TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om civil værnepligt

BEK nr 781 af 15/10/1999

DanmarkBekendtgørelse1999

§ 1

Administrationen for civil værnepligt (Militærnægteradministrationen) træffer afgørelser efter §§ 1-3 og 10 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde.

§ 2

Værnepligtige, der overføres til civilt arbejde efter at have påbegyndt den første samlede tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet, skal udføre civilt arbejde i et antal dage, der svarer til den resterende del af den første samlede tjeneste.

§ 3

Værnepligtige, der overføres til civilt arbejde efter at have gennemført den første samlede tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet, skal udføre civilt arbejde i et antal dage, der svarer til den efterfølgende tjeneste, den pågældende er indkaldt til.

§ 4

En arbejdsdag for en civil værnepligtig svarer til en normal overenskomstmæssig arbejdstid på det danske arbejdsmarked.

§ 5

En værnepligtig, der endnu ikke er fordelt til værnepligtstjeneste, og som søger om overførelse til civilt arbejde, deler vilkår med de værnepligtige, sammen med hvilke han skal fordeles.

Stk. 2

Hvis en civil værnepligtig får en lavere egnethedsvedtegning, før han er mødt til tjeneste, deler den pågældende på grundlag heraf og under hensyntagen til uddannelse og livsstilling vilkår med de værnepligtige, med hvilke han er fordelt eller skal fordeles.

  • Eftertjeneste og hjemsendelse m.v. af værnepligtige ved civilt arbejde

§ 6

Har en værnepligtig været ulovligt fraværende fra værnepligtstjenesten i i alt 15 dage eller derover, forlænges tjenesten tilsvarende. Med ulovligt fravær sidestilles i denne bekendtgørelse strafafsoning, herunder varetægtsfængsel, der anses som udstået i straffen.

Stk. 2

Uanset bestemmelsen i stk. 1 medfører ulovligt fravær fra tjenesten for værnepligtige, der har gennemført den første samlede tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet, at tjenesten forlænges med et antal dage svarende til længden af det ulovlige fravær.

§ 7

En værnepligtig, som i i alt 20 dage eller derover ulovligt har undladt at udføre det arbejde, der påhviler ham, kan hjemsendes.

Stk. 2

Hjemsendelse efter stk. 1 kan kun ske én gang og kan ikke finde sted, når den værnepligtige har været midlertidigt hjemsendt under tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet.

§ 8

En værnepligtig, der er hjemsendt efter § 7, indkaldes igen med mindst 4 ugers varsel. Har den værnepligtige før hjemsendelsen aftjent værnepligt i i alt 30 dage eller derover efter fradrag for ulovligt fravær, fraregnes den aftjente værnepligt i den resterende tjenestetid.

§ 9

En værnepligtig, der efter at være mødt til tjeneste, erklæres for tiden uegnet til værnepligtstjeneste, hjemsendes og indkaldes ikke til ny tjeneste uanset senere ændring i egnethedsbedømmelsen.

§ 10

Militærnægteradministrationen kan, når særlige omstændigheder taler for det, fritage en værnepligtig for eftertjeneste og for ny indkaldelse.

  • Aflønning og andre ydelser til civile værnepligtige samt betaling for anvendelse af civile værnepligtiges udførelse af civilt arbejde til dækning af administrationsomkostninger

§ 11

Værnepligtige, der er overført til civilt arbejde, før de har gennemført den første samlede tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet, modtager under tjenesten dagløn, kostpenge, hjemsendelsespenge og ved tjeneste i mere end 30 dage beklædningsgodtgørelse, der pr. 1. april 1999 udgør følgende beløb:

Stk. 2

Værnepligtige, der er overført til civilt arbejde, efter at de har gennemført den første samlede tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet, modtager under tjenesten godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste samt dækning af merudgifter ved fravær fra hjemmet efter de regler, der gælder for genindkaldte værnepligtige i forsvaret.

Stk. 3

Dagløn og hjemsendelsespenge reguleres årligt pr. 1. april med samme gennemsnitlige reguleringsprocent som lønnen til værnepligtige i forsvaret. Kostpenge og beklædningsgodtgørelse reguleres årligt pr. 1. april på grundlag af Danmarks Statistiks månedsprisindeks for fødevarer og for beklædning og fodtøj.

  1. Dagløn pr. måned: 3.610,00 kr.
  1. Kostpenge pr. måned: 2.350,83 kr.
  1. Hjemsendelsespenge pr. måned: 433,50 kr.
  1. Beklædningsgodtgørelse ved tjeneste i mere end 30 dage (engangsbeløb): 1.158,00 kr.

§ 12

Civile værnepligtige har ret til fri rejse efter de regler, der gælder for værnepligtige i forsvaret.

Stk. 2

Civile værnepligtige har ret til fri lægehjælp ved Militærnægteradministrationens læge og uden for dennes træffetid ved praktiserende læge eller vagtlæge. Civile værnepligtige har endvidere ret til anden lægehjælp m.v., hvortil den værnepligtige er henvist af de i 1. pkt. nævnte læger.

Stk. 3

Civile værnepligtige har ret til fri ordinær tandbehandling. Militærnægteradministrationen kan efter forudgående ansøgning fra den værnepligtige meddele tilladelse til fri ekstraordinær tandbehandling.

§ 13

Militærnægteradministrationen opkræver betaling for anvendelse af civile værnepligtiges udførelse af civilt arbejde til dækning af administrationsomkostninger.

Stk. 2

Betalingen opkræves fra institutioner, der efter den 1. januar 1989 er godkendt til anvendelse af værnepligtiges udførelse af civilt arbejde.

Stk. 3

Betalingen udgør 35 kr. (januar 1999-niveau) for hver dag, den civile værnepligtige udfører civilt arbejde. Beløbet reguleres pr. 1. januar efter Danmarks Statistiks lønstatistik for staten for hver hele krones udsving.

  • Undladelse af at indkalde værnepligtige, som er overført til civilt arbejde efter at have afsluttet den første samlede tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet, og som er idømt visse sanktioner

§ 14

Militærnægteradministrationen træffer afgørelser efter § 4 a i værnepligtsloven.

Stk. 2

Hvis Militærnægteradministrationen af tidsmæssige årsager ikke kan træffe afgørelse om indkaldelse inden mødedagen, stilles indkaldelsen i bero, og den værnepligtige underrettes herom.

Stk. 3

Til brug for behandlingen af sager efter stk. 1 vedrørende værnepligtige, som er overført til civilt arbejde efter at have afsluttet den første samlede tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet, og som skal indkaldes til civilt arbejde, indhenter Militærnægteradministrationen forud for indkaldelse og forud for mødedagen hos Rigspolitichefen oplysninger som nævnt i værnepligtslovens § 4 b, stk. 1.

§ 15

Militærnægteradministrationens pålæg efter § 3, stk. 1, i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2

Øvrige afgørelser efter §§ 1-3 og 10 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde kan indbringes for indenrigsministeren inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt den værnepligtige.

§ 16

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 1999.

Stk. 2

Samtidig ophæves følgende bekendtgørelser:

  1. bekendtgørelse nr. 12 af 8. januar 1987 om tjenestetid m.v. ved civilt arbejde,
  1. bekendtgørelse nr. 396 af 6. juni 1989 om eftertjeneste, hjemsendelse og ny indkaldelse af værnepligtige, der aftjener værnepligt ved civilt arbejde,
  1. bekendtgørelse nr. 57 af 24. januar 1994 om eftertjeneste og hjemsendelse m.v. af værnepligtige ved civilt arbejde og
  1. bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1994 om værnepligtiges overførelse til civilt arbejde og sanitetstropperne.

Indenrigsministeriet, den 15. oktober 1999, den 15. oktober 1999

/Thorkild Simonsen E. H. Petersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1999
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1999
Bekendtgørelse om civil værnepligt | TheLawyer.sh