Bekendtgørelse om BVD hos kvæg
BEK nr 842 af 18/11/1999
§ 1
Ved BVD forstås infektion hos kvæg med det virus, som kan forårsage sygdommene Bovin Virus Diarre og Mucosal Disease.
Ved PI-dyr (Persistent Inficerede) forstås kvæg, som immunologisk tolererer BVD-virus, og som huser og udskiller dette virus gennem hele deres levetid.
Ved en besætning forstås i denne bekendtgørelse et dyr eller en gruppe dyr, der holdes på en bedrift som en epidemiologisk enhed.
Ved en besætning med BVD-fri status forstås en besætning, hvori der ikke befinder sig PI-dyr og hvor fri status er bekræftet indenfor de sidste 12 måneder, jf. § 4.
Ved en besætning med ikke BVD-fri status forstås en besætning, hvori betingelserne for opnåelse eller opretholdelse af BVD-fri status ikke er opfyldt. Ændring fra en ikke BVD-fri status til en BVD-fri status kan tidligst ske 12 måneder efter det sidste PI-dyr er slagtet eller destrueret.
§ 2
Den ansvarlige for en kvægbesætning skal ved mistanke om udbrud af BVD i besætningen foretage anmeldelse herom til en dyrlæge. Vides besætningen at indeholde PI-dyr, skal anmeldelse dog ikke foretages.
Anmeldelse skal ske, når der i besætningen forekommer et eller flere af nedenstående symptomer:
- omløbninger eller kastninger i uventet omfang, eventuelt efterfulgt af svagtfødte kalve eller kalve med medfødte centralnervøse forstyrrelser eller blindhed, eller
- appetitløshed, depression, feber, rindende øjne og næsebor samt sår på mund- og næseslimhinde hos ungdyr.
§ 3
Modtager en dyrlæge anmeldelse, jf. § 2, eller får dyrlægen selv mistanke om udbrud af BVD i en besætning, som ikke vides at indeholde PI-dyr, skal dyrlægen foretage en undersøgelse med henblik på at konstatere, om nogle dyr viser tegn på at være smittet med sygdommen.
Hvis mistanken ikke kan afvises, skal dyrlægen indsende materiale med angivelse af besætningens CHR-nummer. Materialet indsendes til Statens Veterinære Institut for Virusforskning, Lindholm, eller til Statens Veterinære Serumlaboratorium, Frederiksberg, efter Fødevaredirektoratets nærmere anvisning.
Når dyrlægen har modtaget meddelelse om resultatet af undersøgelsen fra det i stk. 2 nævnte laboratorium, underretter dyrlægen den ansvarlige for kvægbesætningen om dette resultat.
§ 4
Den ansvarlige for en kvægbesætning skal sørge for, at besætningens status med hensyn til forekomst af PI-dyr bliver klarlagt og efterkontrolleret med højst 12 måneders mellemrum.
Status afklares på grundlag af tankmælksprøver og / eller blodprøver efter Fødevaredirektoratets nærmere anvisning. Ved blodprøvning udtages prøver af mindst 3 dyr over 8 måneder.
De i stk. 2 nævnte prøver indsendes med angivelse af besætningens CHR-nummer, og ved blodprøver tillige angivelse af dyrenes øremærkenummer, til Kvægbrugets Laboratorium, Ladelund eller et andet af Fødevaredirektoratet godkendt laboratorium.
De i stk. 2 samt §§ 5 og 6 nævnte blodprøver og mælkeprøver kan også undersøges for antistoffer mod IBR og Salmonella.
§ 5
Dyr fra en BVD-fri besætning kan, hvis den BVD-fri status har været opretholdt i mindst 2 år og er bekræftet ved en statusundersøgelse, der er under 4 måneder gammel, omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang uden forudgående undersøgelse for BVD.
Dyr fra en BVD-fri besætning, der ikke overholder de i stk. 1 nævnte betingelser, må kun omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang, hvis de er blodprøveundersøgt for BVD-virus med negativt resultat. Kalve under 3 måneder skal desuden være blodprøveundersøgt for BVD-antistof med negativt resultat. Kalvene skal være undersøgt for virus og antistof på samme dag.
§ 6
Dyr fra en ikke BVD-fri besætning må kun omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang, hvis de er undersøgt for BVD-virus med negativt resultat. Hundyr, der er over 1 år gamle og kalve, der er under 3 måneder gamle, skal desuden være undersøgt for BVD-antistof med negativt resultat. Undersøgelsen for antistof hos hundyr over 1 år må ikke være over 4 uger gammel på det tidspunkt, hvor dyret bliver omsat, udstillet eller ført til fælles græsgang. Dog kan hundyr over 1 år, som enten ikke er undersøgt for antistoffer, eller som er BVD-antistof positive, omsættes, udstilles eller føres til fælles græsgang fra 0 til 4 uger efter kælving eller abortering. Kalve under 3 måneder skal være undersøgt for virus og antistof på samme dag.
§ 7
Kalve, der er under 4 måneder gamle, kan omsættes til levebrug uden blodprøveundersøgelse for BVD til specialiserede slagtekalvebesætninger, der har dispensation fra Fødevaredirektoratet til at modtage sådanne kalve. Kalve fra specialiserede slagtekalvebesætninger må kun sendes direkte til slagtning eller eksport og må ikke udbindes.
§ 8
Dyr fra en ikke BVD-fri besætning må kun være udbundet, hvis undersøgelse har vist, at de er fri for BVD-virus.
§ 9
De i § 5, stk. 2, og § 6 nævnte blodprøver skal tillige undersøges for BVD-antistoffer. Prøver udtaget i medfør af § 8 skal ligeledes undersøges for BVD-antistoffer.
§ 10
Blandt dyr, der hjemtages fra en fælles græsgang, skal der udtages mindst tre blodprøver til undersøgelse for BVD-antistof. Prøverne skal udtages blandt dyr, der ved udsættelsen var antistofnegative og skal udtages senest 3 uger efter hjemtagelsen.
§ 11
Den ansvarlige for en ikke BVD-fri besætning skal give meddelelse herom til alle, der kommer i kontakt med besætningen, herunder til naboer med kvæg eller ejere af kvæg på nabomarker.
§ 12
Den besætningsansvarlige skal ved fund af et PI-dyr sørge for, at dyret, senest en måned efter fundet, bliver ført til slagtning eller destruktion.
§ 13
PI-dyr, der føres til slagtning, skal afhentes sidst på vognmandens rute og skal køres direkte til slagteriet.
§ 14
Vaccination mod BVD er ikke tilladt.
§ 15
Laboratorier godkendt af Fødevaredirektoratet skal indsende alle prøveresultater til det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR), efter nærmere anvisning fra Fødevaredirektoratet.
§ 16
Udgifterne ved undersøgelse af de i § 3, stk. 2, nævnte prøver afholdes af Fødevaredirektoratet. Alle andre udgifter, som afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Fødevaredirektoratet uvedkommende.
§ 17
Med bøde straffes den, der overtræder § 2, stk. 1, § 3, § 4, stk. 1, eller §§ 5-14.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 18
Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. november 1999.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 8 af 7. januar 1999 om BVD hos kvæg.
§ 19
Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999