Bekendtgørelse om masteruddannelsen i brandsikkerhed
BEK nr 925 af 13/12/1999
§ 1
Formålet med uddannelsen er at kvalificere de studerende til at forestå og koordinere løsninger og tiltag af brandteknisk art under anvendelse af den nyeste tekniske viden på området.
Uddannelsen skal kvalificere de studerende til beskæftigelse inden for følgende områder:
- Brandteknisk projektering og rådgivning.
- Brandteknisk produktudvikling.
- Brandforsikring.
- Brandinspektion.
- Brandteknisk prøvning.
- Brandteknisk byggesagsbehandling hos offentlige myndigheder.
- Beskæftigelse som brandinspektør og brand- og beredskabschef.
§ 2
Uddannelsen udbydes af Danmarks Tekniske Universitet. Undervisningsministeriet kan godkende, at uddannelsen udbydes af andre uddannelsesinstitutioner.
§ 3
Der er adgang til uddannelsen for ansøgere, der har afsluttet en uddannelse som akademi-, teknikum-, diplom- eller civilingeniør, og derefter har mindst 2 års relevant erhvervserfaring. Institutionen kan på baggrund af en konkret vurdering optage ansøgere med en anden akademisk baggrund på uddannelsen.
Institutionen kan efter en konkret vurdering give adgang til ansøgere, der ikke opfylder betingelserne i stk.1, men som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at kunne optages på uddannelsen.
§ 4
Institutionen fastsætter antallet af ansøgere, som kan optages på uddannelsen.
§ 5
Uddannelsen er en erhvervsrettet deltidsuddannelse, der udbydes som åben uddannelse. Uddannelsen kan tilrettelægges på heltid efter bestemmelserne i lov om åben uddannelse.
Uddannelsen har et omfang, der svarer til et års heltidsuddannelse (et årsværk). Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år. Et studenterårsværk svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).
Uddannelsen strækker sig over to år, svarende til 4 semestre. Hvis uddannelsen udbydes på heltid, strækker den sig over ét år, svarende til 2 semestre.
§ 6
Uddannelsen indeholder følgende hovedelementer:
- Bygningsbrandteknik.
- Konstruktionsbrandteknik.
- Funktionsbestemte brandkrav.
- Bygningsstablitet/bærende konstruktioner ved brandpåvirkning.
- Bygningsmaterialelære.
- Bygningsenergiteknik.
- Miljøkemi/toksikologi.
- Risikovurdering.
- Anvendt brandteknik.
- Brandscenarier.
- Edb/CAD.
- Økonomi og ledelse.
§ 7
Uddannelsen afsluttes med en projektopgave.
§ 8
For eksamen, herunder prøveformer, bedømmelse, eksamensbeviser, klage over eksamen m.v. gælder reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet (Eksamensbekendtgørelsen), bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse og bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.
§ 9
Danmarks Tekniske Universitet udsteder eksamensbevis for gennemførelse af uddannelsen med titlen Master i Brandsikkerhed, som på engelsk oversættes til Master of Fire Safety Engineering.
§ 10
Danmarks Tekniske Universitet fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning.
Studieordningen skal indeholde regler om:
Det skal fremgå af studieordningen, at uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra de regler, der er fastsat alene af institutionen, når der foreligger usædvanlige forhold.
Inden en studieordning vedtages og ved væsentlige ændringer af denne, tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter. Derudover indhentes en udtalelse fra censorformandskabet.
- Adgangskrav, herunder regler om erhvervserfaring som adgangsbetingelse, jf. § 3.
- Beskrivelse af mål, indhold og tidsmæssigt omfang og rækkefølge af de enkelte dele af uddannelsen.
- Beskrivelse af undervisningsformer, defineret som klasseundervisning, forelæsninger, kurser, øvelser, seminarer, fjernundervisning, projektarbejde m.v. Beskrivelse af eventuelle bundne forudsætninger i studieforløbet.
- Tidsfrister for gennemførelse af uddannelsen eller dele heraf.
- Regler om prøveformer og eventuelle valg af prøveformer.
- Antallet af prøver og disses placering i uddannelsen.
- Fastsættelse af, hvilke prøver der bedømmes med medvirken af ministerielt udpegede censorer.
- Regler om den afsluttende projektopgave på 4. semester.
- Meritregler.
Studieordningen og væsentlige ændringer heri træder i kraft ved et studieårs begyndelse.
Studieordningen og væsentlige ændringer heri sendes til censorerne og Undervisningsministeriet til orientering.
§ 11
Uddannelsesinstitutionen kan i hvert enkelt tilfælde, eller ved generelle regler i studieordningen, godkende, at gennemførte uddannelseselementer eller dele heraf fra en dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer eller dele deraf, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Ved godkendelse efter stk. 1 anses uddannelseselementer for gennemført, hvis de er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.
Afgørelser efter stk. 1 træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelsesdele.
§ 12
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelser fra bekendtgørelsen som led i forsøg. I forbindelse med godkendelsen fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen.
§ 13
Undervisningsministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det er begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde der er nævnt i § 3, stk. 2, § 4, og § 11.
§ 14
Der kan klages til Undervisningsministeriet over institutionens afgørelser i henhold til bekendtgørelsen, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives til institutionen, der videresender denne med en udtalelse til Undervisningsministeriet. Institutionen giver klageren lejlighed til at kommentere udtalelsen inden for en frist af 1 uge. Kommentarerne sendes med til Undervisningsministeriet.
Fristen for at indgive en klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.
§ 15
Hvis ikke andet følger af denne bekendtgørelse, gælder reglerne i bekendtgørelse om åben uddannelse.
§ 16
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2000.
Undervisningsministeriet, den 13. december 1999, den 13. december 1999
/P.M.V.Ivan SørensenStyrelseschef Lone Basse/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999