TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om BVD hos kvæg

BEK nr 8 af 07/01/1999

DanmarkBekendtgørelse1999

§ 1

Ved BVD forstås infektion hos kvæg med det virus, som kan forårsage sygdommene Bovin Virus Diarre og Mucosal Disease.

Stk. 2

Ved PI-dyr (Persistent Inficerede) forstås kvæg, som immunologisk tolererer BVD-virus, og som huser og udskiller dette virus gennem hele deres levetid.

Stk. 3

Ved en besætning med BVD-fri status forstås en besætning, hvori der ikke befinder sig PI-dyr og hvor fri status er bekræftet indenfor de sidste 12 måneder, jf. § 4.

Stk. 4

Ved en besætning med ikke BVD-fri status forstås en besætning, hvori betingelserne for opnåelse eller opretholdelse af BVD-fri status ikke er opfyldt. Ændring fra en ikke BVD-fri status til en BVD-fri status kan tidligst ske 12 måneder efter det sidste PI-dyr er slagtet eller destrueret.

§ 2

Den ansvarlige for en kvægbesætning skal ved mistanke om udbrud af BVD i besætningen foretage anmeldelse herom til en dyrlæge. Vides besætningen at indeholde PI-dyr, skal anmeldelse dog ikke foretages.

Stk. 2

Anmeldelse skal ske, når der i besætningen forekommer et eller flere af nedenstående symptomer:

  1. omløbninger eller kastninger i uventet omfang, eventuelt efterfulgt af svagtfødte kalve eller kalve med medfødte centralnervøse forstyrrelser eller blindhed, eller
  1. appetitløshed, depression, feber, rindende øjne og næsebor samt sår på mund- og næseslimhinde hos ungdyr.

§ 3

Modtager en dyrlæge anmeldelse, jf. § 2, eller får dyrlægen selv mistanke om udbrud af BVD i en besætning, som ikke vides at indeholde PI-dyr, skal dyrlægen foretage en undersøgelse med henblik på at konstatere, om nogle dyr viser tegn på at være smittet med sygdommen.

Stk. 2

Hvis mistanken ikke kan afvises, skal dyrlægen indsende materiale med angivelse af besætningens CHR-nummer. Materialet indsendes til Statens Veterinære Institut for Virusforskning, Lindholm, eller til Statens Veterinære Serumlaboratorium, Frederiksberg, efter Veterinær- og Fødevaredirektoratets nærmere anvisning.

Stk. 3

Når dyrlægen har modtaget meddelelse om resultatet af undersøgelsen fra det i stk. 2 nævnte laboratorium, underretter dyrlægen den ansvarlige for kvægbesætningen om dette resultat.

§ 4

Den ansvarlige for en kvægbesætning skal sørge for, at besætningens status med hensyn til forekomst af PI-dyr bliver klarlagt og efterkontrolleret med højst 12 måneders mellemrum.

Stk. 2

Status afklares på grundlag af tankmælksprøver og / eller blodprøver efter Veterinær- og Fødevaredirektoratets nærmere anvisning. Ved blodprøvning udtages prøver af mindst 3 dyr over 8 måneder.

Stk. 3

De i stk. 2 nævnte prøver indsendes med angivelse af besætningens CHR-nummer, og ved blodprøver tillige angivelse af dyrenes øremærkenummer, til Kvægbrugets Laboratorium, Ladelund eller et andet af Veterinær- og Fødevaredirektoratet godkendt laboratorium.

Stk. 4

De i stk. 2 nævnte blodprøver kan også undersøges for IBR og Salmonella.

§ 5

Dyr fra en BVD-fri besætning kan, hvis den BVD-fri status har været opretholdt i mindst 2 år og er bekræftet ved en statusundersøgelse, der er under 4 måneder gammel, omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang uden forudgående undersøgelse for BVD.

Stk. 2

Dyr fra en BVD-fri besætning, der ikke overholder de i stk. 1 nævnte betingelser, må kun omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang, hvis de er blodprøveundersøgt for BVD-virus med negativt resultat. Kalve under 3 måneder skal desuden være blodprøveundersøgt for BVD-antistof med negativt resultat. Kalvene skal være undersøgt for virus og antistof på samme dag.

§ 6

Dyr fra en ikke BVD-fri besætning må kun omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang, hvis de er undersøgt for BVD-virus med negativt resultat. Hundyr, der er over 1 år gamle og kalve, der er under 3 måneder gamle, skal desuden være undersøgt for BVD-antistof med negativt resultat. Undersøgelsen for antistof hos hundyr over 1 år må ikke være over 4 uger gammel på det tidspunkt, hvor dyret bliver omsat. Dog kan hundyr over 1 år, som er BVD-antistof positive, omsættes fra 0 til 4 uger efter kælving eller abortering. Kalve under 3 måneder skal være undersøgt for virus og antistof på samme dag.

§ 7

Kalve, der er under 4 måneder gamle, kan omsættes til levebrug uden blodprøveundersøgelse for BVD til specialiserede slagtekalvebesætninger, der har dispensation fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet til at modtage sådanne kalve. Kalve fra specialiserede slagtekalvebesætninger må kun sendes direkte til slagtning eller eksport og må ikke udbindes.

§ 8

Dyr fra en ikke BVD-fri besætning må kun være udbundet, hvis undersøgelse har vist, at de er fri for BVD-virus.

§ 9

Blandt dyr, der hjemtages fra en fælles græsgang, skal der udtages mindst tre blodprøver til undersøgelse for BVD-antistof. Prøverne skal udtages blandt dyr, der ved udsættelsen var antistofnegative og skal udtages senest 3 uger efter hjemtagelsen.

§ 10

Den ansvarlige for en ikke BVD-fri besætning skal give meddelelse herom til alle, der kommer i kontakt med besætningen, herunder til naboer med kvæg eller ejere af kvæg på nabomarker.

§ 11

Den besætningsansvarlige skal ved fund af et PI-dyr sørge for, at dyret, senest en måned efter fundet, bliver ført til slagtning eller destruktion.

§ 12

PI-dyr, der føres til slagtning, skal afhentes sidst på vognmandens rute og skal køres direkte til slagteriet.

§ 13

Vaccination mod BVD er ikke tilladt.

§ 14

Laboratorier godkendt af Veterinær- og Fødevaredirektoratet skal indsende alle prøveresultater til det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR), efter nærmere anvisning fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

§ 15

Udgifterne ved undersøgelse af de i § 3, stk. 2, nævnte prøver betales af Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Alle andre udgifter, som afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Veterinær- og Fødevaredirektoratet uvedkommende.

§ 16

Med bøde straffes den, der overtræder § 2, stk. 1, § 3, § 4, stk. 1, eller §§ 5-13.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. januar 1999. Dog træder §§ 5 og 6 først i kraft den 1. april 1999.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1034 af 17. december 1997 om BVD hos kvæg. § 7 og § 11 i bekendtgørelsen ophæves dog først den 1. april 1999.

§ 18

Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1999
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1999