TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved Finansstyrelsens indeholdelse i løn m.v. efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

BEK nr 468 af 16/06/1999

DanmarkBekendtgørelse1999

§ 1

Afgørelse om indeholdelse i løn m.v. for skyldige dagpenge-, overgangsydelses-, efterløns- eller præmiebeløb, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 k, med tillæg af omkostninger træffes af Finansstyrelsen.

Stk. 2

Finansstyrelsen træffer ligeledes afgørelse om indeholdelse i løn m.v. for skyldige beløb med tillæg af omkostninger vedrørende andre ydelser, der er udbetalt af anerkendte arbejdsløshedskasser, bortset fra kursusgodtgørelse.

Stk. 3

Afgørelse efter stk. 1 træffes også for dagpengebeløb med tillæg af omkostninger, når dagpengene uberettiget er modtaget efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71.

Stk. 4

Afgørelse om lønindeholdelse indberettes til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Afgørelsen træffes efter en forudgående vurdering af skyldnerens personlige og økonomiske forhold.

§ 2

Den, der har modtaget pålæg om indeholdelse i løn m.v. (den indeholdelsespligtige), skal indbetale indeholdte beløb til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, Finansstyrelsen.

Stk. 2

Indbetaling skal ske, efterhånden som indeholdelse finder sted. Beløbene forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen. Sidste rettidige indbetalingsdag er den 15. i forfaldsmåneden. Hvis sidste rettidige indbetalingsdag er en lørdag, søndag eller en helligdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.

Stk. 3

Ved indbetalingen skal den indeholdelsespligtige give Det Fælles Lønindeholdelsesregister, Finansstyrelsen, skriftlig meddelelse om skyldnerens CPR-nummer, navn og adresse, størrelsen af det indeholdte beløb og størrelsen af det indkomstbeløb, hvoraf indeholdelsen er beregnet.

§ 3

Den indeholdelsespligtige skal, hvis skyldneren ikke er eller ophører at være beskæftiget hos pågældende, eller udbetaling af indeholdelsespligtige ydelser i øvrigt ophører, inden 5 dage give Det Fælles Lønindeholdelsesregister, Finansstyrelsen, skriftlig underretning herom.

Stk. 2

Den indeholdelsespligtige skal efter anmodning give Det Fælles Lønindeholdelsesregister, Finansstyrelsen, alle oplysninger om skyldnerens arbejdsforhold og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen. Besvarelse skal ske inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen.

§ 4

Skyldneren skal give Finansstyrelsen eller dennes inkassator alle nødvendige oplysninger om personlige og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen og spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages indeholdelse.

§ 5

Fremsætter skyldneren indsigelse mod beslutningen om indeholdelse, afgøres spørgsmålet af Finansstyrelsen. Indsigelsen skal være Finansstyrelsen i hænde inden 4 uger efter, at beslutningen er meddelt skyldneren.

Stk. 2

Hvis Finansstyrelsen efter en fornyet vurdering kan give skyldneren medhold i indsigelsen, træffer Finansstyrelsen afgørelse i sagen.

Stk. 3

Hvis den oprindelige beslutning om lønindeholdelse ikke ændres, eller hvis skyldneren fastholder indsigelsen, sender Finansstyrelsen sagen til Finansministeriet, der træffer den endelige afgørelse i sagen.

Stk. 4

Indeholdelsen udsættes ikke ved skyldnerens indsigelse.

§ 6

Den, der overtræder §§ 2, 3 eller 4, straffes med bøde.

Stk. 2

Selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1999.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 93 af 10. februar 1998 om fremgangsmåden ved Hypotekbankens indeholdelse i løn m.v. efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1999
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1999