Bekendtgørelse om arbejdsgivernes betaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES)
BEK nr 977 af 10/12/1999
§ 1
Sikringspligtige arbejdsgivere, der er omfattet af § 5, stk. 1 og 2, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, skal betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring til dækning af udgifter ved erhvervssygdomme og pludselige løfteskader.
Bidragspligten omfatter endvidere enhver, for hvem sædvanlig mindst 3/5 af årsindtægten stammer fra personligt arbejde ved fiskeri, i det omfang erhvervet drives for egen regning.
Arbejdsgiverne har pligt til at tilmelde sig på en særlig blanket, som kan rekvireres hos Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Der kan efter aftale med private forsikringsselskaber og Kommunernes gensidige Forsikringsselskab (KgF) etableres en ordning, hvorefter arbejdsgivernes tegning af en forsikring mod ulykker og skadelige påvirkninger også medfører registrering i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Arbejdsgiveren kan ikke kræve særligt registreringsbevis fra Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, men de registrerede oplysninger vil fremgå af den bidragsopkrævning, arbejdsgiveren modtager.
Bidragspligtige arbejdsgivere registreres i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring med ét eller flere AES-numre, der anvendes ved opkrævning og betaling af bidrag.
§ 2
Med det formål at forhindre overførsel af midler fra én gruppe arbejdsgivere til en anden opdeles arbejdsgiverne i 3 hovedområder: private arbejdsgivere, kommunale/amtskommunale arbejdsgivere og statslige arbejdsgivere. Områderne administreres som lukkede økonomiske kredsløb.
§ 3
Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring fastsætter størrelsen af bidragssatserne (dvs. årsbidraget pr. fuldtidsansat) for et år ad gangen og meddeler de enkelte arbejdsgivere bidragssatsen for det kommende kalenderår samtidig med bidragsopkrævningen.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring beregner den enkelte arbejdsgivers bidrag ud fra arbejdsgiverens tilhørsforhold til en branche, arbejdsgiverens beregnede antal fuldtidsansatte og de forventede udgifter vedrørende den pågældende arbejdsgiver, jf. §§ 4-8.
Arbejdsgiverne skal efter anmodning give Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring oplysninger af betydning for fastsættelsen af bidragene.
§ 4
Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring inddeler de arbejdsgivere, der ikke er omfattet af §§ 5-7, i et antal brancher på grundlag af Danmarks Statistiks branchekodesystem DB93.
Arbejdsgivere, der indtil den 31. december 1998 har været forsikret mod erhvervssygdomme og pludselige løfteskader i Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme A/S (FFE) eller Jordbrugets Arbejdsskadeforsikring A/S, registreres i overensstemmelse med den brancheopdeling, der hidtil har været anvendt i Erhvervssygdomspoolen.
Arbejdsgivere, der indtil den 31. december 1998 har været forsikret mod erhvervssygdomme og pludselige løfteskader i Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Fiskeri G/S, registreres i en branche for sig.
Arbejdsgivere, der indtil den 31. december 1998 har været forsikret mod erhvervssygdomme og pludselige løfteskader i Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart G/S, registreres i en branche for sig, jf. dog § 5.
De arbejdsgivere, der er nævnt i stk. 3 og 4, deltager ikke i finansieringen af den partsstyrede arbejdsmiljøindsats i henhold til arbejdsmiljøloven.
Inden for den enkelte branche betaler arbejdsgiveren ens bidrag for hver fuldtidsansat, jf. dog stk. 7.
For arbejdsgivere, herunder koncerner, der i en forudgående 3-års periode i gennemsnit har haft over 1.000 fuldtidsansatte pr. år, foretages den samlede bidragsfastsættelse på grundlag af det antal erhvervssygdomme og pludselige løfteskader, der er registreret hos arbejdsgiveren for den nævnte 3-års periode. Bidraget pr. fuldtidsansat kan dog ikke udgøre mindre end 75 pct. eller mere end 125 pct. af den bidragssats, bestyrelsen har fastsat for den pågældende branche. Har arbejdsgiveren flere AES-numre, jf. § 1, stk. 4, vil en nedsættelse eller forhøjelse af bidraget gælde for samtlige numre.
Grundlaget for bidragsberegningen for henholdsvis 1999 og 2000 i medfør af stk. 7 er de registrerede skadesudgifter i 3-års perioderne 1995-1997 og 1996-1998.
§ 5
På baggrund af den bidragssats, bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har fastsat for branchen, foretager Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart G/S på vegne af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring beregning og opkrævning af bidrag, foreløbig for 1999 og 2000, hos de arbejdsgivere, der i medfør af § 45 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade er forsikret i Ulykkesforsikringsforbundet mod følger af ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger.
Bidraget opkræves én gang om året i april måned.
Modtagne bidrag overføres til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring uden unødigt ophold.
§ 6
Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring inddeler arbejdsgiverne i følgende grupper:
Herudover fastsætter bestyrelsen særlige satser for kommuners og amtskommuners bidrag for følgende 2 grupper:
Inden for den enkelte gruppe betaler arbejdsgiveren ens bidrag for hver fuldtidsansat, jf. dog stk. 4 og 5.
For den enkelte kommune eller amtskommune fastsættes det samlede bidrag for kalenderåret på grundlag af de udgifter, derer anmeldt og afholdt i en forudgående 6-års periode.
- Byudvikling.
- Forsyningsvirksomhed.
- Vejvæsen.
- Kultur- og skoleforvaltning.
- Sygehusforvaltning.
- Socialforvaltning.
- Administrativ forvaltning.
- Klienter/beboere på døgninstitutioner.
- Klienter på beskyttede værksteder.
Bidraget pr. fuldtidsansat kan ikke udgøre mindre end 75 pct. af den bidragssats, bestyrelsen har fastsat for den pågældende gruppe. Har en arbejdsgiver flere AES-numre, jf. § 1, stk. 4, vil en nedsættelse af bidraget gælde for samtlige numre.
Grundlaget for bidragsberegningen for 1999 i medfør af stk. 3 og 4 er de udgifter, der er registreret til og med den 31. december 1997 på arbejdsskader, der har skadedato i 6-års perioden 1991-1996. Grundlaget for bidragsberegningen for 2000 er de udgifter, der er registreret til og med den 31. december 1998 på arbejdsskader, der har skadedato i 6-års perioden 1992-1997.
§ 7
Arbejdsgivere, der hos Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring er registreret som statslige, betaler ens bidrag for hver fuldtidsansat.
Bidraget udgør det årsbidrag, der er fastsat af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, for hver gang Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) fra arbejdsgiveren har modtaget, hvad der svarer til et fuldt ATP-årsbidrag for medlemmer, der aflønnes månedsvis, jf. § 4a og § 15 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
§ 8
Arbejdsgivere, der ikke er omfattet af gruppeforsikringen under Det Grønlandske Nævn for Arbejdsskadeforsikring, skal betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring til dækning af udgifter ved erhvervssygdomme. Disse arbejdsgivere deltager ikke i finansieringen af udgifter til pludselige løfteskader eller den partsstyrede arbejdsmiljøindsats i henhold til arbejdsmiljøloven og fungerer derfor som 3 lukkede økonomiske kredsløb, jf. stk. 2-4.
Private arbejdsgivere betaler bidrag i medfør af de regler, der er fastsat i § 4.
Arbejdsgivere under Grønlands Hjemmestyre og kommunale arbejdsgivere betaler bidrag i medfør af de regler, der er fastsat i § 6.
Statslige arbejdsgivere betaler bidrag i medfør af de regler, der er fastsat i § 7.
§ 9
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring beregner for ét kalenderår ad gangen et foreløbigt bidrag for arbejdsgiveren. Regulering af bidraget finder sted i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i §§ 11 og 12.
For private arbejdsgivere omfattet af § 4, stk. 2, beregnes bidraget på grundlag af det antal fuldtidsansatte, arbejdsgiveren har oplyst for det kalenderår, der ligger 2 år forud for det kalenderår, bidraget vedrører. Bidraget for 1999 beregnes på grundlag af det antal fuldtidsansatte, arbejdsgiveren har oplyst til sit forsikringsselskab for 1997.
For private arbejdsgivere omfattet af § 4, stk. 3 (fiskere mv.), beregnes bidraget på grundlag af det antal fuldtidsansatte, arbejdsgiveren har oplyst på forhyringslisterne for det kalenderår, der ligger 2 år forud for det kalenderår, bidraget vedrører. Bidraget for 1999 beregnes på grundlag af det antal fuldtidsansatte, arbejdsgiveren har oplyst til Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Fiskeri G/S på forhyringslisterne for 1997.
For kommunale og amtskommunale arbejdsgivere beregnes bidraget på grundlag af det antal fuldtidsansatte, arbejdsgiveren har oplyst for det kalenderår, der ligger 2 år forud for det kalenderår, bidraget vedrører. For arbejdsgivere, der er forsikret i Kommunernes gensidige Forsikringsselskab (KgF), beregnes bidraget for 1999 på grundlag af det antal fuldtidsansatte, arbejdsgiveren har oplyst til KgF for 1997. For øvrige arbejdsgivere beregnes bidraget for 1999 på grundlag af det antal fuldtidsansatte, der er oplyst over for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i forbindelse med registreringen.
For statslige arbejdsgivere beregnes bidraget på grundlag af de ATP-bidrag, arbejdsgiveren har indberettet til Arbejdsmarkedets Tillægspension for det kalenderår, der ligger 2 år forud for det kalenderår, bidraget vedrører. Bidraget for 1999 beregnes på grundlag af de indberettede ATP-bidrag for 1997.
Private arbejdsgivere, der indtil den 31. december 1998 har været omfattet af en fællespolice i Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme A/S (FFE), kan via deres forening aftale med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, at bidraget beregnes på samme grundlag, som nævnt i stk. 5.
§ 10
Ved en virksomheds etablering i kalenderåret beregnes bidraget på grundlag af det antal fuldtidsansatte, der er oplyst over for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i forbindelse med registreringen. Ud fra den branche, arbejdsgiveren er indplaceret i, opkræver Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring forholdsmæssigt det foreløbige bidrag for den resterende del af kalenderåret.
§ 11
Arbejdsgivere, som indtil den 31. december 1998 har været forsikret mod erhvervssygdomme og pludselige løfteskader i Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme A/S (FFE), og som hidtil fra FFE har modtaget reguleringsskemaer i forbindelse med præmieopkrævningen, oplyser samtidig med indbetalingen af det foreløbige bidrag for 1999 på et særligt skema om antal fuldtidsansatte i 1998. Hvis oplysningerne giver grundlag for det, foretager Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring herefter en regulering af arbejdsgiverens foreløbige bidrag for 1999. Eventuel regulering af det foreløbige bidrag for 2000 sker på grundlag af arbejdsgiverens oplysning om antal fuldtidsansatte i 1999.
For arbejdsgivere, der indtil den 31. december 1998 har været forsikret mod erhvervssygdomme og pludselige løfteskader i Kommunernes gensidige Forsikringsselskab (KgF), Jordbrugets Arbejdsskadeforsikring A/S eller Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Fiskeri G/S, reguleres det foreløbige bidrag for 1999 kun efter henvendelse fra arbejdsgiveren. Eventuel regulering af det foreløbige bidrag for 2000 sker på grundlag af arbejdsgiverens oplysning til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring om antal fuldtidsansatte i 1999, jf. stk. 5.
For kommunale eller amtskommunale arbejdsgivere, der indtil den 31. december 1998 har været selvforsikrede, reguleres det foreløbige bidrag for 1999 kun efter henvendelse fra arbejdsgiveren. Eventuel regulering af det foreløbige bidrag for 2000 sker på grundlag af arbejdsgiverens oplysning til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring om antal fuldtidsansatte i 1999.
For statslige arbejdsgivere og arbejdsgivere omfattet af § 9, stk. 6, reguleres det foreløbige bidrag for 1999 kun efter henvendelse fra arbejdsgiveren. Eventuel regulering af det foreløbige bidrag for 2000 sker på grundlag af de ATP-bidrag, arbejdsgiveren har indberettet til Arbejdsmarkedets Tillægspension for 1999.
Der kan efter aftale med Kommunernes gensidige Forsikringsselskab (KgF), Jordbrugets Arbejdsskadeforsikring A/S og Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Fiskeri G/S etableres en ordning, hvorefter oplysninger om antal fuldtidsansatte, arbejdsgiverne har afgivet til disse selskaber, overføres til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
§ 12
Det endelige bidrag opgøres på grundlag af arbejdsgiverens oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring om antal fuldtidsansatte i det kalenderår, bidraget vedrører. Bestemmelsen i § 11, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.
Det endelige bidrag for statslige arbejdsgivere og arbejdsgivere omfattet af § 9, stk. 6, opgøres på grundlag af de ATP-bidrag arbejdsgiveren har indberettet til Arbejdsmarkedets Tillægspension for det kalenderår, bidraget vedrører.
Opgørelse af det endelige bidrag finder sted i løbet af det kalenderår, der følger efter det år, bidraget vedrører.
§ 13
Hvis en virksomhed hører op eller skifter ejer, tilbagebetaler Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring forholdsmæssigt det opkrævede bidrag for den resterende del af kalenderåret. Virksomheden oplyser Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring om antal fuldtidsbeskæftigede fra kalenderårets begyndelse og frem til ophøret eller ejerskiftet. På baggrund af denne opgørelse reguleres det foreløbige bidrag for den forløbne del af kalenderåret, inden tilbagebetaling foretages.
§ 14
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan overføre bidragsdifferencer op til 100 kr. til bidragsopkrævningen for det kommende kalenderår.
§ 15
Hvis oplysning om en arbejdsgivers antal fuldtidsansatte ikke kan indhentes som forudsat i §§ 9 - 13, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring anvende arbejdsgiverens indbetalte eller indberettede ATP-bidrag eller andre relevante oplysninger som grundlag for beregningen og reguleringen af bidraget.
§ 16
Foreløbig bidragsopkrævning for det kommende kalenderår udsendes i december måned, jf. dog § 5, og bidragene forfalder til betaling den 1. januar med sidste rettidige betalingsdag den 20. januar. Falder sidste rettidige betalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.
Betaling sker, med mindre andet aftales med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, ved benyttelse af det særlige indbetalingskort, som Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring sender til arbejdsgiveren.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan, når særlige omstændigheder taler for det, efter ansøgning tillade, at årsvis betaling sker til en anden termin eller fastsætte en længere tidsfrist for betalingen.
Arbejdsgiveren har ansvaret for rettidig betaling. Hvis indbetalingskortet ikke er kommet frem eller er bortkommet, kan arbejdsgiveren få et nyt hos Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Indbetalingsstedets kvittering for bidragets modtagelse er fyldestgørende. Arbejdsgiveren kan ikke kræve særskilt kvittering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
§ 17
Sker betaling af bidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren fra forfaldsdagen betale renter af bidraget med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring opkræver endvidere et ekspeditionsgebyr på 50 kr. ved påkrav på grund af manglende betaling.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan, når særlige omstændigheder taler for det, give henstand med betalingen samt eftergive bidrag, renter og ekspeditionsgebyr.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har udpantningsret for bidrag, renter og ekspeditionsgebyr.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings krav på bidrag, renter og ekspeditionsgebyr forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.
Reglerne i stk. 1-4 gælder også det bidrag, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring opkræver hos arbejdsgiveren i medfør af § 52, stk. 5, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
§ 18
Klager over afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, kan inden fire uger efter meddelelsen af afgørelsen indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, jf. § 55 A, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Klageren betaler 500 kr. for Ankenævnets behandling. Beløbet betales tilbage til klageren, hvis denne får helt eller delvist medhold.
§ 19
I medfør af § 67 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade straffes med bøde den sikringspligtige arbejdsgiver, der undlader at tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, undlader at betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, ikke rettidigt anmelder en indtruffet arbejdsskade eller ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 20
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2000.
Samtidig ophæves Regler om arbejdsgivernes betaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), vedtaget af bestyrelsen den 4. november 1998.
Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, den 10. december 1999, den 10. december 1999
/Jørgen Søndergaard Lars Rohde/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1999
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1999