Bekendtgørelse om Nævnet vedrørende EU-oplysning
BEK nr 686 af 25/08/1999
§ 1
Undervisningsministeren nedsætter Nævnet vedrørende EU-oplysning (nævnet) med hjemsted i Københavns Kommune.
Nævnet består af en formand og 4 yderligere medlemmer. Formand og øvrige medlemmer, der udpeges af undervisningsministeren, beskikkes for perioden fra den 1. januar 1999 til den 31. december 2001.
Fratræder et medlem inden udløbet af beskikkelsesperioden, foretages ny beskikkelse for den resterende del af beskikkelsesperioden.
Nævnet fastsætter selv sin forretningsorden.
Nævnet udarbejder en institutionsinstruks. Instruksen skal godkendes af Undervisningsministeriet.
§ 2
Nævnet forestår udbetalingen af den del af bevillingen, der i medfør af tekstanmærkningen fordeles til Folketingets partier samt bevægelserne.
Nævnet fastsætter ved enstemmighed regler for fordeling af den del af bevillingen, der i medfør af tekstanmærkningen af nævnet anvendes til oplysning om Den Europæiske Union, herunder om tilskudsmodtageres regnskabsaflæggelse og revison af regnskabet.
Nævnet varetager administrationen i forbindelse med fordelingen af den samlede bevilling.
§ 3
Nævnets afgørelser om fordeling af den del af bevillingen, der af nævnet anvendes til oplysning om Den Europæiske Union, er endelige og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 4
Nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst tre af medlemmerne er til stede.
Ved formandens fravær vælger nævnet selv blandt sine medlemmer en mødeleder.
Beslutning træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslaggivende. I tilfælde af formandens fravær er den valgte mødeleders stemme udslaggivende.
Nævnets mødereferater, der indeholder forhandlinger og afgørelser, indføres i en protokol efter godkendelse og underskrift af de på mødet tilstedeværende nævnsmedlemmer. Øvrige medlemmer bekræfter ved underskrift på referat, at de er gjort bekendt med referatet og dets indhold.
§ 5
Nævnet kan til varetagelse af den daglige drift oprette et sekretariat eller efter indgået aftale herom overdrage varetagelsen af sekretariatsopgaverne til en privat ansat, en privat virksomhed, en privat organisation eller forening eller en offentlig institution. Aftale om overdragelse af sekretariatsopgaverne skal godkendes af Undervisningsministeriet.
Ved oprettelse af eget sekretariat kan nævnet ansætte personale. Aflønningen m.v. af personalet sker efter de for statens personale gældende regler. Vilkår for aflønning m.v. af en daglig leder skal godkendes af Undervisningsministeriet.
Sekretariatsbistanden kan ikke udføres af virksomheder, organisationer eller foreninger m.v. med tilknytning til nævnets medlemmer, eller af personer, der er ansat hos eller har lignende tilknytning til nævnets medlemmer.
§ 6
Nævnets medlemmer ydes vederlag efter statens regler om særskilt vederlæggelse m.v. Nævnets medlemmer ydes godtgørelse for befordringsudgifter i forbindelse med deltagelse i nævnets møder efter de for statens tjenestemænd gældende regler.
§ 7
Nævnets driftsudgifter, herunder udgifter til varetagelse af sekretariatsopgaverne, annoncering m.v., samt vederlag til medlemmerne og udgifter til medlemmernes befordringsgodtgørelse afholdes af den del af bevillingen, der i medfør af tekstanmærkning nr. 125 er afsat hertil.
§ 8
Nævnet tegnes af nævnets formand alene eller af det samlede nævn.
Dispositioner vedrørende nævnets administration skal ske i overensstemmelse med Finansministeriets budgetvejledning.
§ 9
Nævnet, herunder dets sekretariatsvirksomhed, er underlagt forvaltningsloven, lov om offentlighed i forvaltningen, lov om offentlige myndigheders registre og lov om offentlige arkiver m.v.
§ 10
Nævnets regnskabsår er kalenderåret.
Nævnet aflægger regnskab for Undervisningsministeriet senest den 1. juni efter udløbet af regnskabsåret og afgiver samtidig en beretning over nævnets virksomhed, herunder om fordeling af bevillingen. Det hele af nævnet godkendte og underskrevne regnskab afgives af Undervisningsministeriet til Rigsrevisionen.
Nævnets regnskab revideres af Rigsrevisionen i henhold til § 2, stk. 1, nr. 2, i lov om revisionen af statens regnskaber.
Regnskabet skal omfatte den samlede bevilling, udgifter og indtægter samt aktiver og passiver. Nævnet skal følge statens kontoplan og de statslige regnskabsbestemmelser i øvrigt.
§ 11
Nævnet udarbejder et driftsbudget for finansåret med budgetoverslagsår, der skal godkendes af Undervisningsministeriet. Når budgettet er godkendt, foranlediger Undervisningsministeriet udbetaling af det bevilgede beløb i kvartalsvise rater.
§ 12
Nævnet udarbejder kvartalsvise regnskabsoversigter. Oversigterne gennemgås løbende på nævnets møder og sendes til Undervisningsministeriet og Rigsrevisionen inden udgangen af det efterfølgende kvartal.
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 1999 og har virkning fra den 1. januar 1999.
Undervisningsministeriet, den 25. august 1999, den 25. august 1999
/P.m.v.Berrit HansenStyrelseschef Annegrete Østerbye/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999