Bekendtgørelse om sikkerhedsgruppens arbejdsmiljøuddannelse
BEK nr 457 af 14/06/1999
§ 1
Formålet med arbejdsmiljøuddannelsen er at styrke det forebyggende arbejde og at effektivisere sikkerhedsorganisationens arbejde. Uddannelsen skal sikre, at medlemmerne af sikkerhedsgruppen erhverver sig den fornødne viden om arbejdsmiljø og om metoder til at varetage sikkerheds- og sundhedsmæssige opgaver, og skal medvirke til, at arbejdsmiljøarbejdet sker på en systematisk måde.
§ 2
Arbejdsmiljøuddannelsen består af en fælles, modulopbygget uddannelse på 5 moduler, så uddannelsen i alt er på 37 timer. Uddannelsen suppleres med en løbende opfølgning.
Sikkerhedsgruppens medlemmer har pligt til at deltage i den fastsatte uddannelse. Der udstedes et obligatorisk kursusbevis for gennemførelsen af uddannelsen.
§ 3
Kursusarrangører af arbejdsmiljøuddannelsen skal tilrettelægge de udbudte kurser således, at kursusdeltagerne undervises i,
I tilknytning til et kursus gennemføres en praktisk opgave, som kobler kursets indhold med den enkelte kursusdeltagers arbejde i sikkerhedsgruppen.
- de opgaver som sikkerhedsgruppen har i henhold til bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde,
- relationerne til andre arbejdsmiljøaktører, herunder bedriftssundhedstjeneste, branchearbejdsmiljøråd, Arbejdstilsynet m.v.,
- de strukturer på virksomheden, som sikkerhedsorganisationen indgår i og samarbejde i forbindelse hermed,
- hvordan det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i sikkerhedsgruppen skal planlægges og gennemføres på en effektiv og systematisk måde, herunder gennemførelse af arbejdspladsvurderinger, jf. bekendtgørelsen om arbejdets udførelse,
- principper for samarbejde, pædagogik og formidling.
§ 4
Arbejdsmiljøuddannelsen kan gennemføres i 5 sammenhængende moduler eller opdeles i adskilte moduler, hvoraf minimum de 2 indledende moduler skal være sammenhængende.
Et samlet hold påbegynder og afslutter uddannelsen.
Undtagelsesvis vil en kursusdeltager kunne flyttes til et andet hold for at gennemføre resterende moduler på uddannelsen.
§ 5
Arbejdsmiljøuddannelsens modul 2, 3 og 4 kan foregå som fjernundervisning, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Der anvendes et afprøvet system, der er tilpasset arbejdsmiljøuddannelsen.
- Deltagerne i uddannelsen er fortrolige med at arbejde med informationsteknologi og har under kursusforløbet adgang til det nødvendige tekniske IT-udstyr.
- Underviserne har kontakt med og kan rådgive deltagerne, så længe kurset foregår.
§ 6
Kursusarrangører skal gennemføre undervisningen på de enkelte kurser for maksimalt 20 deltagere i egnede undervisningslokaler med nødvendige pædagogiske og tekniske hjælpemidler.
§ 7
Kursusarrangører skal anvende obligatorisk grundmateriale i undervisningen.
§ 8
Kursusarrangører af arbejdsmiljøuddannelsen skal udarbejde en uddannelsesplan for hver type af kursus, som skal indeholde:
- Oplysninger om forventet målgruppe, herunder eventuelt branchetilhørsforhold.
- Oplysninger om rækkefølgen af moduler og indholdet heri, jf. §§ 3-5.
- Oplysninger om formålet med de enkelte moduler.
- En beskrivelse af de pædagogiske principper og fremgangsmåder.
- En beskrivelse af hvorledes der gøres brug af undervisningsmaterialer.
- En beskrivelse af eventuel anvendelse af gæsteundervisere.
§ 9
Kursusarrangører har ansvaret for, at afholdte kurser bliver evalueret af deltagerne. Der skal i den forbindelse anvendes obligatoriske evalueringsskemaer.
Kursusarrangører udarbejder årligt en rapport på baggrund af de enkelte evalueringsskemaer. Rapporten indsendes til Arbejdsmiljørådets Service Center.
Arbejdsmiljørådets Service Center udarbejder en samlet rapport til Arbejdsmiljørådet på baggrund af det indsendte materiale fra kursusarrangørerne.
§ 10
En underviser i arbejdsmiljøuddannelsen skal være i besiddelse af virksomheds- og arbejdsmarkedskendskab, praktiske og teoretiske arbejdsmiljøfaglige kvalifikationer og pædagogiske kvalifikationer.
For undervisere er det obligatorisk at gennemgå et underviserkursus af 10 dages varighed med henblik på at målrette de generelle kvalifikationer mod varetagelsen af undervisning i arbejdsmiljøuddannelsen.
Underviseren skal herudover årligt gennemføre efteruddannelse svarende til 2 dage.
§ 11
Kursusarrangører skal til enhver tid overfor Arbejdstilsynet kunne dokumentere, at kravene angående uddannelsesplan, jf. § 8, og underviserkvalifikationer, jf. § 10, opfyldes.
Kursusarrangører skal inden kurserne iværksættes og herefter hvert andet år indsende uddannelsesplaner til Arbejdstilsynet.
Når Arbejdstilsynet har vurderet uddannelsesplaner og eventuelt yderligere dokumentation, jf. stk. 1, og fundet dokumentationen fornøden, kan kursusarrangører udstede obligatoriske kursusbeviser. Kursusarrangører modtager det obligatoriske materiale, der består af grundmateriale, kursusbeviser samt evalueringsskemaer fra Arbejdsmiljørådets Service Center.
Arbejdsmiljørådets Service Center registrerer hvilke kursusarrangører, der kan udstede obligatoriske kursusbeviser, og offentliggør hvilke kursusarrangører der ønsker at udbyde kurser.
Såfremt en kursusarrangør ikke opfylder dokumentationskravet i stk. 1, fortabes muligheden for udstedelse af obligatoriske kursusbeviser.
§ 12
Arbejdsgiveren skal senest 4 uger efter oprettelse af en sikkerhedsgruppe, hvor sikkerhedsgruppens medlemmer skal gennemgå arbejdsmiljøuddannelsen, tilmelde disse til uddannelsen. Tilmeldingsfristen er 2 uger for sikkerhedsgrupper på midlertidige arbejdssteder, herunder bygge- og anlægsområdet.
Uddannelsen skal være gennemført senest 8 måneder efter oprettelse eller genetablering af en sikkerhedsgruppe.
Medlemmer af en sikkerhedsgruppe, som efter 1. april 1991 har deltaget i den hidtil gældende generelle sikkerhedsuddannelse på 32 timer eller den reducerede sikkerhedsuddannelse på 16 timer, skal ikke gennemføre uddannelsen.
Medlemmer af en sikkerhedsgruppe, som har erhvervet en sikkerhedsuddannelse ved selvstudium, skal deltage i uddannelsen, når sikkerhedsgruppen etableres eller ændres ved nyvalg eller genvalg.
§ 13
Arbejdstilsynet kan efter indhentet udtalelse fra Det Centrale Sio-udvalg, jf. bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, fastsætte vejledende retningslinier om uddannelsens form, indhold, administration og underviserkvalifikationer.
§ 14
Arbejdstilsynet kan i enkelttilfælde, hvor særlige forhold foreligger, tillade fravigelser fra § 4 i bekendtgørelsen.
§ 15
Arbejdstilsynets afgørelser efter bekendtgørelsen kan påklages efter lov om arbejdsmiljø, jf. § 81.
§ 16
Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
- overtræder § 12, stk. 1 og stk. 2,
- undlader at efterkomme påbud, som Arbejdstilsynet har udstedt i henhold til § 12, stk. 1 og stk. 2.
§ 17
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1999.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 927 af 15. december 1998 om ændring af bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.
Arbejdsministeriet, den 14. juni 1999, den 14. juni 1999
/Ove Hygum Hanne Rathsach/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999