TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved indeholdelse i løn mv. for ubetalt standsnings- og parkeringsafgift.

BEK nr 56 af 28/01/1999

DanmarkBekendtgørelse1999

§ 1

Politiet eller kommunalbestyrelsen, herefter kaldet inddrivelsesmyndigheden, træffer afgørelse om indeholdelse i løn mv. for ubetalt standsnings- og parkeringsafgift med tillæg af omkostninger, jf. færdselslovens § 122 b, stk. 1 og 2.

Stk. 2

Afgørelsen træffes efter forudgående vurdering af skyldnerens personlige og økonomiske forhold, jf. kildeskattelovens § 73, stk. 3.

Stk. 3

Skyldneren skal give inddrivelsesmyndigheden alle nødvendige oplysninger om personlige eller økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen og for spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages indeholdelse.

§ 2

Inddrivelsesmyndigheden underretter straks skyldneren om afgørelsen. Underretningen skal være skriftlig og angive gældens art og størrelse, herunder omkostninger. Underretningen skal tillige gengive indholdet af færdselslovens § 122 b, samt denne bekendtgørelses §§ 2-7.

§ 3

En afgørelse om lønindeholdelse kan iværksættes ved indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. § 3 i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister, 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt skyldneren.

§ 4

Inddrivelsesmyndighedens afgørelse om lønindeholdelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 5

Afgørelsen om lønindeholdelse kan indbringes for fogedretten efter reglerne i færdselslovens § 122 b, stk. 5-8.

Stk. 2

Iværksættelse af en beslutning om lønindeholdelse udsættes ikke ved indbringelse for fogedretten, medmindre andet bestemmes af inddrivelsesmyndigheden eller fogedretten.

§ 6

Den indeholdelsespligtige indbetaler indeholdte beløb til Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Indbetaling skal ske, efterhånden som lønindeholdelse finder sted. Beløbene forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter lønindeholdelsen med sidste rettidige indbetalingsdag den 15. i forfaldsmåneden. Er sidste rettidige indbetalingsdag en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.

Stk. 2

Ved indbetalingen skal den indeholdelsespligtige give skriftlig meddelelse om skyldners CPR-nummer, navn og adresse, størrelsen af det indeholdte beløb og størrelsen af det indkomstbeløb, hvoraf indeholdelsen er beregnet.

§ 7

Den indeholdelsespligtige skal, hvis skyldneren ikke er eller ophører med at være beskæftiget hos den pågældende, eller udbetaling af indeholdelsespligtige ydelser i øvrigt ophører, inden 5 dage give Det Fælles Lønindeholdelsesregister skriftlig underretning herom.

Stk. 2

Den indeholdelsespligtige skal efter anmodning give Det Fælles Lønindeholdelsesregister alle oplysninger om skyldnerens arbejdsforhold og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen. Besvarelse skal ske inden 14 dage efter modtagelse af anmodningen.

§ 8

Med bøde straffes den, der overtræder § 1, stk. 3, og §§ 6 og 7.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. februar 1999.


Færdselsstyrelsen, den 28. januar 1999, den 28. januar 1999

/Christian Duus Jan Lindeskov/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1999
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1999
Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved indeholdelse i løn mv. for ubetalt standsnings- og parkeringsafgift. | TheLawyer.sh