommunen for så vidt angår Københavns og Frederiksberg Kommuner.
§ 18
Henvisning af en elev til undervisning i et dagbehandlingstilbud eller anbringelsessted, jf. § 3, stk. 11, § 5, stk. 4, og § 7, nr. 4, er betinget af, at der på forhånd mellem dagbehandlingstilbudet eller anbringelsesstedet og den stedlige kommunalbestyrelse eller det stedlige amtsråd efter indstilling af den stedlige kommunale eller amtskommunale skolemyndighed er indgået en overenskomst om undervisningens omfang, indhold og tilrettelæggelse. Overenskomsten skal mindst omfatte følgende forhold:
Bestemmelserne i folkeskolelovens § 16, stk. 4 om det højeste daglige timetal kan fraviges ved overenskomster, jf. stk. 1.
Hvis en amtskommune efter bestemmelserne i lov om social service har oprettet en døgninstitution efter § 51 i lov om social service uden for egen amtskommune, kan den stedlige kommunale/amtskommunale skolemyndighed i overenskomsten med døgninstitutionen ikke fastlægge budgettet for undervisningen til et niveau, der overstiger niveauet for tilsvarende undervisningstilbud i den amtskommune, der har oprettet døgninstitutionen. Hvis flere amtskommuner har oprettet en døgninstitution, kan den stedlige kommunale/amtskommunale skolemyndighed i overenskomsten ikke fastlægge budgettet for undervisningen til et niveau, der overstiger det gennemsnitlige niveau for tilsvarende undervisningstilbud i de amtskommuner, der har oprettet døgninstitutionen.
- læse- og timeplaner,
- personalets kvalifikationer,
- tilsynsfunktionen og dens indhold,
- den pædagogisk-psykologiske betjening samt
- budgettet for undervisningen, jf. dog stk. 2.
§ 19
Klage over afgørelser truffet af de enkelte skoler vedrørende specialundervisning i medfør af folkeskolelovens § 20, stk. 1, kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. folkeskolelovens § 51, stk. 1. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. folkeskolelovens § 51, stk. 2.
Klage over amtsrådets afgørelser vedrørende vidtgående specialundervisning, kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for Undervisningsministeriet, jf. folkeskolelovens § 51, stk. 5.
§ 20
Undervisningsministeriet kan i særlige tilfælde fravige reglerne i bekendtgørelsen.
§ 21
Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. juni 1999.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand.
Undervisningsministeriet, den 10. juni 1999, den 10. juni 1999
/P.M.V.Ivan Sørensen Preben Bang-Jensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999