Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved indstilling af repræsentanter for den færøske offentlighed til Dommerudnævnelsesrådet
BEK nr 849 af 19/11/1999
§ 1
De to repræsentanter for den færøske offentlighed, som i medfør af § 43 b, stk. 5, 3. pkt., i lov for Færøerne om rettens pleje skal beskikkes af justitsministeren til Dommerudnævnelsesrådet efter indstilling fra og blandt de personer, der er optaget på nævningelisten, samt de to suppleanter for disse, jf. § 43 b, stk. 8, i lov for Færøerne om rettens pleje, vælges ved direkte valg.
Der skal stemmes på to kandidater svarende til antallet af færøske offentlighedsrepræsentanter i Dommerudnævnelsesrådet.
§ 2
En valgbestyrelse bestående af formanden for Dommerudnævnelsesrådet, chefen for Landsstyrets lovafdeling, og den administrerende sorenskriver forestår valget og træffer afgørelser vedrørende spørgsmål, som ikke er reguleret i nærværende bekendtgørelse, herunder afgørelse vedrørende eventuelle indsigelser, jf. § 6.
§ 3
Det påhviler den administrerende sorenskriver ved almindeligt brev til samtlige personer på nævningelisten at opfordre disse til inden for en af valgbestyrelsen fastsat frist skriftligt at anmelde deres eventuelle kandidatur til de administrerende sorenskriver.
Ligeledes kan personer optaget på nævningelisten inden samme frist indstille andre pesoner fra nævningelisten som kandidater. Dette skal fremgå af den i stk. 1 nævnte opfordring. Personer, som opstilles af andre, betragtes kun som kandidater, hvis de efterfølgende på den administrerende sorenskrivers opfordring skriftligt har bekræftet deres kandidatur.
Et kandidatur gælder principalt til hvervet som medlem af Dommerudnævnelsesrådet, subsidiært til hvervet som suppleant. Det er således ikke muligt alene at opstille som enten medlem eller suppleant.
Det står hver enkelt kandidat frit ved anmeldelse eller bekræftelse af sit kandidatur at medsende eventuelt opstillingsmateriale (oplysninger om motivation for opstillingen e.lign.), som den pågældende ønsker udsendt samtidig med udsendelse af stemmesedler. Den i stk. 1 nævnte opfordring skal indeholde oplysning om denne mulighed.
Hvis der inden udløbet af den i stk. 1 fastsatte frist ikke er anmeldt mindst 4 kandidater, påhviler det den administrerende sorenskriver ved almindeligt brev til samtlige personer på nævningelisten på ny at opfordre til skriftlig anmeldelse af kandidaturer indenfor en af valgbestyrelsen fastsat forlænget frist. Valgbestyrelsen kan i den forbindelse overlade det til den administrerende sorenskriver at rette henvendelse til enkeltpersoner optaget på nævningelisten og opfordre disse til at anmelde deres kandidatur. Hvis der inden udløbet af den forlængede frist ikke er anmeldt mindst 4 kandidater, kan valgbestyrelsen beslutte på ny at forlænge fristen. Dette kan gentages indtil det tidspunkt, hvor der er anmeldt mindst 4 kandidater.
§ 4
Ved udløb af den i § 3, stk. 1, nævnte frist eller en eventuel forlænget frist, jf. § 3, stk. 5, udarbejder den administrerende sorenskriver en stemmeseddel, hvor de personer, der har anmeldt eller bekræftet deres kandidatur inden fristens udløb, opstilles i alfabetisk orden med angivelse af navn, alder og bopælskommune. Af stemmesedlen skal fremgå, at den for at være gyldig skal påføres to afkrydsninger. Herudover skal stemmesedlen indeholde oplysning om fristen for stemmeafgivelse, jf. stk. 2.
Valgbestyrelsen fastsætter den dato, hvor de udfyldte stemmesedler senest skal være den administrerende sorenskriver i hænde.
Stemmesedlens udformning skal godkendes af valgbestyrelsen.
Snarest muligt efter udløbet af fristen for anmeldelse af kandidatur, jf. § 3, stk. 1 og 5, udsender den administrerende sorenskriver ved almindeligt brev til samtlige personer på nævningelisten den i stk. 1 beskrevne stemmeseddel, eventuelt opstillingsmateriale modtaget fra kandidaterne samt eventuelt yderligere materiale efter valgbestyrelsens nærmere bestemmelse.
§ 5
Opgørelsen af valgresultatet foretages af valgbestyrelsen. Stemmesedler, der ikke er påført to afkrydsninger, anses som ugyldige. Stemmesedler, der indkommer efter udløbet af den i medfør af § 4, stk. 2, fastsatte frist, indgår ikke i opgørelsen.
De to kandidater, som har fået flest stemmer, betragtes som valgt til at blive indstillet som færøske offentlighedsrepræsentanter i Dommerudnævnelsesrådet.
Den kandidat, som har fået tredjeflest stemmer, betragtes som valgt til at blive indstillet som suppleant for den kandidat, som har fået flest stemmer. Den kandidat, som har fået fjerdeflest stemmer, betragtes som valgt til at blive indstillet som suppleant for den kandidat, som har fået næstflest stemmer.
I tilfælde af stemmelighed mellem nogle af kandidaterne foretages lodtrækning mellem de pågældende af formanden for Dommerudnævnelsesrådet i overværelse af resten af valgbestyrelsen.
§ 6
Det påhviler den administrerende sorenskriver snarest efter opgørelsen af valgresultatet ved almindeligt brev at meddele dette til samtlige personer på nævningelisten. Meddelelsen skal indeholde oplysning om muligheden for at fremsætte eventuelle indsigelser overfor den administrerende sorenskriver indenfor en af valgbestyrelsen fastsat indsigelsesfrist og om muligheden for at gennemse de indkomne stemmesedler på dommerkontoret. I tilfælde af indsigelser træffer valgbestyrelsen afgørelse om disse.
§ 7
Snarest muligt efter valgets afslutning udarbejder valgbestyrelsen på grundlag af den gennemførte valghandling en skriftlig indstilling til justitsministeren.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 1999.
Justitsministeriet, den 19. november 1999, den 19. november 1999
/Frank Jensen Karoline Prien Kjeldsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999