TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne

BEK nr 560 af 02/07/1999

DanmarkBekendtgørelse1999

§ 1

Inden for erhvervsområder, hvor der efter det regionale arbejdsmarkedsråds vurdering er eller kan forventes mangel på uddannet arbejdskraft, herunder specielt erhvervsområder i den private sektor, kan Arbejdsformidlingen udbetale tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftaler med voksne i henhold til lov om erhvervsuddannelser, jf. §§ 2-4.

Stk. 2

Arbejdsmarkedsrådet fastsætter mål og retningslinier for tilskudsordningen, herunder for prioritering og dimensionering af Arbejdsformidlingens bevilling af tilskud, jf. dog § 8.

§ 2

Tilskudsordningen omfatter uddannelsesaftaler med personer, der ved aftalens indgåelse er mindst 25 år.

Stk. 2

Virksomheden skal under praktikophold på virksomheden udbetale en ved kollektiv overenskomst fastsat løn, der mindst svarer til den laveste løn, en ikke-faglært lønmodtager er berettiget til inden for det pågældende område. På ikke-overenskomstdækkede områder skal lønnen mindst svare til, hvad der er gældende inden for beslægtede overenskomstområder.

§ 3

Tilskud kan som udgangspunkt ikke udbetales inden for uddannelsesområder i den enkelte AF-region, hvor der er elever i skolepraktik, jf. kapitel 7 a i lov om erhvervsuddannelser.

Stk. 2

Arbejdsmarkedsrådet fastsætter retningslinier for, i hvilke tilfælde Arbejdsformidlingen kan fravige udgangspunktet i stk. 1.

§ 4

Tilskuddet udgør 40,- kr. pr. time under praktikopholdet på virksomheden for personer, der var ledige ved uddannelsesaftalens indgåelse. For personer, der var i beskæftigelse ved uddannelsesaftalens indgåelse, eller var beskæftiget i virksomheden inden for de seneste 6 uger forud for uddannelsesaftalens indgåelse, udgør tilskuddet 35,- kr. pr. time.

Stk. 2

Tilskud efter stk. 1 gives i de første 2 ½ år af uddannelsesaftaleperioden.

§ 5

Ansøgning om tilskud indgives af virksomheden til Arbejdsformidlingen, der træffer afgørelse om, tilskud kan bevilges, jf. §§ 1-3.

Stk. 2

Ansøgningen kan indgives inden uddannelsesaftalens påbegyndelse og skal indgives senest 1 måned efter uddannelsesaftalens påbegyndelse.

Stk. 3

Ansøgningen skal indgives på en særlig blanket, der skal indeholde en erklæring fra virksomheden om, at betingelserne i § 2 er opfyldt.

§ 6

Arbejdsformidlingen udbetaler tilskuddet månedsvis bagud på grundlag af virksomhedens anmodning om udbetaling af tilskuddet. Tilskud kan udbetales for fuld overenskomsmæssig arbejdstid, sædvanligvis 37 timer. Der kan ikke udbetales tilskud for overarbejde.

Stk. 2

Anmodningen om udbetaling af tilskud skal indeholde oplysning om virksomhedens navn, SE-nr., adresse på praktikstedet og telefonnummer, gironummer eller kontonummer i et pengeinstitut, praktikantens navn og cpr.nummer, det antal arbejdstimer for hvilke, der er udbetalt løn m.v.

Stk. 3

Virksomheden skal erklære, at virksomheden til samme praktikpladsophold ikke har modtaget eller vil modtage offentlig støtte efter andre regler.

Stk. 4

Anmodningen skal være Arbejdsformidlingen i hænde senest den 15. i den efterfølgende måned. Arbejdsformidlingen udbetaler tilskuddet til arbejdsgiveren inden udgangen af den måned, hvor anmodningen er modtaget.

§ 7

Arbejdsformidlingen påser, at betingelserne er opfyldt.

§ 8

Arbejdsmarkedsstyrelsen fastsætter måltal for, hvor mange uddannelsesaftaler den enkelte AF-region bevilgertilskud til.

§ 9

Tilskud efter denne bekendtgørelse ydes inden for rammerne af EU's »de minimis»-støtteordning1).

§ 10

Klage over Arbejdsformidlingens afgørelser, der er begrundet i retningslinier fastsat af det regionale arbejdsmarkedsråd, kan af virksomheden indbringes for Arbejdsmarkedsrådet inden 4 uger.

Stk. 2

Klage over Arbejdsformidlingens afgørelser, der ikke er omfattet af stk. 1, kan af virksomhedenindbringes for Arbejdsmarkedsstyrelsen inden 4 uger. Klagen indgives til vedkommende regionschef, der, hvis afgørelsen fastholdes, videresender klagen til Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 3

Afgørelser efter stk. 1 og stk. 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1999 og gælder for ansøgninger, der indgives denne dato eller senere.

Stk. 2

Ved bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves bekendtgørelse nr. 3 af 6. januar 1998 om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne.


Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 2. juli 1999, den 2. juli 1999

/Inge Mærkedahl Lene Rønne Holdø/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1999
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1999
Bekendtgørelse om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne | TheLawyer.sh