TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om dokumentation ved tinglysning af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme

BEK nr 626 af 26/07/1999

DanmarkBekendtgørelse1999

§ 1

Dokumenter om adkomst på en landbrugsejendom, der helt eller delvis ligger i landzone, eller på en anpart i en sådan ejendom, skal for at kunne tinglyses enten

  1. være påført kommunalbestyrelsens påtegning om, at erhververen har afgivet behørig erklæring om opfyldelse af de i landbrugslovens § 16, § 17, stk. 2, § 17 a, stk. 1, § 18 a, stk. 1-3, eller § 20, stk. 1, indeholdte betingelser eller
  1. være ledsaget af tilladelse til erhvervelsen efter landbrugsloven.
Stk. 2

Erhververens erklæring om, at betingelserne i landbrugslovens § 16, § 17, stk. 2, § 17 a, stk. 1, § 18 a, stk.1-3, eller § 20, stk. 1, er opfyldt, skal afgives på et skema (personers erhvervelse af en landbrugsejendom eller selskabers erhvervelse af en landbrugsejendom). Erklæringsskema fås ved henvendelse til kommunen (ejendomsskattekontoret) eller til Strukturdirektoratet (telefon 33 63 73 00). Til skemaet hører en vejledning, der normalt udleveres sammen med skemaet. Skema og vejledning kan også hentes på Strukturdirektoratets hjemmeside (www.strukdir.dk).

Stk. 3

Kommunen påser ved påtegningen efter stk. 1, nr. 1, at erhververen har afgivet alle nødvendige erklæringer og oplysninger i skemaet.

Stk. 4

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 anvendes ikke ved tinglysning af adkomst på en landbrugsejendom i følgende tilfælde:

  1. Erhvervelse af en landbrugsejendom, der ligger helt i byzone eller i sommerhusområde i henhold til lov om planlægning eller erhvervelse af en anpart i en sådan ejendom. Adkomstdokumentet kan tinglyses, hvis det indeholder erklæring om, at ingen del af ejendommen ligger i landzone. Tinglysningsdommeren kan kræve, at ejendommens zonestatus dokumenteres ved erklæring fra kommunalbestyrelsen.
  1. Erhvervelse fra ægtefælle ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo, ved deling af fællesbo eller ved arv. Adkomstdokumentet kan tinglyses umiddelbart efter lovens § 17, stk. 1, eller § 18 a, stk. 1, 1. pkt. Tinglysningsdommeren kan kræve dokumentation for ægteskabsforholdet og for, at arveladeren eller overdrageren har haft lovlig adkomst på ejendommen.
  1. Erhvervelse, hvor erhververen er en dansk offentlig myndighed, jf. lovens § 21, stk. 1. Ved tinglysning af adkomst for folkekirken skal adkomstdokumentet være ledsaget af tilladelse til erhvervelsen fra Kirkeministeriet, jf. lovens § 21, stk. 3.

§ 2

Ved beregningen af antal landbrugsejendomme i landbrugslovens § 16, stk. 1, nr. 3, § 17 a, stk. 1, nr. 3, og § 18 a, stk. 1, nr. 3, ses der ifølge lovens § 17 b bort fra:

  1. Frikøbte ejendomme: Ejendomme for hvilke Landbrugsministeriet har foretaget notering i tingbogen i henhold til § 11, stk. 1, sidste punktum, i lov nr. 291 af 31. marts 1949 om landbrugsejendomme.
  1. Familieejendomme: Ejendomme for hvilke Landbrugsministeriet har foretaget notering i matriklen og tingbogen i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme om, at ejendommen udgør en »familieejendom«.
Stk. 2

Det påhviler tinglysningsdommeren at påse, at den i tingbogen i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4.april 1967 om landbrugsejendomme foretagne notering af en landbrugsejendom som »familieejendom« ved ejerskifte slettes af tingbogen, hvis overdragelse sker til andre end ejerens ægtefælle eller personer, der er beslægtede eller besvogrede med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linie eller i sidelinie så nær som søskende eller disses børn. Dommeren kan dog tillade, at adkomstdokumentet foreløbigt indføres i tingbogen, således at der samtidig i overensstemmelse med tinglysningsloven fastsættes en frist til fremskaffelse af dokumentation.

Stk. 3

Det påhviler endvidere tinglysningsdommeren at påse, at den i stk. 2 nævnte notering som »familieejendom« slettes i tingbogen, hvis jordbrugskommissionen kræver det i forbindelse med godkendelse af en omlægning af jorder mellem landbrugsejendomme, hvorved ejendommen forøges. Kort- og Matrikelstyrelsen meddeler på jordbrugskommissionens vegne dommeren, hvorvidt den nævnte notering skal slettes eller bevares.

Stk. 4

Tinglysningsdommeren sender meddelelse til Kort- og Matrikelstyrelsen og jordbrugskommissionen om slettelse af notering som »familieejendom« efter stk. 2.

Tinglysning af kontrakter om forpagtnings-, leje- eller brugsforhold m.v.

Tinglysning af kontrakter om forpagtnings-, leje- eller brugsforhold m.v.

§ 3

En kontrakt m.v. om forpagtnings-, leje- eller brugsforhold vedrørende en landbrugsejendom eller en del heraf skal for at kunne tinglyses enten

  1. indeholde en erklæring om, at kontrakten er gyldig uden tilladelse efter landbrugsloven, jf. stk. 2, eller
  1. være ledsaget af en tilladelse efter landbrugsloven til kontraktens indgåelse.
Stk. 2

Den i stk. 1 nævnte erklæring skal afgives af både ejer og forpagter (lejer, bruger).

Stk. 3

Bestemmelserne i stk. 1 anvendes ikke ved tinglysning af kontrakter m.v. om anbringelse af elmaster eller lignende på landbrugsejendomme, jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 107 af 25. februar 1991 om udstykningskravet.

Stk. 4

En kontrakt m.v. om forpagtning af en landbrugsejendom i sin helhed eller en del af en landbrugsejendom kan ikke tinglyses for et længere tidsrum end 30 år.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 4

Hvis et adkomstdokument eller en kontrakt om forpagtnings-, leje- eller brugsforhold, der kun gyldigt kan oprettes med tilladelse efter landbrugsloven, anmeldes til tinglysning mere end 4 uger efter aftalens indgåelse, og den nødvendige tilladelse ikke medfølger ved anmeldelsen til tinglysning, afvises dokumentet fra tingbogen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Et adkomstdokument eller en kontrakt om forpagtnings-, leje- eller brugsforhold kan efter dommerens bestemmelse tinglyses med frist i følgende tilfælde:

  1. Når det ved anmeldelsen til tinglysning godtgøres, at ansøgning om tilladelse til erhvervelse eller forpagtning m.v. er indsendt inden 4 ugers-fristens udløb til jordbrugskommissionen, jf. bekendtgørelse nr. 772 af 24. august 1994 om ansøgninger i henhold til landbrugsloven.
  1. Når det ved anmeldelsen til tinglysning godtgøres, at ejendommen inden 4 uger efter overdragelsen eller forpagtningen m.v. er overgået til en ny ejer eller forpagter (lejer, bruger).
  1. Når det ved anmeldelsen til tinglysning godtgøres, at erhververen har afgivet behørig erklæring om, at erhvervelsesbetingelserne i lovens § 16, § 17, stk. 2, § 17 a, stk. 1, § 18 a, stk. 1-3, eller § 20, stk. 1, er opfyldt, og det oplyses, at adkomstdokumentet, vedlagt fornævnte erklæring, vil blive fremsendt til kommunen til påtegning umiddelbart efter, at dokumentet er tinglyst med frist til fremskaffelse af fornøden dokumentation.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. august 1999.

Stk. 2

Bekendtgørelsens §§ 1-3 finder anvendelse på dokumenter om adkomst på landbrugsejendomme og kontrakter om forpagtnings-, leje- eller brugsforhold, der anmeldes til tinglysning efter 1. september 1999, og som støtter sig på retshandler, der er indgået efter denne dato, jf. dog stk. 4.

Stk. 3

Med hensyn til dokumenter om adkomst på landbrugsejendomme og kontrakter om forpagtnings-, leje- eller brugsforhold, der er indgået før 1. september 1999, finder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 769 af 24. august 1994 af lov om landbrugsejendomme, jf. bekendtgørelse nr. 771 af 24. august 1994 om dokumentation ved tinglysning af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme, fremdeles anvendelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 4

Bestemmelserne i lovens § 20 er trådt i kraft den 4. juni 1999. Bekendtgørelsens §§ 1 og 2 finder derfor anvendelse ved tinglysning af dokumenter om adkomst på landbrugsejendomme for § 20-selskaber, hvor adkomsten støtter sig på en retshandel, der er indgået efter den 3. juni 1999. Hvis adkomsten støtter sig på en retshandel før den 4. juni 1999, finder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 771 af 24. august 1994 fortsat anvendelse. Det er en forudsætning, at selskabet er oprettet ved en stiftelsesoverenskomst før den 4. juni 1999.

Stk. 5

Bekendtgørelse nr. 771 af 24. august 1994 om dokumentation ved tinglysning af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme ophæves for så vidt angår de retshandler, der omfattes af nærværende bekendtgørelse.


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 26. juli 1999, den 26. juli 1999

/Henrik Dam Kristensen Bodil Ekner/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1999
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1999