Bekendtgørelse om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.
BEK nr 496 af 21/06/1999
§ 1
Arbejdsløshedsdagpenge og efterløn kan kun udbetales, hvis der foreligger arbejdsgiverdokumentation for arbejdsfortjenesten og for opfyldelse af beskæftigelseskravet, jf. § 51, stk. 1, § 53, stk. 2 og 5, § 55, § 74 a, § 74 b, §74 j, § 75 b, § 75 d, og § 75 e, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
§ 2
Arbejdsløshedskassen skal sikre sig, at der til dokumentation af arbejdsfortjenesten jf. § 51, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., foreligger oplysninger om medlemmets løn m.v. fra tidligere arbejdsgiver(e).
Lønsedler, der tydeligt angiver medlemmets lønindtægt og antal arbejdstimer, kan bruges som grundlag for beregningen af arbejdsfortjenesten. Indeholder lønsedlerne ikke de nødvendige oplysninger, skal arbejdsløshedskassen indhente dokumentation hos medlemmets tidligere arbejdsgiver(e).
§ 3
Arbejdsløshedskassen skal sikre sig, at der til dokumentation for opfyldelse af beskæftigelseskravet, jf. § 53, stk. 2 og 5 og § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., foreligger oplysninger om medlemmets beskæftigelse fra tidligere arbejdsgiver(e).
Lønsedler, der tydeligt angiver antallet af løntimerne, kan bruges som grundlag for beregning af, om beskæftigelseskravet er opfyldt. Indeholder lønsedlerne ikke de nødvendige oplysninger, skal arbejdsløshedskassen indhente dokumentation for beskæftigelsen hos tidligere arbejdsgiver(e).
Dokumentationen skal foreligge, hver gang arbejdsløshedskassen foretager en beregning af beskæftigelseskravet.
§ 4
Reglerne i § 3 gælder ikke for medlemmer, der får ret til dagpenge i henhold til § 54 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
§ 5
Er der behov for dokumentation for årsagen til seneste arbejdsophør, jf. § 63, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan arbejdsløshedskassen indhente oplysninger herom fra arbejdsgiver.
§ 6
For enkelte fag og faglige områder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen tillade, at bestemmelserne i §§ 2 og 3 fraviges.
§ 7
Hvis dokumentationen jf. §§ 2 og 3 ikke kan skaffes så hurtigt, at dagpenge og efterløn kan udbetales uden forsinkelse, kan dagpenge og efterløn dog udbetales i højst 2 måneder. Udbetaling sker på grundlag af andre oplysninger og medlemmets egne oplysninger, der er afgivet på tro og love. Udbetaling sker med forbehold om senere regulering.
Hvis den dokumentation, der er nævnt i §§ 2, 3 og 5 ikke kan skaffes, kan dagpenge og efterløn fortsat udbetales på grundlag af medlemmets egne oplysninger, der er afgivet på tro og love. Udbetalingen sker med forbehold om senere regulering.
§ 8
De oplysninger, som arbejdsgiveren skal give jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., § 3, stk. 2, 2. pkt., og § 5, skal gives på blanketter, der er udarbejdet af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen.
Andre blanketter må kun bruges, hvis de er godkendt af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen.
§ 9
Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1999.
Efter bemyndigelse ophæves Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 612 af 18. december 1985 om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn med tilhørende vejledning.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999