Bekendtgørelse om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed
BEK nr 606 af 19/07/1999
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter spredning af programmer ved hjælp af radioanlæg eller fællesantenneanlæg inden for et lokalt område, jf. § 43 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Programvirksomheden
Programvirksomheden
§ 2
Indehaveren af en tilladelse til lokal programvirksomhed skal udøve programvirksomheden i overensstemmelse med lovens §§ 50-54.
Efter lovens § 50, stk. 2 og 3, er networking ikke tilladt. Forbuddet gælder dog ikke for lokal fjernsynsvirksomhed, der udøves i henhold til tilladelser udstedt efter lovens § 44, stk. 4. For lokal radiovirksomhed gælder forbuddet ikke nyheds- og aktualitetsudsendelser samt udsendelser i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 6.00.
§ 3
Indehaveren af en tilladelse til fjernsynsvirksomhed skal påse, at der ikke udsendes programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold.
Andre programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, må ikke sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområdet normalt ikke ser eller hører udsendelserne. Når programmerne udsendes i ukodet form, skal der forud for dem gives en akustisk advarsel, eller de skal under hele deres varighed være markeret med et visuelt symbol.
Programmerne må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet.
Ansøgninger
Ansøgninger
§ 4
Ansøgninger om tilladelse til lokal programvirksomhed indsendes til det lokale radio- og fjernsynsnævn, jf. lovens § 56.
Indkaldelse af ansøgninger sker i almindelighed ved offentligt opslag.
§ 5
Nævnet kan kræve, at ansøgning om tilladelse sker på et ansøgningskema, som nævnet udleverer.
Ansøgninger om tilladelse skal indeholde følgende oplysninger:
- Ansøgers navn, adresse og telefonnummer. Såfremt ansøgeren har flere adresser, oplyses disse med en beskrivelse af, hvilke funktioner der varetages fra de forskellige adresser.
- Det navn, som lokalradioen eller tv-stationen vil anvende.
- Om ansøgningen vedrører radio- eller fjernsynsvirksomhed. En ansøgning kan ikke vedrøre både radio- og fjernsynsvirksomhed. For så vidt angår fjernsynsvirksomhed oplyses det endvidere, om der søges om tilladelse efter lovens § 44, stk. 4. Stationer, som får tilladelse efter § 44, stk. 4, kaldes herefter networking-stationer.
- Om ansøgningen vedrører radio- eller fjernsynsvirksomhed ved hjælp af radioanlæg eller fællesantenneanlæg.
- Ansøgers organisationsform (forening, aktieselskab, anpartsselskab el.lign.) og, såfremt der er tale om et selskab, ejerforhold, herunder oplysning om alle medejere af selskabet og deres relative andele. Vedtægter skal medsendes.
- Bestyrelsesmedlemmernes navne og adresser.
- Ledelsesforhold. Det oplyses, hvilke personer der udgør den ansvarlige ledelse.
- Økonomiske forhold, herunder hvordan driften vil blive finansieret, f.eks. ved hjælp af reklamer, sponsorering, salg af sendetid eller brugerbetaling.
- Karakteren af programvirksomheden, herunder beskrivelse af de programkategorier virksomheden omfatter og disse kategoriers tidsmæssige fordeling samt en redegørelse for virksomhedens tilknytning til det lokale område. Det oplyses endvidere, om virksomheden retter sig mod bestemte målgrupper, f.eks. børn eller unge. Såfremt det er hensigten at sende programmer i kodet form, oplyses dette.
- Selskaber, foreninger el.lign., hvori dagblade eller distriktsblade har bestemmende indflydelse, skal oplyse, hvorledes lokalradioen eller tv-stationen vil overholde lovens krav om at opfylde en funktion som forum for en bred lokal debat.
- Ønsker om startdato, antal sendetimer pr. uge og deres fordeling på dage og tidspunkter.
- Eventuelle eksisterende eller planlagte samarbejdsforhold med andre ansøgere, tilladelseshavere eller udenforstående foretagender, herunder produktionsselskaber el.lign. Såfremt der er planer om, eller der allerede eksisterer samarbejdsforhold, skal sådanne samarbejdsforhold beskrives. Eventuelle samarbejdsaftaler skal vedlægges. Såfremt der ansøges om networkingtilladelse efter lovens § 44, stk. 4, skal ansøgningen tillige indeholde oplysninger om, hvilke stationer som deltager i networking-samarbejdet.
Såfremt indehavere af tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed i medfør af lovens § 44, stk. 7, ansøger om at overgå til de vilkår, der gælder for tilladelseshavere efter lovens § 44, stk. 4, eller § 44, stk. 6, skal eventuelle samarbejdsaftaler m.v. mellem tilladelseshaverne i forbindelse med overgangen vedlægges ansøgningen.
Ansøgninger om tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed efter lovens § 44, stk. 4, skal indeholde dokumentation for, hvorledes networking-stationen opfylder lovens krav om repræsentation af alsidige erhvervs- og kulturinteresser i det lokale område.
Nævnet kan i øvrigt kræve de oplysninger, det finder nødvendige for behandlingen af ansøgningen. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af oplysninger. Såfremt nævnet ikke kan få tilstrækkelige oplysninger, kan der gives afslag på ansøgningen.
Tilladelser
Tilladelser
§ 6
Tilladelse kan efter lovens § 44, stk. 1-3, udstedes til selskaber, foreninger og lign., hvis følgende betingelser er opfyldt:
- I selskabet, foreningen el.lign. skal et flertal af bestyrelsens medlemmer have bopæl i området.
- Selskabet, foreningen el.lign. skal have radio- eller fjernsynsvirksomhed som eneste formål.
- I selskabet, foreningen el.lign. må erhvervsvirksomheder bortset fra dagblade og distriktsblade ikke have bestemmende indflydelse. Tilladelse til selskaber m.v., hvori dagblade eller distriktsblade har bestemmende indflydelse, forudsætter, at lokalradioen eller tv-stationen opfylder en funktion som forum for en bred lokal debat.
Samme person kan ikke være medlem af bestyrelsen for mere end een lokal radio, henholdsvis tv-station.
Samme person kan ikke være programansvarlig eller på anden måde deltage i den overordnede ledelse af programvirksomheden på mere end een lokal radio, henholdsvis tv-station.
Såfremt selskabet, foreningen el. lign, der ansøger om tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed, foruden at opfylde betingelserne i stk. 1-3, repræsenterer alsidige erhvervs- og kulturinteresser i det lokale område, skal en ansøgning om tilladelse til spredning af billedprogrammer ved hjælp af radioanlæg imødekommes, hvis der findes en ubenyttet sendemulighed (frekvens) i området. Tilladelsen omfatter hele sendetiden på den pågældende frekvens med undtagelse af den sendetid, der skal afsættes til selskaber m.v. og kommuner, hvis tilladelse er begrænset af lovens § 44, stk. 6.
§ 7
Ved udstedelse af tilladelse efter lovens § 44, stk. 4, skal nævnet indsende kopi af tilladelsen til Kulturministeriet med henblik på opkrævning af afgift, jf. §§ 15-16 om afgift for tilladelse til networking
§ 8
I forbindelse med udstedelsen af en tilladelse kan nævnet bl.a. stille følgende vilkår:
- Programvirksomheden skal udøves i overensstemmelse med ansøgningen.
- Sendetiden kan ikke sælges eller på anden måde overdrages til andre tilladelseshavere. Dette gælder dog ikke for networking-stationer.
- Nævnet kan fastsætte en grænse for, hvor stor en del af sendetiden, der kan sælges eller på anden måde overdrages til andre end de i nr. 2 nævnte.
- Programvirksomheden skal udøves fra et studie, der er beliggende i det lokale område. Dette gælder dog ikke programmer, der udsendes som led i networking-samarbejde.
- Tilladelseshaveren skal senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning indsende regnskab for virksomheden til det lokale nævn.
§ 9
Efter lovens § 49 udstedes tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed for en bestemt periode, der maksimalt kan være 5 år for radio og 7 år for fjernsyn, jf. dog § 16, stk. 3. Tilladelser i henhold til lovens § 44, stk. 4, udstedes dog for en periode af 7 år. Fornyelse af tilladelse kan ske ved periodens udløb.
Nævnet kan i forbindelse med udstedelse af tilladelser lade disse udløbe på samme tidspunkt, således at nævnet kan afholde samlede ansøgningsrunder. Dette gælder dog ikke for tilladelser efter lovens § 44, stk. 4.
§ 10
Ved udstedelsen af tilladelse efter lovens § 44, stk. 1, tildeles der ansøgeren en ugentlig minimumssendetid. Ved udstedelse af en networking-tilladelse efter lovens § 44, stk. 4, fastlægges sendetiden i overensstemmelse med § 6, stk. 4, 2. pkt., og § 12, stk. 6, i denne bekendtgørelse.
Såfremt der kun udstedes een tilladelse efter lovens § 44, stk. 1, bør sendetiden fastsættes med hensyntagen til, at der senere kan opstå behov for sendetid til nye tilladelseshavere.
Tilladelseshavere, der har fået udstedt tilladelse efter § 44, stk. 1, til den samme sendemulighed (frekvens), forhandler sig til rette om sendetidens placering. Den aftalte placering af såvel minimumssendetid som øvrig sendetid skal meddeles nævnet. Såfremt der ikke opnås enighed blandt tilladelseshaverne, fastlægger nævnet placeringen af den ugentlige sendetid.
Sendetidsplaceringen gælder for tilladelsesperioden, medmindre andet aftales mellem tilladelseshaverne. Såfremt der aftales en ny placering mellem tilladelseshaverne i løbet af perioden, skal denne meddeles nævnet.
Den minimumssendetid, som nævnet har tildelt en ansøger efter lovens § 44, stk. 1, og placeringen af denne sendetid kan i tilladelsesperioden ikke ændres af nævnet i forbindelse med udstedelse af nye tilladelser i området, medmindre tiden ikke udnyttes. Sendetid ud over den tildelte minimumssendetid, som midlertidigt benyttes af de stationer, der sender på den pågældende frekvens, kan nævnet disponere over i forbindelse med udstedelse af nye tilladelser.
Såfremt tilladelseshaverne på samme frekvens (sendesamvirke) ikke kan blive enige om de økonomiske vilkår m.v. for samvirket, fastsættes disse af nævnet.
Nævnet kan i særlige tilfælde beslutte, at sendetid, som er blevet ledig som følge af en midlertidig inddragelse af en tilladelse, ikke må benyttes.
§ 11
Såfremt der i tilladelsesperioden sker ændringer af forhold, der er oplyst i ansøgningen, skal disse meddeles nævnet. Særlige betingelser for networking-stationer
§ 12
Networking-stationer, der får tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed, skal dagligt sende mindst 1 time lokalt producerede nyheds- og aktualitetsprogrammer eller andre programmer med udgangspunkt i lokalsamfundet.
Ved lokalt producerede programmer forstås i denne bekendtgørelse programmer, der enten er produceret af networking-stationen selv eller er produceret af en uafhængig producent beliggende i tilladelsesområdet.
Ved aktualitetsprogrammer forstås i denne bekendtgørelse programmer, der direkte vedrører nyheder af politisk eller samfundsmæssig betydning, såsom programmer der består af kommentarer til nyheder, gennemgange af udviklingen i nyheder eller politiske holdninger til nyheder, aktuelle begivenheder m.v.
Networking-stationer skal endvidere sørge for, at en væsentlig del af stationens programmer derudover er dansksprogede eller produceret for et dansk publikum.
Networking-stationer skal hvert kvartal til det lokale nævn indsende en redegørelse for, hvorledes kravet om lokalt producerede programmer og dansksprogede programmer m.v. er opfyldt.
Networking-stationer skal afsætte sendetid til ikke-kommercielle stationer og kommuner, hvis tilladelse er begrænset efter lovens § 44, stk. 6. Sendetiden skal placeres dagligt i tidsrummene fra kl. 9.00-10.00, 17.00-18.00 og 23.00-24.00.
§ 13
I Københavnsområdet, som omfatter Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og kommunerne i Københavns Amt, skal den ene af frekvenserne være en ren networking-kanal, d.v.s. at der ikke skal afsættes sendetid til ikke-kommercielle stationer. På den anden frekvens skal der ikke være mulighed for networking. Denne frekvens skal anvendes til ikke-kommercielt tv samt eventuelt til andre stationer, der ikke ønsker at deltage i networking-samarbejde. Det fælles nævn for fjernsynsvirksomhed i Københavnsområdet beslutter, hvilken frekvens der skal anvendes til networking-samarbejde. Særlige betingelser for kommuner
§ 14
Kommuner har efter lovens § 45 ret til at få tilladelse til programvirksomhed, såfremt kommunens formål med virksomheden alene vil være at stille produktions- og sendefaciliteter til rådighed for interesserede borgere eller at formidle kommunal information. Såfremt en networking-station har tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed på den pågældende frekvens, begrænses kommunens sendetid i overensstemmelse med § 6, stk. 4, 2. pkt.
De kommuner, som indgår i fællesnævnet for fjernsynsvirksomhed i Københavnsområdet, jf. lovens § 56, stk. 3, kan dog tilsammen kun få een tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed. Kommunerne aftaler for hver tilladelsesperiode, om tilladelsen skal udstedes til en enkelt kommune eller til et fællesskab bestående af flere kommuner. Aftalen meddeles fællesnævnet for fjernsynsvirksomhed i Københavnsområdet. Særlige betingelser for programvirksomhed på lokal-tv-frekvenser, som midlertidigt benyttes af DR
§ 15
I henhold til tillægsaftale nr. 2 af 3. marts 1999 til aftale af 10. maj 1996 om mediepolitikken 1997-2000 stilles ledige lokal-tv-sendemuligheder (frekvenser) i en 5-årig periode til rådighed for DR dagligt i tidsrummet kl. 15.00 – 01.00 med henblik på udsendelse af DR2, jf. dog stk. 2.
Der kan inden den 3. september 1999 indsendes ansøgning om tilladelse til programvirksomhed i henhold til lovens § 44, stk. 4, til det lokale radio- og fjernsynsnævn. Hvis ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få en networkingtilladelse, og ansøgningen derfor ikke imødekommes, stilles sendemuligheden til rådighed for DR, jf. § 15, stk. 1.
Såfremt programvirksomhed i henhold til en tilladelse efter stk. 2 ikke er påbegyndt senest ½ år efter udstedelsen af programtilladelsen, bortfalder tilladelsen automatisk, og sendemuligheden stilles til rådighed for DR.
§ 16
Tilladelse i henhold til lovens § 44, stk. 1-3, for så vidt angår de i § 15, stk. 1, og § 17, stk. 1, nævnte sendemuligheder, kan alene omfatte den del af den daglige sendetid, som DR ikke råder over. Tilladelse kan udstedes til ikke-kommercielle stationer og til kommercielle stationer, som ikke ønsker at deltage i networking-samarbejde. Såfremt der er behov herfor, skal der dagligt stilles mindst 3 timer af denne sendetid til rådighed for ikke-kommercielle stationer.
Tv-stationer med tilladelse efter stk. 1 betaler DR for dokumenterbare meromkostninger ved udsendelse af stationens programmer.
En tilladelse til programvirksomhed efter stk. 1 kan ikke strække sig ud over 2. marts 2004.
§ 17
Lokal-tv-sendemuligheder, der som følge af en tv-stations ophør bliver ledige i perioden 3. marts 1999 – 31. august 2003, stilles til rådighed for networking-stationer, såfremt der inden 6 måneder efter stationens ophør er indsendt en ansøgning om tilladelse til programvirksomhed til det lokale nævn. Hvis ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få en networkingtilladelse, og ansøgningen derfor ikke imødekommes, stilles sendemuligheden til rådighed for DR, jf. § 15, stk. 1.
Såfremt programvirksomheden i henhold til en tilladelse efter stk. 1 ikke er påbegyndt senest ½ år efter udstedelsen af programtilladelsen, bortfalder tilladelsen automatisk, og sendemuligheden stilles til rådighed for DR.
Lokal-tv-sendemuligheder, der bliver ledige som følge af udløb af gældende tilladelser stilles kun til rådighed for DR, såfremt der ikke udstedes nye tilladelser til lokal programvirksomhed i det pågældende lokale område. Afgift for tilladelse til networking
§ 18
Networking-stationer skal i henhold til lovens § 60 a til statskassen indbetale en årlig afgift.
Afgiften udgør i 1999 6,7 kr. pr. indbygger i det lokale område, som tilladelsen omfatter. For de efterfølgende år fastsættes beløbet på finansloven.
Grundlaget for afgiften er indbyggertallet i nævnsområdet pr. 31. december det foregående år som opgjort af Danmarks Statistik.
Afgiften indbetales kvartalsvis bagud til Kulturministeriet. Afgiften skal indbetales senest ved udgangen af det pågældende kvartal.
Tilladelsen bortfalder uden varsel, såfremt afgiften ikke er indbetalt rettidigt.
§ 19
Såfremt en tilladelse ikke omfatter et helt kalenderår, skal der alene betales en forholdsmæssig afgift for det pågældende år. Der skal i givet fald alene betales afgift for de kvartaler, som helt eller delvist er omfattet af tilladelsen. Tilsvarende gælder det for ændringer af nævnsområdet i løbet af året, at afgiften alene reguleres for de kvartaler, som berøres af ændringen.
Lokale radio- og fjernsynsnævn
Lokale radio- og fjernsynsnævn
§ 20
Det lokale radio- og fjernsynsnævn udsteder tilladelse til lokal programvirksomhed.
§ 21
Efter lovens § 48, stk. 1, skal nævnet ved behandlingen af ansøgninger påse, at programvirksomheden har tilknytning til det lokale område. Nævnet skal søge at sikre det enkelte lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig karakter.
Nævnet kan i forbindelse med indkaldelse af ansøgninger om tilladelse til lokal programvirksomhed angive, hvilke programtyper nævnet ved sin prioritering af ansøgerne vil lægge særlig vægt på.
Ved behandlingen af ansøgninger kan nævnet bl.a. lægge vægt på ansøgerens økonomiske formåen og mulighed for at realisere de opstillede programplaner.
§ 22
Nævnet fører efter lovens § 57 tilsyn med programvirksomheden. Nævnet påtaler overtrædelser af loven, bestemmelser fastsat efter loven og vilkår for tilladelser og kan inddrage tilladelsen, jf. lovens § 55.
§ 23
Følgende personer kan på grund af inhabilitet (generel inhabilitet) ikke være medlemmer, eller suppleanter for medlemmer, af de lokale radio- eller fjernsynsnævn:
- Personer, som er medlemmer af bestyrelsen for et selskab m.v., som har eller søger tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed i nævnets område.
- Personer, som deltager i ledelsen af en lokal radio eller tv-station i nævnets område.
Personer, som må forventes ofte at ville være inhabile i forhold til de enkelte sager, der skal behandles i nævnet, jf. særlig § 3, stk. 1, nr. 1-3, i forvaltningsloven, kan ikke udpeges som medlemmer eller suppleanter.
§ 24
De lokale radio- og fjernsynsnævn træffer på grundlag af forvaltningslovens regler afgørelse om, hvorvidt et medlem er inhabilt i forhold til en bestemt sag, der behandles af nævnet.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV
§ 25
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV træffer efter lovens § 59 den endelige administrative afgørelse i klagesager om lokale nævns
- afslag på ansøgninger om tilladelse til lokal programvirksomhed, og
- inddragelse af tilladelse til programvirksomhed.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV træffer den endelige administrative afgørelse i sager om tilladelseshaveres selvstændige udøvelse af programvirksomheden, jf. § 50, hvis sagen
- omfatter flere lokale områder eller
- vedrører radio- eller fjernsynsforetagender, som udøver programvirksomhed på et andet grundlag end en tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed.
Udvalget træffer den endelige administrative afgørelse i sager om programmer, der udsendes samtidigt af flere tilladelseshavere eller udsendes i medfør af et fast samarbejdsforhold med andre radio- eller fjernsynsforetagender om programvirksomheden. En eventuel sanktion i henhold til lovens § 55 pålægges den tilladelseshaver, der er ansvarlig for overholdelse af bestemmelserne i radio- og fjernsynsloven.
Udvalget træffer den endelige administrative afgørelse i sager om nedsættelse af fælles nævn omfattende kommuner med tilsammen flere end 300.000 indbyggere, jf. lovens § 56, stk. 2.
Udvalget fordeler tilskud til ikke-kommercielle lokale radio- og tv-stationer, jf. kap. 7.
§ 26
Udvalget træffer efter forhandling med Telestyrelsen den endelige administrative afgørelse i sager om fordelingen af sendestationer på lokale områder under hensyn til de frekvensmæssige muligheder.
§ 27
Udvalget kan på eget initiativ tage en sag op til behandling, uanset at sagen hører under det lokale nævns kompetence. Udvalget kan i den forbindelse
- pålægge et lokalt nævn at tage en ikke tidligere behandlet sag op til afgørelse,
- pålægge et lokalt nævn at tage en tidligere behandlet sag op igen og
- i særlige tilfælde selv træffe den endelige administrative afgørelse i sagen.
Tilskud til ikke-kommercielle lokale radio- og tv-stationer
Tilskud til ikke-kommercielle lokale radio- og tv-stationer
§ 28
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV yder tilskud til ikke-kommercielle lokale radio- og tv-stationer samt kommuner, som har tilladelse til lokal programvirksomhed m.v. Tilskud ydes som basistilskud, programtilskud og tilskud til uddannelsesaktiviteter. Basistilskud og programtilskud kan alene ydes til indehavere af en tilladelse til lokal programvirksomhed.
§ 29
Der ydes et basistilskud på 100 kr. pr. udsendt time for radiostationer og 1.000 kr. pr. udsendt time for tv-stationer. Der kan til hver radiostation maksimalt ydes tilskud til 15 timer ugentligt og til hver tv-station maksimalt 3 timer ugentligt.
En ansøger er berettiget til at modtage basistilskud, når følgende betingelser er opfyldt:
- Ansøgeren er en ikke-kommerciel lokal radio- eller tv-station, eller en kommune som har tilladelse til lokal programvirksomhed. Ved ikke-kommercielle stationer forstås i denne bekendtgørelse stationer, som ikke har reklameindtægter.
- Ansøgeren har på ansøgningstidspunktet haft regelmæssig udsendelsesvirksomhed i de seneste 6 måneder.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV kan i særlige tilfælde efter en konkret vurdering fravige en eller begge betingelser i stk. 2.
Der kan ikke ydes basistilskud til sendetimer, som består af prøvebillede, rulletekster med informationer, tekst-tv, såkaldte info-kanaler og tilsvarende programvirksomhed eller udsendelse fra fast opstillede kameraer.
Udvalget kan beslutte at fastsætte et lavere tilskud pr. udsendt sendetime for kabelfødt programvirksomhed.
§ 30
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV kan yde programtilskud til enkeltprogrammer og programrækker, som:
- indeholder lokal information og debat,
- imødekommer mindretalsgruppers eller mediesvage gruppers behov eller
- involverer borgerne i produktionen (public access).
Der kan desuden gives støtte til programmer eller projekter, som fremmer den lokale stations kompetenceopbygning eller giver programvirksomheden et kvalitetsløft.
Tilskud i henhold til stk. 1 og 2 kan kun ydes til programmer m.v., der udsendes af stationer, som er berettigede til at modtage basistilskud, jf. § 26. Tilskud ydes under hensyntagen til en prioriteret indstilling fra de lokale radio- og fjernsynsnævn.
Der kan udelukkende ydes programtilskud til radio- eller tv-stationens egenproduktion. Ved egenproduktion forstås i denne bekendtgørelse programmer, som produceres af radio- eller tv-stationen selv, bestilles og kontrolleres af stationen (entreprise) samt ko-produktioner.
Der kan maksimalt udbetales 0,5 mio. kr. årligt i samlet programtilskud til en enkelt radiostation og maksimalt 1,5 mio. kr. til en enkelt tv-station.
Der kan ikke gives programtilskud til bingo-udsendelser og lignende.
Udvalget fastsætter efter drøftelse med organisationerne på lokal radio/tv-området, hvor stor en del af midlerne til programstøtten, der skal anvendes til henholdsvis lokal radiovirksomhed og lokal tv-virksomhed.
§ 31
En radio- eller tv-stations samlede basis- og programtilskud kan på årsbasis højest udgøre stationens driftsudgifter for det pågældende år. Såfremt det samlede tilskud overstiger stationens driftsudgifter, kan udvalget kræve tilskuddet helt eller delvist tilbagebetalt.
§ 32
De lokale radio- og fjernsynsnævn gennemfører som led i nævnenes tilsynsforpligtelse, jf. lovens § 57, stk. 2, stikprøvekontrol af de udsendelser, der er ydet programtilskud til.
Såfremt det konstateres, at de bevilgede midler ikke anvendes i overensstemmelse med ansøgningen om programtilskud, meddeles dette til udvalget, som tager stilling til, om der er grundlag for at kræve tilskuddet helt eller delvist tilbagebetalt, jf. § 32, stk. 2.
§ 33
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV kan yde tilskud til uddannelsesaktiviteter. Der afsættes 5 mio. kr. årligt til brug for uddannelse af primært frivillige medarbejdere på de lokale radio- og tv-stationer.
Tilskud til uddannelsesaktiviteter på lokal radio/tv-området er ikke begrænset til indehavere af en programtilladelse, men kan også ydes til aktiviteter arrangeret af de ikke-kommercielle stationers organisationer og af højskoler m.v. for personer, der er tilknyttet en ikke-kommerciel lokal radio- eller tv-station.
Der kan ikke ydes tilskud til mødevirksomhed, deltagelse i konferencer og lign.
Udvalget kan, i tilfælde af at man ikke modtager tilstrækkelig mange kvalificerede ansøgninger om tilskud til uddannelsesaktiviteter, anvende overskydende midler til programtilskud.
§ 34
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV fastsætter retningslinier for indsendelse af ansøgninger, udbetaling af tilskud, regnskabsaflæggelse og revision m.v.
Udvalget fastsætter en revisionsinstruks, som revisorerne skal følge i forbindelse med revisionen af tilskudsmodtagernes regnskaber. Revisors påtegning af regnskabet skal angive, at revisionen er udført i overensstemmelse med den af udvalget fastsatte revisionsinstruks.
§ 35
Overtrædelse af tilskudsreglerne kan, jf. lovens § 55, stk. 3, såfremt overtrædelsen er grov eller overtrædelserne er ofte gentagne, medføre en midlertidig eller endelig inddragelse af tilladelsen til lokal programvirksomhed.
Såfremt et tilskud ikke er anvendt til det bevilgede formål, kan Udvalget vedr. Lokal Radio og TV kræve beløbet helt eller delvist tilbagebetalt.
Ikrafttrædelse
Ikrafttrædelse
§ 36
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1999.
Bekendtgørelse nr. 177 af 24. marts 1999 om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed ophæves.
Kulturministeriet, den 19. juli 1999, den 19. juli 1999
/Elsebeth Gerner Nielsen Annette Kornerup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999